– og kun vel 9 måneder etter at han sammen med Hugo Hahn og H. Lutz ankom Kapp det gode Håp 13. oktober 1841; dette er inntatt i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : “Fredrik Tobias Knudsen og hans Søn Missionær Hans Christian Knudsens Levnetsbeskrivelse, tilligemed endel historiske Fremstillinger. Nedtegnet og udgivet af F.T. Knudsen i hans 81de Aar”;
– her følger brevet :
Kommaggas 17de Juli 1842.
Mine inderlig Elskede i Norge !
Siden min Ankomst til Capstaden, den 13de Oktober, har jeg ei faaet Tid at tilsende Eder det Ringeste.
Siden den Tid er nu Meget passeret, som for endel ogsaa vil kunne interessere Eder. Jeg vil derfor i Korthed meddele saa godt jeg kan.
Capstaden har vel omtrent 30,000 Indbyggere. Byen har et ganske andet Udseende end vore Byer i Norge. De hvide murede Huse med flade Tage, som man meget bekvemt kan gaa og spadsere ovenpaa, gjorde et glædeligt Indtryk paa mig. Nu har jeg ikke nødig at reise til Jerusalem for Husenes Skyld, thi her ere de byggede paa samme Maade som der, heller ikke at reise til Joppe for at gjøre mig et tydeligt Begreb om det Hus, som Petrus var ovenpaa da han bad.
Saasnart man kommer iland her, bliver man paa Bryggen modtage af en Mængde Hedninger, som meget voldsomt trænge sig frem for at bringe Passagerernes Tøi bort. Jeg havde tænkt mig det første Syn af de Sorte eller Hedningerne saa glædeligt og indtagende, at jeg længselsfuldt saa den Dag imøde, da det skulde forundes mig.
Men ak, hvilket forskrækkeligt Syn ! Hvilke vilde Udtryk i Fysiognomi, Tale og Gebærder ! Man bliver angst og bange naar man hører og ser dem. De Fleste have et rødt Tørklæde om Hovedet, og dette er et Tegn, at de ere den Løgnens Mand, Mohameds Tilhængere; men ikke alene Tørklædet, ogsaa deres hele Væsen vidner desværre om, at de have overgivet sig til hans Tjeneste.
Det er forskrækkeligt, hvorledes denne Løgnens Aand har udbredt og endnu daglig udbreder sig her i Capstaden og dens Omegn.
Djævelens Børn ere her virksomme, men Guds Børn ogsaa. Næsten fra alle Missionsselskaber og Kirkeafdelinger findes her Udsendinge. Guds Ord er i Overflødighed, saa at man kan høre det hver Dag forkyndes i forskjellige Kirker; det er ikke udelukkende Præsterne, som have den Ære at tale Guds Ord, ogsaa Skomagere og Snedkere, Læger og Jurister, dersom de have Aand og Lyst nok til at aflægge et Vidnesbyrd om deres Herre og Gud, kunne uden stor Vanskelighed finde Adgang til Kirkerne, – dog ikke til alle, allermindst til de «høie» engelsk-biskopelige Kirker; der maa ingen Uvedkommende (d. e. Saadanne, der ikke ere ordinerede paa engelsk-biskopelig Maade) tilstedes at nedværdige det hellige Sted, Prædikestolen, uagtet denne her ligesom i de andre Kirker er bygget af Træ ved Menneskehænder, og ikke heller staar stort høiere oppe paa Væggen.
I Capstaden bliver Gudstjenesten holdt i det engelske og i det hollandske Sprog. Herfra undtages dog de Katholske, der, som bekjendt, bruge det latinske, Jøderne deres hebraiske og Mohamedanerne det arabiske Sprog, af hvilke alle tre Partiers Medlemmer i Almindelighed forstaa lige meget.
Søndag Eftermiddag og Aften bliver der i de fleste Kirker holdt Skole for Hedningerne. Og hvor glad var jeg ikke ved her i disse at finde andre Hedninger end de, som modtoge os paa Bryggen ved Ankomsten.
