– og dermed ca. 5 måneder etter forrige brev, som var datert i juli 1842; han er avreist fra Komaggas og nådd fram til Oranje-elven; dette lå i 1842 utenfor Kapp-koloniens etablerte nordlige grense – det var ikke før 6 år senere – i 1848 – at selve «stor-elven» (Groot- eller Oranje-revier) ble erklært som grense mot nord. Brevet er inntatt i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : “Fredrik Tobias Knudsen og hans Søn Missionær Hans Christian Knudsens Levnetsbeskrivelse, tilligemed endel historiske Fremstillinger. Nedtegnet og udgivet af F.T. Knudsen i hans 81de Aar”;
– her følger brevet :
Oranje-revier den 16de Oktober 1842.
Kjære Venner i Norge !
Sidst I hørte Noget fra mig var fra Kommaggas.
– Det har maget sig saaledes, eller rettere sagt, Herren har lavet det saaledes, at jeg maatte gjøre mig færdig og foretage Reisen med Broder Hugo Hahn til Store-Namagualand og maaske ogsaa til Damraland.
Jeg reiste ikke gjerne fra Kommaggas. Især var det rørende at tage Afsked med de kjære Skolebørn. De gik os iforveien, kom os saa igjen imøde, og toge da med bittre Taarer Afsked fra os. Men jeg haaber at se dem igjen med Glæde.
Idag, efter 12 Dages Forløb, ere vi ankomne hertil.
Uventet traf vi her Capitain Jan Friedrich de Booi fra Bethanien med sit hele Ministerium paa Reisen til Kolonien. Vi havde den Fornøielse at have Hans Majestæt paa Thebesøg hos os. Men ikke alene han, ogsaa en stor Del af hans Ministerium indfandt sig uindbudne og toge Sæde, som sædvanlig siddende paahug paa Jorden.
Tiggere, ja selv Fantefølgerne hos os se ikke saaledes ud som mange af disse Ministre; og vil man give dem Noget at spise, saa behøver man slet ikke at være undseelig; de modtage det med største Forbindtlighed.
Capitainens Klædedragt er en Skindtrøie og Skindbuxer og en hvid Hue under en graa Hat; Skjorte har han ikke. For at beskytte sig imod Kulden har han et Skinddække, som ogsaa tjener til Skjul om Natten. Dertil kommer endnu et Par Skindsko, forarbeidede paa Landets Vis af ham selv eller af hans Folk, og dette er da Alt.
Fra denne Høide stiger hans Ministerium gradvis nedad i Klædedragt, til halv og hel Nøgenhed; men alligevel gjøre de Bevægelser med Kroppen, som om de ikke vare de mindste Folk. Et stolt Folk !
Igaar foer vi over Floden. Den er nu temmelig tom, saa at man kan kjøre Vognen som den er, med hele Fragten, over. Men vil man passere den paa en Tid, da den er fuld, har man det størst tænkelige Besvær. Oxer og andet Kvæg maa da svømme over; Vognene maa tages fra hinanden og bringes stykkevis over paa etslags Flaade, som de Indfødte svømme over med.
Udsigten er her, som et langt Stykke opad Floden, store Sandbanker og Sandbakker, Tornebuske, Ibenholt og andre Træer.
Idag Søndag fandt vi dog blandt disse Omgivelser stor Glæde i at maatte forkynde det Livsens Ord. Tilhørernes Antal var ikke saa ubetydeligt. Capitain de Booi, naturligvis med sit hele Følge, var nærværende.
Efter Aab. 7, 9. til Enden fortalte jeg dem hvad de havde at vente derhjemme, og hvem de der skulde finde, og hvorledes de selv skulde komme derind. Her maa man lære at tale enfoldigt, hvis man ikke vil tale forgjæves. Jeg lod dem vide, at de, som græde over sine Synder, skal faa Forladelse, men at de, som blive i Synden, skal smage Herrens Vrede.
