– omhandler Norges aller første afrikamissionær H.C. Knudsen. Oslo 1925. Lutherstiftelsens Forlag. For Danmark : O. Lohse – Kjøbenhavn.
– Emil Birkelis fantastiske biografi over Hans Christian Knudsen fortjener å bli gjort kjent for – og lest av – generasjoner som har etterfulgt Knudsen, etter at han på tragisk vis omkom i Skarmodalselven i mai 1863, bare 47 år gammel. Og ved at boken ble utgitt i 1925, ble dette spesielle liv på mange måter “udødeliggjort”; les også annet om H.C. Knudsen på disse sider :
– les bokens kapitler her :
– her følger først bokens introduksjon fra sidene 1 – 5 :
EN GLEMT PIONER.
Hvor vakker er ikke den lille hvite sneklokke som trodser kulde og frost længe førend nogen av de andre vekster vover at vise sig ? Hvilket mægtig sprog fører ikke disse første vidner om den kommende fest !
Vistnok er vinteren lang, og naturen ligger tilsyneladende død og magtesløs under vinterens dække. Solen kjæmper med kulden og vinterstormen — ofte saa haabløs en kamp. Menneskene gaar og speider efter en vending mot lysere og bedre dage. Da pludselig en dag viser den lille anemone sin lyseblaa krone inde i krattet midt paa den frostbrændte jord i nærheten av sneflekkerne — og menneskene er ikke i tvil længer : vaaren kommer, lyset skal seire over mørket. Farverne vil atter vende tilbake til den herjede natur, den store naturfest staar for døren. —
Men det hænder undertiden at graagaasen reiser sørover ogsaa om vaaren. Den blev lokket for tidlig ut. Og sjømanden som kommer fra sydens venlige egne med store forventninger om vaar i Norges dale blir uendelig skuffet over dette syn. — Og det hænder at selv den nøisomme galanthus — sneklokken, februarliljen — maa bukke under for frosten. Blaaveisen begraves i snefonnen. Vinteren kommer igjen. De første skjære vaarskud dør.
Og over deres visnede legemer vokser først senere op paany de blomster og skud som bærer den fulde herlighet med sig til vor jord.
I aandens verden hænder det ogsaa ofte at vidner for en ny tid fremstaar førend slegten selv er moden for de tanker som de bærer frem og som brænder i deres bryst og bringe som Herrens brand. De kommer som tidlige vaarskud, og er lykken god klarer de sig gjennem de første haarde tider og oplever fuld sommer og høst for sin sak. De kommer med en gnist, og gnisten tænder an. Før man vet ordet av det har den spredt sig fra landsende til landsende. — Men ofte gik det med slegtens pionerer som med de tidlige vaarskud. Motstanden blev for haard, hjertekulden for streng. De greide ikke ensomheten og paakjendingen fra uforstaaende og fordomsfulde mennesker, og de bukket under som det lille vaarskud i en kold vinterstorm med sne og frost.
Men var da disse pionerers liv forgjæves, fik de ingen løn for sin indsats, blev deres spor ubarmhjertig utslettet ?
Nei, de vandt mere end sine nærmeste efterfølgere som tilsyneladende bar seiren hjem. De ofret gladelig sit liv og lykke for den sandhet som hadde grepet dem. Derfor døde de ikke, men vandt frem til den høieste klasse som mennesker kan naa til : martyrklassen.
For vel et hundrede aar siden kom der et avgjort tidehverv i vort land. Nye tanker, nyt syn, nye virkemaater kom ind i landet saavel i politisk og borgerlig henseende som i den religiøse verden. — For en del hang de vel sammen. Man skulde jo ikke tro at der kunde være megen sammenhæng mellem missionsarbeidet og de store tanker som var oppe i den politiske verden, og dog er det saa.
Paa samme maate som menneskeværdet og menneskerettigheterne blev programmet i den amerikanske frihetskamp, i den franske revolution og i vor egen forfatning, saa var det ogsaa den samme tanke som laa til grund for det nye missionssyn. — Derfor var baade den politiske og den religiøse utvikling et utslag av vaagnende forstaaelse av vort nye testaments lære om mennesket : sjælens uendelige værd.
Men denne lære om menneskets værd, ikke bare adelsmandens og prestens, men alles værd, endog negerens, virket dengang fuldstændig forvirrende paa samtiden. Den støtte mægtig sammen med egoismen i familie, stat og kirke.
De første beskjedne forsøk paa at reise et kirkelig arbeide for mission blandt hedningerne møttes alle med krasse utslag av kirkeegoisme. «Vi sørger for os, la andre sørge for sig».
Men sandheten er uforgjængelig. Den kan sænkes paa havets bund; men kommer dog altid til overflaten. Den har gnistens karakter. Den tænder, og før man vet ordet av det er det ildløs (er ilden løs/red.).
Sammen med vor politiske og religiøse fornyelse holdt derfor ogsaa missionstanken sit indtog i landet for 100 aar siden. Den er møtt med alle tænkelige og utænkelige argumenter fra egoismens store arsenal; men trods alt har den bredt sig med ildens styrke og hurtighet og danner idag en av de karakteristiske træk i vort kirkelige og religiøse ansigt.
To mænd fødtes samtidig dengang og tjente begge Guds plan for at hitføre det nye.
Den ene er den senere vel kjendte Hans Paludan Smith Schreuder, missionsbiskop og utsending for den første organiserte missionsvirksomhet her i landet. Den anden er Hans Christian Knudsen som har nedlagt det første arbeide for de organisationer som utsendte Schreuder, men selv maatte gaa til i Afrika i et tysk selskaps tjeneste.
Den første er vel kjendt, og hans minde lever endnu kraftig i Norge og i Natal. Den anden er glemt og gjemt trods sin stor indsats.
Gaar det an at skrive en bok om denne vort lands første Afrikamissionær — om manden med det romantiske liv og den tragiske ende?
Tilgi forfatteren at han tror det gaar an, ja selv at skrive den i nutidssprog og for nutidsmennesker, saa meget mere som det er blit magtpaaliggende for ham at reise manden et minde ?
Maatte det blot lykkes, da vilde en gammel gjæld til en slegt som nu er sunket i grav bli lykkelig betalt.