“far og søn” – del 1 av boken “en ørkenvandrer”;

– forfattet av Emil Birkeli : fra sidene 7 – 91; gå til bokens forside her :

– del 1 er inndelt i følgende avsnitt :

I. Farver Fredrik Tobias Knudsen – s. 7 -18;

II. Hans Christian Knudsen. Kunstner eller missionær ? – s. 18 – 27;

III. Aandelig gjennembrud – s. 27 – 33;

IV. Paa missionsskole i Barmen – s. 33 – 39;

V. Indsats i norsk missionsarbeide – s. 39 – 68;

VI. Forgjæves – s. 68 – 77;

VI b). H.C. Knudsens forhold til det senere stiftede Norske missionsselskap – s. 77 – 83;

VII. Som tysk missionær – s. 83 – 91;

-7-

– avsnitt I –

FARVER FREDRIK TOBIAS KNUDSEN

Jeg haaber at mine kjære læsere vil se gjennem fingrene med mine mangler i logik og med alt andet som maatte forekomme dem skurrende. — Min samvittighets overbevisning anklager mig ikke» (forord i Fr. Knudsens Levnetsbeskrivelse).

I aaret 1807 kom en jagt fra Sørlandet ind Bergensleden. Ombord var en ung mand paa 22 aar med et tungt og melankolsk ydre, om man kan tro hans egne ord. Han flygtet fra sit hjemsted Farsund — ikke for nogen forbrydelses skyld, men paa grund av kjærlighetssorg. Hans utkaarede var overtalt til at gjøre forlovelsen forbi og til at gifte sig med en skibskaptein som var istand til snarere at byde hende et sorgfrit hjem end vor helt.

Han hadde egentlig tænkt sig til England for det første, og senere endda længer for at svale sin sorg. Men nu blev han ført til Bergen; ti «engelske krydsere stængte hver havn», og her vilde han da prøve sin lykke. Manden het Fredrik Tobias Knudsen (født i Vanse 26. november 1785, død i Solum ved Skien 7. september 1870) og er far til hovedpersonen i denne bok : H. C. Knudsen. Han præsenteres her — ikke paa grund av slegtshistorien — men som nødvendig indledning til forstaaelse av sønnens historie. Han var det

-8-

som sterkest paavirket sønnen, som deltok med ham i ungdommens vanskelige kampe og beslutninger. Han stod last og brast med ham under de store oplevelser, og han vilde endog ha reist med ham til Afrika i 1849. Han overlevet ham ogsaa og reiste ham et minde i literaturen ved at oversætte nogen av hans dagbøker, ved hvis hjælp det er blit efterslegten mulig at vurdere den indsats, han gjorde i landets religiøse og kirkelige utvikling.

Større original end denne Fr. Knudsen er neppe kommet til Bergen, denne paa originalitet og særpræg dog saa rike by. Original og selvstændig i sit livssyn : fri likeoverfor den officielle kirke og læren, skeptisk likeoverfor haugianerne, glødende missionsbegeistret i en tid da missionen knapt var kjendt.

Original som forretningsmand : han brygget eddik og øl, brændte brændevin og byttet i bondevarer og reiste paa fisket med slike saker og bad om vor Herres velsignelse. Havnet saa derefter som tidens første avholdsprædikant og reiste over store strøk av det søndenfjeldske Norge for at stifte foreninger.

Original var han ogsaa da han arbeidet paa perpetum mobile med over 50 messinghjul, dreiet cylindre og akselledninger, fik stiftsamtmand Christie, kaptein Foss og Lyder Sagen til at overvære den høitidelige akt med igangsættelsen, og senere hadde forstand nok til at erkjende sit nederlag og kaste det hele. Original var han ogsaa da han i sit 81. aar skriver sin egen og sønnens livshistorie i en blanding av djervt folkesprog og Joh. Arndts huspostille, med den forunderligste blanding av stof og emner : familiens ulykkelige egteskaper, salige dødsleier, dogmatiske spørsmaal, statskirken, treenighetslæren o. s. v

Han var egentlig farver av profession, men da han kom til Bergen fik han ingen plads i farveri og var til at begynde med i arbeide hos krigskommissær Viby,

-9-

indtil han fik leiet et farveri og begynde driften for egen regning. Men landet var nu lukket av engelske og svenske krigsskibe.

«Den fattige sultet, den rike led savn,

to kraftige arme var ingen til gavn,

for døren stod hunger og død».

Farver var ikke at opdrive, og dermed stanset haandverket av sig selv. — Denne mands historie og hans forsøk paa at slaa sig igjennem gir et godt indblik i tiden og hvad vort folk dengang hadde at stride med.

Det første han tok fat paa var saapekokning, og han var saa heldig at faa overlatt litt kapital av sine forældre hertil. Det gik ogsaa ganske bra med driften, og han slog sig paa denne maaten igjennem et par aars tid. — Tiden læger som bekjendt alle saar, og hans hjertevunder var nu saapas læget, at han blev forlovet med jomfru Asseline Johanne Marie Lie. Hun tilhørte en gaarbrukerslegt fra Gudbrandsdalen og overtalte den unge mand, assisteret av sin mor, til at kjøpe kapteinsgaarden i Etne i Søndhordland. Det er ikke greit at motsaa en utkaarets bønner, især naar de støttes av en mægtig svigermor. Men kapteinen var ute i felten, og salget kunde ikke ordnes. Men siden først gaardskjøp var kommet paa tale og tankerne gik til Søndhordland, saa kjøpte han Hustvedt i samme bygd og giftet sig i 1809.

Den samme vanskelighet man hadde med at faa arbeidsfolk under den sidste verdenskrig hadde man ogsaa hin gang, trods dyrtid og hunger. Arbeidsfolk var ikke at opdrive, og aker og eng holdt paa at raatne ned. — Fredrik Knudsen gjorde det paa den maate at han inviterte 28 naboer og trakterte som til et gjestebud for at faa engen avslaat ved «dugne». Men da høiet vel var slaat fik det regn i tre samfulde uker og var da omtrent værdiløst som for. Paa tre kornåkre fik han ingen avling.

-10-

Dertil kom at han mistet tre kostbare kjør ved uheld. En stor okse satte sig fast i en myr. En av hans melkekuer faldt utfor et fjeld og slog sig ihjel. — Det kvindelige raad om at gaa over til jorddyrkningen, hvor klokt det ellers kunde være i en slik tid, viste sig ikke at være praktikabelt. — Han opgav da allerede i 1811 gaarden og vendte tilbake til byen for at ta fat der igjen. Men paa veien opover hadde han nær fundet en vaat grav med kone, barn og sig selv, idet han overlastet et litet fartøi med flyttegods og kom ut i en rykende storm.

Men det var hverken første eller sidste gang han var ute i livsfarlige eventyr. Sin eventyrlyst og mod paa sjøen hadde han i arv fra sin slegt og sin race i Sør-Norge, som altid har været med blandt pionererne for det farende norrønafolk og synes at ha arvet et ekstra fond av energi og dumdristighet fra sine fædre.

Fredrik Tobias Knudsen var av bra folk. Hans far, Knud Knudsen, var en driftig mand fra Dranksland i Lyngdal, hvor slegten hadde bodd i flere generationer, giftet sig til gaarden Knivsland i Vanse og bodde der hele sit liv indtil han paa sine sidste dage flyttet til en bror i Kristiansand, hvor han døde. Han var en framifraa flink smed og fik Iste præmie av det danske Landhusholdnings- og Commercecollegium for fabrikanlæg og gaardsbruk. Han plantet frugttrær, brøt nyt land, anla møllebruk og oprettet farveri.

I det sidste fik sønnen Fredrik sin oplæring som farver av en tysk farversvend Gotlob Monhaupt. Denne mand har neppe været den bedste eller mest behagelige læremester efter Fr. Knudsens beskrivelse at dømme. Han hadde været fransk spion og anstillet sig særlig religiøs og from for den hernhuttiske Knud, men viste en noget anden side i farveriet. Han drak og bedrog og holdt sig med en gift kone paa den andre siden av fjorden. Og med denne sin veninde stod han i forbindelse ved avtalte signaler. Han uttalte sin motvilje mot at komme i himmelen

-11-

hvor det var altfor ensomt og koldt for ham. Derimot foretrak han langt heller et andet varmt sted. Der var det folksomt og der kunde han steke poteter i vinduerne. Han truet med at skyte Knud dersom han anla proces, og denne maatte løse ham ut med 200 rdl. og være glad til at han blev kvit ham. Unge Fredrik sier selv at han var saa plaget av ham og saa fortvilet at han tænkte paa at drukne sig til sine tider.

Fr. Knudsens fædre var fromme mennesker og herrnhuttere. Selv arvet han ogsaa denne religiøsitet og herrnhuttiske sympati. Han kom derved i et for samtiden ikke almindelig frit forhold til den officielle kirke, stod skeptisk likeoverfor presterne og meldte sig tilslut ut av statskirken under den Lammerske bevægelse 1857.

Et eiendommelig karaktertræk hos ham var imidlertid en glødende missionsbegeistring som virker saa meget mere fremmed, som saken var ukjendt og upaaagtet i hans samtid. Nøkkelen til forstaaelse av hans utvikling maa imidlertid søkes i de religiøse forhold i hans hjemtrakter. Og da finder vi, at særlig Listerlandet uten tvil kan betegnes som et av de sterkeste religiøse centrer paa denne tid. Gjennem hernhuttisk paavirkede prester som Søren Bugge og sønnen Peder Olivarius m. fl. var det kommet saavidt, at en av vore historikere kunde si at halve Listerlandet var hernhuttisk sindet (Daniel Thrap : Brødremenighetens historie s. 42 flg.).

Denne herrnhuttisme var dog sterkt lokalt farvet og lignet litet paa den milde, fredsommelige form som man ellers kjender under dette navn. En utsending fra Herrnhut, Hans Peter Bau, klaget i 1805 over, at folket var opfanatisert til en usalig omvendelsessyke og trættekjærhet. — Denne uro og trættekjærhet forklares imidlertid noksaa let, naar man husker at den tid Bau her omtaler var præget av den haugeske vækkelse og den sterke gjæring den fremkaldte. Hauge tok standpunkt mot brødrene, og hans eksempel blev fulgt av haugianerne.

-12-

Det var ogsaa en væsenforskjel paa deres virkemaate. Brødrene var sentimentale og følelseskristne. Sigtet paa at fremkalde sterk religiøs bevægelse ved hjælp av Kristi lidelse og stadig kredsen om den «blodige kjærlighet». Haugianerne truet sine tilhørere med helvedes svovl og ild dersom de ikke forlot sine syndige veie, og advaret mot en falsk fortrøstning, enten denne hvilte paa sakramenterne eller paa forsoningslæren. — Vækkelsen grep slik om sig, at folk forlot sit arbeide, tjenestepikerne blev borte fra huset, og folk var samlet hele og halve døgnet. Øvrigheten grep ind og arresterte mange blandt andet en bekjendt predikant Omdahl, men slap dem ut igjen efter langvarige forhør, og bevægelsen fortsattes.

Paatrods av dette motsætningsforhold har dog herrnhuttismen sat uutslettelige spor i den norske vækkelse, ja dens maate og syn har seiret i det lange løp.

Denne skepsis fra brødrenes side likeoverfor haugianerne hadde ogsaa Fr. Knudsen. Han syntes at de var for egenretfærdige og for litet evangeliske. Han sier ogsaa, at han syntes deres liv var mindre retfærdig end deres lære. Senere fandt han at de kom væk fra sin egenretfærdighet, og paa den store reise sammen med sønnen 1839—40 viser det sig at han baade hadde mange venner blandt dem og blev vel mottat. H. N. Hauge traf han aldrig personlig, men omtaler ham meget rosende. Fr. Knudsen følte og regnet sig altid for noget, og søkte ofte samfundets spidser. Han var i det hele tat meget frimodig og ikke ræd for at holde sig fremme. I Bergen regnet han presten til Mariakirken for en av sine bedste venner.

Det blev en haard nøtt at knække for ham at slaa sig igjennem i Bergen efter tilbakekomsten i 1811. — Han solgte gaarden efter en almindelig dalerkurs, men fik kun 2 skilling for mange av dalerne efter den nye pengestabilisering. En del av dem fik han nemlig anbringe efter normal værdi i et farveri. Imidlertid maatte han nu

-13-

foreløbig prøve med bondehandel og sildesaltning, og trængte til denne drift sjøhus, jagt, tønder, salt o. s. v. Kornet stod nu i 6 – 900 daler tønden, al indførsel var stanset, og handelen var derfor en daarlig levevei.

Et sildeparti han solgte til Rusland betalte ikke engang fragten. I sin nød grep han nu til den tvilsomme utvei at brygge eddik og øl samt brænde brændevin. Det sidste især maa forbause adskillig og var neppe i overensstemmelse med herrnhuttisk livsopfatning. Selv forsøkte han at undskylde sig med at haugianerne gjorde det samme. Men hans onde samvittighet drev ham senere over i et ihærdig avholdsarbeide, eller som det dengang kaldtes «maatehold». Han var den første nordmand som forsøkte at danne foreninger og at reise i landet for at virke mot misbruk av berusende drikke.

I 1845 fik han stiftet det første maateholdsselskap i Kristiania med endel jevne haandverksmestre og en artillerikaptein Schjeel i bestyrelsen. — Efter hvad han selv fortæller kom folk til ham før de skrev sig ind og vilde vite om det var et frimurerselskap og om de kunde faa lov at gaa til alters. — Gategutterne fik ogsaa tak i emnet, for naar kaptein Schjeel, som samtidig var brandchef, befandt sig i gåterne, samlet ungdommen sig og holdt foredrag om det giftige brændevin og de berusende drikke. Stiftsprost Munk hadde oprindelig undertegnet maateholdsløftet, men fik skrupler og sendte bud efter Knudsen og bad ham stryke sit navn. — Man klistret da en lap over navnet og foreslog følgende tekst : Herunder hviler stiftsprosten.

Biskop Sørensen paala ham ofte at komme op til ham. Men naar han saa kom, blev han skuffet over bare at faa følgende forsikring : «Hold De paa, kjære Knudsen, og vær viss paa at jeg ikke skal svike Dem». — Da saa denne engang sa, at det jo ikke hjalp stort saalænge biskopen ikke selv vilde være medlem, spurte denne i stort alvor, om han trodde et glas konjak nu og da var skadelig.

-14-

Da det var paa det værste med hans finanser kom det bud fra faren, Knud Knudsen, at han maatte ha igjen sine penger, og den eneste utvei han nu saa var selv at reise paa fiske paa lykke og fromme. — Han utrustet sit fartøi med salt, tønder, hamp, tobak og brændevin og bad vor Herre staa sig bi. Han fik motvind fire mil fra byen og maatte lægge iland. Dette blev hans redning, for han fik nu høre at det var sildefiske i nærheten.

