– nr. 254 for «Søndagen den 11te September» – inngitt av K.T. (sannsynligvis et pseudonym for av en av hans venner); innholdet viser at Peter var en avholdt ung mann – han gikk bort bare 38 år gammel i koleraepidemien som herjet også i Kristiania dette året;
#
Med ængstende og tunge Vingeslag
En Rædslens Aand henover Egnen svæver,
Mens Livets Engel for dens Favnetag
Og Livet selv i al dets Travlhed bæver.
Den flagrer over Husets stille Ro,
Den speider gjennem Glædens smaa Paluner,
Den hviler Vingen over Gravens Bo
Og Øiet paa de taarevædte Runer.
Dens Vingeflugt er Angst, dens Blik er Nöden,
Dens Favnetag er Gru, dens Kys er Döden.
#
O, Mange ere de, hvis Tröst er svag,
Og Mange er der nu, som tungt maa sörge; –
Hvormange er det ei, som næste Dag
Med Tvivl og Frygt om kjære Venner spörge ?
Thi denne Aand, det strænge Alvorsbud
Er stærkere end jordisk Magt og Vælde.
Men over Alle er den store Gud,
Det være deres Tröst, som Taarer fælde.
Saamange Hjerter hist med Fryd han mödte,
Som her i Stilhed af sin Kummer blödte.
#
Se, atter Döden med sin stærke Haand
Et ædelt Hjertes varme Slag har standset.
Ei mer det banker her; den høie Aand
Gik hen at se, hvad dunkelt her den sandsed’.
Andresen er ei mer. Hans varme Kvad,
Der strømmed let fra hans blide Hjerte,
Skal synges hisset af en Börnerad,
Hvem Herren fromme Hjerters Hymner lærte :
Fred — Fred for Hver, der tro sit Kors har baaret, —
Fred for hvert Bryst, som Sorgens Braad har saaret !
#
Fred, Digter, med dit Ler ! — de, Du var kjær,
Med Vemod ved din Bortgang ville græde.
Men i det Haabets blide Stjerneskjær
Et Glimt af Gud dem bringer Tröst og Glæde.
Og naar de tidt ved Sörgeklokkens Klang
Med Tanken flyve mod det evig Höie,
De mindes vil, at ogsaa dem engang
Et Herrens Bud skal före for hans Øie.
Da er der Höitid for de frommes Hjerter,
Som Herren lutred her ved Savn og Smerter,
Christiania, den 9de September 1853.