– inntatt i avisen «Christiania-Posten» for «Søndag d. 18de September»; den avholdte skolemann og forfatter/dikter, norsk-danske Peter R. Andresen, gikk bort 11 dager tidligere – natten mellom den 6. og 7. september – bare 38 år gammel; det skjedde i kolera-epidemien som nettopp i dette år hjemsøkte Kristiania og hele Norden for øvrig. Presten Hans Brun, som forfattet denne minneskrivelsen, ble regnet som en tilhenger av skalden og presten N.S.F. Grundtvig i Danmark, slik også gjalt for Peter R. Andresen;
P. Andresen
er et Navn, som vel Alle de kjender lidt til, der har lagt Mærke til hvad der i senere Aar har vist sig i vor Litteratur, og det er tillige et Navn, som nu, da Graven nylig er tilkastet over ham, som bar det, vil være indviet til en venlig og taknemmelig Ihukommelse hos de Mange, der kom i noget nærmerc hjerteligt Forhold til hans elskelige og i flere Henseender ingenlunde almindelige Personlighed.
Gjerne følger jeg derfor en Opfordring, jeg har faat, til at hidsætte nogle Ord til hans Umindelse.
Andresen blev født i den lille Landsby Uk i Sønderjylland, omtrent midt imellem Byerne Slesvig og Flensborg 1815.
Hans Moder var dansk men hans Fader var tysktalende, uagtet hans Moder igjen var dansk, — og skjøndt Andresen holdt baade af sin Fader og sin Moder, var det dog især ved denne Bedstemoder, hans Tanker dvælede, naar de i hans senere Aar gjæstede Barndomshjemmet. Hun nedlagde tidlig den kristelige Troes-Sæd i hans Sjæl og Kingos Salmer i hendes Haand var den første Bog, han læste.
Han var gjennem Opvæxten sine Læreres Yndling, da hans venlige, kjække og ligefremme Væsen indtog dem, ligesom hans lette Nemme kun gav dem lidet Bryderi.
Da han var voxen, kom han til et Skolelærer-Seminarium paa Fyen, hvor en Mand med noget «rationalistisk» Retning i den Tid var Bestyrer, og hvor Konen, uden at det egentlig kan skrives paa dennes Regning, var en lignende. Ogsaa hos Andresen var denne Retning nu blevet den herskende, og det kan muligens interessere dem, der har læst «Nordisk Kirketidende» af Lindberg, at med den gamle Bonde, han i Nr. 35 af denne Tidende for 1838 lod indrykke en mærkelig Samtale mellem sig og sin Sognepræst, med ham havde Andresen paa Fyen havt mangen Ordvexling om Kristendom og Bibel.
Ottetiaaringens Navn var Anders Kæmpe og han var tit en Skive for den «rationalistiske» Ungdoms Lystighed, men, skjønt Andresen ogsaa lidt stemte i med de Andre, havde dog Gubben meget tilovers for ham og spaade, at han vilde komme paa andre Tanker, og den Gamles Ord gjorde ogsaa et hemmeligt Indtryk paa den Unge.
Der var et Huus i Tvedestrand, Kjøbmand Torvildsens, hvorfra man — jeg veed ikke paa Grund af hvilke Forbindelser — skrev til Fyens Seminarium efter en Huuslærer, og da Andresen just i den Tid var færdig med sin Examen, indlod han sig paa Eventyret og stævnede hid over Havet.
I Førstningen af hans Ophold i Tvedestrand var hans Sindsstemning noget mørk, men i denne Tilstand vendte hans Sind og Tanke tilbage til Barndomstroen, og den gamle Anders Kæmpe vandt nu den taknemmelige Ihukommelse hos ham, hvori Andresen ogsaa i sine sidste Aar bevarede hans Navn.
Familjelivet baade i det Huus, hvor han var Lærer og i det Hele i andre Huse, hvor han vankede i Tvedestrand, gav han altid sine Kjendinger et godt Indtryk af, som et jævnt og muntert hyggeligt Borgerliv, hvori han fandt sig meget vel.
