– og inntatt i Fredrik Tobias Knudsens bok fra 1867 : “Missionær Hans Christian Knudsens korte og møisommelige Liv paa Jorde. Nedskrevet af hans Fader”;
– på sidene 58 – 66 :
Følgende Skrivelse fra Barmen meddeles.
Barmen, i Mai 1841.
Kjære Fader, og hvem der ellers har Lyst til at læse dette.
Den 2den Mai holdt vi vor Afskedstale paa Dönenberg for den lille Menighed 1/4 Mil fra Barmen, hvor en af os prædiker hver Søndag for en talrig Forsamling.
Ved disse Leiligheder er Kirken neppe halv stor nok. Derfor holder vi vor Afskedstale paa fri Mark, naar Veiret nogenlunde tillader det. Vi havde et deiligt Veir, og en hel Skare havde forsamlet sig; jeg tænkte paa Findø og Talgøe, hvor jeg forrige Aar i begge Pintsedagene holdt Forsamlinger paa fri Mark for en stor Mængde Folk fra Findø og Naboøerne.
Just i Begyndelsen og under Afskeden tordnede det over os og regnede til begge Sider, uden at vi bleve foruroligede. Vinden tog temmeligt i Træerne, som vi havde forsamlet os under, og gjorde det svært at tale; dog var det mindende, at høre Herren i Tordenlyd over os vidne om sin Nærhed, idet vi just talede om at blive ham tro indtil Enden.
Den 6te Mai var vor Ordinationsdag. Om Morgenen skjænkede Herren mig en velsignet Forordination. Herren velsignede med sin salige Fred og Glæde, som han udgjød over mig, og lod mig føle sin Nærhed, saa jeg blev opfyldt med Lov og Pris til ham for alle hans utallige Velgjerninger imod mig.
I saadan oprørt og urolig Tid,
– 59 –
som den sidste sædvanlig er, trænge vi saa saare til saadanne Velsignelser af ham.
Om Eftermiddagen Kl. 5 samledes vi i Kirken i Untherbarmen, i Nærheden af Missionshuset. Den foregaaende Dag var vor aarlige Bod- og Bededag, som og Pastor Ball tog Anledning af, og kaldte vor Ordinationsdag, vor Takke, Bod- og Bededag.
Han gjorde os opmærksom paa at Paulus, dette Herrens udvalgte Redskab, havde sagt : «Mig, den Ringeste blandt alle Hellige er given denne Naade, at prædike Evangelium for Hedningerne», og lod os nu mærke deraf, hvor meget mere vi havde Aarsag til at love og takke for denne Naade, men og at ydmyge os for Herren, ligesom Esaias paa sin Ordinationsdag, Es. 6, hvor han i Guds Herligheds Glands saa sin og sit Folks Elendighed og udbrød : «Herre, jeg maa dø; thi jeg har urene Læber, og bor iblandt et Folk af urene Læber»; da vil og Herren anrøre vore Læber med en Glød fra sit Altar, og vi vil da blive istand til at sige, naar det gjælder Svaret paa det Spørgsmaal : Hvem skal vi sende ? «Her er jeg Herre, send mig !»
Og hvad skulde vi bede om paa denne Dag ? Det vilde han neppe sige os, men forestillede os Jacob, som stred med Gud uden at give efter og sagde : «Jeg forlader dig ikke førend du har velsignet mig !»
Hr. Generalsuperintendent Hülsmann meddelte os Ordinationen med det Sprog 2 Kor. 5, 20. Han forelagde os Embedet, og vi modtog det under Haandspaalæggelse af de Ældste, d. e. Præsterne og under Menighedens Bøn.
Derefter overgav Hr. Pastor Leipold os Instructionen for vort Hyrdeembede iblandt Herrens Faar med det Spørgsmaal : «Har du mig kjær ?» men det gik os og med Svaret, som det gik med den Stakkels Petrus.
Nu kom vor kjære Hr. Inspectør Richter og overgav sine og Jesu Christi Stridsfolk, som han agtede os for at være, Guds Ord, som er det Sværd hvormed man kan gjennemtrænge indtil Marv og Ben, og lod os drage bort fra sig til Strid.
