– fra s. 569 – 572 :
– f. 1844, Præst. P. er født 24. Marts 1844 i Kjøbenhavn og er Søn af den ndfr. omtalte Stiftsprovst J. H. V. P. i hans 2. Ægteskab.
Han blev Student fra
Metropolitanskolen 1862 og theologisk Kandidat 1868. Sine første
Kandidataar beskæftigede han sig for en Del med Undervisning,
da han i Lærergjerningen saa en god Forberedelse til Præstegjerningen;
han fortsatte tillige sine theologiske Studier, men forsømte
ved Siden heraf ikke noget af, hvad der i andre Retninger kunde
befrugte ham. Sin første Præstestilling fik han kort efter Nytaar
1871 som resid. Kapellan for Asminderød og Grønholt Menigheder,
til hvilket Pastorat Fredensborg Slotskirke og den nye Kirke i
Humlebæk høre. Her fra forflyttedes han 1876 til Frue Kirke i
Kjøbenhavn, hvor han har virket siden, først som 2. resid. Kapellan
og fra 1892 som Sognepræst og Stiftsprovst.
Allerede naar P. prædikede som Kandidat, havde han mange
Tilhørere; som Præst er han bleven en af vore mest søgte og med
rette mest ansete Prædikanter. Han er i ualmindelig Grad udrustet
med de rent ydre Talegaver; men han véd tillige som faa,
hvorledes en Prædiken skal dannes: han forstaar baade at fordybe sig
i en Text, at fremdrage gode Tanker af den, at ordne sit Stof
med Anskuelighed og at fremstille det i et Sprog, der er smukt
og billedrigt, paa samme Tid som det er jævnt og fatteligt for
enhver. Over hans Fremtræden hviler der en særegen nobel og
sikker Holdning, der hænger sammen med hele hans
gjennemdannede Personlighed, men maaske dog har sin egentlige
Begrundelse i en vis frygtløs Sandhedskjærlighed, som ikke vil sige
hverken mere eller mindre, end hvad den anser for ret, medens det
ved Siden heraf tydelig kjendes, at Taleren er besjælet af, hvad
der er absolut nødvendigt for enhver Prædikant: selv at tro paa
Ordets Sandhed og inderlig gjærne at ville føre sine Tilhørere til
det samme. Som et særeget Fortrin hos P. bør fremhæves hans
psykologiske Sans og Evne til at gaa i Dybden ogsaa over for
denne Side af sin Opgave. Med hvad her er sagt, staar det i god
Samklang, at han i høj Grad har været skikket til Præst i
Hovedstaden og særlig har kunnet tiltale Mennesker med udpræget
intellektuel Dannelse, hvormed det dog ikke skal være sagt, at han
selv drager en saadan Grænse for sin Virksomhed, eller at han ikke skulde finde Opmærksomhed ogsaa hos Tilhørere, der ere mindre udviklede i den nævnte Retning.
I en ganske væsentlig Grad har P. støttet sin Gjerning paa
Prædikestolen gjennem det trykte Ord. Der foreligger fra hans
Haand en hel Række af Arbejder, dels Prædikensamlinger, dels
oplysende og opbyggelige Betragtninger. Til den første Art høre
«Prædikenen) (1882), «Frelsens Vej» (1885), «Gjennem Kamp til
Fred» (1888), «Rigdommen i Christus» (1891), «Herren og Tjenerne»
(1895); den anden Række dannes af «Religiøse Betragtninger» (1877),
«Bibelske Skitser» (1881), «Fra Naadens Rige» (1884), «Livet i Gud»
(1887), «Fadervor» (1890), «Paa Helliggjørelsens Vej» (1894). Som
Skribent besidder han de samme Egenskaber, der udmærke ham som
Taler, og der er saare mange, som sætte stor Pris paa disse Bøger,
der læses med Lethed, paa samme Tid som deres Indhold er
tankefyldigt og skjønt formet. Adskillige af disse Arbejder ere komne i
flere Oplag, og en Del af dem ere oversatte paa Svensk og Tysk.
Ogsaa som Lejlighedstaler staar P. højt; han forstaar som faa at
finde det rette Ord og at give det i en tiltalende Skikkelse. –
Foruden hans ovenfor omtalte Forfatterskab skal her nævnes Bogen
«For syge og bedrøvede» (1872) og de Bidrag, han har skrevet til
«Kristelig Kalender», som han 1869-76 udgav sammen med H. Stein
(i alt 7 Aargange). Disse Bidrag ere dels kirkehistoriske Skildringer
(«Hans Egede», 1870, «Johan Arndt», 1871, «Thomas Guthrie og
Pjalteskolerne», 1876), dels Digte. P. er nemlig i Besiddelse af
en ikke ringe Digteraare, hvad der allerede kjendes paa Sprogets
Friskhed og Billedrigdom i hans Taler, men som ogsaa har givet
sig Udtryk i fint følte og skjønt formede Digte. Saare bekjendt
og benyttet er f. Ex. hans Bryllupssalme: «Jert Hus skal I bygge
paa Ordets Klippegrund».
Allerede som Præst i Fredensborg var P. kommen i personlig
Berøring med Kongefamilien, i hvilken hans Faders Minde bevaredes
med taknemmelig Kjærlighed, og senere havde han overtaget
Religionsundervisningen for Kronprins Frederiks Børn. Det var derfor
naturligt, at han i 1884 blev Martensens Eftermand som kongl.
Konfessionarius. Ogsaa i denne Stilling, der ved mange Lejligheder
stiller særegne Krav til den, som beklæder den, har han lagt for
Dagen, i hvor høj Grad han besidder Evnen til at træffe det rette
Ord og til at udtale det med Kraft og Takt; hans Taler ved de
indtrufne Begivenheder i Kongehuset vise Sandheden heraf.
Af Pastoralseminariet blev P. Medlem 1887 og har her ledet de homiletiske Øvelser og tillige holdt Forelæsninger over Homiletik
og om Præstens Embedsgjerning. Det er i denne Virksomhed, som
han omfatter med levende Interesse, kommet ham til gode, at han
gjennem mange Aar har dyrket praktisk Theologi. Fra 1880 har
han været Medlem af Bestyrelsen for «Kirkelig Forening for indre
Mission i Kjøbenhavn» og har her ved sit forstandige Blik og sin
frejdige Sandhedskærlighed bidraget til at holde Udviklingen i de
sunde Spor.
22. Juni 1871 ægtede han Frederikke Christiane Johanne
Jürgensen, Datter af Professor Chr. J. (IX, 2). Hans Hustru, der var
født 17. Juli 1846, døde allerede 11. Maj 1882.
Som rodfæstet i de Mynster-Martensenske Traditioner er P.
en af de mest fremtrædende Repræsentanter for den konservative
Retning i vor Præstestand. Hans Holdning i de forskjellige
Spørgsmaal, der komme under Forhandling, vil derfor ikke til enhver Tid
vinde et Flertals Tilslutning, men han vil bestandig, ogsaa fra
Modstanderes Side, kunne gjøre Regning paa sand Højagtelse og
personlig Sympathi.
Elvius, Danmarks Præstehist. 1869-84 S. 272.
Nutiden 28. Marts 1880.
V. Schousboe.