– hans innlegg i avisen «Morgenbladet» for «Tirsdagen den 3die Januar 1860»; pastoren, med det fulle navn Jens Christian Edvard Theodor Mau, oftest kjent kun som Edvard Mau, var blitt relativt godt kjent med norske kirkeforhold, også etter reiser hit både i 1846, 1859. Han skrev mye og forfattet 5. desember 1859 på sin prestegård på Fyn et «brev» til kristen- og kirkefolket i Norge, i hovedsak ment som en oppfordring til sammenhold og en kjærlig innstilling blant troende brødre og søstre, slik at det ikke blir skapt kunstige skiller.
Oppfordringen går i Maus innlegg/brev ikke minst til ulike kristelige tidender/blader om å vise varsomhet og ta alt opp i en god mening, også da han gjennom en redaktør-artikkel i bladet «Norsk Kirketidende», nr. 46/1859, i det som skulle være et referat fra en tale han holdt ved det felles skandinavisk kirkemøte avholdt i Lund i Sverige tidligere samme år, mente seg mistolket og dermed også stilt i et dårlig lys blant norske kristne.
Det første av skandinaviske kirkemøter ble avholdt i Kjøbenhavn i 1857, deretter nevnte i Lund i 1859, i Kristiania i 1861 og til sist igjen i Kjøbenhavn i 1871;
Nogle Ord til mine norske Venner.
Jeg havde vist ikke tænkt, at skulle komme til at skrive i norske Dagblade, da jeg har saa meget Andet at tage vare, der kræver min Tid.
Alligevel føler jeg mig nu opfordret dertil, idet jeg ønsker og beder, at Kjærligheden maa styre min Pen, ligesom jeg er mig bevidst, at jeg gjør dette Skridt i Herrens Navn og til Hans, den evige guddommelige Sandheds Ære.
Anledningen dertil er følgende : I Norsk Kirketidende No. 46 drager Udgiveren tilfelts imod «Kirkeligt Folkeblad», og i denne Strid har han uden Nødvendighed indblandet mit Navn paa en Maade, som jeg ikke kan være tjent eller tilfreds med.
Han skriver saaledes : «Vi nære ret det Haab, at det kun er enkelte fanatiserede Mennesker, paa hvem det passer, hvad Pastor Mau uden Indskrænkning Yttrer i Anledning af den store «Miskjendelse af den grundtvigske Retning» heroppe : «Man hader og elsker, alt for meget af personlige Hensyn; Kjærlighed til Sandhed er for liden» (Ref. af Skand. Kirkemøde, Aftbl. No. 218). Det er forfærdelige nyregrandskende Beskyldninger, Pastor Mau har troet at burde udslynge efter sit overfladiske Ophold i Norge«.
Da jeg læste disse Linier, gjorde jeg store Øine; thi de indeholde Noget, som jeg ikke har sagt, og som jeg derfor heller ikke kan vedkjende mig. Hvad der har staaet i norske Blade om mit Foredrag i Lund, er mig ubekjendt, og det kan jeg i al Fald ikke være ansvarlig for.
Men inden Kirketidendens Udgiver tog sig for at meddele Noget deraf — hvortil der forresten ingen Anledning var paa det ovenmeldte Sted — forekommer det mig, at han burde have efterseet, hvad jeg angaaende de kirkelige Forhold i Norge, som jeg omtalte ved Kirkemødet, har ladet trykke i sidste Hefte af mit Tidsskrift «Ny kristelig Samler»; thi han vil dog vist indrømme mig, at Ingen kan bedre vide, hvad jeg har sagt, end jeg selv, efter det gamle Ordsprog : «Enhver er sine egne Ords bedste For tolker».
Da det ikke er mig ganske ligegyldigt, i hvilket Lys mit Forhold i denne Henseende bliver fremstillet for mine norske Venner, hvoraf jeg hidtil har havt ikke saa faa, idet jeg nemlig antager, at det i nogen Maade vil kunne skade den Sag, for hvilken jeg i en lang Aarrække har virket stille og fredeligt, uden at blande mig i de offentlige Partikampe (thi min Person ligger der slet ingen Magt paa) : saa vil jeg tillade mig her at gjentage de Yttringer, som Kirketidenden maa have sigtet til.
