johan thorkildsen : presentert i “strømme af naade”

 

– boken som er “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.

 

Fra s. 157 – 161 :

 

johan thorkildsen1Pastor Johan Thorkildsen er født den 5te September 1853. Paa den Tid var hans Fader Husmand paa Gaarden Holo i Haabøl Præstegjæld, Smaalenene. I hans syvende Aar flyttede hans Forældre til Fredriksstad, hvor han tilbragte Resten af sin Barndom og Ungdom, til han var noget over 20 Aar.

Hans Fader var en stræbsom og ædruelig Arbeider, men Fortjenesten var liden for den forholdsvis store Familie (der var fem Børn), saaat han, som den ældste, blev tidligt sendt ud for at tjene noget ved Siden. Hans Gjøremaal vekslede ligetil 1874, da han gik ind paa den da oprettede Missionsskole i Kristiania. Han var dels Visergut og dels i Arbeide ved et Høvleri; nogen Tid var han ved en Kolonialforretning, og i de to nidste Aar drev han med Privatskole.

Vinteren 1869 danner et Tidspunkt i hans Liv, for hvilket han aldrig kan fuldtakke Herren. Da blev han ved en indre Stemme ledet til et Møde i den nylig opførte Methodistkirke, hvor dengang Pastor A. Olsen var For­stander. Paa den Tid var der en herlig Vækkelse i Fr.stad, og det blev ogsaa ved Guds Naade hans aandelige Fødselstid. Han havde ikke bivaanet mange Møder, førend det blev klart for ham, at han var en fortabt Synder. Han søgte og fandt Fred med Gud den 17de April 1869 under en Eftermiddagsgudstjeneste i Methodistkirken.

Han begyndte straks at tale om sin Erfaring for Slægtninge, Venner og Bekjendte. Der var ogsaa Trang hos ham efter at føre saa mange som mulig til Jesus, hvorfor han forskaffede endel Traktater, som han delte om i Husene, og hvor han ogsaa samtidig søgte Anledning til at tale et Ord om Jesus.  Ældre Venner lagde ogsaa Mærke til ham og opmuntrede ham til at virke for Herren.  Han fik sig snart anvist en Plads i Søndagsskolen som Lærer for en     Gutteklasse, og han mindes endnu med Tak til Gud de Aar, han fik arbeide i Søndagsskolen i Fredriksstad.

Det blev snart klart for ham, at Methodistkirken var hans Hjem; thi Vennekredsen blev ham kjær, Kirkens Lære og Styrelse tiltalte ham, og dens Historie vakte hans Beundring. Men paa den Tid kunde ingen faa udtræde af     Statskirken, før man  var 19 Aar, hvorfor han havde at vente i noget over 3 Aar, før han offentlig kunde forenes med den Kirke, der var bleven Middel i Guds Haand til at lede hans unge Sjæl til Jesus.

Han var den første af sin Slægt, saavidt han ved, der blev omvendt til Gud, men nu er det mange, og adskillige tilhører ogsaa Methodistkirken. Dagen efter at han havde fyldt sit 19de Aar, stod han paa Provst Korens Kontor i Østre Fredriksstad (østre og vestre Fredriksstad udgjorde dengang ét Sognekald) og begjærede sig udskrevet af Statskirken. Præsten gjorde ingen Indvendinger eller indlod sig i nogen Samtale med ham, du han tidligere et Par Gange havde talt med ham om Methodismens Vildfarelser, som Præsten kaldte det.

Den 9de November 1872 blev han sammen med endel andre Venner optaget i «Den bisk. Methodistkirke» af Pastor Edv. Nielsen, der senere reiste til New Zealand, hvor denne efter mange Aars utrætteligt Arbeide nedlagde sine Vaaben og gik ind til den evige Hvile. Ved Ledersmøde i Fredriksstad Menighed, afholdt den 10de Februar 1873, blev han anbefalet til at faa Fuldmagt som Formaner.

Fuldmagten blev udfærdiget og underskrevet af Pastor Nielsen. Han har desværre tabt dette Papir; men én Sætning, det indeholdt, lagde han sig særlig paa Sinde, hvilken han siden under hele sin Virksomhed har forsøgt at følge.

Den lød saaledes : «Han bør søge at undgaa al Strid om Læresætninger og kun søge at bringe Sjæle til Jesus».

I Mai 1874 opløste han sin Skole og tog Afsked med Fredriksstad for selv at blive Elev ved Missionsskolen i Kristiania  —  det var Begyndelsen til theologisk Skolevirksomhed blandt Methodisterne i Norge. Det var 7 unge Mænd, af hvilke de fleste endnu er i Kirkens Tjeneste — en fik efter nogle Aars Arbeide gaa hjem til Gud.

Han blev ved Skolen i to Aar, under hvilken Tid han virkede som Formaner, Klasseleder og Søndagsskolebestyrer i Menigheden. Det var blot én Menighed i Kristiania dengang — Kampens (eller som den nu kaldes Elim Menighed) blev dog i Slutningen af hans Skoletid fraskilt Grunerløkken (eller som den nu kaldes 1ste Menighed). Under hans Skoletid erholdt han Fuldmagt som Lokalprædikant. Mange salige Minder knytter sig til hans toaarige Ophold i Kristiania, hvrofor han inderlig takker Gud.

