– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.
Pastor Edv. H. Aass
er født paa Gaarden Aass i Sande, Jarlsberg, ca. 1 1/2 Mil fra Drammen den 5te Marts 1864. Hans Fader var Hjulmager. Ved Siden af sin Forretning eiede han en liden Jordeiendom.
Helt fra sin tidligste Barndom, saalangt tilbagesom hans Tanke kan gaa, har han altid erfaret Guds Kald paa sit Hjerte. Det var saaledes ikke sjelden, at han om Aftenen, naar han havde gaaet tilsengs, kunde ligge og græde og bede til Gud indtil han faldt i Søvn; men om Dagen blandt Kammeraterne var han munter som de.
Som liden Gut var han engang nære paa og skulde druknet i en Elv i Nærheden af sit Hjem. Han og en af hans Kammerater, som var større end ham, skulde engang gaa over Elven paa en Planke, men saa tabte Edvard Ballansen og faldt ned i Elven, der gik i rivende Fart. Hans Kammerat sprang efter for at redde ham, men havde nok med at redde sig selv. Heldigvis var en af Edvards Brødre med, som var to Aar ældre, og da denne saa ham faldt i, saa fulgte han langs med Elvebredden; sommetider kunde hans Broder se ham over Vandet, og sommetider ikke, men da han harde fulgt Strømmen slig et godt Stykke standsede han mod en Træstamme, som stod lige ned i Vandet, og hans Broder var da øieblikkelig færdig til at gribe ham i Armen og drog ham op.
Han blev da liggende paa Stranden indtil hans Broder havde været hjemme efter Folk, som bar ham hjem.
Ved Sekstenaarsalderen forlod han sit Hjem, for at gaa til Drammen i Skomagerlære. Her kom han isammen med ugudelige Arbeidskammerater, der havde Indflydelse ogsaa paa ham. I sin første Læretid havde han det noksaa ondt og det bragte ham til hver Dag og stundom mange Gange om Dagen at bede til Gud, og han kan erindre en Aften, at det forekom ham som om alle hans Synder stod ligesom malet for hans Blik. Han græd og bad til Gud, og han tror, at havde han havt nogen da til at veilede sig, vilde der sikkert blevet en hel Forandring til det bedre, men det var ikke Tilfældet.
Han begyndte da at følge sine Kammerater paa Dansesalen og Restaurationen og saaledes holdt han paa til han næsten fyldte sit nittende Aar. Skjønt han mangen Gang midt i sit Syndeliv følte sig ulykkelig, og flere Gange tog han den Bestemmelse at begynde et andet Liv, men noget Alvor blev det ikke.
En Dag, som han sidder ved sit Arbeide kommer en af hans Arbeidskammerater og spørger ham om han ikke havde Lyst til at blive et ordentligt Menneske, hvilket Spørgsmaai han opfattet helst som Spøg. Men med et Smil svarede han «Ja», og spurgte, hvordan det kunde ske.
Der blev da fortalt ham, at der skulde begyndes med Sangforening i Methodistkirken, og at der var Anledning til at faa være med. Hans Arbeidskammerat gik nemlig tildels blandt dette Folk. Han havde jo ingen Lyst til at komme blandt det Slags Folk, men Lysten til Sang drev ham afsted. og det blev virkelig Vendepunktet i hans Liv.
De maatte selvfølgelig møde op i Kirken Søndagene og synge, og gamle Pastor N. Kristoffersens kraftige og overbevisende Forkyndelse af Guds Ord trængte som Pile ind i hans unge Hjerte. Lovet være Herrens Navn ! Hans Synder rullede nu atter op for ham, og han begyndte for Alvor at raabe til Gud om Frelse for sin fattige Sjæl, og efter en Tids Forløb fik han Fred med. Gud; det var en Søndag Aften. Aldrig kan han glemme hin Stund, da han laa paa sine Knæ og raabte til Gud, og som han bad, hører han en Røst, det var Guds Stemme som sagde : Søn, vær frimodig, alle dine Synder er dig forladte. Han reiste sig øieblikkelig og begyndte at prise Gud, som nu havde løst Baandene og sat hans Sjæl i Frihed.