Efter et Par Aars Forløb gjorde han en Reise til Danmark og da hans Aand nu havde taget en troende Retning, havde han megen Lyst til at høre «det store Vidne i Norden» Grundtvig, hvis Sange han kjendte nogle af, uden dog i det Enkelte at kjende enten hans kirkelige eller borgerlige Synsmaader. Han kom da ogsaa i Vartou Kirke, men blev mærkelig skuffet; han fandt aldeles intet Mærkeligt ved Prædikenen, og ved Udgangen spurgte han en Mand, om Prædikanten virkelig var Grundtvig. «Nej», fik han til Svar, Grundtvig var ude paa Landet, men da han saa næste Søndag kom igjen, følte han sig ikke fristet til at spørge om han havde hørt den Rette.
Han fik nu ogsaa Lyst til at hilse paa Grundtvig, som fandt saadant Behag i at tale med den livlige Ungersvend, at han blev der en halv Formiddag og blev indbuden til at følge Skjalden næste Aften op i «Danske Samfund,» hvor Grundtvig forestillede ham for Øhlenslæger, hvem han næste Dag hilste paa, men fandt ikke saa omgjængelig som hans Digterbroder (Grundtvig/red.), skjøndt ogsaa han modtog ham venligt.
Med Grundtvig kom han saaledes i det, at han viste ham endel utrykte poetiske Smaanrbeider, navnlig nogle Julesange, som Digteren nok ikke havde likt saa ilde, men dog bemærket ved enkelte af dem, at de var «for polemiske».
Tvedestrand blev gjennem flere Aar Andresens Hjem, og her gjorde han Bekjendtskab med forhenværende Skibskaptein Olsens Datter, som siden blev hans kjærlige og trofaste Ægtefælle.
Han kom ogsaa i Forbindelse med Mænd, hvis Samvær med ham vel ikke var uden Indflydelse f. Ex. den for et Aars Tid siden afdøde agtede Provst Jørgensen m. Fl., og havde Adgang til Sognepreest Fayes Huus paa Holt, ligesom til Jakob Aall paa Næs.
Imidlertid fik han det Indfald, som han selv vilde kaldt det, at reise hidind til Kristiania og tage medisinsk Examcn; men Latinen ved Indgangen vilde ikke smage ham og han opgav snart Tanken derpaa, især fordi Udsigten til at kunne gifte sig derved rykkede længer bort.
Da han fra Barnsben kunde Tysk og Dansk som sit Modersmaal, og det Fremmedagtige ved hans Udtale for en stor Del var afslebet heroppe, fik han snart Timer paa en eller flere Pigeskoler i Kristiania; men han attraaede dog en fastere Stilling.
Man hjalp ham da til at blive Bestyrer af Redningsanstalten paa Grønland, men denne Post var den uheldigste, han kunde vælge, thi den var forbunden med en ikke ubetydelig Regnskabsførsel, og det er noget, der, som bekjendt, sædvanlig staar i saa rak en Modsætning til Digtersjæles Tilbøjelighed, at det i den Henseende var bedst baade for ham selv og Anstalten, at han blev Lærer ved Grønlands faste Skole.
Vistnok frembød denne Stilling, ogsaa en beslægtet Vanskelighed, da han var Ene-Lærer og maatte følgelig ogsaa undervise i Begyndelses-Grundene til Læsning samt i Skrivning og Regning, Ting hvori Lysten heller ikke skulde drive Værket hos ham; men han gjorde dog sikkert Gavn som Lærer navnlig i Bibelhistorien, hvis Fortællinger han selv holdt af og hvorom han lagde de Smaa mangen Sang i Munden, som de kjendelig følte sig tiltalte af.
