– i boken : “Brødremenigheden i Norge”. (Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger for 1908. No. 1). Christiania. I Kommision hos Jacob Dybwad. 1908. Fremlagd i Fællesmødet den 20. September 1907.
– fra s. 3 – 8 :
Man maa være forsigtig, naar Talen er om Liv i Kirke-samfundet, og vi har altid staaet med Spørgsmaal, naar man har talet om den døde Orthodoxis Tid, som om alt Kirke- og Menighedsliv da laa nede.
Man hørte i 1850-Aarene en Ytring som denne, at den norske Kirke ikke havde nogen Historie før Hans Hauge. Det gjorde sin Nytte og bragte flere yngre Mænd til at undersøge disse Forhold nærmere, og der er da ogsaa leveret adskillige Bidrag til Oplysning om det 18de Aarhundredes Kirke i Norge.
Man er vel efter disse bleven mere forsigtig i sin Dom. Mange har vel været tilbøjelige til den Tanke, at naar der ikke saaes Spor af Bevægelse, saa var ogsaa Livet udslukket, men dette kan ikke være rigtigt. Det, vi nu forstaar ved Bevægelse i Menigheden, har sikkert nok været ukjendt i den lutherske Kirke indtil Pietismens Tid, da de private Opbyggelsesforsamlinger i forskjellig Form kom op.
I Norge fik Pietismen den korte Tid, den var at finde, en stor Betydning ved de Frugter, den bar i Finnemissionen, medens denne Retnings Prester ikke fik øve nogen synderlig Virkning paa sin Samtid.
Om nogen Bevægelse i „Syvstjernens“ Menigheder hører vi heller ikke, om der end paa Molde1 var adskillige, der blev vakte ved Thomas v. Westens vældige Prædiken.
„Syvstjernen“ ligger før Christian den sjettes Tid, da Pietismen fik stort Raaderum i Danmark omtrent samtidig med Brødremenighedens Organisation. Det var ved 1740-Tiden, denne begyndte at udsende „Diaspora-Arhejdere“, og vi finder dem meget snart i Drammen, hvor der havde vist sig Fare for sekteriske Udskejelser.
Omtrent samtidig finder vi dem i Bergen, medens der neppe saa tidlig har været nogen Udsending i Kristiania, hvor Presten Johannes Green har besørget det fornødne d. e. holdt Forsamlinger.
Der findes i Herrnhut Beretninger fra Forstandere i Drammen og Bergen fra det 18de Aarhundrede. I Drammen — eller rettere paa Strømsø — fik Brødrene adskillig Tilstrømmen fra dem, der tidligere havde været med i Zioniternes Forvildelser, og som nu kunde finde sin aandelige Trang tilfredsstillet i de herrnhuttiske Forsamlinger.
Det var dog ikke disse, der bidrog til, at Brødresocietetet her fik en større Fasthed end noget andel Sted i Norge.
Dette skyldes vel mest den Omstændighed, at flere af de rigeste Borgere sluttede sig til Societetet. Vi tænker her nærmest paa Kjøbmændene Peter Treschow. Jens Krum og Peder v. Cappelen. I denne Kreds fik de sit uomgjængelig nødvendige Lokale som Gave, og der er vel ingen Tvivl om, at vedkommende Forstandere her havde sin bedste Støtte.
Dette har imidlertid ikke hindret dem i at haandhæve sin strænge Tugt, der vistnok for Brødrene i det 18de Aarhundrede har været det væsentlige ved Siden af deres regelmæssige Forsamlinger.
Da Biskop Bugge Nytaarsaflen 1822 fik stiftet Brødre-Societetet i Trondhjem, forpligtede han sig til at skaffe en Forstander og underkaste sig de broderlige Tilrettevisninger af en saadan. Vi tør ikke udtale os om, hvor langt man har kunnet gaa med sin Tugt i 1822 og fremover i det 19de Aarhundrede, men i det 18de kunde den længe holdes oppe.
Lige op imod Revolutionstiden i 1789 kunde Societetsforstanderen i Drammen haardelig revse den rige og fornemme P. v. Cappelen og hans Hustru for deres Formastelse ved at holde Selskab, hvor Ungdommen havde moret sig med Dands og Kortspil !
