– fra hennes serie : “gamle slægter – svundne dage” – avsnitt 1 – artikkel 4 :
Inden jeg forlater dette avsnit av min slægts-historie, har jeg lyst til at fortælle lidt om mormors gaard, Knivsland. Jeg vil saaledes nævne at i begyndelsen av forrige aarhundrede var Knivsland et hjem for prædikanter og tilhængere av den herrnhutiske retning. Som til flere andre steder i vort land var de av “Brødremenigheten” i Kristiansfelt ogsaa utsendt til Lister for at drive mission. Denne missionærende virksomhet satte et præg av ydmyg fromhed og barnlighet over datidens kristenhet. Den blev som “saltet” eller kraften den gang da rationalisme og et tomt gudløst liv blandet med lettsind og nydelsessyke var et særmerke blandt de høiere stænder, medens stor vankundighet og et sløvt vanegjengeri var helt almindelig blandt folkets bredere lag.
Den paa hele Vestlandet kjendte og skattede lægprædikant farver Knudsen var iallefald i begyndelsen av sin vækkelsesperiode en ivrig tilhænger av Herrnhuterne, senere gik han mere over til Hauges venner. I de første del av forrige aarhundrede bodde han paa sin gaard, Knivsland på Lister; men solgte gaarden til min morfar, løitnant Parnemann, da det lod som foretrak han at forlægge sin virksomhet til Bergen.
Blandt farver Knudsens børn skal nævnes Fredrik Kristian (det er : Hans Christian) Knudsen, utvilsomt en mand med gode evner og en dyb, varm kristentro; men en tung livstilskikkelse hemmet vistnok hans udvikling les mer om H.C.Knudsen.
Utgaat fra en tysk missionsskole ble han en av de første missionærer, der drog ut til det mørkeste av Afrika. Hans hustru der var datter af præsten for den tyske menighet i Bergen fulgte ham som hans medhjælperske i det store kald han hadde valgt eller kanhænde rettere paa den vei Gud hadde utstukket for ham. Det var omkring året 1847. Jeg var dengang et seksaarig barn, men mindes at Knudsen og hans unge hustru var i Farsund for at ta avsked med sin søster fru Elison. Jeg saa dem begge, da mine forældre den gang bodde tilleie i Elisons hus, men erindringen staar for mig kun meget dunkel.
Knudsen ble ikke længe i Afrika. Det indtraf som en stor knugende ulykke, at hans hustru blev uhelbredelig sindssyg, man antok det som en følge av den rædsel eller nervøse ængstelse hun nærede for de “vilde” hedninger. Noget hun ikke kunde komme over. Hendes mand blev nødt til at følge hende til Norge og drog ikke senere tilbake til Afrika.
Han opholdt sig mest i Nordland og virket som lærer, rimeligvis ogsaa som lægprædikant. Han skildres som en indadvendt, eiendommelig natur, noget underlig av sig, saa kun faa forstod ham. Men alle maatte vist være enige i at han i al sin færd søgte at holde sig nær til Herren som en av de “stille i landet”. Han omkom paa en fjeldvandring høit oppe i Nordland. Hvorledes fikk aldrig nogen vide. Han blev aldrig funden. Jeg synes at huske at det var hans uhr og og levning av et klædesplag, som man støtte paa. Jeg læste for længere tid siden i en nordlandsavis en artikel hvori det forlød at det hadde været paa tale at reise Knudsen en mindestein, vel helst en bauta, der hvor man kunde formode at han var forulykket.
Dette synes en smuk tanke; for Knudsen var i meget en merkelig personlighed, skjønt han aldrig naadde frem til det store maal han engang hadde sat sig, nemlig dette at virke til at hedningerne vindes for Guds rike. Men hvordan det nu end gaar, enten saa Knudsens navn glemmes slig at han aldrig faar nogen bauta, saa er han dog ikke glemt.
En dag vil også hans støv samles og vækkes til liv; det vil ske i siste store morgengry naar Kristus kommer for at hente sine. Da vil de gaa frem til livet alle de døde i Herren, hvor saa end deres ben er smuldret, enten i de mange grave paa jorden eller de er fortæret av ilden eller de har fundet sin død i havets bølger.
“Da skal det vaagne som end ligger død, for saligheds bæger at drikke”.