Og her staa vi med det samme ved det Arbeide af Andresen, som man regnes blandt det Fortjenstligste, han med Pennen har udrettet, nemlig Udgivelsen af en Samling «bibelske Krønikeriim», hvori han ikke alene selv skrev mange Sange, der vidnede om Gaver til denne Slags Digtning, men hvori han saa at sige samlede Blomsten af hvad, især Danmarks, tidligere og senere Digtere dengang havde leveret af denne Art. Ved denne Andresens Samling kom Sange som : «Velkommen igjen Guds Engle smaa» — «Deilig er den Himmel blaa» — «I Nazareth der var saa smukt» og mangfoldige af deres Syskende (søsken-sanger/red.) i Omløb blandt Børn og Andre baade paa By og Land, og Samlingen udkom snart i 2det forøgede Oplag (1849), ligesom han i 1859 gjorde et lidet «Udvalg for de Fattigeres Skyld».
Skolekommissionen i Kristiania og jeg tror andre Steder tillige gjorde et Opkjøb af mange Exemlplarer af denne Samling, der havde vundet Sagkyndiges Bifald. De Bibelhistoriske Sange er imidlertid en Gren af Litteraturen, som cr i stadig Tilvæxt og nylig, det vil sige i dette Aar, er der udkommen «bibelske og kirkehistoriske Salmer og Sange», samlede af P. O. Boisen, Bestyrer af Dronningens Asylskole i Kjøbenhavn, som jeg (artikkelforfatter Hans Brun/red.) maa sætte over alt Andet, som jeg i denne Retning endnu nogensinde har set.
Jeg er sikker paa, at det er med Andresens Minde jeg skriver, at dem, som skal vælge, fordi de ikke kan kjøbe baade Andresens og Boisens, dem raader jeg til at kjøbe de sidste (Boisens/red.).
Hvem kunde, nemlig inderligere glæde sig ved Boisens Arbeide, end Andresen, «som sædvanlig, naar Nogen, som havde mindste Sans for saadanne Ting, besøgte ham, indtil det Sidste pleiede at forelæse Stykker af denne ny, mesterlige og høist billige lille Sangbog, der ogsaa er ledsaget af Melodier.
Det er ikke min Hensigt at omtale Alt hvad Andresen har skrevet i poetisk Retning, da jeg ved (vet/red.) det Bedste vil gjennem andre Hænder og gjennem et særskilt lidet Skrift blive Offentligheden bekjendt.
Jeg skal da kun om hans øvrige skriftlige Virksomhed tilføie, at foruden en «Trøstebog for bedrøvede Forældre» har han dels efter tyske dels efter danske Forfatteres Arbeider skrevet de mærkeligste Martyrers Histore, en Bog, der ikke kan være uden Værd, da Pastor Wexels sees at have henvist til den i sine Forelæsninger over Pastoral-Theologien.
Desuden har Andresen nedlagt en saa stor Mængde pro saiske og poetiske Bidrag i forskjellige Tidsskrifter, som «Børnevennen», «Christeligt Søndagsblad» og Pastor Hallings «For Fattig og Rig», at han maa regnes for en ikke lidet frugtbar Forfatter i vor Litteratur. Han var ogsaa Medredaktør af «den norske Folkeskole», et Skrift, som i Forbigaaende sagt fortjente en langt større Udbredelse, end det hidtil har faaet.
Til det Interessanteste af hvad han har skrevet vil vistnok findes hans mangfoldige Bidrag til christelige Salmers og tildels Salmedigteres Historie. Hun skrev et Sprog, der, uagtet det neppe faldt ham ind at file det mindste derpaa, maa kaldes baade let og læseligt.
Hans Fremtrædelse i Litteraturen som i Livet kjendte ikke hvad man kalder «Affektation».
Hans litteraturhistoriske Kundskab var imidlertid ingenlunde indskrænket til Salmelitteraturen, men udstrakte sig et godt Stykke tilbage i Tiden ogsaa til den øvrige dansk-norske især poetiske Felleslitteratur. Grundtvig, af hvem han som sagt havde faat de bedste personlige Indtryk, var vel den, han skattede højest og hvis Maner tilligemed Kingos mer eller mindre er kjendelig i alle hans poetiske Frembringelser, men hans Kjendskab strakte sig til næsten alle lidt mærkelige Forfattere.