I de nævnte Skoler læres kun at læse, og at forstaa Guds Ord, (katechetisk Undervisning). Af Pauli Anvisning i 1 Cor. 14, 26. gjøres her flittig Brug, og hvo der har Lyst at tale, behøver her aldeles ikke at tie. Saaledes holdt jeg ogsaa (efter Opfordring) i afbrudt Hollandsk min første Samtale med nogle for kort Tid siden døbte Hedninger, og fik glædelige Svar.
Vi toge nu Afsked fra Capstaden med sine 4-—5000 Fod høie Taffelbjerge. Ikke Hustagene alene ere flade, men ogsaa Bjergene, som kun omgive Stadens vestre Side, ere oventil som afskaarne efter Snor.
Vi kom med en simpel Vogn, men dog med otte Heste for (efter afrikansk Vis), til Stellenbusch, vor første og største Missionsstation. Midt paa Veien did staar et elendigt Posthus, lig et af vore fattigste Skydsskofferier, som har Navnet «Halvveihus». Vi benyttede den Tid, vi her havde at bie paa Skydsen, til at besøge den kjære Diana, en omvendt troende Moder (af Hedningerne), med hendes tre eller fire Døttre, den ved hende omvendte Mohamedaner Mart og den af Barmhjertighed antagne lamme Slavinde.
Om Dianas ringe Hytte kan man med Ret synge det norske Vers : «I Dalens Skjød en Hytte laa» o. s. v. Da Slaverne af Guds Naade bleve frikjente ved de Engelske, og den ovennævnte Slavinde formedelst Alderdom og Svaghed ikke kunde tjene sin Herre længere, sagde han med Bitterhed til hende : «Nu kan du gaa din Vei til Dronningen i England, som har givet dig Frihed !»
Al hendes Graad og Bøn hjalp hende ikke. «Nu», sagde hun, (saa skriver Søster Kähler i Stellenbusch) «driver du mig ud af Verden, Herre, saa jager du mig ind i Himlen». Hun vedblev nu at nøde sin himmelske Herre og Gud, at han matte have Omsorg for hende.
Af Bedrøvelse vilde hun gaa tilsengs; men førend hun besluttede dette, faldt hun ned paa sine lamme Knæ og sagde : «O Herre, her ligger jeg nu paa din Regning; jeg ved intet Raad !» Da kom den gamle Moder Diana hende i Tanker, og at hun maaske vilde tage hende i Hus, og hun udraabte : «O Gud, det er fra dig ! Bøi nu ogsaa Dianas Hjerte, saa hun bliver villig til at tage imod mig».
Dagen efter sendte hun et af sine Børn til Diana, og lod bede om et Opholdssted bag hendes Kjøkkendør. Moder Diana raaber alle sine Børn sammen, og spørger : «Børn, frygte I Gud ?» Børnene spurgte alle studsende : «Hvorfor spørger Mamma saaledes ?» Hun siger : «Jeg er gammel, og I maa nu sørge for mig; jeg maa saaledes være afhængig af Eder; men ihukommer : Hvo der øver Barmhjertighed, han skal finde den, men hvo der er ubarmhjertig skal vederfares Ubarmhjertighed. Den gamle Kone lader bede om et Opholdssted her hos os».
Børnene sige Ja, og gaa for at rydde et Sted op i deres nødtørftige Bolig. Diana giver nu Besked, at dersom den gamle Kone blot kan lade sig føre did, saa maa hun vel komme. Efterat have erholdt denne Underretning, sender den Lamme Bud til en anden Hedning, der har Oxer og Vogn, og denne, hvorvel han ikke frygter Gud, er strax villig at bringe hende did.
Fra denne Tid er hun nu hos Diana, og er fuld af Lov og Tak, ikke saameget derover, at Herren har sørget saa naadelig for hendes Legems Ophold, som meget mere der for, at hun her kan høre det glædelige Evangelium; thi Broder Lückhoff, eller en af de andre Brødre i Stellenbusch : Knab og Esselen, ride hver fjortende Dag didhen for at holde Gudstjeneste.
Siden Jordskjælvet i 1809 er hun kommen til Sindsforandring, til Omvendelse. Den 30te December 1840 blev hun døbt, og Broder Lückhoff har sin Glæde af hende, hver Gang hun med saa lydelig Glæde lader sig bringe ind i Dianas Stue, hvor Forsamlingen holdes».