Ved Marøen fandt han sildelaas og gjorde kontrakt om 10 rdl. tønden. Han forskrev nu i hast jagt og tønder fra Bergen, og med 7 rdl. i lommen kjøpte han ogsaa ind en anden laas, og fik snart midler til at betale med, da han solgte for optil 40 rdl. tønden. Dermed var han reddet for den gang.

En anden gang var han helt inde i Sognefjorden paa brislingsaltning og hadde faat 40 tønder daarlig vare. Jagten han hadde sprang imidlertid læk, og lasten blev kastet iland saa lake og brisling fløt om hverandre paa bryggen. Men ogsaa denne gang reddet han situationen ved at komme over 80 tønder god vare som han saltet med egne hænder og fik god pris for.

Hans ruin kom med et forlis i Biskophavn, og da man dengang ikke kunde assurere skib og ladning greiet han ikke sine forpligtelser, men blev av sin hovedkreditor, stadskaptein Fischer, sat under tvangsauktion og vandt aldrig tilbake igjen sin formue. — Han tok nu op igjen farverprofessionen og skaffet sig ved gode venners hjælp et hus ved Nykirken. — Men hans finanser var ikke bedre end at han for at kunne bekoste en borgerlig begravelse til sin svigermor og senere til sin hustru, paa 100 rdl. hver gang, maatte sælge av sit indbo.

Han hadde 8 barn i sit egteskap: tre gutter, hvorav den ældste døde tidlig, og fem piker. De yngste av hans barn viste tegn paa mental svakhet, og flere av hans døtre bukket under for tuberkulose. — Antagelig har det været fra moren de har arvet denne svakhet. Hun var vistnok

-15-

en stilfærdig person og øvet en forholdsvis liten indflydelse.

Hun døde straks efter tvangsauktionen og mente selv at den økonomiske ruin hadde knækket hende. Familien levet et eksemplarisk samliv. Og alt tyder paa at faren var det midtpunkt som barnas kjærlighet og beundring dreiet sig om. Like til sin alderdom hadde han de to yngste hos sig, og fulgte alle de andre med en aldrig svigtende familiekjærlighet.

Da hustruen døde holdt han ikke længer ut i Bergen, men drog tilbake til Farsund, hvor han i 8 aar slog sig igjennem som farver, virket for maatehold og stiftet landets næstældste missionsforening. — Saa grep vandrelysten ham for alvor og han flyttet ind til Kristiania, hvor han gik over i en ganske ny bestilling, nemlig som bestyrer av Grønlandslerets asyl. I 1840 (det var i 1848 – etter sønnens bryllup) tænkte han paa med søn og datter at følge missionær H. C. Knudsen til Sydafrika, men i Barmen blev denne bestemmelse forandret, og han satte kursen for Amerika. To gange forliste de nu og døiet meget ondt. Bestemmelsen blev derfor ikke opretholdt, og de vendte tilbake til Norge. I nogen tid bodde han paa Oplandet ved Hamar og Hurdalen. Men tilsidst havnet han i Solum ved Skien, hvor han tilbragte sine sidste dage og var kjendt som «gamle Knudsen».

I denne mands hjem og under hans indflydelse vokset missionær Hans Christian Knudsen op. Til sin far indtok han altid et rørende avhængighetsforhold, og lot sig paavirke av ham like til sine sidste leveaar.

Det var særlig tre ting som bidrog til denne paavirkning : farens sterke og særprægede personlighet slik som den i nogen grad er forsøkt tegnet i det foregaaende. Denne harbalige, men friske og altid bevægelige aand kunde ikke andet end appellere til de unges beundring og interesse.

Det andet var den sterke religiøsitet og personlige kristendom som raadet i hjemmet. Den kan ha været

-16-

sterkt paavirket av tiden og mangelfuld, men den manglet ikke paa at sætte et avgjørende stempel paa barnas karakter for hele deres senere liv.

Det tredje var, at der i hans hjem blev talt, læst og sikkerlig ydet pengegaver til hedningemissionsarbeidet. Denne missionsinteresse var den gang et særsyn i et almindelig borgerlig hjem. Den fandtes ikke engang i prestehjemmene. Men her var det særlig den herrnhuttiske arv fra Sørlandet hadde faat utslag. Ja, mere end det. Fr. Knudsen hadde selv i sin ungdom tænkt paa at reise med brødrenes missionærer til de ukjendte fremmede land og ofre liv og kraft for evangeliets forkyndelse.

Han stod derfor i en særstilling helt fra først av. Og det hjalp ham, at der i landet nu vokset op en ny forstaaelse av spørsmaalet og dets rækkevidde for en kristen kirke.

Biskop Bugge i Trondhjem var paavirket av brødremenigheten og dens missionssyn og forsøkte at starte et missionsblad i 1821 uten at det dog lykkedes ham at føre saken frem.

Den egentlige banebryter for det nyere missionsarbeide i vort land er N. J. Holm, brødremenighetens forstander i Kristiania. Han var slesviger og hadde opholdt sig i Tyskland og England da han kom til Kristiania i 20-aarene. Han blev snart en av byens indflydelsesrikeste mænd. Hans indflydelse rak fra kirkedepartementet til universitetet og ut over landet, hvor det av ham startede «Norsk Missionsblad» blev utbredt, og han var det som begyndte en regelmæssig pengeindsamling til missionen og fra først av slog til lyd for dannelsen av et norsk missionsselskap.

Desuten kom ogsaa i denne tid J. W. Cappelens oprop i Morgenbladet 1828, som hadde tilfølge nedsættelsen av en komité i Kristiania bestaaende av ingen mindre end pastor Wexels, boktrykker Grøndahl og kjøbmand Nielsen.

Cappelen hadde været elev av Baselermissionens skole og var fyldt av begeistring for missionssaken og

-17-

iver for at vække sine landsmænd til forstaaelse av dens betydning.

Mange gode mænd tegnet sig som bidragsydere: professorer, statsraader, prester, bønder og byfolk. Cappelen utgav ogsaa en mønsterværdig skrevet missionshistorie oversat fra tysk.

Gamle Knudsen overlevet sin søn. Til alle sine sorger og motgange i livet fik han ogsaa «sønnetapet» at bære.

Men i sit 82. aar satte han sig ned og skrev sin «draapa» til sønnens minde : «Missionær Hans Christian Knudsens korte og møisommelige liv paa jorden. Nedskrevet av hans far».

Der er noget høistemt og patetisk i hans farvel til sønnen. «Farvel og lev vel for evig, min kjære søn, og høst hvad du har saddd med dype sukke. Du var tro over litet og fulgte din instruks baade som prest og missionær. Herren gav, Herren tok, Herrens navn være lovet. Ja evig lovet, fordi jeg vet at mine barn er døde i Herren, og at jeg snart skal samles med dem og de jeg endnu har igjen paa jorden».

Det som egentlig er værdifuldt i hans levnetsbeskrivelse er oversættelsen av H. C. Kundsens dagbøker fra reisen i Norge 1839. Paa flere steder synes rigtignok teksten at være misforstaat eller daarlig oversat, men det har man da ikke nu anledning til at berigtige, da originalmanuskripterne er tapt.

Og det har virkelig paa denne maate lykkedes den gamle mand i en slags intuition at redde sønnens minde og sikre ham den plads han tilkommer ifølge sin indsats i landets religiøse utvikling.

Sine sidste aar tilbragte den gamle prøvede mand i sit hjem i Fjerstrand i Solum. Hjemme hos sig hadde han kun en aandssvak søn. Datteren Lucie som hadde en

-18-

skole i Skien var i flere aar faren til stor hjælp. Han gik da under navn av «gamle Knudsen» og var en stadig gjest i prost Hauges, kjøbmand Ording m. fl. hus.

Han døde 2. februar 1870.

 

– avsnitt II –

HANS CHRISTIAN KNUDSEN. KUNSTNER ELLER MISSIONÆR ?

«I Knudsens liv og vandel skimtet altid den utprægede kunstner frem» (von Rohden).

Det er ikke bare «moder Saga» som av og til har daarlig hukommelse og glemmer hvad hun har visst. Ogsaa «moder Mission» lider undertiden av samme svakhet. Saaledes har hun glemt den mand hvis navn staar over dette kapitel.

Hun husker nok hans navn, men stort mere er det ikke. Knudsen fra Farsund kaldes han baade i Norsk missionstidende og i Sommerfeldts missionshistorie. Biskop Schreuder har faat hans plads som Norges første missionær. Missionsforeningen i Stavanger og Jon Haugvaldstad har faat meget av den ære som tilkommer ham som ophavsmand til det nuværende Norske Missionsselskap

H. C. Knudsen er landets første Afrikamissionær overhodet, og den første missionær her fra landet i nyere tid. 

Han er født 18. mars 1816 i Bergen, og opdraget sammesteds. Han er derfor med rette baade av fødsel og opdragelse bergenser. Han har da ogsaa alle bergenseres umiskjendelige egenskaper : sterke stemninger, kunstnerisk temperament, national selvfølelse og munterhet.

— Det er faren, farver Knudsen, som er skildret i det forangaaende kapitel som er fra Farsund og vistnok er forvekslet med missionæren. — Sønnen har saavidt man vet kun været paa smaa og korte besøk i nævnte by.

-19-

Det er altsaa Bergen som har den ubestridte ære av at ha git os den første missionær til Afrika. Og var det egentlig saa meget av veien ? Var det ikke fra Bergen og ved bergensernes hjælp at ogsaa Hans Egede fik istand sin utrustning?

Paa den anden side maa det nok desværre sies, at det ikke egentlig var bergenserne som gav ham missionskaldet eller hjalp ham avsted, men hans far fra Farsund med den sterke religiøse interesse og levende missionssans. Som missionær er han derfor allikevel maaske mere fra Farsund end Bergen.

Iblandt de gulnede blade i Barmens Missionsarkiv som trolig har gjemt mindet om H. C. Knudsen fandtes ogsaa en værdifuld selvbiografi, igrunden det eneste dokument som gir paalidelig oplysning om hans barndom og ungdom. — I denne fortæller Knudsen følgende om sig selv :

«Min far gik i ungdommen med ønske om at bli missionær, hans forældre hørte nemlig til brødremenigheten, men det blev ikke til noget med ham. Heroppe hos os var saken dengang meget litet kjendt, og han giftet sig ogsaa meget tidlig.

Hans inderligste ønske var derfor at en av hans barn kunde ofre sig for missionstjenesten. Han fik 8 barn, den ældste søn døde kort før min fødsel, men mine øvrige søskende : fem piker og en gut lever alle. — Fra jeg var ganske liten fandt jeg stor fornøielse i tegning. Ja saa sterk var min tegnelyst, at selv om noget gik mig aldrig saa meget imot, kunde jeg bringes til at glemme min sorg, naar min far tok et stykke kritt og tegnet en hest for mig paa den nedslaatte bordklaf. — Jeg tørret taarerne og forsøkte at efterligne hesten.

Min skoletid var kort og faldt i alderen 9—12 aar. Jeg gjorde smaa fremskridt. Gjennem min onkel, som var hjælpelærer paa en søndagstegneskole, fik jeg adgang til tegneundervisning, og ved min landsmand, professor Dahl fra Dresden, blev jeg hjulpet ind paa en større tegneskole

-20-

under hans besøk i Bergen, da jeg var i 12-aars alderen. Jeg var nødt til at gaa som gratiselev ved denne skole, da min far ikke hadde raad til at betale for mig. Paa tegneskolen gjorde jeg fremskridt og tok første aar anden præmie, og de to derpaa følgende aar skolens første præmie Da jeg var omkring 12 aar døde min mor, og min far forlot Bergen sammen med mine søskende og reiste til Farsund, sin fødeby».

Med undtagelse av et træk fra morens begravelse, da gutten paa farens opfordring tegnet moren paa likstraa og hele stueinteriøret hvor hun laa, er dette alt hvad vi vet om hans barndom. — Det synes at være merkelig, at Fredrik Knudsen med sin forretning, sit farveri o.s.v. ikke skulde kunne holde sønnen paa skole. Men hans økonomiske forhold efter tvangsauktionen var meget slette, saa han antagelig ikke har hat noget at avse til sønnens utdannelse. Det ser ut til at være onkelen, dyrlæge Knudsen, som først har hat syn for at utvikle hans utprægede anlæg til tegning.

— Dette anlæg var det mest fremtrædende ved Hans Christian i gutteaarene, og det blev det kanske liketil hans død. — Efter Knudsens egen beretning at dømme var det med professor Dahls hjælp han fik friplads paa Bergens tegneskole . . . Det besøk som skulde passe ind til Knudsens 12-aars alder maa være Dahls reise til Bergen over land fra Kristiania over Kongsberg, Numedal og Hardangervidden i 1826. Men da var han jo ikke mere end 10 aar. Hans fødselsaar opgives nemlig av alle til 1816. — Der maa da her foreligge en hukommelsesfeil, nogen forveksling av Dahls tilbud i 1834, hvorom mere senere, kan det jo ikke være tale om.

Hans skoledannelse maa sies at være blit ensidig anlagt, idet han kun fik tre aars almindelig skolegang og resten udelukkende tegning. For det virke han senere valgte sig vilde det sikkerlig været langt bedre for ham om han fra først av hadde benyttet tiden til bedre træning i almindelige skolefag.

– 21-

Paa evner manglet det ikke, naar han selv klaget over at han gjorde daarlige fremskridt maa dette skyldes i første række den skole og de lærere han har hat.

At hans tegneutdannelse lykkedes helt ut viste sig snart. Da kaptein Prahl kom til byen for at slaa sig ned som litografisk banebryter, tok han øieblikkelig Knudsen i arbeide, og i hans officin, sier den unge tegner, blev det avgjørende grundlag for hans senere tegnekunst forberedt.

Denne Prahl, som han blev hos til han forlot Bergen forgodt, var en merkelig mand. Selv var han hverken tegner eller litograf, men hadde sat sig ind i de nye stentrykmetoder fra Tyskland og gik igang med et uforfærdet mod med at starte et stentrykkeri i Bergen. Han var i høi grad særpræget og original.

Dette skyldtes for en del hans opdragelse. Forældrene var nemlig skilte, og moren hadde git avkald paa alt underhold for at faa beholde sin lille Georg. Utsigterne for ham og moren var meget slette, indtil kongens generaladjutant en dag blev opmerksom paa gutten og indtat i ham for et djærvt svar, han gav ham.

Han blev hjulpet ind paa krigsskolen i Kristiania i 1809 og kunde saavidt tilfredsstille fordringerne : at læse sit morsmaal «til tarvelighet», skrive nogenlunde «samskrift», og regne de fire species i hele tal ! Han blev just færdig uteksaminert da krigen var over, og var derpaa en stund i Skien før han kom til Bergen i 1823 som løitnant. Livet var raatt og vildt i militærkredse dengang, og Prahl drak mindre, men bandet desto mere ifølge Imanuel Ross. Han var hoven og uerbødig mot sine overordnede og heftig mot sine underordnede. I 1827 oprettet han sit stentrykkeri, og det første litografi var av mestertyven Gjest Baardsen !