O hvor lykkelig han var ! Thi nu eiede han den Fred, som overgaar al menneskelig Forstand, og ønsket da kun at faa dø, men Herren vilde det anderledes.
Den 1ste Juli 1884 indtraadte han i Ægteskab og den 14de December s. A. blev han optagen i Menigheden i Drammen af Pastor B. Jørgensen.
Det faldt ham aldrig ind, at Gud vilde bruge ham som et af sine Vidner, men uden selv at tænke derpaa, blev han paa en noksaa eiendommelig Maade ledet til at vidne om Gud for sine Medmennesker. I den første Tid havde han en ikke saa liden Kamp med Hensyn til, hvorvidt det var Guds Vilie, at han skulde gjøre det, og flere Gange, naar han skulde gaa for at holde Møder, faldt han paa sine Knæ og bad, at Gud maatte give sin Vilie tilkjende, hvilket Herren ogsaa gjorde, idet Syndere blev frelste og Guds Børn opbygget.
I 1885 lik han Formanerbemyndigelse og i 1888 blev han Lokalprædikant. Han virkede som saadan i flere Aar i og omkring Drammen, mest i sin egen Hjembygd, Sande, og især paa det sidste Sted var Herren med ham paa en synbar Maade, idet ikke saa faa Sjæle blev omvendte til Gud. Ære være Herrens Navn !
I Aaret 1890 reiste han paa Opfordring af Pastor J. Olsen, som da var Forstander i Drammen og Pastor J. Wiel, som var ansat i Kragerø, til Ødegaardens Værk i Bamble, hvor han delvis fik sit Ophold af Vennerne paa Stedet og tildels arbeidede han med sit Haandværk. De havde en god Tid i de to Aar, Aass var der.
Nogle Sjæle blev omvendte til Gud og lagte til Menigheden og de fik sig et lidet Hus at samles i om Guds Ord.
Derfra blev han af den pr. Ældste, Pastor Joh. Thorkildsen, sendt til Flekkefjord og Hitterø, hvor han forblev i 3 Aar. 1893 blev han optagen paa Prøve i Konferencen, der holdtes i Arendal, og to Aar senere optoges han i fuld Forening og blev ordineret til Diakon af Biskop FitzGerald.
1 1897, to Aar senere, blev han ordineret til Ældste af Biskop Goodsell.
Aass meddeler selv om en for ham ulykkelig Periode af sit Liv. Han beretter nemlig saaledes : «Jeg har desværre ikke været tro mod Gud helt siden han fandt mig. Det var en Tid, da jeg ialfald i Hjertet var borte fra Herren, skjønt jeg i det ydre søgte at følge med, men lovet være Gud for hans Trofasthed. Jeg fandt ingen Ro før jeg kom tilbage igjen, og han støtte mig ikke bort, men aabnet atter sin Favn og gav mit Hjerte Fred.
Jeg maa sige, at jeg føler mig som en af hans ringeste Vidner, men jeg ønsker, dog at benytte det Pund, han har givet saa, at naar Dagen kommer jeg skal frem og aflægge Regnskab, jeg kunde faa høre : «Vel gjort du gode og tro Tjener, der var tro over det lille, jeg vil sætte dig over meget, gak ind til din Herres Glæde». Og dertil maa, og vil han selv skjænke Naade, for sit eget Navns Skyld».
Br. Edv. Aass fik nu for en kort Tid siden gaa hjem til den evige Hvile ! Han kaldtes bort i en forholdsvis ung Alder og efter nogle faa Aars Virksomhed i Herrens Vingaavd, efterladende sig Hustru og 6 uforsørgede Børn. Maatte Herren give os alle den Naade altid at være rede, thi dette Land er ikke den rette Hvile.