– Alt dette, som Søster Kähler her har meddelt, udtrykker saa ganske det, jeg kunde ville sige om denne lille Fredens Bolig, at jeg ikke vil tilføie Andet end : Just saaledes fandt jeg det ogsaa.
I Stellenbusch ere de tre Brødre af vort Selskab, Lückhoff, Knab, Esselen, stationerede. Denne Station er ogsaa den triveligste og, som tidligere bemærket, tillige den største af alle vore Stationer. Her havde vi den Fornøielse at opholde os i fjorten Dage. Skolen og Kirken ere rigelig besøgte.
– Mine Forestillinger saavel om den Ene som om den Anden, vare hel anderledes end jeg fandt dem.
(Resten af dette Brev nødsages jeg til at afkorte, saaledes at jeg kun medtager det Hovedsageligste om vor videre Reise).
Det er paatide at forlade Stellenbusch og se, hvorledes det ser ud paa de andre af vore Stationer i Sydafrika.
Vi rede nu i Nord til Tulbagh, og derfra i Øst til Worchester i et kort Besøg. Om Stationen i Worchester kan jeg sige det Samme, som om Stellenbusch, med Hensyn til det Udvortes og sammes Størrelse og Indretning, saavel hvad Kirken som Skolen angaar; men det aandelige Liv i Christo og af ham har ikke aabenbaret sig saa lysende hverken her eller paa nogen af de andre Stationer, som i Stellenbusch.
Broder Kulphmann og Andreas ere stationerede her; i Tulbagh Broder Zahn. Sidstnævnte Station er i og for sig ubetydelig imob de andre. Kirkebygningen er liden ligesom Menigheden, men Skolen er i god Stand. Hvad der giver Menigheden nogen Betydning er de Medlemmer, der samle sig fra Omegnen, og Broder Zahn, der med megen Iver har søgt at vinde om muligt Alle, har derfor sin største Virksomhed rundt omkring Stationen ved Besøgelsesreiser.
Vi komme nu til vort Wupperthal. Her er Virksomheden noget mere udvidet og Indretningen institutmæssig. Der paa Stedet arbeide ogsaa flere af vore Brødre som Haandværkere, f. Ex. Broder Leipoldt som Præst og Garver, Heffele (Häfele eller Haefele, Christian Friedrich/red.) som Skomager, Wagener som Snedker, vor danske Petersen som Hattemager; Schröder er Økonom, og Alle som Tobaksfabrikanter.
Broder Leipoldt er mest alene for de kirkelige Sager. Broder Budler, der tillige har den Bestemmelse at oprette et Seminarium, er ved Institutet for at opdrage Indfødte til Nationalhjælpere for Skolevæsenet.
Institutet ligger i en dyb, trang Dal, omgivet af høie Bjerge. Her viser sig allerede svage Spor af Civilisation og Nethed i det Udvortes hos Folket, hvilket tilkjendegiver Koloniens Grændser.
Nu passere vi endnu vor femte Station, Eben-Ezer, og saa holde vi vor Indtrædelse i Kommaggas i Lille-Namaqualand.
– Dette Eben-Ezer er oprettet af den utro Broder; Herr Baron von Würmb, og har kostet vort Missionsselskab mest Møie og Penge af alle vore Stationer. Det er et øde Sted nær ved Elefantfloden eller Olifantorevier; ikke et eneste Træ er der at se.
Den virksomme Broder Samuel Hahn har gjort sig megen Umage for at hæve Stationen; han har der bygget en Mølle, en større Kirke og andre Bygninger. I syv Aar er ber arbeidet paa denne Station med Haab imod Haab; men det lod til som om Forbandelsen hvilede over Stedet. Dog lader det nu til at Herren vil velsigne baade Land og Folk.
Vi efterlode her vor Broder Lutz, som med stor Glæde flere Gange i Breve til os har udtrykt sig med lignende Ord : «Det lader til som om Herren løser den ene Forbandelsen efter den anden fra vort Sted. Det var umuligt, at et Land, et Folk, et Hus kunde bestaa, der var uens med sig selv».
Disse to Brødre arbeide nu som i een Aand og med een Sjæl.
Fra Eben-Ezer toge vi med en saakaldet Oxevogn – d. e. en lang firhjulet Vogn med et hvælvet Tag af tyndt Træværk (Spiler), overtrukket med Seildug, og med 12, 14 eller 16 Oxer for –.