Hans mest fortjente arbeider er imidlertid farvede tegninger av norske bondedragter og prospekter fra Bergen, samt en mængde gode portrætter av inden- og utenlandske mænd.

– 22 –

Hans tegnere var Losting, Bucher, Walter og Knudsen m. fl. Livet i den litografiske anstalt var meget livlig.

Herom fortæller et øienvidne følgende : «Det gik som man kan tænke sig ofte muntert til blandt denne flok av unge mennesker hvor selv de eldste : Knudsen og Walter ikke var mere end 18—20 aar gamle. Prahl var efter nuværende tids forhold en ren tyran.

Men da han selv var livsfreidig saa han gjennem fingrerne med vore spilopper. Vi — jeg antar vi to ældste med, som naar intet andet arbeide forelaa, var baade lærer og arbeidere — maatte alle være ved vort arbeide 1/2 7 hver morgen, og forat alle skulde være præcis, var Prahl selv tilstede ved det store bord som vi kaldte det; dette var placert midt i trykkeriet. Prahl som ikke selv kunde utføre noget arbeide i tegnebranchen blev imidlertid kjed av sit tvungne inspektionsarbeide og forsvandt derfor næsten hver morgen efter en halv eller hel times ophold.

Dette var tegnet til at vi sprang op fra vore pladse for at skaffe os noget spiselig i smørkringler, plommer, rosiner etc, saasnart vi var sikre paa at vi hadde ham i tilbørlig avstand.

Vi opkvikket os paa denne maate efter bedste evne, puffet og dunket hverandre, og det endte ofte med at vi laa i gulvet alle mand i et eneste bøle. Enkelte gange hændte det at Prahl overrasket os i en saadan situation, og da fik vi to «gamle» vor skjære skrubb for daarlig opretholdt orden.

Prahl var en stor ynder av musik og sang, og da de fleste av os unge dyrket musikken, hændte det naar vi hadde faat fat i en melodi som særlig tiltalte os, at vi la pensler og blyanter væk og slog takten til vor melodi, mens Prahl kikket ind gjennem et kikhul og var vidne til det hele. Til vor store skræk lukker han pludselig op døren og sier med sin sædvanlige barskhet : «Det var da fælt saa vakkert, la mig høre en gang til !»

– 23 –

Prahl brukte stokken flittig, men var hans vrede over foreslog han gjerne en sang like efterpaa. Johannes Brun var ogsaa en tid lærling hos Prahl. Han forstod udmerket at spille chefen. I stykket «Hos kapteinen» skal han ha lagt ind adskillig av Prahls eiendommeligheter. Senere blev Prahl med i maateholdsarbeidet og var med som indbyder til oprettelse av et asyl i Bergen.

Her hos Prahl fik Knudsen flere betydelige arbeider, og man finder hans merke paa flere av de mest vellykkede reproduktioner, saaledes har han stukket Groligers portræt av professor Dahl, billedet av stortingspræsident Christie, Lyder Sagen o.s.v.

Men det var særlig hans litografering av Dahls prospekt av Bergen (originalen blev git prins Oscar som gave fra bergenske bor­gere), som gjorde professoren saa begeistret for ham.

Originalen paa Stockholm slot er 2 alen langt, 1 alen og 8 1/2 tomme bredt. Det litograferte farvetryk er kun 36 cm. langt og 36,6 cm. bredt. Titelen er Bergen. Og i kanten tilvenstre staar : «Forlagt og trykt ved Prahl i Bergen». Paa den motsatte side : «Tegnet paa sten av H. C. Knudsen».

Paa grund av dette møte og Dahls tilfredshet med ham blev han optat i den kreds av unge kunstnere som omgav ham i Bergen. Andreas Aubert fortæller, at det var i Lyder Sagens hus Dahl holdt til og det eiendommelige kunstnersamfund utviklet sig.

Sagens hus laa opunder Fløifjeldet omgit av en underskjøn have, som Dahl selv hadde megen ære av, da han sendte fruen utvalg av de sjeldne frøsorter, som han kom over i Tyskland, og pragteksemplarer av plantesorter fra haver dernede. — Knudsen blir i de kilder, Aubert har hat til sin raadighet, viet en speciel opmerksomhet. Hans ord falder saa : «Det har sikkert ikke gjort Sagen mindre lykkelig at se Dahl midt i en kreds av elever : Schultz, Bull, siden ogsaa Groliger, desuten Rasch og en attenaarig ber-

– 24 –

genser med utprægede kunstneriske evner, Hans Christian Knudsen, som tegnet og litograferte for kaptein Prahl. — Dahl fik en subskription igang for ham for at hjælpe ham til at fortsætte sin utvikling i utlandet. Men Knudsen vilde ikke, han hadde faat lyst til at bli missionær. Et minde om dette kunstnerstevne i Bergen 1834 er hans vellykkede litografi efter Dahls portræt ved Groliger, som ogsaa paa Dahls opfordring utførte et portræt av Lyder Sagen (Andreas Aubert: Professor Dahl s. 276).

Om denne professor Dahls interesse for Knudsen samstemmer ogsaa andre forfattere. Saaledes fremstiller forfatteren av familierne Ellerhusens og Gorbitzernes stamtavle, skrevet i 1866 av N., saken paa væsentlig samme maate : «Mens han 18 aar gammel var i kaptein Prahls lille institut her i Bergen, hvor hans arbeide vakte opsigt og beundring, blev professor Dahl gjort opmerksom paa denne for hans kunst saa rikt begavede unge mand, og professoren, efterat ha hat ham hjemme hos sig og set ham ta ut et kontur av et av Dahl selv malt prospekt av Bergen, tilbød sig straks at ville sende ham til utlandet og sørge videre for hans utdannelse som maler».

Men dette stemte ikke overens med Knudsens ønske, hvis eneste digten og tragten gik ut paa at bli forkynder av Guds ord blandt hedningerne (Brev av 1/6 1844, Miss. Ark. Barmen. Et andet sted sier han : «Manden er sin egen stil. Ja ganske rigtig, men man kan jo ofte føre en alvorligere tone end ens eget indre er stemt i, eller omvendt. Ak la mig faa lov til at skrive saa ubundet og litet tilstelt som mulig. Ti derfor la jeg jo ogsaa kunsten væk, fordi jeg ikke vilde være nogen «kunstner»).

Sjelden har vel en ung kunstner i 18-aarsalderen hat et saa glimrende tilbud som H. C. Knudsen i 1834. Istedetfor den lange og ofte haabløse kamp paa kunstens tornefulde vei frem til utdannelse og anerkjendelse møtte en av Europas mestere ham ved indgangsporten til det forjættede land for at lukke op for ham og føre ham ind. — Men han avslog det lokkende tilbud. Visste han hvad

– 25 –

han gjorde ? Efter al sandsynlighet visste han det, og det var efter et saa modent overlæg som en 18-aaring overhodet kan præstere, at han tok denne alvorlige beslutning.

Han røber i et brev til sit missionsstyre 10 aar senere at han nok var opmerksom paa sine chancer. Han skriver da :

«Ja saa hjertens gjerne gir jeg Gud æren for hvad der maatte være utrettet til missionens fremme under min reise. Og min tegnekunst, hvor fattig den end var i og for sig, skapte mig dog et navn i mit fædreland for 9 aar siden. Men at menneskene let kan glemme Skaperen for skabningen har jeg tidlig lært. Jeg forstaar derfor nu dette, at det er en saare liten ting for mig at bli holdt for stor av mennesker. Men derfor frygter jeg ogsaa mindre baade deres hat og deres gunst»(Dagbok august 1844. Miss. Ark. Barmen).

Og dog var han og blev han kunstner hele sit liv.

Kunsten var indvævet i hans natur og dannet en væsentlig del av hans personlighets indhold. — Han tegnet og malte hele livet, og flere av hans efterlatte arbeider bærer sterkt præg av den lovende kunstnerbegavelse som i ungdommen skaffet ham en saa hjertelig mottagelse hos kunstforstandige mænd. — Paa samme tid finder man vel at han nærmest blev staaende som tegneren. — Den videre utdannelse i kunstakademierne skulde jo først ha bragt ham i malernes klasse. — Og da han avbrøt sin kariére hadde han jo væsentlig kun tilegnet sig en teknisk færdighet som sammen med det medfødte skjøn skulde hjulpet ham over i den selvstændige kunst.

Det er derfor mest som portrættør man finder ham virksom baade herhjemme og derute i Afrika. Dog har man enkelte malte billeder som viser en fin farveglæde indenfor datidens enkle og dystre farvevalg. Man vil ogsaa finde temmelig middelmaadige ting efter ham. Hans arbeider fra 50-aarene, da han ernæret sig ved at tegne og undervise, tilhører maaske de mindst gode.

– 26 –

Merkelig nok nævner ikke Knudsen selv med et ord denne begivenhet i sin korte selvbiografi. Det kan ikke være fordi den ikke har gjort indtryk paa ham, den maa tvertimot ha været en av hans livs hovedbegivenheter. Den eneste forklaring paa hans taushet maa da være denne at han av beskedenhet har undlatt den.

Da han skrev nævnte biografi var han desuten paa reise ut til Afrika over England, og det store synspunkt for alle de anførte træk av hans liv har ene og alene interesse for hans missionskald.

— Hans beslutning om at forlate kunstnerveien og bli missionær vakte som rimelig kan være stor forundring og liten forstaaelse i Bergen. Utenfor hans egen lille kreds blev sikkerlig en saadan bestemmelse opfattet som uttryk for mere eller mindre forskruet livsopfatning. — Han fik da ogsaa en meget kjølig mottagelse i sin fødeby i 1839 da han besøkte den som missionskandidat. Tiden for utviklingen av de tanker og kræfter som hadde grepet utviklingen var endnu ikke kommet. Han var den ensomme forpostfegter.

J. W. Cappelens indtrængende ord i Morgenbladet var ikke hørt av mange : «Er dette ikke en gjerning sømmelig for kristne ? Skulde ikke ogsaa Hans Egedes landsmænd ønske at ta del deri ? Haardere end de klipper som omgir dem maatte deres hjerter være, naar de længer vilde staa ørkesløse og kun se til det som vore protestantiske brødre i England, Tyskland, Schweitz, Holland, Frankrike, Danmark o.s.v. gjør for at utrette dette menneskehetens herligste verk» (Mgbl. nr. 163, 1826).

Men hvad var det som bragte vegtskaalen til at veie over til denne uforutseede side ved Knudsens valg ? Menneskelig talt er det og blir det en gaade at han valgte som han gjorde, og av og til kunde man fristes til at spørre om han valgte ret. For at gi den psykologiske for­klaring paa fænomenet, maa vi derfor søke oplysninger om hans indre utvikling i disse aar.

 

– 27 –

– avsnitt III –

AANDELIG GJENNEMBRUD

And he felt his bosom burn, comprehending all the meaning,

when the blessed vision said : «Hadst thou stayed, I must have fled».

Longfellow.

 

Nøkkelen til hele hans utvikling i ungdommen gir Knudsen selv i en tildragelse fra 12-aars alderen. «I disse aar fandt den første avgjørende forberedelse for min tegnekunst sted, idet jeg begyndte paa en litografisk anstalt. Men paa samme tid blev ogsaa den avgjørende forberedelse gjort til missionstjenesten, idet kaldet til at gaa ut og forkynde evangeliet for hedningerne blev lagt mig paa eller i hjertet.

Foranledningen var et spørsmaal fra min far, efterat han hadde læst i et missionsblad for os barn og to andre venner som var tilstede. Han spurte mig om jeg kunde lide alt det som den missionær hadde utstaat, om hvem det var tale, for at kunne meddele hedningerne noget om Jesus. — Det første og eneste spørsmaal av denne art som jeg kan huske jeg har hørt av ham. En av de tilstedeværende venner sa halvhøit til min far : «Du skulde ikke spørre om slike ting. De bør komme av sig selv». Jeg svarte i det samme et «Ja» paa min fars spørsmaal. Men bemerkningen fra den anden gjorde dette ja ugjenkaldelig. Ti fra den stund begyndte jeg selv at spørre, og har gudskelov ikke spurt forgjæves (Selvbiogr. Miss. Ark. Barmen).

Denne fortælling sier meget. Man ser ind i hjemmet hvor husfaren læser for sine barn, og benytter det nylig startede Norsk missionsblad. I 1828 hadde det emner fra Sydhavet, Bakindia og Sydafrika. Hvorvidt angjældende missionær var Adoniram Judson i Birma (Burma), John Williams paa Rarotonga eller Smith, brødremenighetens hero i Syd-

– 28 –

Afrika, er umulig at vite. Men alle kunde inspirere et paa forhaand forberedt og sensibelt gemyt.

Fortællingen avdækker ogsaa meget av Knudsens egen tilstand og sjælelige anlæg. — Det er høist usædvanlig at en gut paa 12 aar svarer ja paa et slikt spørsmaal og føler sig forpligtet av det som en ed. — Det viser for det første en religiøs natur og en tidlig utviklet og reflekteret gut. — Dernæst blotter det noget av det skrupuløst, næsten sykelige ved hans karakter som ogsaa senere faar utslag paa andre maater.

Hverken Gud eller mennesker kunde ha lagt ham til last, at han i en modnere alder hadde gaat efter paa sit ord og fundet, at han i en bevæget stund i barneaarene hadde sagt for meget.

Men man maa beundre det alvor hvormed han holdt fast paa sit ja, og den respekt for sig selv og et givet ord som hele dette forhold vidner om. — Han nævner ikke med et ord sin mor. I det hele hører man litet om hende i alle hans brev og uttalelser. Det synes kun at være faren som har sat de dypeste og varigste merker i hans liv. — Dog maa det være tillatt at forutsætte, at hendes død staar i forbindelse med guttens sterke følelsesliv i 1828. Det var nemlig ogsaa Asseline Knudsens, hans mors, dødsaar. — Uten tvil var det opofrelsen og lidelsen ved missionskaldet som gjorde det sterkeste indtryk paa ham. Ti han forteller selv at han begyndte at gaa med overspændte tanker hin stund om alt det han maatte forberede sig paa at taale : pinsler, tortur, vilde dyr og ophold i mørke huler, særlig det sidste var det vanskelig at vænne sig til, for han frygtet mørket.

— Det er derfor psykologisk forklarlig at der findes en naturlig aarsak til disse for en gut saa livsfremmede følelser, og at de maa søkes i forbindelse med morens død.

To aar efter flytter hans familie fra byen, og han blir alene igjen. Denne ensomhet har ogsaa gjort sit til at fremme hans indre modning — Paa samme tid var han

– 29 –

nu kommet ind i det glade ungdomsliv i Prahls officin, og det er ingen grund til at tro, at Knudsen her har været livad man kalder «et hængehode», tvertimot. Hele hans karakter og livlige temperament tyder paa det motsatte. — Nogen stor avlønning hadde han vel neppe. Prahl hadde sikkerlig sine grunde naar han drev med saa ungt mandskap : Det var billigere  at lønne og lettere at dirigere end ældre, og «dirigere» dem gjorde han jo til gavns.

