– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Kristiania 1909.
S. 223 – 227 :
Pastor Hans P. Thorstensen blev født i Fredriksstad den 15de April 1841 og døde i Kristiania 11te Februar Kl. 9 1/2 Formiddag 1887 og blev saaledes omtrent 46 Aar gammel.
Som ganske ung lod han sig hverve som Tambur og blev siden Underoffiserselev ved Infanteriet i Fredriksstad, men søgte sig snart over til Artelleriet, ved hvilken Vaabenart han blev Sergeant.
Dernæst kom han til Kristiania for at lære Gymnastik og blev siden Lærer i dette Fag ved Artelleriets Underoffisersskole i Kristiania. Denne Stilling indehavde han i flere Aar. Som saadan var han en mer end almindelig dygtig Gymnastikker. Han var holdt for at være den første i hele Landet. Kong Karl den XV udtalte sin Forundring over ham ved en Opvisning, som engang holdtes i Kongens Nærværelse.
I Kristiania blev han omvendt til Gud. Dette var i 1870, hvorefter han blev optaget som Medlem af Methodist- menigheden i Kristiania den 14de August 1870.
Kort efter fik han Fuldmagt til at prædike Guds Ord, og han arbeidede utrættelig for at vinde Sjæle for Herren.
Da han følte Kald fra Gud til at ofre sig helt for Prædikegjerningen, var han villig til at forlade sin i økonomisk Henseende indbringende Stilling og gaa som Missionær til Porsgrund.
Denne Menighed betjente han i omtrent et Aar, idet han i 1876 blev forflyttet til Sarpsborg. Her begyndte allerede den før saa stærke Mand at føle sig svag. Han kunde ikke tale paa længere Tid paa grund af Lammelse i Stemmeorganerne. Han blev dog siden saapas bra igjen, at han kunde optage Virksomheden. Efter at have betjent Sarpsborgs Menighed i ca. tre Aar blev han i 1878 forflyttet til Moss, hvor han virkede i omtrent to Aar.
Men Sygdommen kom igjen og tiltog, saa han tabte aldeles sin Stemme. I Arendal hviskede han ind i Øret paa en Broder, der skulde tjene ham som Tolk, idet han ønskede at tale til Konferensen, som var samlet : «Gud har givet mig Naade til at tale og til at tie”. Ja, han maatte tie fordetmeste hele Tiden siden. Kun en kort Tid virkede han paa Bjølsen.
I de sidste 1 1/2 Aar af sit Liv hjalp han til ved vor Bogforretning. Den 1ste Februar 1887 blev han syg. Som han havde været inde i Værelset hjemme og bedet til Gud, følte han, idet han stod op fra sin knælende Stilling, at Blødningen i Halsen begyndte igjen. Han tabte en hel Del Blod, og Kræfterne, der før var smaa, svandt og svandt, indtil alt var forbi.
Men han seirede ved Guds Naade over den sidste Fiende, og det ret triumferende, idet han fik gaa hjem til Gud den ellevte s. Md. Det var tungt for ham at tænke paa at forlade sin Hustru og Børn, men en Dag siger han : «Jeg er løst !« «Hvorfra ?« spørger hans Hustru. «Gud har nu hørt min Bøn«, siger han, «som jeg har bedet ham om i over et Aar. Han har givet mig Naade til at forlade eder«.
Br. Thorstensen var tvende Gange gift. Først med Josefine Leegaard, som ved sin Død efterlod ham seks Børn, af hvilke tre er døde.
Anden Gang blev han gift med Henriette Hansen, hvis Samliv var meget kort; thi ikke lang Tid efter gik han ind til Hvilens Land. Men tilbage stod Børnene med sin trofaste nye Moder, der hidtil har viet al sin Omsorg for dem. Maatte Herren fremdeles være de Faderløses Fader og Enkers Forsvarer«.
Følgende Livsskildring af Br. Levorsen vil sikkerlig læses med Interesse:
Mit Bekjendtskab til Br. Thorstensen skriver sig fra omkring 70-Aarene. Den første Gang jeg saa ham, var i vort Forsamlingslokale, som dengang var i Skippergaden. Han var ansat ved Fredriksartilleri, som Underofficer, men gjorde Tjeneste som Gymnastiklærer ved Artilleriets Underofficerskole i Kristiania, og ved Siden deraf drev han en udstrakt Sygegymnastik. Han var en meget dygtig Gymnastiklærer, afholdt af Officerer og Militære, og hvem, han kom i Berørelse med.
Hvordan han blev draget til Methodismen, fortalte han mig ofte. Han havde en Tante, som var Methodist, hun var stadig over ham, at han skulde søge Herren. Hun fik ham med til vort Forsamlingslokale, som dengang var i Skippergaden. Han fik der høre alvorlige Formaninger til Omvendelse. Guds Aand virkede kraftig paa ham. Han saa sig snart som en fattig, fortabt Synder, og bøiede sine knæ iblandt os, aabnede sit Hjerte for Herren, fik Fred for sin arme Sjæl. Jeg husker godt hvilken en Glæde, der da lyste ud af hans Aasyn!