Der maa inden Samfundet, hvor Livet, som det sees, artede sig aldeles pietistisk, have hersket en stræng Disciplin. Med alle Taarer og al den sentimentale hensynken i die blutige Liebe har Magten været stor hos de Herskende og Lydigheden ikke mindre hos de Tjenende.
Den Fortjente Prest Peder Nyborg Hesselherg var som Kandidat Organist paa Strømsø. Da Organist-Posten paa Bragernes, som var betydelig bedre, blev ledig, vilde han søge den, men sendte først en Ansøgning til Herrnhut om Tilladelse dertil. Den blev ham given „paa den Betingelse, at Frelserens Sag ikke derved maatte komme til at lide” d. e. at han fremdeles maatte blive et ligesaa trofast Medlem af Brødre-samfundet som hidtil.
Han nævner ikke dette i Selvbiografien i sin bekjendte „Strømsøs Beskrivelse”, og den Selvbiografi, han indsendte til Herrnhut, er baade i Form og Indhold forskjellig fra den trykte. Det synes, som Brødrene havde vedtaget visse Former, i hvilke deres Livsomstændigheder skulde indrammes. Det bliver derfor ogsaa yderst ensformigt at gjennemgaa disse Biografier.
Brødremenighedens Tilhængere i Norge i 18de Aarhundrede har havt en levende Erkjendelse af, at Kristendommen er Liv. Dette har visselig ikke været skjult for de orthodoxe Prester og deres alvorlige Menighedslemmer, men Opfatningen af Livet i Kristo og dettes Karakter tør have været en anden i disse Kredse.
Som det her gjaldt Kirkelæren først og sidst, saa har man vel kommet til at lægge overdreven Vegt paa Kundskaben og vel ogsaa paa sine Steder sat Livet i denne. Da Lære-spørgsmaalet i Brødremenigheden ikke havde nogen synderlig Betydning, og Livet væsentlig sattes i Jesus-Kjærligheden, Fordybelsen i Jesu Død, blev det let en Følelsessag, og Taarer hørte til det almindelige, medens Kundskaben, Læren, næsten ikke nævnes.
Det sees heller ikke nogensteds, at der opkom Lærestrid mellom Brødrene og Presterne.
I Drammen gjorde 1753 en Kapellan dem Fortræd. Det siges ikke paa hvad Maade; det kan ligesaa godt have været deres Forsamlingsvæsen som deres Blodtheologi, han angreb. Ellers ser vi ikke andet end, at Presterne baade i det 18de og det 19de Aarhundrede stod i det bedste Forhold til dem.
Om Sandbergs og Kiellands dogmatiske Strid 1834 taler vi ikke. Hvor meget nu end Brødrene har erkjendt, at Kristendommen er Liv, saa synes det dog, som Livet for dem nødvendig har maattet aabenbare sig i Handling — gudstjenstlige Sammenkomster, og af disse maatte de have saa mange som muligt.
Lige op til 1805 ser vi, at de i Drammen havde hele 3 Aftensamlinger om Ugen. Det er en Gjætning, at den ene har været deres egentlige Opbyggelsesmøde med Prædiken eller Postille-Læsning, den anden et Sangmøde (Singestunde), hvor der udelukkende blev sunget Salmer, den tredje tør have været viet til Oplæsning af Breve til og fra Herrnhut og Biografier af hensovede Medlemmer.
Dette har vel altid været anseet som et vigtigt Middel til at holde Brødrene sammen og styrke dem i Interessen for Samfundet. Vi søgte i Herrnhut at samle alle Breve, Beretninger og Nekrologer vedkommende Norge og gjennemgik vistnok mere end 200 af dette Slags. Det var et trættende Arbejde; de gav lidet Udbytte for den historiske Undersøgelse. Det var væsentlig kun Fortællingen om deres Omvendelse, deres Længsel efter Brødresamfundet, Optagelse, første Altergang, Ansættelse pan forskjellige Steder. Saaledes altsammen ! —
Brødrene gjorde sig i 18de Anrhundrede ingen Samvittighed af at betegne dem, der stod udenfor deres Kreds, som «naturlige Mennesker”, men i Tidens Løb holdt de op dermed. For de «naturlige Mennesker” fik de en ikke ringe Betydning ved sin industrielle Dygtighed.