Paa denne maate gik 5 aar av hans liv, nogen av hans lykkeligste og rikeste aar. Det viser sig ogsaa, at han i denne tid hadde syn for at ta igjen noget av sin forsømte skolegang.

Ved at tegne for en student fik han ukentlige timer i norsk og tysk (Selvbiogr. Miss. Ark. Barmen).

I 17-aarsalderen gjorde han saa en reise til Farsund for at besøke sine slegtninger. Da var han allerede bestemt paa at reise til missionsmarken, ifølge sin egen tilstaaelse.

De 5 aars eftertanke hadde kun bekræftet hans beslutning og fyldt hans sind saa aldeles, at man maa spørre, hvordan han under dette hadde kunnet gjøre slike fremskridt i sit fag, og røgte sit arbeide tilfredsstillende. Noget vi vet han gjorde. — Men reisen til Farsund bragte ham ikke til hedningerne, derimot gav den ham det aandelige gjennembrud, den personlige oplevelse som ene og alene kunde berettige hans missionskald.

Besøket faldt i paasken 1833. En svensk prædikant Retzius holdt en præken paa langfredag som blev middel til hans fornyelse og kristelige frigjørelse. Han fortæller selv om denne tildragelse paa følgende maate ut fra den modne inands og dogmatikerens standpunkt.

«Selvom jeg allerede fra barndommen av var blit bekjendt med min Herre og Frelser, saa kjendte jeg ham dog litet i mit 17de aar. Som et ganske nyt lys gik det op for mig, at Kristus maatte lide for mig. Før hadde jeg visst det saadan i sin almindelighet. Ved konfirma-

– 30 –

tionen lærte jeg at vi måtte bli retfærdiggjorte uten vor fortjeneste. Men nu ved min kjære fars hjælp fandt jeg det vigtigste, nemlig min personlige forløsning og min retfærdighet i Kristus. Dette var atter en velsignelse av min kjære fars omsorg, og midlet var en langfredagspræken av en svensk prædikant Retzius (antagelig den samme Retzius som har skrevet huspostillen), som fremstillet Herren som den barmhjertige samaritan med utstrakte hænder, villig til at motta den som kommer til ham. Hans opgave i denne præken var at «tale venlig til Jerusalem», og det gjorde han til fuldkommenhet. Her fandt jeg først min gjenløser. Her saa jeg først at mine synder laa paa ham, at jeg var fri, og at jeg kunde helbredes ved hans saar. Min glæde var stor» (selvbiogr. Miss. Ark. Barmen).—

Atter er det faren, Fredrik Knudsen, som møter ham paa livets korsvei og gir ham det avgjørende puf til det aandelige gjennembrud. — Det var nede paa Listerlandet i centret for vækkelseskristendommen og de sterke religiøse følelser at han fik denne oplevelse. — Nu først hadde han et naturlig grundlag for sin missionsinteresse, og nu først kunde han for alvor begynde at prøve sig.

De tanker han før hadde hat var mere at ligne med en selvsuggestion bygget paa en oplevelse i barndommen uten nogen berettigelse i hans personlige aandsliv. Nu blev det anderledes. — Farens raad med hensyn til missionskaldet var nøkternt og godt. Han sa ham, at man ikke slik kunde hoppe avsted til hedningerne. Der var ordnede forhold ogsaa i missionsarbeidet og former som maatte følges. Han blev desuten tilraadet at prøve sig og be om klarhet.

Han maatte nu tilbake til det gamle lystige liv i litografen. Og det store spørsmaal og nye problem var, hvordan han skulde kunne indforlive sit nye syn med den fortrolige kameratflok, som han jo maatte leve og arbeide sammen med som før.

– 31 –

Forandringen blev stor og vakte forstemthet. — Walther har fortalt sin søn at, Knudsen var en uforglemmelig kamerat, en tænksom og dyp natur, og at han øvet en sterk inflydelse paa kameraterne. Resultatet av hans religiøse gjennembrud hadde tilfølge, at en av hans kamerater, hvilken vites ikke, helt sluttet sig til ham, og de andre tok standpunkt på den anden side og overdænget ham med spot og satire . .»

Vi maatte gaa for «skinhellige», for «forførte» og forførende mennesker. En student som ukentlig gav mig en time i norsk og tysk mot at jeg tegnet for ham kunde blit mig en farlig fiende, dersom ikke vor Herre hadde staat mig bi. Han blev opfordret av min principal til at søke at overtale mig med trusler eller smiger til at begynde paa det gamle liv igjen. Han gav mig det raad ikke pludselig, men litt efter litt at forlate det nye. En pludselig forandring vilde vække for stor opsigt. — Gud var mig god og lot ikke det onde anslag lykkes. Og naar det saa daarligst ut med min troskap saa var han saa meget mere tro.

Paa den ene side var jeg utsat for vantro under denne prøve, paa den anden side for en endda farligere fiende i mit eget kjød, nemlig ungdomssynd. Jeg blev tilslut saa bundet at jeg neppe kunde tro at der gaves utfrielse . . . Imidlertid lærte jeg mere og mere at i mit kjød bor intet godt. At ville kunde jeg ved Guds naade, men ikke at fuldføre. Saa blev jeg da trøstet og kunde efter lange kampe tilegne mig Paulus’ ord. «Saa gjør ikke jeg det onde, men synden som bor i mig. Gud være tak som gir os seier ved Jesus Kristus».

— I to aar gik han nu og prøvet sig. Og merkelig nok var det ogsaa i denne tid han feiret sine største triumfer paa tegnekunstens omraade, og at kunstnerbanen aapnet sig lokkende for ham. — Resultatet av den lange og samvittighetsfulde overveielse blev at han valgte missionæren som vi allerede har hørt. — Begge de livsveie han hadde at vælge imellem var

– 32 –

ideelle og satte store krav til personen. Men for Knudsen fortonet kunsten sig som en samling om jegets maal, en egocentrisk livsretning, mens han valgte den anden, den Kristocentriske. Slik behøver det jo ikke at være for alle, men slik stod problemet for ham.

— Men nu var han kommet til et brændpunkt. — Hvordan skulde han løses fra Prahl ? Ikke for intet hadde denne mand sat sig i faderlig respekt hos sine unge tegnere, som han endog prylte av hjertens lyst. Prylemetoden var jo i det hele anset for god og uundværlig i alle forhold. Den blev som bekjendt ogsaa indført som missionsmiddel i Syd-afrika og selv praktisert til langt op i vor tid. — Han frygtet for de scener som vilde følge paa en aapen meddelelse med hensyn til sine planer og gik derfor taus like til 1835.

Aaret i forveien hadde han jo imidlertid maattet avslaa Dahls stipendium, og det kan jo ethvert barn vite, at Prahl maatte kjende til. — Etter at være kommet til endelig klarhet hadde han skrevet til sin far om saken, og de videre planer var allerede saa langt færdige, at det gjennem sogneprest Kielland til Finnøy var ført underhandlinger med missionsskoler i Tyskland om hans utdannelse.

Han maatte nu gjøre Prahl bekjendt med sin opsigelse og tok først en tur paa nogen dage med en av sine kamerater.

Da han kom tilbake slap han meget let fra det hele. Prahl fortalte at han visste alt, og bebreidet ham bare at han ingen ting hadde sagt før. «Men har du ogsaa tænkt over hvad det vil si at bli missionær ?» var hans sidste spørsmaal. — «Derpaa har jeg nu tænkt i 7 aar», var den unge mands svar. — «Gaa i Guds navn», sa den gamle hugaf, «jeg vil ikke hindre dig. Men forstaa det kan jeg ikke».

— — De skiltes som gode venner, og da Knudsen 4 aar senere kom til Bergen, besøkte han Prahl og maatte love at sende korrespondanser til et blad som han hadde startet.

– 33 –

Knudsen stod nu reisefærdig og drog fra byen i august 1835. Det var hans opfatning, at hans utdannelse hittil ikke hadde været bortkastet, og at han skulde kunne bruke sin begavelse som tegner i missionens tjeneste. Fra mit 12. aar betragtet jeg altid tegningen kun som et middel til at naa mit missionsmaal. Jeg takker Gud som gav mig denne gave, den var en kjær hjælp og har git mig megen glæde, og jeg haaber den fremdeles kan tjene til at bringe glæde. Men da kaldet kom om at gaa til hedningerne grep jeg glad dertil, og tragter nu efter de bedste gaver, likesom den bedste vei dertil er mig anvist».

Hans vei faldt over Stavanger, hvor han blev hjertelig mottat og hvor han fik venner med hvem han senere stod i nær forbindelse, særlig postmester Kjelland, kjøbmand Ramsland og foged Schiøtz m. fl. Derfra stod reisen til Farsund hvor han stanset nogen dage, og hvor faren og endel venner tok det løfte av ham at han ikke egenhændig skulde løse sig fra forbindelsen med den missionsskole hvortil han reiste. — Med en hollandsk slup fik han leilighet like frem til Rotterdam og drog derfra til Barmen hvor han skulde søke optagelse paa den nyoprettede missionsskole.

Hvorfor han blev sendt til Barmen vil bli behandlet i næste kapitel.

 

– avsnitt IV –

PAA MISSIONSSKOLEN I BARMEN

Der foreligger to beretninger om Knudsens første forbindelse med Barmen. Den ene er pastor Sommerfeldts, den anden hans egen. — Selv fortæller han at faren fra Farsund skrev til sogneprest Kielland og gjorde ham bekjendt med sønnens ønske. Denne skrev da op endel spørsmaal til den unge Knudsen i Bergen, og hans svar paa disse spørsmaal blev av Kielland sendt ned til Bar-

– 34 – 

mens missionsskole til fader Billingrath, og ikke længe efter meddelte denne, at man vilde ta imot Knudsen og sørge for at skaffe ham losji til at begynde med.

Sommerfeldt derimot beretter, at faren henvendte sig til missionsforeningen i Stavanger for at faa dens anbefaling til at kunde faa sønnen optat i det Rhinske missionsselskaps institut i Barmen. Denne anmodning fandt man ingen grund til at avslaa, da man gjennem kristne mænds vidnesbyrd hadde faat visshet for egtheten av den unge mans missionskald. Den anbefalte ham altsaa til Barmen og fik straks det opmuntrende svar, at Knudsen skulde bli antat efter det i lovene bestemte prøveaar.

«Nu grep foreningen med glæde anledningen til at kunde gjøre noget mere for saken og besluttet at understøtte den unge mand med de fornødne reisepenger. Alt dette var smaa livstegn, men de blev ikke uten indflydelse. Især virket begivenheten belivende tilbake paa Stavangerforeningen selv, hvis medlemmer hadde faat noget nyt at tænke paa. Den fandt sig ikke længer tilfreds med bare at ha en forening. Man fik øie for at der var mere at gjøre end at tale om og be for saken. Man begyndte i stilhet at tale om, at det kunde være paa tide at faa noget for sig selv. Og den ene spurte den anden om ikke Norge nu skulde kunne utdanne sine sønner som følte kald til at gaa ut som missionær» (Halvdan Sommerfeldt : Den norske Zulumission s. 11).

Uten tvil har den sidste forfatter den rigtige opfatning av saken. Men sogneprest Kielland var formand og den drivende kraft i foreningen, saa det har været ham som har formidlet korrespondansen og utnyttet denne anledning til at styrke foreningen. — Men hvorfor henvende sig til Barmen ?

Kunde der ikke ha været andre skoler i nærmere forbindelse med norsk eller dansk kirkeliv ?

Her møter vi atter N. J. Holms missionsblad. — I bladets 5. aargang 1832 fortæller han, at de barmenske

– 35 –

kristne hadde en særlig forkjærlighet for Norge. Alene ved deres opmuntringer og støtte var bladet blit til. Og i alle de brev redaktøren fik fra Rhinlandet blev det uttalt haab om, endnu at faa se et missionsselskap i Hans Egedes land.

— Det er selvfølgelig gjennem Holms personlige formidling at denne interesse er vakt og holdtes vedlike. — I bladet gav han missionslivet i Rhinprovinsen en bred plads, likesaa den missionsvirksomhet som blev drevet fra Barmen. Og denne spredning av nyhetsstof virket selvsagt tilbake paa norske forhold. I 1833 og 34 viser det sig saaledes at Stavanger missionsforening har sendt gaver til Rhinske missionsselskap gjennem Holm og mottat kvittering for beløpene av Wilhelm Leitpold.

Men ved siden av brødrekirkens skole i HerrnhutJannickes missionsskole i Berlin og Baselerskolen, var der neppe i hele utlandet et sted som passet bedre i øieblikket end Barmen.

En ny og frisk aand hvilte over det religiøse liv efter de store prøver som Napoleonskrigene hadde ført over landet, en mere ungdommelig og i dogmatisk henseende mindre rigorøs retning end andre steder. — Fra 1799 hadde det dannet sig flere lokale foreninger i provinsen. Av de vigtigste var de som hadde Elberfeldt, Barmen eller Köln til hovedsæte. Barmenforeningen startet saa et nyt blad i 1826, tidligere hadde man kun holdt sig til Baselermissionens.

Aaret før hadde man ogsaa sat igang en egen skole under pastor Lindl’s ledelse. De andre foreninger holdt sig til Jannickes skole i Berlin. Deres nye blad fik en voldsom utbredelse og Barmenselskapet vokste snart sine søsterselskap over hodet. I 1828 blev man derfor enig om at gaa sammen og kalde sig : Det Rhinske missionsselskap og staa sammen om Barmens missionsskole som fælles institut.

I Tyskland maa slike selskaper ha officiel bekræftelse, og det fik de da aaret efter. — Med hensyn til egen

– 36 –

arbeidsmark heldet man nærmest til Sydafrika, og Londonerselskapets store tillidsmand og banebryter i Sydafrika dr. Phillip blev raadspurt.

Han kom selv over til Barmen just som den første ordination av missionærer foregik og haabet at faa de arbeidsomme og nøisomme tyskere til assistenter for den engelske mission.

De første missionærer reiste ogsaa ut uten nogen bestemt instruks om dette forhold og samarbeide, men alle begyndte straks selvstændig arbeide. — I 1832 blev en ny bygning til missionsskolen færdig, og det ydre apparat skulde derfor være i god orden og av mest tidsmæssig art. Skolen stod under ledelse av Richter og var just tat i bruk, da Knudsen kom ned i november maaned 1835.

— — Her ventet ham en bitter skuffelse. — Han fik ikke bo paa skolen som elev, og blev utnyttet i trykkeriet som litograf og farvetrykker. Herom sier han selv :

«Saa skjært dette opdrag end var, tænkte jeg dog med bedrøvet hjerte paa, at jeg ved dette arbeide vilde bli holdt borte endnu to aar fra det virkelige missionsstudium, for hvis skyld jeg hadde forlatt tegning, fædreland og venner. At jeg derfor tigget vor Herre om snarlig utfrielse maa ikke lægges mig tillast».