Vilde man vide Besked om dansk-norske Forfatteres Skrifter eller om Noget i deres Levnetsløb, som var Offentligheden betroet, da gik man sjelden uden Oplysning fra Andresen, men Trekløveret Øhlenslæger, Grundtvig og Ingemann stod dog ogsaa hos ham i den stærkeste Belysning.
To Aar paa Rad stod der af ham i vore Dagblade Fødselsdags-Digte til Grundtvig, som havde sin Oprindelse fra Smaalag, hvortil han laante sin Skole, men da i Aar Gubbens 70de Aarsdag ihugkommedes i en liden Kreds, havde Andresen netop samme Dags Morgen lagt sine Ben til Hvile i Graven (han fik den 6te Septbr. om Middagen et Anfald af Kolerine og tidlig næste Morgen var han død. Hans Legeme var iforveien meget medtaget af en neppe ganske overstaaet nervøs Sygdom).
Ogsaa til Ingemanns Fødselsdag skrev han i Sommer et heldigt Digt, der findes anonymt i et af de sidste Nummere af «Den norske Tilskuer». Hans Dagligstue var rundtom behængt med Tegninger af de mærkeligste Personligheder i Norden, saa han bode som i et lidet Skygge-Valhal.
Hvad der til dagligdags tærede og besværede Andresen var den yderst daarlige pengelige Forfatning, hvori han befandt sig; han klagede vel sjelden lyt (hørlig/red.) derover, men stundom følte han sig dog dreven til at yttre sig lidt derom.
Hans Omstændigheder syntes vel lidt bedre paa det Sidste, da hans Personlighed vandt ham Venner, der søgte at bringe lidt mere Orden i hans forviklede Affærer, og værre blev igrunden sikkert ikke hans Kaar derved, at han i det værste Tidspunkt, i 1848, ægtede sin omtalte Forlovede fra Tvedestrand; thi det venlige Husliv, som derved undtes ham, havde vistnok en vederkvægende og oplivende Virkning paa hele hans Tilstand.
Imidlertid var dette hans Husliv saa langtfra befriet fra Kjærlighedens Sorger, at de tre Børn, han fik, gik alle foran ham herfra.
Han havde ogsaa hos sig sin gamle Svigerfader og sin Svigerinde, der trolig delte Husets Glæder og Sorger med ham og hans Hustru; men den Gamle levede ikke længe, efter at han var kommen hidop.
Trods de trange Kaar, mødtes alle de, der søgte hen til Andresen — og det var Mange — af en Hygge og Velsignelse i hans lille Kredse der maatte gjere et venligt Indtryk. I alle hjertelige Forholde var Andresen saa ærlig, saa kjærlig, og trofast som nogen Kamerat kan findes, ligesom han i en sjelden Grad var ligegyldig for alt hvad der heder Skin, — og det undtes ham, trods hans egen Stilling, i mange Mander at hjælpe og glæde til flere Sider.
— Skolelærerne i Byen og i dens Omegn holdt meget af ham og Flere af dem udtalte lydelig deres Hengivenhed for ham, i hvem de fandt en oplyst og meddelsom, venlig og frisindet Medbroder.
Saa ægte Dansk Andresen var i alle Maader, ligetil den Kjærlighed, hvormed han dvælede ved Fredrik den 6tes Minde, naar Kongen hvidhaaret vandrede blandt Folket, saa deltagende var han ogsaa i Alt hvad der særlig gjaldt Norges Ære og Lykke og især hvad der kunde antages at bidrage til «Folkeaandens Vækkelse og Forædling» heroppe.
Og han havde i det Hele en saa aaben Sans for hvad Levende der rørte sig i Aandens Verden, at naar vi, hans nærmeste Kjendinger gjennem Litteraturen eller paa anden Maade, blev noget saadant vaer, der tiltalte os, da sagde det sig selv at vi det snareste, vi kunde, gik, «ud til Andresen» forat tale derom, sikkre paa Deltagelse hos ham, som vi nu savne, men ved hvis Minde vi ogsaa haabe at Velsignelse skal følge langt rigere og langt videre end vi kan øjne det.
H. Brun (Hans Brun/red.).