Efter otte Dages Reise kom vi endelig den 21de December 1841 til Kommaggas, det Sted vort Selskab i Herrens Navn har bestemt for og anvist mig til Opholdssted, for at jeg der skal kundgjøre Guds Rigdoms Dyb og hans Veies Mangfoldighed for dem, der ere kaldte og skulle kaldes af Guds Naade.
Med hvilken Glæde jeg satte min Fod paa Kommaggas Grund, kan jeg ikke beskrive, og Alt hvad jeg der hørte og saa, gjorde mig mere glad, end Nogen kan tænke sig.
Det første vi foretoge os var at gaa i Kirken. Der hørte vi Guds forunderlige Naade forkyndes med forunderlig Lyd. Den gamle Broder Schmelen prædikede paa Hollandsk, og en af de Indfødte oversatte hans Ord saa flydende i Landets Sprog, (dette sker i Almindelighed kun Søndags Aften, ellers bruges det hollandske alene), at jeg slet ikke tvivler om, at vor Tolk skulde kunne stilles ved Siden af den mest øvede Translatør.
Broder Schmelen fremsiger en fuldstændig Sætning, og uden et Øiebliks Betænkning oversætter Tolken samme i Namaqua- eller Hottentotsproget. I Enden af hver udtalt Sætning hører man disse Stavelser med barsk udstødt Lyd : «ti» eller «Yti», som betyder : Det har han sagt, – det er hans Mening.
Jeg er ikke istand til at give nogen egentlig Beskrivelse over Udtalen i dette Sprog. De fire Slags Tungeslag, af hvilke der ene føres mod Tænderne, det andet med tilspidset Tunge mod den øvre Gumme, det tredie med sammenrullet Tunge mod Ganehvælvet og det fjerde til venstre Side af Munden, have megen Lighed med den Lyd, man frembringer ved at ægge en Hest til at løbe, eller som uvilkaarlig undslippes ved en ubehagelig Overraskelse.
Disse Toner, som det for den Fremmede næsten er umuligt at lære og anvende i den Hast, der nødvendig udfordres, høres i hvert Øieblik under Talen, som fremføres med stort Eftertryk og ligesom med visse Stød, samt med en behagelig og naturlig Gestikulation.
Men endnu mere har jeg bemærket denne nøiagtige Akcentuation i deres frie Samtaler. Vort «l», saaledes som det udtales i Thelemarken, forekommer i dette Sprog, ligeledes det tydske “z” og det hollandske og hebraisk «ch», saaledes som jeg har hørt dette udtalt af Jøder i Navnet Mardochai (Mordechai/red.).
Namaqua- og Hottentotsproget er et og det samme. Folket siger her, at oppe i det store Namaqualand, som begynder ved Storefloden eller Oranje-revier og strækker sig i Nord til Damraland, tales det rigtig den høie Tone, her i Lille-Namaqualand, i Syd for Groot eller Oranje-revier, tale de kun det lavere.
Men Forskjellen er ubetydelig. I Damraland er et ganske andet Folk, og et ganske andet Sprog, uden disse Tungeslag, og som klinger meget behageligere end Hottentotsproget. Damraerne ere kulsorte og store; de staa lavere i Rang end Namaquaerne, disse staa end lavere end Bastarderne og de frikjendte Slaver.
Aschmanden og Hottentotterne ere Alles Tjenere og de Ringeste; men uagtet de ogsaa ere hverandres Tjenere, ja dømte til at være “Tjeneres Tjenere”, saa ere de dog alle saa fulde af Nationalstolthed, at de ikke vide paa hvilken Fod de ville staa.
Men nu tilbage igjen til Kirken.
Overraskende var det os at høre de Indfødte ved Udgangen af Kirken vakkert at synge to- og trestemmig : «Nu takker Alle Gud med Hjerte, Mund og Hænder», og : «Lover den Herre, den evige Konge med Ære» (NB. paa Hollandsk), og at se dem i syngende Flokke nærme sig sine Mattehuse, saa at hele Dalen fyldtes med deres Lov og Pris, en christelig Frihed, som der gjøres liden Brug af i Europa, om af den Aarsag, at de ikke vil, eller fordi de ikke tør, skal jeg lade usagt.