For dennes Skyld tænkte man en Tid paa at faa oprettet en herrnhutisk Menighed i Larvik.
Det var Anlægget af Christiansfeld, der gav dem Vind i Sejlene. Endnu mere tænkte man paa et saadant Anlæg paa Møhlenpris, hvor der fandtes flere Fabriker fra Christian Thormøhlens Tid. Der kunde ikke blive Tale om saadant paa en Tid, da Brødresocietetet i Bergen gik stærkt nedover, medens J. N. Brun og J. S. Cammermeyer samlede de store Skarer i sin Kirke.
Noget Forsøg i det større paa at udvide sig i Norge har Brødremenigheden neppe nogensinde gjort. I det 18de Aarhundrede var den jo i lang Tid kun tolereret, og da den siden havde sin Blomstringstid, kunde den af rent udvortes Grunde ikke have mange Medlemmer.
For disse var det jo en Livsbetingelse at deltage i Forsamlingerne; men det Lokale, de havde i Drammen, var lidet, og i Bergen maatte de lade sig nøje med en Stue hos en Haandverker, og naar man kjender til Boligforholdene her i Begyndelsen af 19de Aarhundrede, kan man vide, hvor elendigt det har været i det 18de.
Herrnhuttismen kunde vel neppe heller blive national. Den idelige Taare-Udgydelse og alle disse blodige Billeder, hvormed Kristi Korsfæstelse illumineredes, kunde ikke virke tiltalende paa vort Folk.
Haugianerne tog det paa en anden Maade. De truede Bønderne med helvedes Ild og Svovl, om de ikke forlod sine ugudelige Veje og gjorde Omvendelsens Gjerninger, og over alt maatte de vogte sig for at slaa sig til Ro ved Forsoningstanken.
Dette var el Sprog, de forstod, og Haugianismen maatte saaledes faa en større Betydning for Folkets kristelige Liv end Herrnhuttismen. Hos begge Slags Folk herskede der en udpræget Parti-Kristendom, hvorfor de heller ikke kunde faa nogen større kirkelig Betydning.
Imidlertid ser vor Kirke ikke uden Tak tilbage paa Brødremenighedens Gjerning i Norge, der kan betragtes som afsluttet, om der end endnu i Trondhjem er en Forstander.
Det er dog først ud i det 19de Aarhundrede, lenge efter at Herrnhuttismen havde havt sine gyldne Dage i Norge, at den begynder at øve nogen Indflydelse paa den norske Kirke.
Her maa vi først og fremst tænke paa N. J. Holm med den store Indflydelse, han fik paa 1820-Aarenes Theologer. Han blev et vigtigt Sendebud i en Tid, da Trangen til en levende Forkyndeise af Evangeliet var stor. Ikke mindst Betydning fik han ved Gjenoplivelsen af Salmesangen hos os. Holm var en Mand af større social og theologisk Dannelse end de fleste af de Forstandere, som kom herop. Han har derfor ogsaa bedre end de tidligere forstaaet at lempe sig efter Forholdene i den Tid, han virkede heroppe.
Pietistiske Krav i vor Hovedstad i 1820-Aarene ville jo kun have vakt Latter. — Vi maa dernæst mindes, at det er Brødremenighedens Mænd, dler har kaldt Missionen og Interessen for denne store Sag tillive i den norske Menighed. Den mægtige Missionsbevægelse i Nord-Europa vilde visselig have naaet os paa en eller anden Vis, men det skyldes Brødremenigheden, at den kom saa tidlig som 1826.
I Missionsgjerningen vil den norske Kirke altid skjænke Brødremenigheden et venligt Minde. — Vi tør endelig minde om den kirkelig oprevne Tid i 1850-Aarene, da det saa ud til større Fare for Kirken, end der virkelig blev. Da virkede Brødremenighedens Forstander i Trondhjem, den endnu (1907) levende Tippmann, til megen Beroligelse deroppe.
Der var i det hele kim godl aL mindes, da Kristianias Presteskab 7de Novbr. 1902 i festlig Sammenkomst tog Afsked med Hovedstadens sidste Societetsforstander, Pastor Herman Romer, under Afsyngelsen af Holms bekjendle Salme : „Hvor salig er den lille Flok”. —