– boken som er : “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Kristiania. Norsk Forlagsselskabs Forlag. 1909.
Gjengitt s. 7 – 9 :
Pastor O. P. Petersen
er født i Fredriksstad, Norge, den 28de April 1822.. Hans Fader, Peter Hansen, døde snart efter, ligeledes Moderen Kathrine, da han var kun seks Aar gammel. Der viste sig ganske tidlig hos ham en stærk Trang til Læsning og Selv- prøvelse. Grundet Mangel paa Midler blev han dog længe afskaaret Adgangen til at studere.
I 1843 reiste han til Amerika og for nu tilsøs i 5 Aar med amerikanske Skibe. Under et Møde i en amerikansk episkopal Kirke blev han vakt til en dyb Erkjendelse af sin aandelige Tilstand, og den 2den Marts 1846 ude paa Havet, under ganske enestaaende Omstændigheder, fandt han Fred med Gud. Hans første offentlige Vidnesbyrd blev aflagt i en Baptistkirke, hvor Pastoren, en meget fremragende Mand, der havde Kjendskab til hans mærkelige Omvendelse, opfordrede ham at tale til Forsamlingen.
Mange alvorlige og dybe Indtryk havde han ogsaa faaet paa den berømte Fader Taylors Møder, saavelsom paa Bethelskibet. Senere sluttede han sig til Menigheden paa sidstnævnte Skib, der stod under den bekjendte Pastor O. G. Hedstrøms Ledelse.
Den 1ste Mai 1849 forlod han New York for at aflægge sine Slægtninger og bekjendte i Norge et Besøg. Det var dog først efter megen Bøn, han tog dette Skridt. Et Brev, som han havde skrevet til sin forlovede, Anne Maria Amundsen, hvori han beskrev sin Omvendelse og formanede sine Slægtninger at søge Gud, havde cirkuleret vidt og bredt herhjemme, og for en Del beredt Veien for den Vækkelse, som opstod under hans Besøg.
Han havde kun tænkt at opholde sig i Fædrelandet en kort Tid, men Herren vilde det anderledes. En Vækkelse brød løs, der opholdt ham næsten et helt Aar, saa Tilbagereisen til Amerika fandt først Sted om Vaaren i 1850.
Mange ledsagede ham til Stranden ved Afreisen, hvor de holdt Bøn. Den Gang tænkte han aldrig mere paa at vende tilbage til Norge.
Kaldet til Prædikegjerningen kom nu til ham kraftigere end nogensinde før; han blev ogsaa opmuntret dertil af flere ledende Prædikanter i Amerika. Efterat have modtaget Bemyndigelse som Formaner og Lokalprædikant, blev han i 1851 sendt til Jowa, hvor Herren rigelig velsignede hans Gjerning.
Der kom imidlertid et stærkt Raab fra Norge om Hjælp. Man ønskede at faa en Methodistprædikant. Mis- sionsselskabet tog Sagen under Overveielse. Den 31te Juli 1853 blev Petersen ordineret til Diakon og Ældste og blev af Biskop Waugh opfordret at paatage sig Banebrydergjerningen i Norge. Endelig følte Petersen, at dette trefol- dige Kald — fra Gud, fra Norge og fra Kirken — maatte følges.
Han afreiste fra New York den 29de Oktober og ankom til Fredriksstad i December 1853.
Pastor O. P. Petersen blev saaledes den norske Methodistkirkes Grundlægger og vil altid indtage en frem- trædende Plads i ethvert paalideligt kirkehistorisk Værk, hvori Methodistkirkens Virksomhed i Norge blir ret vurderet.
Efterat have opholdt sig i næsten seks Aar i Landet, drog han tilbage til Amerika. Det var dog Meningen, at han blot skulde opholde sig der en liden Tid, men da Pastor Hedstrøm var sygelig, blev han ansat ved Bethelskibet i New York. Derefter blev han paa Ansøgning af de norske Brødre i Wisconcins Konferense ansat som deres præsi- derende Ældste.
Idet Virksomheden udvikledes i Skandinavien, fandt man det heldigst, af praktiske Grunde, at skille Missionerne der fra hinanden. Disse havde hidindtil staaet under Pastor Willerups Ledelse. Han blev nu ansat som Superintendent udelukkende for Danmark og Pastor O. P. Petersen som saadan for Norge. Denne Stilling indehavde Petersen i to Aar, hvorpaa han i 1870 drog tilbage til de forenede Stater.
Fra denne Tid indtil hans sidste Besøg i Norge i 1896 har han beklædt mange Tillidsposter og stadig vundet sine Kollegaers dybeste Agtelse saavelsom Folkets Tillid og Respekt.
Hans sidste Besøg og Deltagelse i vor Aarskonferense i Sarpsborg var en historisk Begivenhed. De unge saavelsom de gamle lyttede med levende Interesse til hans Prædikener og Foredrag og beundrede den gamle ærværdige Helt med det glinsende, sølvhvide Haar, den rene Pande og klare Blik. Der var endnu Ild i Forkyndelsen, trods de fire og sytti Aar, og en Udholdenhed og Kraft, som trodsede alt.
Hans Navn og Virke og Troskab til Herrens Kald vil altid bevares i kjær Erindring og blive en Inspiration for det Folk, som gjennem hans Virksomhed blev opvakte til et helligt og Gud indviet Liv.