– i et kort brev til in søster Lucie Margrethe, hans yngste søster, født 1825, og som på dette tidspunkt er 23 år gammel; ved den tiden av året da det strømmer vann fra det indre av Namibias sentrale og sørlige del i retning sør, mot Oranjefloden, fyller dette «Fiskefloden», som løper i klodens nest største og lengste «canyon», kun overgått av Amerikas Grand Canyon; her er Knudsen på det stedet han gav det norske navnet «Guldbrandsdalen», til minne om sine besteforeldre på morssiden, som stammet fra denne dalen i Norge, før de havnet i Bergen; stedet, i dag kalt Snyfontein, var bosted for en menighet ledet av namaquaen Christoph Tibot og talte mange sjeler
Brevet fra Hans Christian til søsteren Lucie er inntatt i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : «Fredrik Tobias Knudsen og hans Søn Missionær Hans Christian Knudsens Levnetsbeskrivelse, tilligemed endel historiske Fremstillinger. Nedtegnet og udgivet af F.T. Knudsen hans 81de Aar».
– på sidene 81 – 83 :
Først skriver faren Fredrik Tobias følgende : «Som Udgiver af min Søns Levnetsløb vil jeg anføre, at vor Herre lod en stor Opvækkelse og Omvendelse foregaa ved hans Mission i denne Egn, i de første syv Aar af hans Arbeide der; sjelden døbte han enkelte, men flere med engang. Det største Antal var 40. Men da de nødvendigste Beretninger derom ere mig ved Uheld frakomne, og da jeg mangler hans tydske Dagbøger, vil jeg kun meddele nogle af hans egne Ord i et Brev til hans Søster».
– derpå følger brevet :
Fiskefloden den 20de November 1843.
Kjære Søster Lucia !
Igaar var det din Fødselsdag. Jeg tænkte paa dig og bad for dig ved Dagens Begyndelse, og vilde gjerne have underholdt mig med dig længere; men da det var Søndag, saa maatte jeg strax holde Tjeneste i Kirken.
Derpaa kom jeg sammen med de Døbte, ikke i Bethanien, men her med gamle Tibors Folk ved Fiskefloden, for at høre om de havde noget at bemærke over de 18 Nye, som idag skulde blive døbte, og om de kunde optage dem i Samfund som Brødre og Søstre i Herren.
Da vi nu var færdig hermed, var det Tid at gaa i Kirken, og disse 18 bleve da afvadskede fra alle deres gruelige Synder ved Kraft af Jesu Blod, og forsikredes, at de nu vare rene og ikke mer havde nødig at afvadskes hel, men kun Fødderne, som ved denne Verdens Sølegang altid paany trænger til Renselse, Johannes 13, 10.
Da var det paa Tide igjen at komme sammen, for at tale med hverandre om deres Glæde og at forberede dem til det hellige Aftensmaaltid. Vi drak da Kaffe med hinanden, lagde den hedenske Stads : Ringe og Perler af, og ordnede Skindklæderne, hvilket hver Gang er forbunden med en lang Formaning og Bevisliggjørelse af sammes Nødvendighed.
Deres Klage er altid : Vi vide ikke hvorfra vi skal faa det. Ellers ere de meget lydige og snille; men de ere af Naturen afskyelige Mennesker i alle Henseender. Naar du fik se dem, maatte du tænke det var et helt Fantefølge, saa skidne, nøgne og lasede ere de.
I Skriftemaalet paa forrige Søndag bekjendte een af disse 18, en gammel Buskmandskone, at hun havde begravet et nyfødt Barn levende. Andre Buskmænd havde seet det, uden at sige et ondt Ord derom. Dette gjorde hun, fordi Barnets Fader, een af hendes egne Beslægtede, var en Hoerkarl, og ikke vilde søge Mad til sine uægte Børn.
Heraf kan du se, hvorledes det gaar til i Hedningeverdenen; de kjære Hedninger ere ikke kjærlige, men blive det ved Jesu dyre Blod.
En anden sagde : han havde myrdet en Hottentot; de ere alle her i Landet egentlig af Hottentoterne, Damraerne undtagne, det vil sige : alle de imellem Colonien og Damraland paa Vestsiden af Landet. De andre Tjenestehottentoter havde sagt ham, at en af dem vilde slaa ham ihjel, dersom han kunde komme over ham alene. Strax efter mødte han denne Hottentot og skjød ham ihjel. Siden hørte han, at de Andre kun af Had, og fordi han var dem for stærk, havde opløiet sligt, for at faa ham ud af Verden. Det er ikke de hollandske Bønder alene der have slagtet og slagter dem, men de gjøre ligesaa indbyrdes.
Horeri er saa almindeligt, at hvo der kun kan føde sine Horeunger er uden Skyld. Men vore Fornemme i Europa have jo samme Religion.
Iblandt ovennævnte 18 var kun een Damrapige, som ikke havde bedrevet Hoer. En anden af disse 18 havde slaaet en Damra ihjel, og pryglet to Hottentoter saaledes, at de kort efter døde. Om Aftenen (Søndag) holdt jeg Nadvære med disse mine kjære Mordere, Røvere, Hoerkarle og Kvinder, og saa var Dagen tilende.
Men da kom der endnu een som havde noget at klage over sig selv og sine mange Synder. Da jeg endelig vilde skrive dig et Par Ord til paa Geburtsdagen, var jeg saa søvnig og min lille Lampe saa slet, og truede hvert Øieblik med at gaa ud, at jeg ikke kunde foretage mig noget.
Og nu medens jeg skriver dette, er det næsten ikke muligt at sætte to Ord sammen med Forstand, for den Skrig, Larm og Syngen i Skoleværelset, som er saagodtsom i det samme Værelse, hvori jeg skriver.
Her passer det Sprog : «Luk din Mund vidt aaben, lad mig fylde den». Ps. 82. «Hvo ret naadehungrig er, Snart sit Liv i Christo ser».
Nu maa jeg selv ind i Skolen, og derefter reise med nogle Andre til et andet Sted.
Farvel. Din H. C. Knudsen.