Efterat have omtalt Frimenigheden i Skien samt Lammers’s Forhold og de christelig begavede Præsters Virksomhed der i Byen og dens nærmeste Omegn, yttrede jeg Følgende : «Forresten staa Partierne endnu skarpere lige overfor hinanden i Norge, end i Danmark, og jeg havde ofte Leilighed til at erindre om, at naar vi have samme Tro og stride for at naa det samme Maal, skulle vi være villige til at anerkjende det Gode hos hverandre, i Ydmyghed lære af hverandre, og fordrage hverandre i Kjærlighed og Sagtmodighed, og ikke fæste Øiet udelukkende paa det mindre Væsentlige, hvori vi ere uenige. Grundtvigs Navn har ikke nogen god Klang iblandt en stor Del af de Opvakte; og de, der slutte sig til ham, betragtes med en vis Mistænksomhed, idet man ikke noksom har sondret det Oprindelige og Hovedsagelige i Grundtvigs Retning fra mange sære Meninger og Paastande, som Tid efter anden have ladet sig høre fra samme Kant, og man begaar da let den Uretfærdighed, at skjære alle Grundtvigs Venner over een Kam, skjønt der visselig er stor Forskjel imellem dem, og det gaar her, som saa ofte, at mangen Discipel endog gaar videre end Læreren. Den slemme Ensidighed og Partisyge gjør sig næsten allevegne gjældende, og det gaar da gjerne ud over Broderkjærligheden. Lektor Johnsen (må være på det tidspunkt lektor Gisle Johnson/red.) i Christiania nyder stor Anseelse i Norge; han er en yngre hæderlig og elskelig Mand og en ægte luthersk Theolog undtagen i hans Lære om den dobbelte Gjenfødelse; men ogsaa med Hensyn til ham viser sig det farlige i at hænge ved Mennesker og beraabe sig paa menneskelig Autoritet; thi Johnsen har ligesaa ensidige Tilhængere i Norge, som Grundtvig i Danmark, og hvad ere de dog Begge uden arme Syndere, der fattes den Roes, de skulde have for Gud, saa at megen Skrøbelighed hænger ved dem som ved os Alle ! Den lidenskabelige Maade, hvorpaa Johnsen for nogen Tid siden har udtalt sig i en lang Række af Artikler om Daaben og Gienfødelsen (NB. jeg havde af Uagtsomhed skrevet «Retfærdiggjørelsen», hvilket bedes undskyldt) i Norsk Kirketidende, har bedrøvet selv hans Venner, og Ingen af dem, jeg talede med derom, vovede at tage den i Forsvar. O, maatte vi kun erindre, at Een er vor Herre og Mester, nemlig Christus, og vi ville da vist finde den Yttring mindre passende, jeg hørte engang (hernede), da Talen var om Partier : «Paa Luthers Tid spurgte man : hvad siger den Gamle i Wittenberg : i vor Tid spørge vi : hvad siger den Gamle ved Vartov !» (d.e. Grundtvig/red.)
Jeg spørger nu Enhver, som læser dette med venligt Sind og uhildet Blik, og beder ham at svare med Haanden paa Hjertet : findes i disse Yttringer «forfærdelige nyregrandskende Beskyldninger», som Kirketidenden siger ? er deri Tale om Had og Mangel paa Kjærlighed til Sandheden ? indeholde de Andet eller Mere, end hvad der stemmer med den daglige Erfaring baade i Norge og Danmark, og hvad jeg under min Reise hørte bekræftet ved Vidnesbyrd af mange høitagtede kristelige Mænd, som jeg er vis paa at Kirketidenden inderlig gjerne vil staa paa en god Fod med ?
Men Sagen er den, at mangfoldige Yttringer i Kirketidenden turde vidne om, at Udgiveren og flere af hans Medarbeidere ikke læse eller skrive med uhildet Blik, uden Persons Anseelse og uden forudfattede Meninger; og det er tilvisse beklageligt, thi hans Blad kommer derved let til, at udøve en ganske anden Indflydelse paa mindre oplyste Læsere, end den, han tilsigter, og han bidrager til at gjøre Kløften større mellem dem, der skulde staa rustede til Kamp imod den fælles Fiende.
Hvis Udgiveren havde gjort sig den Uleilighed at gjcnnemlæse min Artikel i Tidsskriftet, da vilde han finde, at den er affattet med saa stor Upartiskhed, som det vel er muligt, og med levende Anerkjendelse af den norske Kirkeafdelings velsignelsesrige Virksomhed og Opofrelse for Guds Riges Sag; og jeg har i mange Aar elsket Norge, hvor jeg har Venner, til hvilke jeg er knyttet med ligesaa inderlige Baand, som til Nogen i mit Fædreland.