Broder Hahn talte derpaa i sit og vort Navn til Menigheden om det sande Brød, som vi skulde sende over Havet, Præd. 11, 1, og fremhævede dette og dets Velsignelse i Modsætning af det falske, og tog Afsked fra de Deputerede, fra Hr. Inspectøren og hans Broder, Hr. Candidat Richter, og Brødrene af Missionshuset.
Til Slutning holdt Pastor Fjeldhoff Bøn, og stillede os frem for Herren saa elendig som vi vare, og spurgte Herren om ikke disse ringe Redskaber skulde blive brugte, om ikke Djævelen vilde komme til at opsluge dem o.s.v., og sluttede os tilsidst ind i hans trofaste Arme og velsignede os og den hele Menighed.
(Dette er skrevet paa Veien fra Düsseldorf til Rotterdam ombord i Dampskibet).
Den 24de Mai vare vi forsamlede i Missionshuset, for med de kjære Fædre og Forstandere at nyde den hellige Nadvære og at tage Afsked med dem. Hvilken Møie og hvilket Arbeide disse Kjær paataget sig for vor Skyld, det bleve vi først vaer idet de overleverede
– 60 –
os vor Reiseinstruction.
Med hvilken kjærlig og faderlig Omsorg vi bleve affærdigede af disse Kjære kan jeg ikke beskrive. Vi følte saa grandgivelig at vi vare forenede i at udrette Herrens Villie.
Den 24de Mai var vor Afskedsdag. Vor kjære Hr. Inspectør Richter kunde for Sygelighed Skyld denne Gang ikke som ellers følge med os til Düsseldorf; vi toge derfor en hjertelig Afsked med ham i Missionshuset. Ogsaa mange andre Venner havde indfundet sig for at tage Afsked med os.
Vi kjørte saa til Elberfeldt, i Følge med vor kjære Hr. Richter (Inspectørens Broder) og syv af vore Missionsbrødre; to maatte være hjemme for at passe Huset. De Omtalte fulgte os til Düsseldorf. Her kom og endeel Venner sammen, og vi toge nu en hjertelig Afsked fra dem Alle og reiste om Natten Kl. 12 med Dampskibet til Rotterdam, hvor vi maatte vente i to Dage, førend vi kom afsted med Dampbaaden til England. Kjedlen var gaaen istykker, og vi maatte oppebie et andet Dampskib, for at tages over paa samme.
Den 29de Mai reiste vi Kl. 4 om Eftermiddagen til London, og Dagen efter ankom vi did. Paa hele Reisen havde vi det deiligste Veir, og om Natten, da vi drog med Dampbaaden over Kanalen til England, havde vi et saa roligt Veir, at næsten ingen blev søsyg underveis.
Jeg maa skrive noget om vor Reise over Kanalen til London.
Da vi om Morgenen kom op paa Dækket skinnede Solen saa deiligt rundt omkring os, saa det var en sand Fornøielse at være der. Vi haabe at Herren gav os Anledning til i denne Stund at tale nogle Ord med en tydsk Familie om Pietisterne eller de Hellige. De maatte give efter, (og gjorde det med Fornøielse), at de oprigtige saakaldte Hellige, formedelst den store Kamp og Strid, som de føre mod Synden og al Ugudelighed, ere langt bedre end alle de Andre, som skamme sig ved at være Hellige, ja de tilstode at disse med større Frimodighed kunde se Døden imøde, og ere bedre beredte til at indgaa i det evige Liv end alle de Andre.
Vi havde allerede naaet Mundingen af Tames-Floden uden at vide det. De mange Fartøier som passerede, de utallige Dampbaade (60 á 80 passerede og, foruden de mange som laa stille) forkyndte snart at vi nærmede os Veien til London. I samme Grad som vi ilede opad Floden, tog den hastig af i Bredden.