Her have vi den Glæde at ville, at turde, at kunne gjøre det. Hvilken Modsætning til de afskyelige Gadeviser i Europa og andetsteds ! Hist vilde man holde det for en Skam at synge en gudelig Sang, her paa Kommaggas vilde det ansees for en Skam at synge en ugudelig.
Ja, jeg skulde have Lyst til at sige, at vore Bjerge og vore Dale og vor Luft og Alt er helliget til og med Guds Lov.
Men langtfra at ville lyve, maa jeg derfor ogsaa tilstaa, at her ere mange andre Synder, som forpeste vor Luft og ere skrigende nok. Dog, hvor saa man Lyset alene. Lyset kom ved Guds store Magt, og hvie kan eller kan det komme andetsteds fra blandt Menneskens Børn.
Men nu maa jeg fortælle Eder Lidt om den gamle Broder Schmelen, saa I lære at kjende ham nogenlunde. Han har i mange Aar (og i et Tidsrum af 17 Aar «uden Brød»), underkaste mange Gjenvordigheder, gjennemreist vort Namaqualand. I Løbet af de sidste 10 Aar har han opholdt sig her i Kommaggas og samlet denne Menighed om sig.
Hvorvel Menigheden tæller 400 Sjæle, saa er dog faa af samme udenfor Klutis (Cloete/red.) Familie. De have Navn af «Bastards» eller Bastarder, som her betegner Saadanne, der nedstamme fra Europæerne, hvilke paa retmæssig eller uretmæssig Maade have avlet Børn med Indfødte.
Broder Schmelen er nu 65 Aar gammel, men endnu meget kraftig for sin Alder; Hans Foredrag er meget simpelt; men dog saaledes, at han udtaler høie Ting med lave Ord, ikke som saa mange Andre, der gjøre det Modsatte og udtale lave Ting med høie Ord, til liden Nytte for dem som høre dem.
Hans Person saavelsom Foredrag minder om gamle Haugvaldstad i Stavanger, med hvem han ogsaa har megen Lighed. Under Gudstjenesten eller rettere sagt under Opbyggelsen, blev jeg saa levende erindret om Haugianernes Forsamlinger og fornemmelig om gamle Haugvaldstad, at jeg var som nærværende hos dem.
Skal jeg paapege nogen Forskjellighed, saa var det kun denne, at jeg her med frie og overstrømmende Ord hørte Tale om Christi Blod og Retfærdighed, som det eneste Middel til vor evige Salighed, og med skarp Advarsel hørte ham straffe al falsk Hellighed og Egenretfærdighed, Noget som jeg ikke har fundet at have været Hovedgjenstanden i de mig ellers saa elskelige Haugianer-Forsamlinger.
Men Broder Schmelen skal heller ikke trække Retfærdighedens Klædning udenpaa den af Synden besmittede Kjole; nei, træk først den gamle af ! eller som Bozatsky skriver : «Rein ab und Christum an, so ist die Sach’ gethan», saa er hans rette Mening.
I denne Henseende ligner han ogsaa vore Venner af Haugianerne, at han ved flere Leiligheder, fornemmelig Søndagsmorgen i Bedeforsamlingen og hver første Mandag i Maaneden i Missionsforsamlingen, opfordrer Tilhørerne, den ene efter den anden, til at bede; – jeg har da tidt forundret mig over den Guds Naade, der har aabenbaret sig i de brudte hollandske Ord og Udtryk, som har fremvælde fra disse Enfoldiges Hjerter.
Foruden et kort Besøg i Omegnen af Steinkopf, hvor Broder Lutz havde taget Bestemmelse om at nedsætte sig –af vigtige Aarsager lod han sig siden bevæge til at afstaa derfra og forblive i Eben-Ezer –, har jeg opholdt mig den meste Tid her paa Stationen.
Saavel Steinkopf som det hele Land deromkring er nu vor Virkekreds, og staar aabent for os. O, maatte det behage Herren at sende os Hjælp ogsaa fra Norge !