Ved Aarskonferensen 1876, der blev af holdt i Kristiania, blev han ansat som Forstander for Menigheden i Arendal, hvor han havde to velsignede Aar. Hans første Prædiken der var over disse Ord : «Bedrøver (bedrøv) ikke Guds       den Helligaand, med hvilken I er beseglede  til Forløsningens Dag«. Ef. 4, 30.

Det var en Torsdags Aften. Den egentlige Tiltrædelsesprædiken holdt han Søndag efter over disse Ord : «Beder (bed) for os«. Hebr. 13, 18.

Pastor A. Olsen var da hans pr. Ældste og boede i Arendal. Denne blev ham til stor Hjælp og Opmuntring i de første Aar af hans pastorale Virksomhed. I det første Aar boede han i hans Familie, med det andet Aar «satte han Fod under eget Bord» ; thi den 31te Juli 1877 indgik han i Ægteskab med Anne Helene Berg, med hvem han har levet lykkelig sammen i 19 Aar og havt 5 Gutter og 1 Pige  —  den sidste tog Herren fra dem den 5te Juli 1894 efter ca. 1 1/2 Aars Sygelighed, henved 10 Aar gammel. «Herren gav, Herren tog, Herrens Navn være lovet !«

1878 blev han forflyttet til Laurvig, hvor ogsaa Herren velsignede hans Virksomhed til nogle Sjæles Frelse. 1879 holdtes Aarskonferensen i Stavanger. Da blev han optaget i Konferensen og ordineret til Diakon af Biskop Viley, og samtidig ansat som Forstander for Stavanger Menighed. Han blev ogsaa der kun ét Aar. Fra 1880 til 1882 betjente han Menigheden i Drammen, derpaa Tønsberg Menighed i to Aar, under hvilken Tid en Kirke blev opført der. Ved Konferensen i Laurvig 1883 blev han ordineret til Ældste af Biskop Harris. De fire Aar, han tilbragte i Drammen og Tønsberg, havde sine Prøver og Vanskeligheder, som alle andre Aar, men ogsaa sine Seire, priset være Herren !

Ved Konferensen 1884 blev han af Biskop Hurst sendt til Porsgrund, hvor han tilbragte tre af sine bedste Aar af sin Virksomhed. Her fik han for første Gang agere som Aarskonferensens Vært. Siden har den Ære tilfaldt ham to Gange, nemlig i Kristiania 1888 og i Skien 1890. Da hans Termin var udløben i Porsgrund, blev han ansat ved 1ste Menighed i Kr.ania, hvor han forblev i to Aar, derpaa i Skien, hvor han ogsaa blev i to Aar. Det er med inderlig Tak til Gud, at han ser tilbage paa disse syv Aar af sin Virksomhed; thi det er vistnok i den Periode, hans egen Erfaring har modnet mest, og som har bragt de største Resultater af hans Arbeide for Gud.

Ved Konferensen i Bergen 1891 blev han af Biskop VValden ansat som pr. Ældste for Bergens Distrikt, hvilken han fremdeles indehar. De lange og besværlige Reiser, det urolige Liv og den spredte Virksomhed har udentvivl sat sine Mærker paa hans Karakter og bragt ham mangen nyttig Lærdom, som under hans fremtidige Virksomhed vil være ham til stort Gavn. Han føler sig forvisset om, at han ogsaa i denne Stilling har været til Velsignelse for mange og udrettet meget til Guds Ære og Kirkens Udvikling.

Han har kunnet glæde sig ved at leve og virke under en god Forstaaelse overfor sine Medarbeidere, hvorfor han er taknemmelig baade til Gud og dem. Den Kjærlighed og Tillid, der er bleven vist ham, er langt større, end han har fortjent. I tolv Aar har han været Konferensens Sekretær, samt havt Plads i forskjellige Komiteer, deriblandt Skoledirektionen og Bogkomiteen i flere Aar. Han har ogsaa syslet lidt med literært Arbeide, saasom skrevet endel smaa Afhandlinger over forskjellige Emner, oversat «Den lille Kaptein« og «Kathekismus III«. For Tiden har han under Arbeide Biskop Merrills «Digest on Methodist Law,« som han snart haaber at være færdig med. Ved sidste Aarskonferense blev han ogsaa sammen med to andre Brødre valgt til at oversætte Disiplinen.

Efter 20 Aars Virksomhed som Methodistprædikant, kan han sige, at Kirken er ham nu kjærere end nogensinde, og at han glæder sig i sin Gjerning, samt ønsker inderlig, at Herren vil forunde ham endnu mange Aar at virke for hans Riges Sag. Dette er i al Korthed meddelt til Guds Ære, og den velvillige Læser til Opbyggelse i det gode. Maa det ske i Jesu Navn og for Jesu Skyld.

Skriv inn søkeord..