Jeg følger Begivenhederne paa Kirkens Enemærker og Udviklingen der oppe med stadig Deltagelse, og derfor har jeg anvendt mange glade Timer paa Læsningen af den norske Kirketidende.
Det være langt, langt fra mig, at yppe nogen Strid eller Trætte med Udgiveren, i hvem jeg seer en kristelig Broder med varm Nidkjærhed for Guds Rige; men jeg beder ham i Christi inderlige Kjærlighed, at fordrage dette venlige og hjertelige Formaningsord : «Nedstem den skarpe Tone imod alvorlige Christne af en anden Retning end den, De selvtilhører; beflit Dem paa større Upartiskhed, og fremdrag helst det Gode, hvor De finder det, og jeg forsikrer Dem, De vil da fremme og gavne den gode Sag mere, og De vil i en ældre Alder med mere ublandede Følelser kunne see tilbage paa Deres tidligere Virksomhed, end Tilfældet vil blive, dersom De gaar videre paa den Vei, som De navnlig i den sidste Tid synes at have betraadt !»
Gud er mit Vidne, at jeg skriver dette alene i Sandhedens Inteesse, som gaar mig for Alt, og uden mindste Bitterhed som den, der føler sig saaret af Kirketidendens Yttringer; nei, dertil er jeg for gammel vant til at staa for Skud.
Udgiveren ved (vet/red.) meget vel, at jeg i det Væsentlige tilhører den samme theologiske Retning og Anskuelse som han, og der er vel Faa, der personlig have havt saa mange Prøver paa Grundtvigs begeistrede Venners Ensidighed og, jeg tør vel sige det, Mangel paa Anerkjendelse, som jeg; men derfor byder Sandheden og Christi Kjærlighed mig ligefuldt at see og anerkjende det meget Gode som findes hos dem; og derfor turde jeg maaske ogsaa være berettiget til at tale, som jeg her har gjort, med det Ønske og Haab, at et godt Ord vi finde et godt Sted, og at det vil blive modtaget ned samme velvillige Følelser, som de, hvorfra det er udgaaet.
Imidlertid tan jeg ikke slutte, uden, endnu at berøre en anden Sag, der angaar en af mine Venner. I det samme No. 46 af Norsk Kirketidende skrives : «Dr. Viborgs Evangelieværk anbefales i denne Tid stærkt af sin Forlægger til Udbredelse i de nordisse Lande», og derpå anføres et Stykke af Pastor Thorkilsens Anmeldelse af Værket i «Evang. Ugeskrift», hvori Forf. bestrider Grundtvigs og Viborgs Betragtningsmaade af Troesbekiendelsen og dens Forhold til Skriften, hvori jeg for min Del er ganske enig med Thorkilsen; men forresten findes i Kirketidenden ikke et Ord om selve Værket. Dette seer ingenlunde ud til at være en Anbefaling af det Skrift, hvorpaa Forf. har anvendt saa megen Tid og Flid, men snarere det ganske Modsatte. Er dette rigtigt ?
Hvorfor har Kirketidenden ikke tillige optaget ytringer af Thorkilsen, hvori denne yder Forfatteren sin uskrømtede Anerkjendelse af den Dygtighed, hvormed Skriftet er forfattet, og den Nytte, det kan stifte, den Opbyggelse, det kan fremme.
Hvad skulde ogsaa en christelig Forfatters Mening om Troesbekjendelsens Oprindelse eller den saakaldte kirkelige Anskuelse kunne være til Hinder herfor ?
Skjønt jeg ikke er enig med Wexels i denne Sag, skal jeg aldrig glemme den Nytte og Velsignelse, jeg har havt af hans Bibelværk, og jeg takker Gud for den Naadegave, som derved er bleven mig til Del. Jeg tør derfor ogsaa, trods Kirketidendens tvetydige Anmeldelse, trygt anbefale mine norske Venner Dr. Viborgs Bibelforklaring, saa meget mere, som jeg kjender ham nøie — han er min Skriftefader — og ved, at han er en af den danske Kirkes dygtigste, virksomste og nidkjæreste Lærere, der ikke skaaner sig selv, men følger villigen Brødres Kald, og reiser ofte flere Mile udenfor sit Præstegjeld, for at fremme Folkets Opvækkelse og christelige Opbyggelse.
