Bluhme, Johannes Bartholomæus, 1681-1753, Hofpræst,
er født 1. Nov. 1681 i Tønder, hvor
Faderen, Christopher B., var Rektor; Moderen hed
Cathrine Thomsen. Han blev undervist af Faderen,
til han 1700 tog til Universitetet i Rostock. Efter
at have opholdt sig her i 2 Aar rejste han til
Kjøbenhavn for at øve sig i det danske Sprog,
«som i Amtet Tønder til gejstlige Betjeninger er
højst fornødent». Professor Fecht i Rostock havde
anbefalet ham til den lærde Joh. Brunsmann, Præst
ved Vartov og Forfatter af «Kjøge Huskors». Denne
tog sig ogsaa af ham og flyede ham bl. a. Speners og
Franckes Skrifter. I Kjøbenhavn tog han Attestats og
prædikede første Gang paa Dansk. Efter et Ophold i
Tønder drog han 1704 til Kiel, hvorfra Faderen det
næste Foraar maatte hente ham syg hjem. Han laa i 17
Uger mellem Liv og Død; i denne Korsets Skole lærte
Gud ham mere til hans Sjæls Salighed, end han havde
lært paa Universitetet. – Efter en Prøveprædiken
valgtes han 1707 til Præst i Borne (paa Tysk Bohren)
i Angel, og «efter en og anden Vanskelighed» blev han
ordineret af Generalsuperintendent Dr. Muhlius. Samme
Aar ægtede han Ida Amalie, Datter af Pastor Georg
Jønsius i Borne. Efter at han havde afslaaet flere
Kaldelser, blev han 1728 første Præst ved Mariekirken
i Rensborg. Men Aaret efter hørte Frederik IV ham
her, hvorefter han stævnedes til Odense for atter at
prædike for Kongen, som derpaa kaldte ham til tysk
Hofprædikant i Steden for Conradi.
Da Christian VI 1733 afskedigede sin Konfessionarius
J. Frauen, fik B. hans Embede, men ikke Titelen.
B. tilhører helt den halleske Skole og maa anses for
en ægte Discipel af Spener og Francke. Samtidig med at
han kaldedes til Konfessionarius, kom Grev Zinsendorf
til Kjøbenhavn og fremkaldte den stærke religiøse
Bevægelse, der udmærker dette Tidsrum. B. sluttede sig
helt til den, og ved sit nære Forhold til Kongen fik
han den største Indflydelse paa de Foranstaltninger,
hvorved denne søgte dels at lede Opvækkelsen, dels at
dæmme for den, naar den brød ud i Separatisme. Kongen
raadførte sig i disse Sager bestandig med B., hvem
han ærede og elskede som en Fader. Denne har ofte
søgt at formilde Kongen, naar han fandt, at dennes
Vrede gik for vidt. Det er et Træk, som kun kan hædre
en Konfessionarius, at han havde Mod til at formane
Kongen til en mildere Fremgangsmaade mod hans Faders
Enke, Anna Sophie (Reventlow); thi dette var ganske
vist at røre ved et ømt Sted. Ligeledes bad han for
sin afskedigede Formand, at Kongen vilde tilgive
ham, uagtet han netop var bleven fjærnet for sine
utilbørlige Prædikener mod Pietisterne. Endelig
fandt ogsaa den haardt forurettede Orlogskapitajn
Fr. Lütken en Talsmand i ham, saa Liitken, der var
afskediget uden Pension, fik en ny Ansættelse.