Disse fra Bethanien og overhovedet her i Store-Namaqualand have fra gammel Tid den Vane at stjæle Kvæg fra Damraerne, og at skyde disse eller tage dem til Slaver. Hottentoterne skyde Buskmændene, og disse skyde Hottentoterne ihjel. Dertil regnet al denne Urenhed og Uterlighed i Lyster og Begjæringer, udvortes og indvortes, – saa har man et Billede af det for Gud fremmedgjorte Væsen, som fornemmelig fra Floden af og dybere ind i Vandet aabenbarer sig.
Broder Hahn holdt iaften Gudstjeneste over Marc. 2.
Her have I da et ufuldkomment Billede af vor Omgivelse og vor Fremgangsmaade. – Vi ere dog alligevel glade, fordi vi have været værdige at forkynde Herrens Navn for disse dybt sjunkne Slægter.
Der staar vor Oxevogn. Idag vaier det engelske, det norske og det preussiske Glædesflag. Og bag Vognen ved Træerne, der er vort Kjøkken og vor Kirke.
_____________________________________
De skjønneste Dage jeg oplevede i Kommaggas, vare Juledagene ved vor Ankomst i 1841, Broder Kleinschmidts Ordination, en confirmationsdag og vore Afskedsdage.
Vi forlode Kommaggas den 4de Oktober 1842, og kom efter en fjorten Dages Reise til Oranje-revier. Herfra er der igjen fjorten Dages Reise til Bethanien.
Paa denne Tid af Aaret er det den værste Tid at reise i, da der overalt er Mangel paa Vand, der tildels er saa slet, at man maa holde Øinene igjen og Næsen til, førend man vover at drikke deraf.
Da Solen er altfor brændende midt paa Dagen, saa bliver sædvanlig Morgenstunden og Aftentimerne, ja vel hele Natten benyttet. Derimod lader man sædvanlig Oxerne hvile og græsse fra Kl. Formiddag til Kl. 2, 3 eller 4, alt eftersom Vinden begynder at blæse tidligere eller senere; somoftest begynder det at blæse Kl. 2 eller 3. Man maa da passe paa at spænde Oxerne fra paa et Sted, hvor der er nogenlunde god Græsgang, og hvor der om muligt findes Vand.
Da Kilderne ere 1, 2 og 3 Dages Reise fra hinanden, maa man indrette sig derefter. Lader man Oxerne trække midt paa Dagen, uden at naa Vand samme Aften, saa vansmægte de snart af Tørst. Man maa derfor indrette sig saaledes, at man benytter hele Natten, og altid søge at reise ved Maaneskin, hvilket vel, formedelst Løver og andre Udyr, er farligere end at reise om Dagen, men alligevel det bedste, og undertiden næsten uundgaaeligt.
Dertil kommer endnu at man aldeles ikke kan forlade sig paa de Indfødte; de ligne i sine Bedrifter Børn, og man er nødsaget til selv at føre Kommando, enten man saa forstaar det eller ei.
Man maa ikke forudsætte at finde ordnede Tanker og ordentlig overlagte Handlinger hos dem, thi da er man istand til at græmme sig Lungen ud af Livet over deres Handlemaade De ere istand til at bringe Mennesker i den største Nød, ja i Livsfare, uden at gjøre sig den mindste Tanke derover.
De vide vel altid at hjælpe sig selv. Men ogsaa med Hensyn til deres Eget leve de paa den samme ligegyldige Maade : «gaar det godt, saa gaar det godt». Den hele lange Dag kan de sidde og prate og tøve sammen med saadan Ivrighed, det er en Lyst at høre paa dem. Have de Mad, saa spise de ogsaa den hele Dag, men have de intet, saa ere de lige glade og kunne uden videre Betænkning hungre 5—10 Dage.
Har de Tobak, saa løber Piben i et væt rundt imellem dem.
Paa Veien fra Oranje-revier til Bethanien staa Bjergene, Træerne og Græsset isolerede, saaledes at de hver for sig ere adskilte fra hinanden. Bjergene se dels ud som Fæstningsværker, dels som Pyramider.