Den første sten slog feil ved for sterk ætsning. Trykningen faldt for dyr for de økonomiske tyskere, og reproduktionen av billeder blev opgit. — Men saa blev han sat til at tegne portrætter. Knudsen var like lite fornøiet og klaget over sine øine. Det kunde han vist ogsaa ha grund til, for han var temmelig nærsynt. — Han gjorde alt hvad han kunde for at komme ind som elev paa missionsskolen og vandt sig en ven i bestyrelsen som talte hans sak, saa han 4 maaneder efter sin ankomst, den 15. februar 1836 blev officielt antat. — Studieopholdet ved skolen varte for hans vedkommende ut vaarsemestret 1839, altsaa henimot 4 aar.

— Om Barmen missionsskoles værd som teologisk seminar uttaler en anden nordmand sig ad-

– 37 –

skillig nedsættende i 1869, nemlig L. Dahle, senere generalsekretær i Det norske missionsselskap. Hvad han særlig hadde at utsætte gjaldt imidlertid mere mangelen paa konfessionel disiplin end den egentlige studieplan. Dr. Fabri, senere professor i Bonn, var da inspektør. Han erklærte sig enig i den græsk-katolske lære om Aanden og forkastet uttrykket «Filioque» i vor bekjendelse. Paa skolen brukte han en mystisk-teosofisk lærebok som hverken var reformert eller luthersk (L. Dahle : Tilbageblik. I. s. 192).

Dette interkonfessionelle drag fandtes sikkerlig ogsaa i Richters tid. Dertil levet man i parusiens forventning (Kristi snare komme). Og denne lære tok Knudsen med sig som noget av det vigtigste han fik i Barmen. Forestillingen fæstnet sig mere og mere jo ældre han blev, og tilslut nærmet den sig sterkt det overspændte. — Ellers var tonen i forkyndelsen og den hele kristendomsretning lys og mild og væsentlig paavirket av den hernhuttiske retning.

Om videnskabelige studier var der neppe tale. Grundsprogene blev ikke lagt til grund for bibelstudiet, og egentlig kritiske metoder var ikke indført i de tyske missionsskoler. — Det hele system lignet paa lærerseminarernes med et opsat pensum som skulde «læres» og bygges paa andres autoritet.

Knudsens ophold paa skolen blev ikke bare ro og fred, som ventelig kunde være. — Han fik det ikke efter sin vilje og tænkte vistnok for alvor at forlate skolen. Men her kom det løfte han hadde avlagt i Farsund ham tilgode : aldrig egenmægtig at skille sig fra missionen. Hvori hans vanskelighet bestod er det umulig at faa klarhet over. Men i sin selvbiografi klager han over uvisshet og ensomhet. — «Snart vilde jeg med min egen iver lave en utvei, snart atter la Herren vise mig en vei og være rolig. Det sidste lykkedes ogsaa herlig. — I denne trængsels tid da man bedømte mig snart paa denne, snart paa hin maate,

– 38 –

kom det endelig et brev fra min far, som fremholdt ønskeligheten av at jeg før min utsendelse maatte faa lov at foreta en reise til Norge for at ta avsked. Min far kjendte da ikke fuldstændig til min uvisse stilling».

Han indsendte ogsaa selv ansøkning om at faa lov at foreta en slik reise og fik denne indvilget efter at ha tat sin avgangseksamen. — Der kom rigtignok et nyt forslag op som nær hadde kuldkastet det hele, idet man vilde ha en habil mand til stationen Ebenezer utsendt i hast før de andre. Men hensynet til hans alder, og anledningen som aapnet sig til at virke for missionsinteressen i Norge, samt hans egen aandelige bestyrkelse avgjorde utsendelsesspørsmaalet i negativ retning.

Saavidt man kan forstaa var det hverken tvil om missionskaldet eller teologiske vanskeligheter som bragte ham i denne kamp under det sidste skoleophold. Derimot er det al grund til at tro, at det gjaldt at reise ut som tysk missionær i et tysk selskap. Han hadde hele tiden tænkt mere paa at komme ut end paa hvorledes dette skedde.

Efter flere aars samvær med tyske vaagnet den nationale følelse hos ham, og han følte mere end nogensinde det utilfredsstillende i situationen: At norske missionærer skulde behøve at gaa i utenlandsk tjeneste for at utføre sine kristenpligter mot hedningerne. — I denne tid fødtes hos ham den heroiske tanke om at faa stiftet et eget norsk missionsselskap som kunde overta hans utsendelse og begynde en egen selvstændig mission.

Kun paa denne bakgrund falder det lys over hans virksomhet i Norge og den kraft han la i sit arbeide, den planmæssighet han gjennemførte det med og de varige resultater det opnaadde, skjønt han selv ikke fik godt av dem.

– 39 –

– avsnitt  V –

INDSATS I NORSK MISSIONSARBEIDE

«Den lykkeligste mand er den som gjør de største gjerninger, han hvem tidens krav kommer over likesom i brynde, avler tanker, dem han ikke selv latter, og som peger for ham paa den vei han ikke selv vet hvor bærer hen, men som dog gaar og maa gaa». Kongsemnerne. Ibsen.

H. C. Knudsen var kun 23 aar da han efter endt utdannelse atter stod i Norge.

— Han var en middelshøi velskapt mand av den lyse germanske type : glatraket med stort haar, blaa, litt blasse øine, beleven og munter i selskap, men alvorlig og inderlig i møter og gudstjenester.

Han talte med bergensk aksent og hadde en noget lys stemme. Hans sang har overalt gjort indtryk ved sin følte personlige karakter. Stemmen var heller dæmpet og svak, ialfald i de senere aar. — Naar han talte var han selv henrevet og gjorde derfor som regel indtryk paa sine tilhørere.

— Av væsen var han en helt ut dannet mand og forstod vel at optræde. Han opsøkte under sin reise autoriteterne og fik omtrent altid hjælp og sympati for sig og sin sak. Han talte i haugianernes saavelsom brødremenighetens forsamlinger og i kirkelige kredse uten at komme i særlige vanskeligheter. Tvertimot formaadde han flere steder at virke mæglende mellem de forskjellige partier. Ifølge det billede som presten Flood (Johannes Flood/red.) har reproducert i sit blad, Maanedsskrift for Missionsvenner 1881, hadde han i ungdommen et mere energisk uttryk end han senere fik.

Og det stemmer ogsaa overens med hans indre utvikling.

Han reiste denne gang over land gjennem Tyskland og Danmark og kom til Kristiania, hvor hans familie nu var bosat, idet faren hadde faat en bestyrerpost paa barne-

– 40 –

asylet paa Grønlandsleret. — Han ankom hit i september og opholdt sig nu et par maaneder i Kristiania, vistnok hans første og længste ophold i denne by. — Den var paa hin tid i begyndende vekst baade paa det materielle og det aandelige omraade.

Den talte vel neppe endda 30 000 indbyggere, og omfanget stod derefter. — Men forholdene var efter den tids maalestok ganske livlige. Knudsen kom til byen samme aar som hans store velynder professor Dahl for første gang blev offentlig hyldet i hovedstaden. — Ungdomslivet stod under tegnet Wergeland—Welhavenfeiden.

Aaret i forveien hadde Campbellerslaget staat. — Paa stortinget gik det livlig for sig. Blandt andet var konventikkelplakaten oppe til andengangs behandling i 1839. — Men hvor uendelig fjernt synes ikke denne unge mand, just hjemkommet fra Barmen, at staa til alt dette, og hvor uendelig fjern synes ikke hans planer og livssyn at være i forhold til samtidens ! Og dog var han i pakt med fremtidens store utvikling.

Under sit første ophold i Kristiania begyndte han straks at arbeide for sit maal, at stifte missionsforeninger. — Han hadde med sig skrevne statutter for slike foreninger, vistnok efter model fra Rhinlandet, og efter al sandsynlighet fulgte han ogsaa et skema for organisationen av dem. Til dette skema synes følgende stillinger at være medtat : En formand, en kasserer, en sekretær og i enkelte tilfælde en komité kaldet medhjælpere.

Han henvendte sig først til haugianerne i byen, og blev invitert til at tale i deres forsamlinger, antagelig paa Sagene og Grønland, likesaa i Aker. — Til at begynde med følte han sig fremmed blandt dem. Han forundret sig over deres prædikanter, som reiser omkring og taler uten egentlig at ha gaat i nogen skole og som i læren nøiagtig følger Pontoppidans forklaring og katekismen. Over at kvinderne taler i deres forsamlinger og at de sitter under sin tale.

– 41 –

Over deres eksklusive og intolerante forhold til andre samfund. Over at de med forkjærlighet ber til 1ste person i guddommen, sjelden til Kristus o.s.v. o.s.v.

Han vandt derfor ingen indgang og der blev ikke oprettet nogen missionsforeninger blandt de egentlige haugianere. Imidlertid var ikke dette første møte spildt. Knudsen lærte ogsaa at kjende og forstaa den magt disse folk hadde, ikke mindst deres organisation med uvalgte høvdinger, ofte rike og borgerlig selvhjulpne personer, som stod som en mur om de yngre og nyere medlemmer av samfundet.

— Skulde han vinde indgang til «hjorden» skjønte han straks at han maatte holde sig til vens med «hyrderne.» — Han søkte da til de andre kristelige kredse i byen og fortæller selv at det lykkedes ham der at faa organisere en missionsforening for mænd og en av unge jomfruer. Den sidste skulde da være den første kvindeforening her i landet, og Knudsen vil derfor gjøre prestefruen Gustava Kjelland rangen stridig som grundlæggeren av de første kvindeforeninger her i landet.

Kristiania.

Hvad denne Kristiania=forening angaar lader det til, at Knudsen selv var mindre fornøiet med den naar alt kom til alt. Det synes som om de bærende kræfter i den har bestaat av grundtvigianere, men uheldigvis nævnes ingen personer med navn.

Han sier selv i sin dagbok 1. september 1840 : «Den lille missionsforening som kort før avreisen vestover blev stiftet i Kristiania var endnu i live. Den var ikke særlig stor og hadde ikke vokset. Men derimot hadde den slaat sterke røtter og bygget sit hus paa en klippe.

Men om denne grund og klippe er Grundtvig eller Kristus, det vet jeg ikke saa nøie. Staar imidlertid Grundtvig selv paa den rette klippe saa kan det kanske ikke skade at bygge paa den. At jeg kom fra Barmen, fra et land hvor union er indført, og hvor den tyranniske konge

– 42 –

har forfulgt de rettroende lutheraner gjorde en av missionsforeningens medlemmer meget betænkelig likeoverfor mig.

Foreningens ledelse tok særlig kristelige studenter i eksamination. Men næsten alle er grundtvigianere som slet ikke vil gaa ind paa at lede foreningen, dersom det ikke blir gjort forandring i statutterne. Dette skedde ogsaa og nu staar den klippefast. Til min store glæde fik jeg ved en leilighet bevis paa deres velvilje som jeg ikke hadde ventet».

— Det er beklagelig at Knudsen har talt saa litet og saa dunkelt om dette spørsmaal; han er ellers meget meddelsom og nævner ofte navn. — Det er vistnok bare gjætninger naar man nævner navn som Wexels og Schreuder i forbindelse med denne første Kristianiaforening. Men vi kjender jo til at Wexels stillet sig i spidsen for indsamlingen i anledning J. W. Cappelens oprop, og fra Schreuders egen historie kjender vi hans sterke beundring og sympati for den første. Begge var jo ogsaa grundtvigianere.

Det er imidlertid sandsynlig at det er de samme personer som optraadte i Missionsselskapets første historie, som ogsaa dannet støtterne for denne forening, vi faar da Andreas Hauge, Hans Nielsen Hauges søn som tok sin embedseksamen i 1839, Kaurin, daværende docent ved Det teologiske fakultet, og Schreuder som endnu i 1849 under Knudsens besøk var teologisk student.

— Det svar som denne forening gav paa Stavangerforeningens indbydelse efter initiativ av H. C. Knudsen ligner ogsaa meget paa disse mænds senere standpunkt :

«De var endnu ikke kommet til klarhet over hvorvidt tiden var kommet til dannelse av et eget missionsselskap, men støttet Stavangerforeningens arbeide for et saadant».

— Ogsaa paa det betydningsfulde møte, hvor denne sak blev behandlet, var Knudsen med.

Imens disse forsøk paa at gjøre noget i landets hovedstad fandt sted forberedtes den lange og betydelige reise som han foretok i midten av november 1839 i følge med

– 43 –

sin far, som fik tilladelse av sit styre til at forlate sit «store embede», som sønnen uttrykker det.

— Der fandtes endda ingen dampskibe og jernbaner i landet, og det var forbundet med ikke ganske smaa omkostninger og besvær at foreta en reise fra Kristiania til Bergen overland.

— Her hadde imidlertid Stavanger missionsforening, som Knudsen hele tiden stod i et hjertelig forhold til, traadt til med reisebidrag. Knudsen kvitterer selv for 16 speciedaler i Arendal. Og det var paa hans eget andragende at denne støtte blev git. — Særlig flot var det vistnok ikke med reisepenger. Man laante 8 speciedaler i Kristiania og brukte 16 bare fra denne by til Arendal. — Men gode mennesker understøttet og hjalp underveis, og naar det knep, portrætterte Knudsen og skaffet sig det nødvendige pengebeløp.

Denne reise er livfuldt og interessant skildret i Knudsens dagbøker til missionsstyret i Barmen. Disse papirer har faren efter sønnens død i 1863 faat tilsendt og utgit i norsk oversættelse (F. T. Knudsens og hans søn H. C. Knudsens levnetsbeskrivelse. Bentsens boktrykkeri, Kristiania 1867). 

Paa flere steder er teksten uklar og besynderlig, og det er mere grund til at tænke at oversættelsen er mangelfuld end at H. C. Knudsen selv har uttrykt sig slik. Men dette er man nu avskaaret fra at kunne kontrollere, da originaldokumenterne ikke længer findes.

Drammen.

Det første sted efter avreisen fra Kristiania, hvor far og søn gjorde stans, var Drammen.

— Her bodde de hos en haugianer Isach Jensen, som forøvrig ikke er specielt kjendt, og avstod fra først av paa ethvert forsøk paa at vinde indgang blandt hans meningsfeller. Derimot henvendte de sig til presterne i byen, ingen mindre end den kjendte biskop Arup og den bekjendte prædikant Jespersen. —

– 44 –

Den sidste hadde været i Tyskland og later til at være kjendt av Knudsen derfra. Han var imidlertid nu syk og kunde intet gjøre hverken i den ene eller anden retning.

Men villigheten hadde han, og han lovet at gjøre sit bedste baade mundtlig og skriftlig. Det sidste sigtet til et «Kirketidende» han tænkte at starte. — Det hele blev dog avbrutt ved hans fortsatte sygdom og snare død.

Under et senere besøk i Drammen vites Knudsen at ha tegnet Jespersen. — Sognepresten Arup stillet sig ogsaa velvillig, og lovet at nævne missionen til julen og nytaaret. — Hvorfor just da sies intet om, men julen var jo rigtignok ikke saa langt borte.

Baade far og søn deltok videre i en haugiansk forsamling og nævnte saken uten at gjøre noget mere.