Det varede ikke længe førend vi saa Land paa begge Sider, snart efter antog vi Bredden til en Mil, og efter et Par Timers Fart var den neppe en halv Fjerding bred. Jeg er ikke istand til at beskrive vor behagelige og interessante Fart opad Floden; dog maa jeg forsøge at give en Slags Forestilling derom. Jeg har allerede bemærket at vi havde smukt Veir, og ifølge deraf kan Enhver let forestille sig, at det hele Perspectiv, hvis Oplysning varierede i de behageligste og luftigste Farvespil, gav Anledning til Beundring og Glæde.
De mange Skibe, som ved hvert Vindpust bøiede sig og med fordoblet Fart ilede hid og did, de mange Dampbaade i Røg og Damp indhyllede, som lig levende Væsener med vældige Skridt tage den Vei
– 61 –
de ville, snart hid snart did, bidroge hvad de kunde til at sætte Liv i det døde Hav, og til at forestille os de interessanteste Gjenstande.
Naar vi nu betænker den Forbindelse, nei de mange tusinde Forbindelser, som disse udvirke for de forskjellige Folkeslag i den hele Verden, hvor de føre Mennesker, enkelte eller i Masse, frem og tilbage, og betænke vi hvilke Mennesker og hvilke Hensigter de drives af, hvormange Gode, hvormange Onde, hvormeget Godt og hvormeget Ondt der bliver udrettet af dem, og betænke vi at Herren vor Gud, vor Frelser, er Gud og Herre over dette Altsammen, og i denne store Vrimmel holder Alt i Ordning efter sin Villies Raad, da forekommer han mig saare stor, og de omfarende Skibe forekommer mig som de vare hans Skibe, som de vare hans tjenstbare Aander, og det hele Folk, som var det hans Folk, som maatte det udrette hans Befalinger !
Og saa er det; thi ham er given al Magt i Himmelen og paa Jorden; Djævle, Engle, Ugudelige og Hellige (i Christo Jesu) maa Alle tjene ham og endelig bekjende, salig eller fordømt, at han er Herren til Gud Faders Ære. O, hvor lykkelig ere hans velsignede Folk, det Folk, som frygter ham; thi alle, saa og disse Ting skal tjene dem til det Gode.
Her saa vi et Syn saa stort og saa herligt, det var et helt Syn, og dog saa stykkevis, det var baade for Kortsynede og for dem som have Naade at se ud i Herrens umaadelige Skatkammer; Skade at jeg er saa kortsynet, og mine Briller, ak de duer ikke til at overskue det Hele ! Dog den Tid skal komme, og dertil glæde vi os, at vi uden Briller og uden Dække skal kunne skue ham, Herlighedens Fader, og hans elskelige Søn og den Helligaand, “Hvor vort Øie skal beskue Hvad Engle-Øine ser”; Derfor : “Bryd ud i hellig Lue Min Sjæl midt af dit Ler; Omfavn din Salighed, Den Del af Himlens Ære, Som engang du skal bære. Vær vaagen, strid og bed”.
Vi kom til London den 28de Mai og blev hjertelig modtagne af en tydsk Missionsven, som i Samfund med andre Tydske og fornemmelig engelske Missionsvenner her i London har oprettet en Forening for Missionærer fra alle Egne, der ved deres Udgang eller Tilbagekomst reise over London, og som ville sørge for deres Ophold saa længe de blive i denne grumme Stad.
Ved vor Ankomst til London blev vi ogsaa modtagen af Broder Menge og Missionær Isenberg. Fra Gossner i Berlin var sex Brødre og fire Søstre ankomne til London, hvoraf tre vare i Broder Menges Hus. Søndags Aften vare vi i Sawoys-Kirke, hos den kjære, gamle Dr. Steinkopf, som er Præst for en af de tre, fire tydske Menigheder i London. Vi tre Brødre fra Barmen og de fem fra Berlin og Broder Menge gik alle ni til Alters der.
Om Eftermiddagen besøgte vi den kjære Broder Isenberg; han har længere Tid arbeidet sammen med Gobat i Abysinien. Gobat er nu paa Øen Malta, og forsøger der i Herrens Navn at forberede og op-
– 62 –
drage christnede Ynglinge af forskjellige Folkeslag til Arbeidere iblandt deres Landsfolk.
