– og inntatt i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : “Fredrik Tobias Knudsen og hans Søn Missionær Hans Christian Knudsens Levnetsbeskrivelse, tilligemed endel historiske Fremstillinger. Nedtegnet og udgivet af F.T. Knudsen i hans 81de Aar”; les også faren Fredrik Tobias’ forsvar av sønnen her :
– fra «Levnetsbeskrivelse» side 87 – 88 :
Tulbagh den 28 Decbr. 1853.
Kjære Søster Lucie !
Jeg vil herved give dig nogen Underretning om os, saa du heraf kan se vor Tilstand, og hvad der foregik i vort Indre i den Tid (August Maaned).
Tulbagh var os et Fængsel, og jeg indsendte en Skrivelse til Selskabet med alvorlig Bøn om Forflyttelse herfra.
Derpaa fik vi Tilladelse af Superintendenten (Gustav Adolf Zahn f. april 1808/red.) at gjøre en Reise for Helbredens Skyld, fornemmelig Elises Helbred. Min Tanke var aldrig at komme til Tulbagh mere. Det forekom os som en afgjort Sag, at vi ikke kunde blive i Tulbagh, og at det var min Pligt hellere at søge til Amerika, eller hvor det kunde være, end at blive her.
Men hvad skede ! Vi kom til Eben-Ezer, og fandt der Broder Rath med Familie (Johannes/red.) og Broder Eggert (Friedrich Simon f. okt.1820/red.) med sin unge Kone (Emma – datter av Wesleyansk missionær i Stellenbosch/red.). Begge vare bestemte for Namaqualand, Rath endogsaa for Bethanien.
Min kjære Elise vidste, at vi vilde træffe sammen med dem i Eben-Ezer, men hun følte sig saa styrket af Reisen og de 14 Dages Ophold hos Broder Budler i Saron, at hun troede sig mere end stærk nok til at bære denne Sammenkomst, som i Tulbagh for hende før havde været ufordragelig (Raths besøgte os der), ja næsten et halvt Dødsstød for hende.
Det gik ogsaa godt de første Dage; hun talte frimodig med dem. Endelig kom Afskeden og mangt og meget Andet til. Fru Juffernbruch (Adelheid d. 1873, gift 1842 med misjonær Ferdinand Juffernbruch (1819-1893)/red.) laa saa syg, saa at ingen af os allesammen fik se eller hilse paa hende.
Paa engang brød det løst med Tildragelser som jeg har skrevet til Fader i Korthed. Elise følte sig som forkastet af Gud og Mennesker. Guds Forskrækkelse faldt paa hende, og hun vidste ikke sit arme Raad. Jeg heller ikke, thi det forekom mig, som om hun løb Fare for at tabe Forstanden.
Iblandt det Meget som hun forekastede sig, var ogsaa denne Selvbebreidelse, at hun havde forsyndet sig i at forlade Tulbagh, og havde derved gjort os Alle ulykkelige. Saasnart jeg mærkede denne Forandring hos hende, skyndte jeg mig tilbage saa snart jeg kunde. Der gik et Lysglimt op i mit dybe Mørke, og jeg haabede, at efterat Herren havde ført os lykkelig til Tulbagh igjen, vilde denne svære Lexion tjene til at gjøre hende tilfreds med Mangt og Meget, som var hende imod der.
For mig selv fik jeg ogsaa fastere Fod at staa paa; thi nu havde jeg lært af hendes egne Ord, at jeg ikke kunde
– 88 –
tjene hende ved at reise til noget andet Sted end til Tulbagh, fordi det forekom hende, som om Guds Vrede forfulgte hende og os paa alle andre Veie.
Tulbagh stod endnu aaben. Vi havde endnu ikke aldeles forladt det, og vi kom tilbage den 3die Novbr. efter to Maaneders Reise.
Men her kom da nye Fristelser. Min Lisemor blev værre igjen, og jeg vidste ikke hverken ud eller ind. Vi har gjennemgaaet mørke Egne begge To i de sidste Aar, som vil tjene til Forberedelsen til det evige Liv, men som ikke ere behagelige Egne at gjennemvandre. Men Herren har gjort det forunderligt ! Som lige fra Himmelen sendte han os den kjære Familie Shand (reformeret Præst her i Tulbagh) (pastor Robert Shand, opprinnelig skotsk, (1804-1876), prest i Tulbagh fra 1835 og 33 år videre, gift for 2. gang desember 1849 med Johanna Catharina Augusta (1801-1880) – presten Shand hadde en spesiell historie innenfor sitt reformerte samfunn i Tulbagh).
Hos denne bleve vi over fire Uger, og Herren bragte min Lisemor til Ro, saa hun kom til sig selv igjen. Vel er hun endnu ikke fredlyst af Gud selv, det vil sige, hun klager over Mørke endnu, og synes at hendes Synder ere større end hans Naade; men han skal vel i sin Time se i Naade ned, og give hende hvad hendes Hjerte begjærer.
Hvilken Modgang der endnu kan tilstøde os, og om Selskabet har taget mit sidste Brev godt eller ilde op, veed jeg endnu ikke; men vi maa jo altid være beredt til Strid og Fred, til at give og at tage etc.
Din H. C. Knudsen.