Hermed var besøket i Drammen færdig og turen stod nu videre. Planen gjaldt at besøke saa mange byer og bygder som mulig langs Øst- og Sør-Norge, og det var meningen at faren skulde virke for maateholdssaken samtidig som sønnen skulde virke for missionen. — En merkeligere blanding skulde man vel lete længe efter, og det var da ogsaa tilfældig at den kom istand. — Gamle Knudsen begyndte altid møterne, og imens sier H. C. Knudsen at han sat og forberedte sig.

Som regel fulgte han «Muhlhauser»s metode, d. v. s. han talte meget længe, og sønnen fik derfor god tid til at forme sin tale, som væsentlig var opbyggelig, men altid samlet sig om missionen og det praktiske arbeide for denne. Derefter fik faren atter ordet for at holde frem maateholdssaken.

Holmestrand.

Fra Drammen hadde de tinget sig plads ombord paa en jagt fra Farsund som laa i byen og førtes av kjendtfolk. De skulde bli sat i land i Tønsberg, som var deres næste stoppested.

– 45 –

Men paa veien utover faar skipperen skrupler og gruer for at skulle gaa iland mørke høstnatten i fremmed farvand med passagerer, og enden paa det hele blir at de skal gaa fra borde allerede ved Holmestrand og gaa tilfots resten av veien.

Her i Holmestrand betrodde de sig ikke til presten som dengang het Abel, men tok ind hos haugianeren snekker Nielsen.

Denne fulgte dem til Christoffer Solberg hvor de holdt møte og hvor de blev saa godt likt at de maatte gaa fra hus til hus i flere dage og holde forsamlinger. Hos gaardbruker Hans Gurud blev den første missionsforening paa reisen stiftet. Den fik 15 medlemmer og blev forsynet med formand, kasserer og sekretær. Skrevne statutter og en fremstilling av missionens opgave og hedningernes nød blev ogsaa utdelt, — da medlemmerne bodde langt fra hinanden, blev det tilraadet at man dannet mindre smaakredse, og med særlig gode forhaabninger skiltes de reisende med de nyvundne venner for saken og fulgtes langt paa vei av Gurud og kone.

Tønsberg.

1 Tønsberg derimot blev det mindre resultater av besøket. De kom dit utpaa eftermiddagen og tok ind hos haugianerne paa stedet, men det var for sent til at faa kaldt folk sammen til møte, og de holdt derfor familieopbyggelse med sine værtsfolk.

Dagen efter gik de imidlertid til presterne Abel og Jakobsen og fik lov paa skolehuset. Møtet blev bekjendt ved hjælp av skolebarna, og der kom mange mennesker. Der blev vistnok ingen forening stiftet, men baade presterne og de to haugianske familier lovet at ta sig av saken og fik utlevert statutter, og den samme indbydelse til at begynde at virke for missionen som før var utdelt i Holmestrand (de haugianere Knudsen tok ind hos i byen tør ha været farver Erik Olsens og forstander Harald Hansens familier).

– 46 –

Larvik.

Turen nedover til Larvik tok to dage. I Sandefjord og Sandherred forsøkte de vistnok ikke at faa noget møte. — Presten Castberg i byen gav dem det morsomme raad at de skulde søke til autoriteterne med sine saker. — Det var vistnok ikke av uvilje han gav dette raad, men av trang til en regelmæssig og centraliseret virksomhet. Hvad skulde den gode sogneprest ha sagt hadde han levet i vore dage ?

— Knudsen fandt denne vei noget lang og betænkelig, men var diplomatisk nok til intet at si, men takket derimot meget høflig for raadet, som desuten ogsaa gav ham den tanke at faa stiftets biskop Siegwart i Kristiansand interesseret. — I Larvik bodde de reisende hos hjulmaker Jakobsen, en haugianer som ældre Knudsen kjendte fra før (Heggtveit kjender ingen hjulmaker Jakobsen, derimot farver Jakobsen og hjulmaker Pedersen. De fire familier var kanske de to nævnte, farver Haagensen samt bøssemaker Larsen. Hos farver Jakobsen var det almindelig at reisende brødre tok ind).

 

Foruten værtsfolkets familie var der tre andre haugianske familier som efter tilskyndelse dannet den første missionsforening.

Porsgrund.

Fra Larvik gik reisen til Porsgrund. Her møtte de en særdeles forstaaelsesfuld og venlig prest Brun (denne presten Brun har ikke været prest til Porsgrund, da man ingen oplysninger finder om ham i kaldsboken. Derimot maa han ha været lærer og klokker en tid. Det var først senere han tok prestekald) som selv længe hadde tænkt at gjøre noget, men hadde ventet paa en anledning.

Han overlot med glæde skolen til Knudsens møter, og selv gjorde han i sin præken om søndagen opmerksom paa saken. Ja Knudsen sier at han selv holdt en missionspræken som ingen kunde gjort bedre.

— Han var ikke bare fornøiet med et møte paa nordsiden, men

– 47 –

fik ogsaa istand et møte for den bydel som nu ligger paa den anden side av Nybroen. De reisende bodde hos farver Nærum hvis familie og brødre er vel kjendt fra haugianernes traditioner.

— Knudsen tegnet farveren og forlangte ingen betaling fordi han var gjest. Men han lar sine barmenske fædre forstaa at han var grundig skuffet, da haugianeren kun bød ham en daler. Tjenestepiken blev ogsaa saa interessert i at faa se sig selv paa papiret, at han ogsaa tegnet hende til tak for vask og hjælp. — Ogsaa en tredje person blev tegnet og maatte ut med to daler.

Det lot til at Knudsen særlig satte sin lit til lærer og klokker Ottesen med hensyn til stiftelse av missionsforening. Ellers hører man intet om stiftelsen av nogen saadan paa dette sted.

Skien.

I Skien var et centrum av haugianere bestaaende av Erik Bøhle, Lars Aaby, Nærum, bror av farveren i Porsgrund, Hans A. Hansen, Halvor Andersen o.s.v.

— Det var særlig Udhaugen hos Bøhle som dannet stoppested og station for reisende brødre, og hit stevnet nu far og søn. Knudsen bemerker ganske rigtig, at naar man kom tilgaards var det ikke spørsmaal om man vilde, eller naar det passet at holde samling. Man bare sendte bud rundt omkring og saa samlet folk sig.

Dette gjaldt selvfølgelig kun deres egne. De kunde ellers være meget tilbakeholdne og forsigtige likeoverfor fremmede. Knudsen frygtet særlig paa Udhaugen for at ha utfordret deres tillid. Ti han talte om Jesus Kristus, troen og retfærdiggjørelsen, formodentlig mener han hermed en mere evangelisk forkyndelse end haugianerne likte. Resultatet blev da ogsaa at nogen lot sig forstaa med at de ikke brød sig om slik hernhuttisme.

I selve Skien var dengang prosten Bull sogneprest, og da Knudsen henvendte sig til ham med sin sædvanlige anmodning om at hjælpe til at danne en missionsforening

– 48 –

i byen stillet han sig velvillig og lovet at skrive litt om saken i byens ukeblad og samle underskrifter til en forening. Gjennem kapellanen (vistnok Knut Olaus Monrad, f. 1809, pers. kap. i Skien fra 1835 og senere sogneprest til Vannylven, Vikedal og Sandsvær, d. 1891) fik de ogsaa opspurt en anden interesseret mand, nemlig bankbokholder Bødker. Og dette var Knudsens rette mand. Han var før interesseret i saken og grep nu de tanker Knudsen kom med og fik sig overlatt statutter til missionsforeninger.

Saavidt man kan skjønne resulterte dette Knudsens besøk i Skien ikke i stiftelse av forening. En saadan blev først virkeliggjort under prost Hauge i 1857.

Brevik og Stathelle.

Reisen fra Skien blev lagt over Porsgrund igjen og fortsat videre til Brevik og derfra over til Stathelle med engang. Samme aften blev der holdt møte hos Tellev Riis, og hans store stue var propfuld av mennesker.

Dagen derefter drog man over til Brevik igjen og forholdene i byen maa ha været temmelig overkommelige. Presten Esmarck var optat av de nye forhold formandskapsloven hadde skapt, særlig av en ny politiorganisation, som han ventet sig meget godt av. Knudsen føier til i sin dagbok, at Brevik er en liten by !

Esmarck trodde ogsaa at maateholdsforeninger kunde bli gavnlige indretninger, og med tiden kunde nok ogsaa missionen faa indgang (!). Han var forresten meget elskværdig, skaffet lokale til møte og sendte selv indbydelse til folket. Men Knudsen beklager meget at paa denne maate fik de kun «formandskapet», presten, lægen, fogden, skolelæreren og organisten til tilhørere, men ikke en eneste dame, hvilket Knudsen selv bemerker som en mangel.

Det gik ogsaa ellers underlig til i den gamle stad; ti rygtet gik blandt folk, at der var kommet nogen som skulde indføre en ny religion. Og Knudsen sier selv at

– 49 –

efterat de hadde indført denne nye religion for det forsamlede «formandskap» og leveret sine indbydelser og utkast til statutter for vordende foreninger drog de atter over til Stathelle hvor de likte sig bedre blandt de enfoldige fiskere og sjømænd og atter holdt møte.

Langesund.

Hadde de reisende i Brevik oplevelser i retning av nye reformer og store sociale planer, hvor missionen endda ingen plads kunde finde, fik de paa næste stoppested for reisen endnu mindre gehør for sin sak paa grund av stabelavløpning, festligheter og opstyr.

— Kjøbmand og skibsreder Jørgen Wright i Langesund hadde bygget et skib som skulde gaa av stabelen, og hele byen var paa benene. Knudsen skildrer indgaaende denne begivenhet for de gode barmensere som aldrig har set et skib paa beddingen og ikke kjender slike ting som stabelavløpning.

Han skildrer den katastrofe det vilde været om skroget hadde kantret paa beddingen. Det vilde ogsaa bety «kantring» av vedkommendes formue; ti et stort skib som faar uheld paa beddingen maa bare hugges op. Han skildrer fremgangsmaaten med at lave avløpsstilladser, opkilingen av skroget, de sidste støtter som tages væk og skrogets fart nedover beddingen med røk og damp til det tar sjøen og atter blir halt til lands og rigget færdig.

Men, sier han, det hændet ogsaa at man rigger skuten færdig paa beddingen og sætter seil paa den og straks lar den gaa tilsjøs !

— Her har øiensynlig en av sjøgasterne i Langesund bundet ham en diger skrøne paa ærmet som han har tat for god vare.

Vore reisende blev indbudt til festmiddagen, og Knudsen fandt denne avveksling fra de stille missionsforsamlinger noget voldsom, men fandt sig ellers meget vel.

Her i byen traf han den senere saa bekjendte presten Lammers og allerede dengang var denne mands rygte spredt

– 50 –

utover, saa Knudsen kom med store forventninger til ham. Men han blev sørgelig skuffet.

— Lammers ønsket ingen befatning med missionen paa det grundlag som den nu blev drevet, sa han til Knudsen.

For denne sidste stod han — med rette eller urette — som grundtvigianer. Og merkelig nok var det det samme standpunkt Schreuder senere indtok, idet han i opposition med de frivillige Missionsselskaper vendte sig til «Den norske kirke» for at bli dens utsending og gaa den rigtige vei.

— Men blev han skuffet av Lammers fandt han dog andre mennesker i Langesund som opmuntret ham i det vanskelige arbeide at slaa til lyd for missionen og dannelse av missionsforeninger.

Den gamle madame Wright, antagelig mor av rederen, var en rik dame og hadde allerede foræret 1000 spd. til Guineamissionen efter J. W. Cappelens oprop i Morgenbladet. — Hun bad om at der maatte bli holdt en missionstime i skolehuset, hvortil der rigtignok kom meget faa mennesker. Men Knudsen la det paa denne dame og stedets klokker Riis, som var en svigerson av haugianeren Lars Aaby ved Skien, at stifte forening.

Kragerø.

Det næste sted var Kragerø. Her tok kateketen, presten Juul (Daniel Bremer Juul, f. 1808, senere biskop i Tromsø (1849), død 1855) meget venlig imot de reisende, og hjalp paa bedste maate. Allerede samme dag blev der avholdt et møte i raadstuens lokale kl. 3 om eftermiddagen. Men Knudsen sier det kom faa og ingen andre kvindelige tilhørere end prestens familie.

Efter at ha lagt saken frem blev det efter sædvane utdelt skriftlig indbydelse til at gjøre noget og vedlagt statutter for missionsforeninger. Til forskjel fra de tyndt besøkte møter i Langesund og Kragerø, kom de reisende derefter til Østerrisør, hvor tilstrømningen til møtet som

– 51 –

avholdtes paa skolen var saa stor, at folk stod i kø i tilstøtende værelser, trapper og gangen, ja endog loftet var fuldt av folk. — Prestene Bugge og Schanke samt byfoged Finne viste alle megen sympati for saken.

I dethele forsømte Knudsen aldrig at henvende sig til stedets dannede honoratiores, og paa flere steder blev missionen længe baaret frem av den dannede klasse indtil middelklassen overtok hovedbyrden med denne sak.

Reisen hadde hittil gaat ganske bra. Vinteren var imidlertid nu begyndt og reiselivet betydelig vanskeliggjort.

I hin tid hadde man endnu kun hesteskyssen at falde tilbake paa, naar apostlernes heste ikke greide det længer.

Skysstationerne var i hin tid et bygdens centrum. Det hændte ofte at alle hesterne var ute, og bønderne maatte derfor efter tur skaffe de nødvendige dyr og folk til skyssen. Det var derfor almindelig i hin tid at man bestilte hest i forveien, og folk blev derefter tilsagt at møte paa skydsstationen til en bestemt tid.

Skysskafferen hadde 4 skilling i ekstragodtgjørelse for denne litet taknemmelige opgave at tilsi bygdefolket. Og loven var saa streng at enten det var nat eller dag var skyssen pligtig til at indfinde sig tre timer efter tilsigelsen. Det var ikke saa store takster i hin tid maalt efter vore begreper, kun en kvart daler for en mils kjøring, men vore reisende fandt allikevel at hesteskyssen gjorde dype indgrep i kassabeholdningen og foretrak derfor at gaa tilfots saa meget som mulig. De var utstyret med randsel med de nødvendige skift, bøker og andre saker og gjorde forholdsvis korte dagsmarscher.

Men missionær Knudsen klager i sine dagbøker over at randselen sammen med regn- og vintertøi allikevel tynger godt paa skulderen naar det lider mot kvelden. Ofte hændte det dog ogsaa at snilde venner skysset dem et stykke paa vei.

Da sneen kom fik de imidlertid en hjælp til transporten av sin bagage. Faren som var en praktisk mand kjøpte en liten kjelke som de saa skiftevis trak. Og i de mange

– 52 –

bakker fik de en god lette nedover. Det var i Østerrisør at denne reisemaate kunne indføres, da nu sneen la sig for vinteren.