Paa vor Vei fra Oranje-revier kommer man til et Sted (eller en Kilde), som kaldes Huus. Her have tamme Buskmænd Ophold; men deres Tamhed er ikke meget at stole paa, thi da Broder Kleinschmidt to Maaneder før os var draget herigjennem, havde han den ubehagelige Forretning at trække Landsen med dens forgiftede Spids ud af Lidet paa En, som i den foregaaede Dags indbyrdes Krig var bleven saa uheldig saaret.
Naar Namaquaerne ville tæmme Buskmænd, gjøre de Jagt paa dem, og dersom de faa dem fat, forære de dem Et eller Andet, give dem Mad og tale fredelig med dem, og lade dem saa gaa.
Nogle af disse Buskmænd besøgte os og vi gjorde et Besøg hos dem igjen. Broder Hahn lod dem samles, for at komme efter hvor stort deres Antal var, hvilket beløb sig til omtrent Tredsindstyve, med Store og Smaa. Endelig lod han en af Buskmændene vise os, hvorledes de skjød med deres Buer efter Fugle, vilde Dyr og i Krigen. De gjøre forunderlige Manøvrer ved deres Skydning. Det ligner næsten en Hallingdands; de sætte sig paa Hug og hoppe med størst muligste Hurtighed snart til den ene, snart til den anden Side, springe da igjen hurtig i Veiret og slaa snart med den ene, snart med den anden Fod imod Sædet. Aldrig staa de stille paa et Sted, men bevæge sig uden Ophold og synge og raabe, idet de med Buen forfølger det andet Parti, der er ligesaa ivrig i Bevægelsen for at undgaa Pilen som de.
Huus er rig paa Vand og, som det lader til, ogsaa skikket for en Missionsstation. De mange Trær og meget Siv giver den et malerisk Udseende. Den Mand, som viste os deres Manerer ved Skydningen, et skjønt, ungt Menneske, havde paa sin venstre Haand tre Remer. En for at undgaa Slaget af Buen, en anden for Stads, og en tredie, som der hang en liden Grævlingefod fast i. Paa Broder Hahns Spørgsmaal gav han til Svar, at denne skulde give ham Lykke, naar han er ude for at søge Honning, eller hjælpe ham imod vilde Dyr o. s. v Dette var det første, som jeg hidindtit var bleven vaer af Fetischtjenesten; senere har jeg bemærket at de ogsaa sætte deres Lid til smaa Horn, Oxegalle o. s. v.
Paa Broder Hahns Opfordring, hellere at bede til Jesum, og bortkaste dise hjælpeløse Ting, saadan en død Tingest o. s. v., har han strax taget det bort. Han sagde at han i Begyndelsen var bange for os, men nu glad; – udtalte Jesu Navn med synlig Glæde og viste mod Himmelen.
Nu reiste vi videre, og kom den 3die Novbr. til Bethanien. Broder Kleinschmidt kom os en halv Dags Reise imøde med Rideoxer.
Den 11te reiste Broder Kleinschmidt, hans Kone og Broder Hahn til Junker Afrikaner, jeg blev alene igjen. Paa ethvert nyt Sted, hvor jeg kommer, er jeg bange og forsagt, saaledes ogsaa her.
Broder Schmelen har for mange Aar siden anlagt denne Station Bethanien. Dengang vare her tre Captainer med deres Folk nærværende. Ved Broder Kleinschmidts Ankomst var her ikke et eneste Menneske, men der samledes snart Nogle, og der kommer hver Uge nye til. Af gammel Tids Velstand var her intet andet at finde, end et afbrændt Hus og tvende andre Ruiner.
Jeg var saa lykkelig at arve et Mattehus efter Broder Kleinschmidt, som Folket havde lavet tilrette for ham. Men denne Lykke er ikke betydelig; thi regner det, saa er man aldrig fri for Draaber, kommer der stærk Vind, saa flyver den ene Matte efter den anden bort, og da er der en Skrig og en Allarm af alle de hjælpsomme Koner, (dette er deres Arbeide), som om man var paa Havet og i den største Fare.