Missionær Isenberg kom ikke tilbage for Sundhedens Skyld, som Gobat, men blev fordreven ved katholske Missionærer, som kom did og bidrog til at sætte Folket op imod de protestantiske Missionærer. Han er nu i London og oversætter Bøger i det abysinske Sprog, og arbeider paa en Ordbog i samme Tungemaal, som han lader trykke.
Vi fulgte med Broder Isenberg til en Kirke, hvor han er Hjelpepræst. Det lyder for en Tydsker overmaade katholsk, disse lange Bønner og den hurtige Læsning; for mig var det ikke saa paafaldende, da baade vor Præstestads og Messe i Norge ser ganske katholsk ud.
I Vestpreusen gaa Præsterne bare med sorte Præstekjoler, uden hvidt og rødt, med meget rummelige Ærmer og to hvide smaa Kraver, som ser ud som Snipper af en Halsdug, blot med den Forskjel, at de ere lige brede oppe og nede og but afskaarne nedentil. Messe eller Sang for Alteret af Præsten ved man heller intet af, idetmindste ikke i den Del af Preusen, hvor vi var.
I den biskoppelige Kirke saa jeg heller ikke at Klokkeren løb frem og tilbage, som hos os, for at klæde af og paa Præsten medens han staar for Alteret. Saa naragtig som det ser ud at hænge paa sig alslags Stads for Alteret, saa er det dog ikke at nægte, at det bidrager meget til Agtelse og Ærbødighed for Præsten; dog var det vel bedre at de agtede ham som Herrens Tjener, end for hans Klæders Skyld, som vel de Fleste gjøre, og det er vel altfor sandt, at jo mere Stads og Fjas der er i det Udvortes, desto mindre Indvortes, og at jo mere man lægger Vægt paa udvortes Værdighed og Stand o. s. v. desto mindre paa sand indre Værdighed og Aandelighed.
De fem Missionærer fra Gossner og vi tre vare engang tilstede i en Indepedent-Forsamling. Forsamlingen aabnedes med Sang. Her i London synge de ikke langsomme Melodier, som i Tydskland og hos os i Norge, men friske Melodier, aandelige Viser kan man kalde dem. Efter Sangen gjorde en Kjøbmand Jackson Forsamlingen be kjendt med Aarsagen til vor og deres Sammenkomst, og omtalte at disse Sendebud for Øieblikket fra meget forskjellige Egne havde indfundet sig, og ere paa Veien for at gaa til Hedningerne.
Efterat han havde talt, traadte en Missionær op, som var kommen hjem igjen, og holdt en Bøn. Derefter besteg Missionær Frimann Prædikestolen og talte lidt angaaende Missionssagen i Syd-Afrika, og opfordrede alvorligt til Hjælp og Flid i Herrens Gjerning. Han har i længere Tid været i Syd-Afrika og paa Madagaskar. Efter ham traadte frem en Forstander for Traktatselskabet og takkede Herren for hans store Naade, lovede og prisede ham, at han lod dem se saadanne Ting fra Norge, Rusland og Schweitz, hvorfra Arbeidere ogsaa blive udsendte i Herrens Vingaard. Omendskjøndt jeg ikke forstod Sproget saa godt som jeg ønskede, saa kunde jeg dog føle hans hjertelige Tak til Gud og Glæde over at Herrens Navn blev bragt til Hedningerne.
Nu traadte en Missionær frem, Campell fra Indien, og fortalte om Missions-
– 63 –
sagens Fremgang der. Derpaa traadte Dr. Steinkopf frem. Steinkopf formanede os til indbyrdes Kjærlighed, og til at tage af Herrens Haand Naade for Naade, at lære af Herren selv at bede, at tro, at lide, at taale o.s.v.