I Holt ved Tvedestrand hadde den nye tid sat merke efter sig i et nyt oprettet stiftsseminar. — Loven om almueskoler paa landet av 1827 hadde fastslaat tvunget undervisning i to á tre maaneder i aaret for alle barn. Men det var sørget daarlig for lærere, og det var anledningen til oprettelse av disse saakaldte stiftsseminarer som skulde skaffe lærere til stiftets skoler.

Andreas Faye var dengang sogneprest i Holt og blev ansat som seminarets første bestyrer. Hans assistent var en kandidat Jørgensen som hadde ord for at være en begavet og flink skolemand og senere blev prest paa Haa paa Jæren, hvor han satte dype merker efter sig.

Til disse mænd stevnet nu far og søn med anbefalings-skrivelse fra foged Finne. — Knudsen forklarer i sin dagbok for fædrene i Barmen angaaende det norske skolevæsen, at mange gjerne vil bli lærere for at bli kvit soldattjenesten og bli ansat i by, for paa landet behøver man ingen utdannelse for at bli lærer og gaa fra hus til hus og undervise barna i at læse og skrive samt regne litt.

Til Faye hadde begge sat store forhaabninger. Men det var just eksamen paa skolen da de kom, og bestyreren var saa optat av denne, at han ikke var tilgjængelig for noget andet. De reisende kom vaate og fulde av snedrev utefra, og blev ikke engang indvitert til at stanse. — Det passet sig imidlertid saa heldig at de kom til at overnatte i det samme hus som kand. Jørgensen bodde i, og med ham underholdt nu de reisende sig meget livlig da det viste sig at han hadde været i Tyskland og hadde truffet flere av H. C. Knudsens bekjendte. Denne fandt endog sympati for sit yndlingstema : læren om det tusenaarige rike og Kristi snare gjenkomst hos ham.

— Han blev selvfølgelig anmodet om at ta sig av missionssaken og de skiltes som gode venner, men gamle Knudsen

– 53 –

avslog med indignation en indbydelse fra Faye om at overvære eksamen den næste dag. Den ugjestmilde maate han tok imot dem paa dagen i forveien hadde ganske betaget ham lysten til at gaa tilbake. Saameget mere som Arendal ikke var langt borte og gode venner der stod færdig til at ta imot dem med begge hænder.

— I denne by feiret de reisende da ogsaa sine største triumfer og kom først rigtig igang med sit forehavende.

Arendal.

Arendal hadde paa denne tid kun ca. 2 000 indbyggere, men var den største og livligste by mellem Kristiania og Kristiansand. — Skibsfarten blomstret paa grund av den nye fragtfart paa Sverige og England, og skibsbygningen tok sig op igjen og skapte handel og omsætning.

Den 12. december ankom de reisende til stedet og tok ind hos kjøbmand Peder Schjeveland. — Dette var en vaskeegte haugianer som hadde staat under H. N. Hauges personlige paavirkning og ledelse like fra han blev vakt i Stavanger 1801 da han var i bakerlære hos Kielland. Han flyttet senere til Kristiansand og blev her anvist sin kone Gunhild Jakobsdatter Hulebak av Hauge og anmodet om at sætte sig ned i Arendal, hvor det manglet tilknytning for lægmandsvirksomhet — Her drev han da bakeri, bondehandel og skibsfart og fik efterhaanden stor drift igang.

Senere kom ogsaa hans bror Torger til og blev optat i forretningen og drev siden skibsfart og handel paa egen haand.

Begge blev sin haugianske kristendom tro og taalte adskillig motgang i den anledning indtil tiderne forandret sig, bevægelsen satte dypere røtter og vandt fremgang baade i Arendal og omegn.

— Schjeveland hadde indkjøpt og indredet et hus ved siden av sit eget til forsamlings- og opbyggelseshus, men merkelig nok søkte Knudsen

– 54 –

at faa lokale paa byens skole for sine møter og fik mot forventning tilladelse til at benytte denne av den ellers egensindige og bestemte overlærer Musæus.

— Presten i byen het dengang Hjorthøy. Om ham sier Knudsen, at han er «noksaa kristelig», men ogsaa meget frygtsom, og vover ikke at begynde noget paa egen haand.

Man faar dog et andet syn paa ham ved at læse byens avis, Vestlandske tidende (19. april 1839) :

«Naar en dygtig sogneprest kommer til et kald som i mangfoldige aar har været bestyret av gamle tildels sløvede eller mindre driftige mænd under hvis kirkelige forretninger almuen har tilvant sig mangehaande uordener, hvormed andagten for en stor del forstyrres f. eks. ved at løpe ut og ind av kirken o. m., blir det vist en nødvendighet for ham ved en smule strenghet at søke at hæmme et saadant uvæsen, men klart er det ogsaa, at han i sin fremgangsmaate maa være maateholden, hvis han ikke ganske vil forfeile sin hensigt og istedetfor at befordre andagt forbitrer endog flere av sine andægtige tilhørere. Saaledes bør han vistnok ikke, fordi en enkelt forlater sin plads for at gaa ut av kirken, stanse midt i sin præken for at negte ham saadan eller forlate sin plads ved alteret for selv at hente ham igjen om han allerede skulde være sluppen ut, eller drive det utvortes ceremoniel saavidt, at han vil negte faddere ved barnedaab at staa i den stilling de selv finder for godt, forutsat at denne ikke i mindste maate er anstøtende — eller at tvinge dem til at staa med foldede hænder o. s. v.»

Men samme aften som Musæus hadde git sin tilladelse til at benytte skolens lokaler til missionsmøte blev begge de reisende invitert til selskap hos byfogden og politimesteren Jæger, byens første mand paa den tid. Og ved hans hjælp blev ogsaa kirken aapnet, idet han la sin indflydelse ind hos presten, saa missionsforedrag av H. C. Knudsen blev tillyst til kl. 2 søndag eftermiddag.

– 55 –

— Dette møte var meget godt besøkt, og Knudsen talte over missionsbefalingen Matt. 28 og Kristi kongsvælde. Han gir selv et kort resumé av denne tale, og det viser sig at han særlig har forsøkt at vække til ansvar og forstaaelse av pligten til at utbrede evangeliet. — Vestlandske tidende, som iøvrig vogtet paa byens fædre med argus øine, tok denne anvendelse av kirken meget unødig op. Den skrev følgende :

«Efter gudstjenestens ende i søndags blev det fra kordøren tilkjendegit for menigheten, at en Knudsen, der har dannet sig til missionær, samme dags eftermiddag i kirken skulde holde tale. En stor mængde tilhørere forsamlet sig i den anledning og ceremonien begyndte, idet man før talen avsang de 5 første vers av den 127 salme og efter den samme salmes 4 sidste vers. I slutningen av talen opfordret missionæren sine tilhørere til ved pengeunderstøttelse at bidrage til missionsvæsenets fremme. Vi vite ikke, hvad der har foranlediget kirkeinspektionen til i saadant øiemed at tillate kirkens avbenyttelse».

Det er ikke usandsynlig at redaktionen i den lille by meget godt kjendte til ophavsmanden. Det var ikke første gangen den hadde hat noget utestaaende med byfogden. Et par aar i forveien var der endog injuriesak om en artikel i bladet som opfordret politiet til at forsvare deltagerne i maskeradeballet, da disse hvert aar blev mishandlet og stykkerrevet av pøbelen : Tromøens sjøgutter. Og byfogden tok dette saa stridt, at han ved trommeslagning bekjendtgjorde en politiplakat samme dag maskeradeballet skulde avholdes, hvori han protesterer mot indsenderens usandheter. —

Det ser ut som Knudsen ikke var særlig heldig med sine taler i haugianernes forsamlinger i Arendal. Først optraadte han i deres forsamling i byen, vistnok i Schevelands lokale, og valgte med flid «skarpe» bibelsteder. — Resultatet var at det kom meget faa av dem til næste møte to dage efter. Paa dette møte fremholdt han atter den evangeliske lære om retfærdiggjørelse ved tro, 

– 56 –

formodentlig som protest mot den loviske retning haugianerne blev beskyldt for at hylde. Likesaa fremholdt han sit yndlingstema : Kristi synlige komme.

Særlig det sidste emne vakte protest fra haugianerne og de kom sammen igjen dagen efterpaa for at faa nøie besked om hans standpunkt. Paa dette møte tok Knudsen avstand fra Hauges fortolkning av Aabenbaringen, og møtet blev hævet under misstemning, skjønt Knudsen selv trøstet sig med at han blev forsonet med tilhørerne.

Det er kanske derfor at han ikke fik dannet missionsforening i selve byen, men holdt møte ute paa Gunnildsbo i Barbu, hvor en forening med 43 medlemmer, formand, kasserer og sekretær blev stiftet. To aar senere vites dog ogsaa selve Arendal at ha faat sin forening, idet P. Schjeveland repræsenterte byen paa det konstituerende møte i Stavanger 1842.

Knudsen sier selv at han og faren la vinn paa at vinde de dannede i byen for missionen og henvendte sig til toldkasserer Lange, kjøbmand Morten Dedekam og byfoged Jæger med frue, og dette tør ogsaa i nogen grad ha lykkedes; ti like til vore dage har denne interesse for hedningemissionen holdt sig i dannede kredse. Toldkasserer Lange var medlem av formandskapet og valgtes med de fleste stemmer da formandskapsloven blev sat ut i livet 1839. Han var stortingsmand fra 1833 til 1854 og statsraad samme aar.

Morten Dedekam var byens mægtige ordfører i 24 aar og har efterlatt sig et meget godt minde i sin by, trods «hans vilje længe var kommunens lov» (Arendal fra Fortid til Nutid. Jubilæumsskrift. 1923/”til 200-aars jubileum som kjøbstad – 7. mai 1923/red).

Det var imidlertid særlig byfogden og frue som tok sig venlig og forstaaelsesfuldt av H. C. Knudsen. Nikolai Henrich Jæger var oprindelig dansk, men kom til Arendal i 1804. Han var byfoged i 30 aar og fik en meget anset stilling. Foruten at skjøtte sit embede fik han ogsaa tid til litterære arbeider og har skrevet om fysiske og astronomiske emner. Han digtet selv og oversatte engelsk poesi.

– 57 –

— Hans religiøse interesser kjendes ikke. Derimot sier Knudsen om hans frue at hun var «gjenfødt» og ganske fri loven. Men lægger han til, det er jo godt at være fri lovens forbandelse, bare man ikke ogsaa blir fri lovens velsignelse og kan stille sig likt med verden i alt, endog i dans, komedie og kortspil. — Jæger selv derimot bekjendte at han ikke var gjenfødt og ikke trodde han kunde opnaa gjenfødelse, dersom ikke vor Herre selv vilde foreta en nyskabelse med ham.

Den unge Knudsen maa ha presset fruen ganske haardt, ti han fortæller at hun var paa graaten, da hun tilsidst etter flere forslag fra hans side maatte erklære at hun for tiden aldeles ikke kunde gjøre sig noget haab om at fremme missionen. Hun hadde bedt den hele nat, men hadde ikke faat tro for at kunne gjøre noget endnu.

— Under dette ophold blev reisens finansiering adskillig lettet. Foruten gaver fra fru Jæger, en garver Olsen, handelsbetjent Ruenes og fra Schjevelands mottok de reisende 16 spd. fra Stavanger saa de kunde tilbakebetale laanet i Kristiania.

At der i det skjulte allerede var adskillig missionsinteresse viser tjenestepiken hos hjulmaker Ris som hadde spart sammen 6 spd. av sin lille løn og foresat sig at pengene kun skulde brukes til missionens fremme. Den samme Ris skysset far og søn paa vei til Grimstad da de efter et 7 dages ophold og mange oplevelser drog videre.

Grimstad og omegn.

Det skal ikke saa meget til før litt medgang gjør os mennesker opblæste. En heldig spekulation gjør handelsmanden dristigere og flottere. En vellykket tale gjør presten mere sikker.

En feiret kunstner faar straks fordringer.

Medgangen i Arendal virket ind paa Knudsen, saa han straks fik større fordringer til folk og by. Han likte

– 58 –

ikke Grimstadfolket og faren har oversat hans uttryk om dem som «raat».

Og han sier om dem at de ikke paa langt nær er saa imøtekommende som folk i Østerrisør og Arendal.

Han fortæller flere historier om presten paa stedet, Herr Hansen. Blandt andet skulde han ha løpet ut av kirken i messeskjorten, hentet ind folk som opholdt sig derute og laast døren, hvorefter han fortsatte altertjenesten. En anden gang bad han fra prækestolen om lov til at gaa ut og drive ind nogen som handlet med hester utenfor kirkedøren.

For at faa forældrene til at sende barna sine paa skolen læste han op deres navn fra prækestolen som viste sig efterliggende o.s.v., o.s.v. Men Knudsen blev behagelig overrasket over den hjertelige og gode mottagelse han gav dem og den hjælp de fik av ham skjønt han selv ikke vilde forpligte sig.

Dette stemmer vel ogsaa med virkeligheten. Ti Jakob Hansen, prest til Øiestad fra 1834, var sikkerlig en helt igjennem dygtig og god mand som satte dype merker efter sig.

Hans prestegjeld kaldtes Kristiansands lille bispedømme, og er nu delt i Øiestad, Fjære, Grimstad, Froland og His prestegjeld.

Han var en mand med kraftfuldt ydre og var sikkerlig ikke ræd for at gripe ind naar trafikken blev for stor utenfor kirken, som jo i gamle dage var landsfolkets børsplads.

Missionsmøtet i Grimstad blev holdt paa skolen efter venlig tilladelse av byfoged Voss. Læreren sendte bud med barna rundt i byen og folk møtte op i nogen grad, skjønt Knudsen sier at det kun var de fattige klasser. — Hvorom alting er saa blev dog en forening med 25 medlemmer stiftet. Men den kan neppe ha hat nogen lang eksistens; ti den nuværende Grimstad missionsforening skriver sig fra 1851. Ellers omtaler han Ramsland,

– 59 –

en haugianer som han og faren bodde hos, og skolelæreren Isachsen. Den 22. december reiste de fra Grimstad til Kristiansand hvor de stanset en længere tid og hadde god fremgang for sin sak.

Kristiansand.

Det var H. C. Knudsens plan at søke at vinde biskop Sigwardt for sit arbeide. Denne mand tilhørte i ungdommen det rationalistiske parti, men var i livets kamp ført mere og mere over til den positive kristendoms side og stillet sig som biskop helt og fuldt ut paa vækkelseskristendommens grund.

Det var derfor ikke ueffent av Knudsen at søke hans øre og interesse for sit forehavende. Men uheldigvis laa biskopen syk og nærmet sig avslutningen av et bevæget og slitsomt liv ved den tid vore reisende passerte stiffsstaden.

Det var imidlertid nok en «biskop» i byen, nemlig haugianernes høvding O. P. Moe, og selv om Knudsen ikke vandt Sigwardt vilde dog meget være vundet dersom han fik den sidste helt over paa sin side.