Om Natten kunde jeg neppe sove for de mange udmarvede, tyvagtige Hunde, som plagede mig; og det som var værst, Kalve og Bukke gav mig heller ingen Ro, men optyggede snart her snart der et Stykke af Huset, og i den korte Tid jeg boede i samme havde de tygget op tvende nye Døre.
Jeg maatte under disse Omstændigheder begynde at sætte Tag over Schmelens Ruiner, saa snart som muligt; men dette har taget min Tid bort; thi, som ovenfor bemærket, maa man gjøre alting selv, eller dog idetmindste føre Kommandoen; Alting maa afrisses sna nøiagtigt for dem, at de ikke kan tage Feil.
Vil man have et Bord eller en Stol, saa maa man selv udsøge Træ, og bestemme Længden, Høiden, Bredden o. s. v, og selv sætte det sammen som man vil have det, thi ellers kommer det ikke til at ligne nogen Ting.
Kort efter Broder Hahns og Kleinschmidts Afreise, havde jeg en Forsamling af de Vigtigste iblandt mit Folk, for i samme at udvælge et interemistisk Raad, som saa længe skulde staa ved Magt, indtil nærmere kunde blive bestemt angaaende det rette Capitainskab.
Den Capitain Jan Fridrich de Booi, som vi mødte ved OranjeFloden, er ikke den rette Capitain og heller ikke nærværende. En Anden paastaar at have Capitainsret, indtil hans Brodersøn, et Barn omtrent 14 Aar gammel, kommer til sin Alder og bliver myndig.
Vi lever her i Dommernes Tid : Enhver gjør, hvad han synes ret; derfor maa da Misssionæren ogsaa gjøre hvad der synes ham ret og godt at være. Han nødes da mange Gange til at være Feltherre og Missionær, eller, som det bedre lyder : Dommer og Frelser i een Person.
Hans Virksomhed er for stor, saa at han ikke i mange Stykker hverken kan eller tør beholde den alene. Den Velsignelse som man kan vente sig af en Øvrighed maa han benytte, hvor der er en Øvrighed, men hvor ingen er, der maa han søge at faa een istand.
Og just for at komme ud af mange Ubehageligheder, som det kunde bringe med sig, idet han nødes til at optræde som Feltherre, maa han først gjøre sig til en saadan, og naar han siden er saa lykkelig at have en Magt udenfor sig, da kan han let træde fra og være Missionær alene.
Men saalænge nødes han til at være souverain Konge, ja han maa være Alt : Bonde, endogsaa Gadelægger og Bygningsstril.
Vistnok kan det vare en Tid, førend han alene kan være Missionær og udenfor de andre Sager, just af den Aarsag, at han maa være Alt for dem. De komme med deres Sager til ham ligesom Israelitterne i Ørkenen til Moses og hvad skal han gjøre; han nødes til at følge Jethross Raad, 2 Moseb. 14–23. Det er og det bedste.
Fredag den 18de Novbr. 1842.
– I Aftengudstjenesten fortalte jeg dem, (Dagen gav Anledning dertil), hvorfor vi vare komne til dem, og advarede dem for Skibsfolkene ved Søen, som de sommetider komme i Berørelse med. Let Graad forekom og meget stærk i Slutningen.
Løverdag den 19de.
– Prædiken over 5 Mos. 5, 29. «Ak, at I havde saadanne Hjerter», o. s. v.
Søndag den 20de.
– Lidelseshistorien. Om Eftermiddagen havde jeg en Samtale med nogle af Menigheden over deres Sjelstilstand.
Mandag den 21de.
– Aftengudstjeneste, ret evangelisk, dog græd den gamle Sara meget smertelig.
Tirsdag den 22de.
– Efter Gudstjenesten atter en grædende.
Denne stærke Graad, som overfalder Konerne under Guds Ords Hørelse er meget paafaldende. Jeg tænkte undertiden at de vare faldne i en Slags Afmagt; thi de kan, naar dette overvælder dem, ikke staa paa Fødderne, men falde ned og skrige, bæve og græde. Men strax bemærkede jeg under deres Hulken, at de bade Gud om Naade, eller lovede og takkede ham. Jeg befordrer aldeles ikke denne Graad, men søger heller ikke at hemme den.