Min anden Reise- og Missionsbroder Hugo Hahn (ikke at forvexle med Samuel Hahn i Eben-Ezer) har ogsaa for nogen Tid siden forladt mig, og er med min Forgjænger Broder Kleinschmidt, fra hvem jeg senere sendte Eder Sydfrugterne, draget op gjennem Landet, for i Herrens Navn at søge Indgang for Guds Evangelium iblandt de med Ordet hidindtil aldeles ubekjendte Hedninger i Damraland.
Flere af vore bedste og trofaste Folk følge dem, deriblandt vor ene Tolk, Gert Zaal. De have under mange Gjenvordigheder og Tab af Oxer naaet Groet eller Oranje-revier, hvorfra bemeldte Gert Zaal bragte os Tidende; her maatte de vente til Floden blev farbar, hvilket paa den forhaandenværende Tid af Aaret vilde udkræve 3 á 4 Uger.
Forinden han atter reiste bort, holdt han en oplivende men simpel Afskedstale i vor Kirke. Men Afskedsdagen, da Alle toge Afsked fra os, var dog usigelig vigtigere baade for os og Menigheden, da den stod i Forbindelse med Broder Kleinschmidts Ordination. Med saadan Guds Aands Salvelse har aldrig før nogen Dag været holdt i Namaqualand, – det var en uforglemmelig Dag !
Paa Kommaggas lever jeg nu et stille Liv i Omgang med den kjære Familie Schmelen. Uagtet jeg endnu bebor et af Broder Schmelens Værelser, saa er jeg dog kommen saavidt, at jeg har bygget mig et 24 Fod langt og 12 Fod bredt Hus ved Hjælp af mine Skolebørn. Dette mit Hus er inddelt i tvende Værelser; dets Vægge er af Ler, dets Tag af Buske.
Her gjør man Alt selv, og saare nødvendigt er det at vise dette af Naturen dovne Folk, hvormeget de selv kunne gjøre. Dette er hellerikke skeet forgjæves : Nogle have allerede sagt sine Mattehuse Farvel og drive flittigere paa at dyrke sit Land.
– Kommaggas er stort i Udstrækning.
I Skolen har jeg stor Fornøielse af mine Børn; de lære flittig, og vi synge allerede vort norske «Amen» 4-stemmig, just saa godt som jeg hørte det i Christiania. Foruden nogle af de Unge, der have begjæret at døbes, og andre, som jeg agter at konfirmere, har jeg hidindtil kun døbt to Voxne og et Barn, kopuleret et Par, og bragt En af vor Menighed til Jorden – «Marterne ere hvide til Høsten,» Joh. 4, 35 –38.
Jeg høster, hvad jeg ikke har saaet; men «hvo der høster, faar Løn og samler Frugt til et evigt Liv, paadet de skulle hade sig tilhobe, baade den som saar, og den som høster». Ja, Amen !
Tag nu tiltakke med disse faa Meddelelser angaaende vor Reise gjennem denne Del af Kolonien.
Hvad det Ydre angaar, f. Ex. at gjøre Eder bekjendt med Veien fra Capstaden til Kommaggas, og efter bedste Evne at lede Eder igjennem vore Stationer, at fremstille Eder vore Kirker og Skoler samt andre huslige Indretninger, at vise Eder vore Brødre og Søstre i deres Arbeide, og efter Evne at gjøre Alt, hvad en Reisende er sine Medbrødre skyldig, – dette kunne I finde i min Dagbog til det rhinske Missionsselskab fra den 13de Oktober til 21de December 1841.
Dersom jeg vidste, at det interesserede mine Venner at følge os Skridt for Skridt paa denne Vandring, saa skulde jeg ikke være uvillig til at afgive mine halvudførte Udkast, saavel af Landskaber som Personer, der tilhøre samme Dagbog; men da jeg frygter for Omkostningerne ved Trykningen, saa henviser jeg Eder til de Tegninger, der maatte udkomme fra Barmen.
Endelig lader gamle Broder Schmelen hilse Dig, min kjære Fader, tilligemed alle andre Venner, saavel af Brødrene, Hauges og Andre, med hvem jeg har gjort ham bekjendt, og han lader Eder bede at tænke paa os her i Kommaggas og ikke forglemme at bede for os til Velsignelse for vort Land og vor Menighed, for ham og mig.
Eders forbundne H. C. Knudsen.