I Aaret 1735 blev J. L. Holstein, der tilhørte
den pietistiske Retning, Oversekretær i det danske
Kancelli, og fra nu af fik B. Indflydelse paa mange
offentlige Foranstaltninger. Allerede tidligere
havde han bevirket, at der ansattes Kateketer ved de
kjøbenhavnske Kirker. Efter at Kongens forrige Lærer,
Konferensraad J. W. Schrøder, havde gjort Forslag
til Konfirmationens Indførelse, blev det overdraget
ham og B. at udarbejde Anordningen derom 1736. Da
General-Kirkeinspektionskollegiet blev oprettet
1737, blev han et indflydelsesrigt Medlem af det,
ligesom han havde Sæde baade i den forberedende og
den endelige Kommission, der udarbejdede Anordningen
for Almueskole væsenet i Danmark og Norge af 1739,
men som tillige det følgende Aar maatte tilraade
at indskrænke disse Anordninger væsentlig, da de
Forudsætninger, hvorpaa de vare byggede, ikke holdt
Stik. Som Medlem af General-Kirkeinspektionen maatte
B. deltage i de Bestræbelser, som især efter 1740
gjordes for at standse de separatistiske Bevægelser,
der udbrøde baade i Danmark, Norge og Holsten. Medens
Biskop Hersleb arbejdede ivrig for at sætte Skranker
for disse, modsatte B. sig de dertil sigtende
Foranstaltninger saa længe som muligt; det var hans Overbevisning, at det var Uret at anvende verdslig
Tvang i aandelige Sager, og at Separatisterne vel
maatte lade sig tale til Rette, naar Præsterne
kun anvendte Flid og Omhu nok herpaa. Men netop
denne Forudsætning bristede bestandig. Separatismen
optraadte i mere og mere uhyggelige Former, og det
viste sig nødvendigt enten at tilstaa en virkelig
Religionsfrihed, hvad ingen, heller ikke B., tænkte
paa, eller at lade Statsmagten træde til for at
opretholde Kirkens Enhed. B. gik derfor til sidst,
om end kun modstræbende, ind paa de ovenfor omtalte
Foranstaltninger, der ogsaa ganske rigtig kom til
at betegne Slutningen af den pietistiske eller,
som den maaske rettere burde kaldes, herrnhutiske
Bevægelse. B. er kommet til at staa for Eftertiden som
en Inkarnation af Bigotteri, næsten som Christian VI’s
onde Aand, der fik Skyld for hele det pietistiske
Præg, denne Konge yndede at paatrykke Folket, og
der er Vidnesbyrd nok om, at hans samtidige heller
ikke have set paa ham med venlige Øjne. I hvad der
her er meddelt om ham, vil der ikke findes nogen
Grund til at fælde en saadan Dom over ham. Men den
store Indflydelse, han udøvede, var i en mærkelig
Grad underjordisk; den føltes alle Vegne, uden at
han selv fremtraadte, hverken for at kræve Æren
eller for at bære Ansvaret for, hvad der skete. Han
var en Mand, der nok ønskede at have Indflydelse,
men som ikke brød sig om at have den Stilling, som
svarede dertil. Derfor blev han heller aldrig virkelig
Konfessionarius, men nøjedes i en Tid, da Rangsygen
ellers grasserede saa stærkt, med en Hofprædikants
Rang. Saa priseligt nu end dette kunde være, var det
ikke saa underligt, at det vakte Misfornøjelse, at
en Mand, der hverken ved sin Stilling var berettiget
dertil, eller som traadte frem for at bære Ansvaret,
havde den største Indflydelse paa Afgjørelsen af
alle kirkelige Sager. Naar Kongen i de bevægede Aar
1732-34 ofte sendte Kancelliet egenhændige Kladder
til de Reskripter, der skulde udfærdiges, mente man,
formodentlig med rette, at B. stod bag ved; det samme
var Tilfældet, da Pietismens uforsonlige Modstander,
Præsten ved Nicolai Kirke, H. Mossin, dømtes fra sit
Embede, og ved mange andre Lejligheder; men en saadan
Indflydelse maatte være saa meget betænkeligere, som
Christian VI var en mistænksom Mand, der gjærne ad
Omveje vilde skaffe sig Underretning om Personer og
Forhold. Dertil kom, at B. fremfor alt var Kongens
Raadgiver ved Embedsbesættelser, og her er det
utvivlsomt, baade at han er optraadt som en ensidig
Partimand, der foretrak Pietister ved enhver Lejlighed, og at han ikke har haft
Menneskekundskab nok til at bedømme, hvor Fromheden
var oprigtig, og hvor den var en Kappe, der kunde
vendes efter Hofvinden, ligesom de Mænd, der paa
hans Anbefaling bleve ansatte, langtfra altid
gjorde Fyldest i Embederne. Men selv om han, hvad
der sikkert som oftest var Tilfældet, anbefalede
værdige og dygtige Kandidater, paadrog han sig alle
deres Uvilje, der med eller uden hans Skyld bleve
tilsidesatte. Det var en af Kirkekollegiets Tanker
at danne et Seminarium theologicum, det vil sige en
Fortegnelse over værdige Kandidater; den blev aldrig
udført officielt; men i Virkeligheden har B. haft en
saadan Fortegnelse, og det var ikke til Skade for dem,
der stode paa hans Liste.
Da Christian VI laa for Døden paa Hirschholm, sendtes
der Bud efter B.; men Kongen var død, før han naaede
Slottet. I den Ligtale, han holdt over ham, har han
sat ham et smukt Minde. – Under Frederik V blev hans
Stilling i det udvortes uforandret; han vedblev endog,
i det mindste en Tid, at give Kongen Kandidatlister;
men efterhaanden maatte han miste sin Indflydelse. Han
døde 26. Okt. 1753. Af Skrifter har han kun efterladt
en Disputats og to Klageprædikener over Christian VI
og Dronning Louise.
Zwergius, Siellandske Clerisie S. 800 ff. J. Møller, Mnemosyne IV.
L. Koch, Kong Kristian VI S. 144 ff. o. fl. St.