Dr. Viborgs Virksomhed har været af stor Betydning, og ledsaget af rig Velsignelse, og han nyder i høi Grad de Opvaktes Tillid, fordi han er folkelig, hjertelig og kjærlig som Faa, og forkynder Ordet med Liv og Varme i Husene som i Kirken.
Han er ret en Opvækkelsesprædikant, og som Taler i de gudelige Forsamlinger — ogsaa i mine Sogne har han virket med Velsignelse — søger han sin Lige. Det er maaske ikke for Meget sagt, at næst Gud skylde vi for en stor Del denne Mand, at vi ere blevne forskaanede for Baptister og Mormoner og Udtrædelser mere end andre Egne, hvor der har været religiøs Bevægelse.
Siden jeg er kommen til at tale om Bøger, være det mig tilladt at henlede norske Christnes Opmærksomhed paa de af mig udgivne «Psalmer og Aandelige Sange til hver Dag i Aaret», et Arbeide som ikke har været at løbe til, men er en Frugt af lang Tids Syslen med Psalmeliteraturen. Jeg gjør dette uvante Skridt ikke uden en indre Modstræben, af to Grunde : den ene er den, at Norsk Kirketidende i sin Anmeldelse af Samlingen ytrede, at den koster 80 Skilling, uden at tilføie, at det var Dansk og ikke Norsk (Mynt), saa at den til syneladende høie Pris maaske har afholdt Flere fra at kjøbe den; den anden Grund er den, at den af vor Literatur saa fortjente og uegennyttige Forlægger, som paa min Opfordring lod trykke et usædvanligt stort Oplag, for at Bogen kunde sælges til en meget lav Pris — om Fordel kunde her ikke være Tale —, har for mig ytret, at Afsætningen i Norge var kun ringe, og jeg vilde nødigt, at han skulde tabe en større Sum paa et Værk, som dog har glædet og opbygget Adskillige.
Og idet jeg venligst beder andre Redaktører af norske Blade at optage dette Stykke, rætter jeg i Aanden oprigtige Christne mellem Norges Fjelde af forskjellig Retning trofast Broderhaand, og siger til dem : Beflitter Eder paa at bevare Aandens Enhed i Fredens Baand, et Legeme og en Aand, ligesom I og ere kaldte til et Haab i Eders Kald; een Herre, een Tro, een Daab, een Gud og Alles Fader, som er over Alle og ved Alle og i Eder Alle ! Roser Eder ikke af Mennesker, hvor, begavede de end monne være; thi «store Helgen’ ogsaa haver Adams Kjød og Klæder paa, Deres høie Himmelgaver de i Leerkar bære maa», og Herren seer ikke paa Gaverne, men paa Hjertet.
Lad der ikke være Partier iblandt Eder; thi Gud er ikke Forvirringens, men Fredens Gud. Tager Alt, hvad I høre af christne Brødre, op i den bedste Mening, og fører Eder Alt til Nytte; thi alle Ting ere Eders, naar I kun ere Christi, og tilhøre ikke Eder selv, men Ham, som kjøbte Eder med sit Blod, for at I skulle tjene Ham her i Hellighed og Retfærdighed, hisset i evig Uskyldighed og Salighed.
Kommer Kjærlighedens Apostel ihu, som, da han, træt af Livets Møie, snart 100 Aar gammel, lod sig bære paa sine Venners Arme hen til de Troendes Forsamling, atter, og atter gjentog de Ord : «Børnlille, elsker hverandre !» og som paa Spørgsmaalet om, hvorfor han altid vendte tilbage til dette ene Ord, svarede : fordi det er Herrens Befaling, derom gjælder det. Ja visselig, det er Hans Bud, som sagde : «Derpaa skulle Alle kjende, at I ere mine Disciple, dersom I have indbyrdes Kjærlighed».
Ja, seer dog hvor godt og lifligt det er, at Brødre bo endrægtigen tilsammen; det er som Duggen paa Hermons Top, som den Dug, der falder paa Zions Bjerge; thi der haver Herren budet Velsignelsen at være og Livet til evig Tid.
Ja, lad kun derfor Kjærlighed I vore Hjerter blive ved,
Fordi vi Alle Brødre er; O, gid vi sammenknyttes her,
Saa vi kan Ærens Krone faa, Naar Dommens store Dag skal staa.
Skjellerup Præstegaard pr. Odense, den 5te December 1859. E. Mau.