Igaar var Broder Hahn og jeg i en liden Forsamling af Tydske. Her i London er vel en 40,000 Tydske og 4 á 5 Præster iblandt dem. I England ere disse Tydske mine Landsmænd. At tale med Tydske, at synge Tydsk, det klinger her som Modersmaal. Jeg følte mig og saaledes om Hjertet, som om jeg havde havt mine Landsfolk for mig i en Haugianerforsamling, og blev paany erindret om vor Reise iblandt Hans Hauges Venner, og om vore Forsamlinger iblandt dem. Vi forelagde dem Livets Vei saa godt vi kunde; søgte at oplade for dem Himmerigets Døre, og at nøde dem til at gaa ind, eller saa evig at blive udelukket. Vi fortalte dem at alt er beredt, at det nu gjælder at tro Alt som skrevet staar, og hvorledes vi skulle blive salige af Naade alene. Vi førte dem hen paa den store Dag, den store Forsamlings- og Skilsmissedag, og lod dem svare den retfærdige Dommer; lod dem vide, at Ingen bestaar der, at Alle skal blive funden for let i Vægtskaalen, som ikke have gjort deres Klæder hvide i Lammets Blod. Vi glemte derfor ikke at sige dem, at Herren kjender Sine, og at hver den som nævner Herrens Navn skal træde af fra al Uretfærdighed.
I forrige Uge havde jeg den Fornøielse at bivaane en Forsamling i «Exeter-Hal», et meget stort Værelse, hvor de fleste Missionsfester holdes (i Mai Maaned). Salen eller Værelset var aldeles fuldt af Mennesker, og paa Talerstolen optraadte den Ene efter den Anden, ni i Tallet. Jeg forskrækkedes over den Støi og Larm Tilhørerne holdt, saasnart der i Talen forekom Noget, som de tyktes godt om eller forundrede sig over.
Undertiden raabte de høit : Hear ! hear ! (Hør ! hør!) og begyndte at klappe med Hænderne, at vifte med Hattene og Damerne at svinge sine Tørklæder; de som gjorde størst Alarm var Kirketjenerne, hvoraf der var en stor Mængde; hver havde sin Stok, med hvilken han af alle Kræfter stødte i Gulvet.
Saa livligt gaar det nu ikke til ved Missionsmøderne, der hører man vel en og anden Gang et Udraab og tildels lidt Larm; men dette var en anden Forsamling, i Grunden en aldeles politisk. Dog vare Deltagerne af den biskopelige Kirke, og de Talende vare af Londons ypperligste Mænd, forstørstedelen Præster.
Forsamlingen kalder sig : “Protestant operative associations”, (det virksomme Protestantselskab). Dets Hensigt er at arbeide hemmelig og aabenbar med al mulig Magt mod Katholicismen. Nogle Katholiker havde indfundet sig, og engang raabte En høit og lydeligt : «Det er ikke sandt !» Derpaa vendte Taleren sig til Forsamlingen og spurgte, om det ikke var sandt; men da skulde I have hørt det Ja-Skrig, som istemtes i Kor. Jeg maatte holde for Ørene; der stod just En ved Siden af mig, som klappede saa vældigt i Hænderne at jeg maatte rykke lidt tilbage.
– 64 –
En talte meget for Folket i Irland og om deres store Nød, fordi de ere berøvede Guds Ord, og spurgte som hver af de Talende : «Hvad skal vi gjøre ? Vi Engelske maa gjøre Noget derfor», og Alle gav Svar med «Ja» og «Hør» og med Haandklap, Banken og Viften.
Midlet var : Ikke ved Sværd og Magt, men ved «Guds Aand», ved at sende dem Guds Ord. En Anden talede om, hvorledes det bør os at prise Gud, ikke alene i Kirken, men og hjemme, saavel ved religiøse som politiske Sammenkomster, og man gav ham ofte Bifald. En Tredie afmalede med stærke Træk Pavedømmets Skikkelse, og dadlede deres egen Ligegyldighed, at de havde tilstedet Katholiker at tage Del i Parliamentet, og derved aabnet dem Vei til selve Thronen. Det lød snart alvorligt, snart spøgende; dog skammede Ingen sig ved at give Gud vor Frelser Æren.