Fra Broder Kleinschmidts Ankomst her, indtil paa denne Dag, hører jeg Mænd, Koner og Børn at bede rundt om mig, næsten efter hver Gudstjeneste. Bønnen er heller ingen hemmelig Gjerning iblandt dem, men aldeles aabenbar. Undertiden ere de neppe komne ud af Kirkedøren, førend de begynde med deres Anliggende til Herren. Det er uimodsigeligt Guds Gierning, som her er begyndt, og min Mening er, at man bør udføre Herrens videre Gjerning med dem i Hast.
Fredag den 9de December byggede jeg flittigt.
Søndags Aften den 18de December tog jeg Afsked med dem fra det gamle Kirkehus, et Skjul eller Tag der er bedækket med Siv, og paalagde dem at bede om Velsignelse for det Nye, som vi agtede at holde Julefest i næstkommende Søndag.
Løverdag den 24de, Juleaften. – Med megen Møie fik jeg Kirkehuset under Tag til i Aften, og just saa vidt, at vi kunde brænde Lys derinde. Til Juletræ udsøgte vi et af Tornetræerne, smykkede det med Lys, tørrede Frugter, Rosiner og nogle Hvedekavringer, som jeg havde havt med mig fra Kommagas. Vi havde ogsaa ophængt Fugle i Træet. Værelset var allerede oplyst med syv Lys rundt paa Væggene og min Hornlanterne midt i Taget. Derpaa blev Hornet blæst og forsamlede Alle i en Hast for Kirkedøren, hvor de maatte bie saalænge til Enhver var kommen, for med engang at nyde Beskuelsen af denne Herlighed.
Med stor Opmærksomhed hastede de da ind. Jeg fortalte dem nu Betydningen af Juletræet, tatkede Arbeiderne for deres store Møie og forklarede dem, at den Herre Jesus endnu meget bedre forstaar at oplyse en gammel Synder, og at gjøre ham hvid og skjøn, end vi i dette Leerhus.
Vi bad Herren om at hans Velsignelse maatte hvile over dette Hus, og i Alt hvad vi deri foretage os. Derefter talte vi frit med hverandre om den anden store Tilkommelse. Endelig kom Risengrynsgrøden, til stor Glæde for Børnene og andre, som hjertelig gjerne toge Del deri.
Tilsidst bleve Frugterne af Juletræet uddelte, og da jeg spurgte dem om alt dette var smukt, raabte de alle med mangestemmig jublende Ja : «A’ Amma ! Amma !»
Paa mit Spørgsmaal svarede nogle, at Jutetræet havde behaget dem bedst; andre og vel de Fleste syntes dog bedst om Billederne. Vi sang et Par Sange, som de havde lært, og derpaa gik enhver hjem til Sit.
Julemorgen kom vi sammen igjen og hørte Dagens Historie. Sidenefter talte jeg meget med Fire som jeg havde forberedet til Daaben : Christian, Piet, hans Kone Sara og Bantams Kone. De lovede efter nøie Overveielse, iblandt andre Synder, ogsaa at afstaa fra Brændevin, Honningøl og Daka; NB. for bestandigt og hvor de befandt sig.
Mine Flag bleve nu opheiste, og efter Middag gik vi atter i Kirke. Prædiken over Joh. 3, 16. Jeg lod Christian og Piet selv fortælle Menigheden, hvilke de havde været, og hvad de nu ved Herrens Naade i den hellige Daab agtede at blive. De vare frimodige i deres Fortælling og løste hverandre af flere Gange. De bleve nu hver især spurgte og døbt, og fik til sit gamle Navn hver sit nye, som de havde udvalgt : Christian Petrus, Piet Saul, Sara Maria og Sanna Martha. Til Forberedelse paa Nadværens Nydelse læste jeg med dem en Del af Luc. 22.
2den Juledag. – Kirken opryddet og Prædikestolen belagt med en skjøn, rødagtig Borddug, som jeg kort iforveien havde faaet fra Kommaggas Jeg forklarede dem Fodtvætten, Joh. 13, fornemmelig det 10de Vers. Bagefter blev Nadværen uddelt.
