– fra hans bok : “En Christianiensers Erindringer fra 1850- og 60-Aarene”. Kristiania 1910.
Gjengitt s. 288 – 289 :
THEATER OG CIRKUS.
Ungdom er ofte stærkt optaget af Theater og hvad dermed har Lighed. Med mine Venner delte jeg i høi Grad disse Interesser, som vi udstrakte meget langt. Ogsaa for 50—60 Aar siden var hele Christiania passioneret for Cirkus. Det var bekjendt, hvorledes en Berider Alexandre Gautier i Begyndelsen af 40-Aarene havde vundet almindelig Beundring. Senere havde en Beriderfamilie Guerra i Klingenberghaven trukket de fulde Hus. I 1855, kanske ogsaa i 1856, havde Hinné og Ducrot samlet talrige Skarer og vakt stormende Begeistring ved at give storartede Krigs- pantomimer med Emner fra Krimkrigen, som gav Ungdommen et Billede fra Samtidens store Begivenheder. Slagene ved Alma, Inkerman og Balaklava, med Sebastopols Beleiring trak os til, Aften efter Aften. Klingenbergs gamle Theater, der var omdannet til Cirkus, fyldtes af jublende Skarer, som nød Krudtdamp og Kanonsmeld, med en Iver, som tydelig viste, hvor Sympathien laa.
Oprindelig havde vi alle, Unge og Gamle, i 1853 drømt om, at Konstantinopel nu, 400 Aar efter Erobringen i 1453, skulde vindes tilbage af de Christne. Sympathierne var da paa Ruslands Side. Men den syge Mand ved Bosporus, viste en Kraft, som ingen skulde have tiltroet ham, og vi fik Interesse for Tyrkerne. Omar Pascha blev mere og mere vor Helt, og da England, Frankrige og senere Sardinien greb ind, var Overgangen fuldført. Intet kunde være mere egnet til at samle de fulde Hus end theatralske Optrin fra Krim. Vi saa Lord Raglan og St. Arnaud ride foran sine Tropper over Valpladsene, tiljublet af sine Soldater, og vi jublede med. Det krigerske Skuespil vakte Tanker og Drømme.
Krimkrigen havde jo ogsaa en Afdeling, som udspilledes nær os. Vestmagternes Flaader passerede paa sin Vei til de baltiske Farvand nær op under vore Kyster. Sir Charles Napier ombord paa Kjæmpetredækkeren Duke of Wellington laa længe udenfor Gøteborg og drog derfra videre mod Kronstadt. Forventningerne var store, Resultaterne blev smaa, ulige mindre end Sir Charles’s Bravader. Bomarsunds Erobring blev uden videre Følger, ligesom Marschal Canroberts Sendelse til Kong Oscar og den deraf fremgaaede Traktat blev betydningsløse.
Imidlertid var der jo altid Muligheder for Fredsbrud, som nok kunde holde Stemningen oppe, og denne blev med Held udnyttet af de to Cirkusdirektører, Hinné og Ducrot. Jubelen i deres Cirkus kunde ikke drage efter sig politiske Følger.