Det glædede mig dog at høre, at det ikke ved Missionsfesterne gaar saa urolig til. Alligevel skal man kunne danne sig en Forestilling om de engelske Missionsfester, naar man har bivaanet denne Fest. De Engelske kunne ikke lade være at bifalde, og at yttre deres Tilfredshed og Misnøie ogsaa i Forsamlingen; men det bringer Liv og holder vaagen, ellers kunde de neppe holde ud opmærksomt at høre paa Prædikener i 4–6 Timer.
Jeg havde her endelig den Glæde at se Barth fra Würtemberg og Inspektør Hoffmann fra Basel. De reiste bort strax efter vor Ankomst. Missionær Fjelstedt fra Sverige og Jätt er fra Tydskland, som nu begge ere fordrevne fra Smyrna, have vi flere Gange talt med; de bo saa ganske nær, at vi kunne besøge dem oftere, ellers kan man her løbe lang Vei for at giøre et Besøg.
Byen er over en norsk Mil fra den ene Ende til den anden, og da vi bo her i den nordre Del, ere vi mangen Gang nødsagede til at gaa en hel Mil for at besøge Andre, der bo i den sydlige Del. Vi have ogsaa havt den Glæde at finde Broder Moffat og hans Kone her; han opholder sig her meget kort. Han har besøgt de Egne, til hvilke vi nu drage hen, og opholdt sig som Missionær iblandt Betschuanerne i Sydafrika i 23 Aar.
Det er ikke sjeldent her, at Missionærer tage forskjellige af deres Familie med, naar de drage ud til Hedningerne, og vi have talt med flere saadanne, som i længere Tid have været iblandt Hottentoterne og Betschuanerne i Sydafrika. Ved saadanne Leiligheder har jeg tænkt meget paa Dig, kjære Fader ! Hvem ved, om Du ikke endnu engang kan faa dit Ønske opfyldt og komme til Hedningerne ? «Gud kan Alting mage, Som os alle Dage Favner i sit Skjød». Han har allerede gjort langt over det, vi have bedet om, og langt over det vi kunne forstaa; det er i hans Haand at gjøre Alt, hvad de Gudfrygtige begjære, allerhelst hvad de begjære efter hans gode, velbehagelige og fuldkomne Villie.
Nu vil jeg ile til Ende med min Skrivelse for denne Gang, til jeg senerehen fra Afrika kan tilskrive Eder Noget, som maatte glæde og opmuntre Eder. Førend jeg slutter, maa jeg dog fortælle Eder Et
– 65 –
og Andet om interessante Ting, som vi have seet her i London, f. Ex. det gamle Slot, hvor man faar se mærkværdige Ting : Rustninger, Malerier o.s.v. Her sees Dronning Elisabeth, som indførte Reformationen; hun sidder tilhest. En hel lang Sal er fuld af saadanne Fremstillinger af Folk fra gamle Dage, alle i fuld Rustning og fordetmeste tilhest. Her kan man se Kanoner og Krigsrustninger fra de forskjellige Tidsaldere; Skydegeværer, Pistoler, Sabler o.s.v. ere her opstillede til almindeligt Brug i Krigens Tid.
Disse 150,000 Geværer, som ere ordnede i de nydeligste Former, tage sig ret godt ud; sammenstillede se de ud som blanke Orgelpiber, og danne ogsaa alle tilsammen et Orgel, der, hvis det lod sig spille som et sædvanligt, maatte give de mest yndige og oplivende Toner. Men desværre, dette Orgel vil, om det engang skal sættes i Bevægelse, ikke udbrede yndige og oplivende men Forskrækkelsens Toner; derfor ønskede jeg, at det maatte staa urørt «indtil Fred og Retfærdighed skal kysse hinanden, indtil Sorg, Skrig og Pine ikke skal være mere».
Vi saa ogsaa endel Kroner, Sceptere v. s. v. af Guld og Ædelstene, af utænkelig Værdi. De vare deilige, men dog forgjængelige og lidet værd imod den Krone, for hvem «alle Perlers Pragt maa blegne og Demant er Støv at regne”.