Det var ei længe førend han besluttede at forene sig med Methodistkirken; men Br. Thorstensen fik en alvorlig Modstand, af sin Hustru og hendes Familie. De gjorde alt, for at hindre ham fra at gaa ind i Methodistkirken. De gik saa vidt, at de udtrykte sig derhen, at de hellere vilde se ham, som en Dranker, end at han skulde være blandt Methodisterne og føre Skam over Familien.
Men Br. Thorstensen var fast i sin Beslutning. Han lod sig ikke rokke. Herren gav ham Naade til at vidne for dem, om den Frelse og Naade, som Herren havde bevist ham. Hans Vidnesbyrd var heller ikke forgjæves. Da han kom ind i Menigheden, tog han straks ivrig Del i Sangforeningen, som dengang lededes af Br. Møller, der senere reiste til Australien, og hans Eftermand var Ole Olsen.
Br. Thorstensen var nogle Aar Klasseleder. Han følte alvorligt Kald af Herren til at gaa ud og vidne for sine Medmennesker. Han bad mig, om at faa være med paa Kampen. «Ja, det maa du gjerne«, svarede jeg ham; «bare du kan holde det ud«. Han var i Beskjæftigelse hver Aften, undtagen Søndag, med Sygegymnastik til Kl. 8. Han kom hjem træt og udarbeidet, og mangen en Gang saa sved, at der ikke fandtes en tør Traad paa ham. Men afsted paa Møderne, maatte han.
Om Søndagene holdt vi Møde paa fri Mark paa Kampen. Det var ingen let Sag; Stedet var uden Politiopsyn, saa de kunde husere, som de vilde med Kortspil, Dans og Drik . Naar vi begyndte med Sang og Vidnesbvrd, gjorde de alt for at hindre og forstyrre os. Men Herren var paa vor Side. Flere af de værste Urostiftere blev grebne af Sandhedens Magt. Der blev stillet Opfordring til Br. Thorstensen, om at komme til en Familie for at holde Opbyggelse. Br. Thorstensen lovede at komme. Det var ikke noget brilliant Hus. Det var nemlig opsat af Stolper med paaslaaede Bord, og med tre Vægge, den fjerde Væg var Lerbakken. Familien bestod af Mand, Hustru og fire Døttre. Nogle faa andre var ogsaa tilstede. Men den første Aften, Br. Thorstensen vidnede om Herren, blev Manden, Hustruen og to Døttre grebne af Sandheden og omvendte til Gud.
I dette Hus havde vi flere Møder, hvor flere Sjæle blev vundne for Herren. Der kom Opfordring til Br. Thorstensen af en Mand fra Vaalerengen, der havde flere Huse der paa Stedet, om at holde Opbyggelse, da der ingen var derborte, som holdt Møder. Folket levede et ryggesløst Liv, Manden skulde gjerne betale os, forsikrede han.
Ja, Br. Thorstensen gav ham Løfte om at komme. Der var ikke noget bedre der end paa Kampen. Naar Møderne begyndte, fik de en Positivspiller til at staa uden for det Sted, hvor vi holdt Møder, og spilte til stor Forstyrrelse. Herren var dog paa sit Folks Side. Der blev flere, som interesserede sig for os. De lik Lensmanden til at holde Orden, og han stillede sig venlig til vor Sag, saa vi fik være i Ro. Br. Thorstensen var ivrig til at virke der paa Stedet. Mange Sjæle blev omvendte til Herren, og mange forenede sig med Menigheden.
Broder Thorstensen var senere paa forskjellige Steder. Han holdt Møder paa Rodeløkken og Sagene, hvor flere blev vakte til Syndserkjendelse og fik Fred med Gud. Han var ogsaa flere Gange i Maridalen. Han fortalte mig, at han i det første, han skulde prædike, var han engang med Br. Jarman, som nu er gaaen hjem til Hvilens Land. Br. Thorstensen skulde gjøre Følge med ham til Maridalen, til et Opbyggelsesmøde. Thorstensen skulde begynde først, han fortalte, mig, at han havde læst og studeret i flere Dage, den Tekst, han skulde prædike over, saa han kunde holde en overmaade god Prædiken, mente han; men da han havde holdt en Stund paa, mistede han sin gode Prædiken, og maatte slutte.
Han fik ikke mere at sige. Men tilføiede han, der lærte jeg meget, som senere i Livet, kom mig til Nytte, nemlig, at ty til ham, som er den bedste Læremester; han som er Visdommen selv, saa, naar han skulde vidne om Herren, gik han altid senere paa sine Knæ og i ydmyg Bøn til sin korsfæstede og igjenopstandne Frelser, og bad ham om Hjælp og Kraft og Herren hørte hans Bøn !
Jeg maa sluttelig tilføie, at min Erfaring og mit Bekjendtskab til Br. Thorstensen har bibragt mig den Overbevisning, at han var en Bønnens Mand !
O. Levorsen.