Siden efter kom vi sammen paa et lidet Thebesøg, hvor vi atter taltes sammen; de vare virkelig fulde af den Hellig Aand. Sara Maria sagde, hun forstaar nu, at hun alene skal forlade sig paa Herren; Piet Saul, at Herrens Naade er for stor, som har opbevaret og spart ham til saadan Velsignelse; Christian Petrus, Guds Øine ere saa store og ser Alt, og det gjør, at vi ogsaa se os selv, og lære os selv at kjende; med andre Ord : «I dit Lys se vi Lyset». Og Sanna Martha var vred paa sig selv, fordi hun saa længe havde været Herren imod.
Nytaarsnatten var Kirken oplyst, og min Lanterne optrukket i Spidsen af Flagstokken, som er fast paa Huset, til Lygte for dem, som kom til Kirken. Hornet blev blæst, og der kom mange Folk. Jeg talte til dem om Herrens anden Tilkommelse ved Midnat, Math 6, lod to af dem bede, og derpaa sluttede vi med «Nu takker alle Gud» o. s. v.
Nytaarsmorgen 1843 holdt gamle Tibot Gudstjeneste, det er : han læser et Kapitel, beder og synger med dem. Han er en HedningeChristen, som kan læse, og var her paa Besøg. Her er endnu ingen som kan læse. – Siden efter nød vi den hellige Nadvere, men ikke saa velsignet som forrige Søndag.
Hele Ugen igjennem arbeidede jeg flittigt paa en Stol og et Bord. Tirsdag arbeidede jeg paa Gadedøren og etslags Spisekammer.
Søndag den 8de gik jeg og spadserede et lidet Stykke, da jeg hørte at der blev bedet i det lille Hus ved Veien. Jeg besøgte Christian Petrus og fandt ham, hans Kone og nogle andre ved A. B. C.
Christian Petrus, gjør mig megen Glæde ved sit stille Væsen og sin Tjenestvillighed. For min egen Person havde jeg denne Dag stor Bedrøvelse, Anger og Glæde.
Tvende Dage iforveien blev et lille Barn begravet. Jeg tog Børnene med og holdt Katechisation ved Graven. Daniel mente at han havde været i Helvede, hvis han havde været død i forrige Nat. Jeg trøstede ham.
Onsdag den 18de lod jeg mit Mattehus nedrive, og flyttede ind i mit nye Murhus.
Tirsdag den 24de, fem Par copulerede.
Onsdag den 25 kom min Oxevogn tilbage fra Junker Afrikaners Station, hvilket Sted de have givet Navnet Elberfeld, med de bedste Tidninger fra Broder Hahn og Kleinschmidt. De før saa fientligsindede Damraer vare komne i Skarevis for at søge Fred. Herren lukker vidt op for Korsets Ord. En Damrahøvding lagde Haanden paa Brystet paa en af Medhjælperne, som er med Broder Hahn og Kleinschmidt, og sagde idet han viste paa Hahn og Kleinschmidt, (dog uden Ord), at de maatte følge ham til hans Land.
Idet han vinkede til dem, pegede han henimod sit Land. Men de turde ikke forlade Junker.
«Halleluja, den hele Jord Skal høre det store Ord Om Syndres Frelsermand».
Den 25de Januar. Det var min kjære Søster Anne Chatrines Fødselsdag idag.
Den 26de Januar. Vi høitideligholdt vor kjære gamle Kong Carl Johans Fødselsdag her i Afrika. Jeg forglemte heller ikke dig, kjære Broder G. Kjælland.
Onsdag den 27de solgte jeg endel Tørklæder, Knive o. s. v. for Slagtefæ.
Idag min kjære Bedstemoders Fødselsdag. O, Herre ! lad os arve Velsignelsen ogsaa (2 Tim. 1, 5). Men, Herre ! tilgiv mig ogsaa min Synd for idag. Jeg har været saa rasende utaalmodig i Skolen idag.
Eders forbundne H. C. Knudsen.