Vi forlode det ene Mærkværdige og kom til det andet : Tunellen under Thames eller Themsen. Dampmaskineriet var i fuldt Arbeide ved Indgangen, og holdt uafladelig paa at bortskaffe det overflødige Muld og Grus. En snegleformig Trappe førte os dybt ned i Jorden, hvorfra Dampmaskinen med sine forfærdelige Arme bringer Gꝛuset op fra Dybet.
– Nu vare vi under Themsen. Luften var ikke behagelig, omtrent som naar man er kommen ind i en fugtig Kjælder, ellers saa der ganske ud som jeg har seet Tunellen afbildet. Inden nogle Maaneder vil den være ganske færdig, saa at man da vil kunne gaa helt igjennem den. Der er nu kun lidt over 30 Fod tilbage, førend den er fuldfærdig. Det er et vældigt Arbeide, men dog ikke stort nok; thi efter Sigende tænkes der paa at anlægge en Tunnel under Kanalen fra Dover til Calais, og den vil blive over 30 Gange saa lang som denne. Franske Privatfolk er det, hørte jeg, som have anlagt Tunelen under Themsen.
Vi holdt vort Maaltid dernede under Floden; det bestod af Smørrebrød, som vi havde taget med og paa denne Tur.
Tilsidst besøgte vi ogsaa en Dyrehave. Her saa vi mange Slags levende Fugle og vilde og tamme Dyr : Elefanter, Tigre, Løver, Aber, Zebraer osv. osv. Vi have ogsaa seet Londons Museum, det londonske Missionsmuseum og et Billedgalleri, og vi saa der Meget, som var værd at se; men dog have vi Meget tilbage, som for en billig Betaling bliver forevist her i Staden, og som vi ikke vide om vi faar se, siden Tiden er knap og vort Skib snart vil tage afsted; desuden, «Øiet ser sig aldrig mæt og Øret hører sig aldrig træt», figer Salomon med stor Ret, saa at om vi saa al Verdens Herlighed, saa vilde det dog ikke formaa at tilfredsstille et Menneskehjerte. Kun et Syn tilfredsstiller ganske, Synet af ham, den Deiligste blandt Menne-
– 66 –
skens Børn, – Synet af ham, den Smertens Mand, som bar vore Overtrædelser og tog vore Smerter paa sig. Den har seet det deiligste Syn, som fik jeg ham «ret deilig at smile», og siden efter af ganske Hjerte kan sige : «O Jesu, al min Glæde ! Naar kommer dog den blide Stund, At jeg derop skal træde Og prise dig med Englemund; Naar skal jeg brudesmykkes Og den Forandring ske, Naar skal det for mig lykkes, At jeg dig faar at se ? O, und mig snart den Ære, I Frydens Paradis Min Seierskrands at bære, Dig selv til evig Pris !»
O, hvor sjelden kan jeg synge dette Vers af fuldt Hjerte og med sand Længsel efter Frelseren. «Kjed af Verden» og «Længsel efter Frelseren» er to saare forskjellige Ting. Hvor liden sand Længsel der dog er i mig efter Forening med min Gud, min Frelser, hvor liden Spørgen efter hin blide Stund, naar jeg derop skal træde, og naar jeg skal faa ham at se !
Og nu de to følgende, de to sidste Strofer : «O, und mig snart den Ære» o.s.v, – og kun af Længsel efter Jesum ! Ak, ak, hvor svært at sige : «O Jesu, al min Glæde !» Dog, Gud være lovet for sin Naade. Amen.
Vi reise her fra London i næste Uge, i Slutningen af Juni eller Begyndelsen af Juli Maaned. I det Hele komme vi vel til at blive 5 Uger her i London, og naar vi saa have været 10 Uger paa Havet, haabe vi at være i Sydafrika. Herren velsigne vor Indgang ! Herved hilses, om det er muligt, alle de jeg har truffet paa min Reise Norge, og som ere deltagende. – Overfarten koster 40 Lstr. for hver Person.
– Glem ikke Eders H. C. Knudsen.