Av skade blir man klok. I Arendal hadde han traadt haugianerne paa føtterne og ikke kunnet danne forening i selve byen. Her i Kristiansand synes det som om han har lært og indrettet sig paa forholdene. — Selv sier han imidlertid at de var mere tolerante, end de han før hadde truffet.

O. P. Moe var ogsaa sikkerlig en av de bedste typer av datidens haugianere. Han hadde gjennemgaat en haard og ikke almindelig disciplin i det haugianske brodersamfund. Som ung mand var han nemlig forlovet med Lucine Nesterud i Kristiania, men da haugianeren Bacherud fra Kristiansand blev enkemand i 1808 og vilde flytte fra stedet, nedla H. N. Hauge bestemt protest herimot og fik overtalt jomfru Nesterud til at bryte forlovelsen med Moe og gifte sig med Bacherud, hvorpaa Moe blev 

– 60 –

anbefalet at reise til Trondhjem til kjøbmand Solem og fortsætte sin utdannelse.

— Bacherud døde 6 aar efter, de unge fornyet nu den avbrutte pakt, og O. P. Moe flyttet til Kristiansand og overtok forretningen der. Han var en dygtig og samvittighetsfuld mand og vandt straks sine medborgeres tillid, blev medlem av kommunestyret, banken og repræsenterte byen paa flere storting.

O. P. Moe tok meget hjertelig imot Knudsen, far og søn, og interesserte sig meget for deres formaal.

— Den anden av de haugianske høvdinger i byen, hattemaker Birkrem, delte ogsaa denne sympati, og paa den bekjendte «Noremsal» i Gyldenløves gate 12, hvor haugianerne hadde sine forsamlinger, blev missionsforeningen for Kristiansand stiftet mellem jul og nytaar med et medlemsantal av 90.

Denne forening blev vistnok straks levedygtig da interessen paa forhaand var tilstede og det kun manglet en anledning som dette Knudsens besøk til at sætte saken paa glid. — To aar senere repræsenterte O. P. Moe selv Kristiansands forening paa den konstituerende forsamling i Stavanger.

— Der maa antagelig ligge noget til grund for Knudsens stadig tilbakevendende tale om manglende evangelisk syn hos haugianerne. Ogsaa her i Kristiansand kommer han ind paa dette punkt, men fra en noget anden side end ellers. Han mener nemlig at ha iagttat en lysere retning særlig repræsentert av kvinderne fru Fugelie og fru Møland. Og i forsamlingerne turde han frit tale om naadens og troens retfærdiggjørelse, naar han bare føiet til en opfordring til omvendelse. — Han fortæller som et kuriosum fra forsamlingerne, at kun to eller tre synger om gangen, de andre hører paa.

Han opholdt sig tre uker i byen og benyttet tiden til at skrive en lang og omstændelig dagbok til sin bestyrelse i Barmen. Desuten tegnet han Moe og frue med en datter og fik herfor 15 spd.

— Hvor disse tegninger eller portrætter nu findes vites ikke. Han besøkte ogsaa et sted, som ikke navngives, 2 mil fra byen og fik organisert en missionsforening der.

– 61 –

I det hele hadde han et særdeles godt indtryk av dette ophold og kalder det en skjøn have, i motsætning til næste som kun blev en ørken, nemlig Mandalsopholdet.

Mandal.

Det er ufattelig at denne venlige, utprægede Sørlandsby med de hvitmalte huse og venlige haver skulde ha kunnet gi Knudsen et saa mørkt billede. — Til at bestyrke sin fordom mot stedet benyttet han ogsaa det almindelige ordtøke som paa en eller anden maate av mindre velvillige sjæle var sat i forbindelse med det, nemlig «Mandal, Gud bedre !»

Rigtignok var byen brændt ned og sat tilbake i alle henseender i begyndelsen av aarhundredet, men det har jo hændt saa mange byer uten at de derfor er blit brændemerket med et saa ondartet rygte. — Distriktets prester, hvorav Fabritius bodde i selve Mandal og Ross straks utentor i Holme, tok vel imot Knudsen.

Den første gav en pengegave, men ønsket forøvrig ikke at ha nogen befatning med foreninger, møter eller denslags.

Ja efter Knudsens beretning at dømme, forpurret han endog det møte som han av Borgerskolens førstelærer Ross hadde faat lov at tillyse paa skolen. Følgen var at han maatte nøie sig med at tillyse et nyt hos skomaker Christen Nielsen, hvor der ogsaa blev stiftet en liten missionsforening.

H. C. Ross derimot tillyste selv møte og stiftelse av missionsforening i sin hovedkirke, og formodentlig for ikke at komme paa kant med de strenge love for bruken av kirken bad han folk som ønsket at skrive sit navn paa medlemslisten at gaa ind i sakristiet efter gudstjenesten. Det skal være tegnet ialt 40 navn paa denne første liste.

Hans bror, den føromtalte lærer Ross paa Borgerskolen, lovet at holde en «missionstime» en gang i maaneden for den nystiftede forening i Mandal, og med dette forholdsvis gode resultat drog de reisende, far og søn, videre til

– 62 –

Vigeland og Vigmostad. Hos presten Lassen paa førstnævnte sted blev de meget skuffet, og Knudsen sier om ham, at han var et indbildsk og stolt menneske som ikke likte at høre noget som han ikke selv visste, og som var uimottagelig for missionsinteresser.

Hos presten Aamodt i Vigmostad derimot gik det bedre. Sammen med ham holdt Knudsen et missionsmøte, hvor en forening paa 40 medlemmer blev stiftet.

Samtidig besøkte han en haugiansk kvinde som hadde været til megen velsignelse for dalen, men som «desværre» stundom talte offentlig i forsamlingerne, og han foreholdt hende da hvor urigtig dette var, men fandt hende ellers at være en av de friere og bedre haugianere.

Lyngdal og Farsund.

Knudsen var nu kommet til Sørlandets brændpunkt for aandelig liv og rørelse, og det merkedes paa mangt at forholdene var forandret. Selv fik han nu en lettere opgave, saken var ikke længer saa ny og ukjendt. Han fandt paa flere steder foreninger av denslags som han selv stiftet.

Og oplevelserne længer østpaa hadde lært ham at optræde med mere forsigtighet likeoverfor haugianerne som han efterhvert lærte at respektere og vurdere. Ja det synes som han nu mere og mere nærmet sig lægfolkets høvdinger og gaar presterne forbi med undtagelse av de specielle navn som var kjendte i samtiden og godtat av lægfolket.

Et av glanspunkterne i hele Knudsens reise var besøket og opholdet paa Lyngdal prestegaard, hvor Gabriel og Gustava Kielland kastet festlig skjær over samværet. Knudsen sier saa betegnende, at «han mener at ha fundet den høieste form av elskværdighet, kjærlighet og venlighet mot anderledes troende» hos dem. Kielland præket «eftertrykkelig om Herrens forestaaende gjenkomst, og alt

– 63 –

det som var fornødent til frelse», til Knudsens store tilfredsstillelse. Hans foredrag var enkelt, ordene kom ikke glat og løpende, men med stor vegt og kraft.

Om den bekjendte prestefrue sier han : Hun er en udmerket personlighet, liten av vekst, fører en utstrakt korrespondanse med sin slegt uten at forsømme sit hus det ringeste. Hun er poetisk og spiller udmerket, dertil sprogbegavet. Hun læser med sine egne barn og katekiserer dem hver søndag, og hendes undervisning er meget interessant at høre paa.

Kielland var som bekjendt en ivrig missionsven og hadde i mange aar ivret for at utbrede missionsinteressen i landet. Foruten det personlige arbeide i sine menigheter hadde han deltat i Stavanger missionsforenings stiftelse og skrevet utkast til denne forenings statutter og stod last og brast med det fortsatte arbeide for at stifte et selvstændig norsk missionsselskap i hin tid, da det ikke var anset for hverken særlig norsk eller særlig kristelig at drive nogen mission blandt ikke-kristne folk.

Man skulde tro at Kielland og Knudsen har drøftet spørsmaalet om oprettelsen av et saadant selskap. — De holdt flere missionsmøter sammen i bygden, og opholdet strakte sig over 8 dage. Paa denne tid tegnet ogsaa Knudsen presteparret.

— Imidlertid nævnes ikke engang Knudsens navn i Gustava Kjellands erindringer, og blandt Kiellands efterlatte papirer (“En gammel prests efterlatte papirer” s. 124. Aschehoug 1922) findes han kun nævnt i utkastet til indberetning for det konstituerende møte i Norsk Missionsselskap 1842. Her gir han ham en forholdsvis bred plads.

Blandt andet uttrykker Kielland sig paa følgende maate : «Færdig fra skolen blev han sendt op til sit fædreland for efter evne at virke i missionssaken. Til den ende reiste han fra Xania og Drammen langs Norges sydlige og vestlige kyst indtil Bergen. Ingensteds opfordret han til subskription eller bidrag for sit selskap (Barmen-selskapet/red.), men overalt

– 64 –

hvor han fandt villige ører, i byerne og i bygderne forkyndte han evangeliet og opmuntret til at stifte missionsforeninger. Synligst virkning fik hans arbeide mellem Stavanger og Bergen, idet mange smaa missionsforeninger her blev stiftet».

Fra Lyngdal gik reisen til Farsund hvor opholdet blev forholdsvis rikt paa oplevelser. Her var jo faren paa gamle tomter og her vrimlet det av slegt og venner overalt. Her var det ogsaa sønnen oplevet sin vækkelse og aandelige gjennembrud i 1834.

Her var ogsaa den av ældre Knudsen stiftede missionsforening i fuld levekraft under ledelse av baker Olsen.

Det er tilgivelig at faren her i sin egen by og blandt sit eget folk laa under for den smule forfengelighet det vilde være at se sønnen paa menighetens prækestol. Han ivret derfor sterkt for at man skulde faa tilladelse for ham til at optræde i kirken, og sognepresten Wulf var baade snild og saa interessert at han gik med paa det. Senere blev der reist tiltale mot Hans Christian Knudsen for at ha holdt en tale om missionsvæsenet i Farsund kirke og derved ha overtraadt loven av 23. november 1697 (sic).

Men da der forelaa skriftlig tilladelse fra sognepresten blev han frikjendt for denne forgaaelse. Værre blev det med en anden proces om ulovlig bruk av Herad kirke som han ogsaa fik under dette ophold.

Knudsen selv skrev imidlertid begeistret hjem til Barmen om at han hadde hat møte i kirken med orgelmusik, klokker o.s.v.

Om den retslige forfølgelse paa grund av dette missionsmøte i Farsund sier faren og sønnen overhodet intet. Derimot har den første en notis om den sak som forekommer nedenfor.

Missionærens beretning er imidlertid skrevet før saken kom for retten i slutten av aaret, og han har antagelig selv været uvidende om gangen.

Efter en tids festlig ophold i Farsund blev anledningen til ogsaa at komme rundt paa Listerlandet benyttet.

– 65 –

Saameget mere som ældre Knudsen hadde tegnet sine medlemmer til Farsunds missionsforening rundt omkring i bygderne. Det var særlig Spind med annekser, nu selvstændig prestegjæld, som gjaldt for et av arnestederne for den kristelige interesse. Befolkningen bestod av gaardbrukere og sjømænd som gjerne efter at ha lagt sig op en liten formue trak sig tilbake til landlivet.

Av disse var det særlig Huffeland og allermest Tobias Dybvig, Knudsen anstrengte sig for at vinde. Han hadde nu lært mere strategi og sier ganske rigtig i sin beretning om spørsmaalet : «I særdeleshet laa det os paa hjerte at vinde gamle Tobias Rasmussen Dybvig, en troende skipper paa hvem de fleste av de andre troende støtter sig. De mener at det ikke kan være uret i hvad han gjør. Denne mand er for spindværingerne, som kjøbmand Ole Moe i Kristiansand er for haugianerne. Disse troende spindværinger hørte ogsaa til missionsforeningen i Farsund, men da det er for langt at gaa til Farsund kommer de sjelden der. De begyndte at holde møter for sig selv, men da de manglet duelige ledere er møterne gaat ind. De som bor i nærheten av Kielland indfinder sig regelmæssig til hans missionstimer. Alt dette forklarer at Farsund missionsforening har mindre indtægter nu end i de første aar»

Opmuntret av heldet i Farsund søkte ogsaa Knudsen her til presten Kjerulf om at faa kirken. Denne vovet ikke at indvilge ansøkningen men tilbød et andet lokale. — Det fremmøtte imidlertid en saa stor menneskemasse at de private rum som var stillet til raadighet ikke paa langt nær strak til. Og da det samtidig var et ufyse veir med regn og storm besluttet kirkeeierne Salve Olsen, Rasmus Dybvig, Lars Ødegaard m. fl. at aapne kirken, og møtet blev nu avholdt i kirken med kirkesangeren Groboe som deltager.

Kjerulf følte sig vistnok brøstholden over kirkeeiernes frihet og indberettet saken til Farsunds politimester. Følgen var at det samme aar blev reist tiltale mot ham for at ha forstyrret den offentlige orden, og ihvorvel retten

– 66 –

fandt at et saa ungt menneske som dertil hadde opholdt sig utenlands og ikke var kjendt med sit lands love og ellers viste et aapent sindelag kunde undskyldes, saa blev han dog sammen med de ovenfor nævnte personer idømt en bot paa 5 spd. samt en fællesbot paa 7 spd. til statskassen (Lyngdals domsbok 28. nov. 1840).

Der var høie mure om kirkene i de dage. Retten undskyldte kirkeeierne med at de hadde forvekslet privat eiendomsret med offentlig forvaltning.

Hele fire uker tilbragte de reisende paa disse kanter, og saa sterkt drog Lyngdals prestegaard, at unge Knudsen saa sig anledning til nok en gang under dette ophold at besøke prestegaarden.

Reisen vestover fra Farsund.

Knudsens reise vestover fra Farsundscentret artet sig mere rolig. Naturen la beslag paa hans opmerksomhet, og han gir endog i sine beretninger plads for notiser om folkelig overtro og skikke. Hans iagttagelser paa reisen iøvrig, særlig av de to stridende partier i Soggendal, er meget slaaende og korrekte.

De sterktroende og haugianerne vilde ikke gaa sammen, men holdt hver sine forsamlinger og hver sin orden. «Sterktroende» var et tilnavn haugianerne satte paa motpartiet, dette paa sin side kaldte haugianerne for «gjerningshellige». Spurte man haugianerne hvad de sterktroende bad mest om, svarte de : om en sterk tro.

Spurte man de sterktroende hvad haugianerne bad mest om, sa de : Om mere ydmyghet. Haugianernes forsamlinger var de største, og folk stod baade inde i og utenfor lokalet hvor Knudsen talte.

Ellers befandt folk sig i en avventende holdning likeoverfor missionsarbeidet. Holms blad som hadde været meget utbredt hadde mange sagt op paa grund av

– 67 –

sogneprest Sandbergs (Sandberg var prest paa Jæren og rettet sit angrep særlig mot sogneprest Kielland paa Finnøy)  angrep paa brødremenighetens lære. I det hele stillet man sig mere skeptisk til brødrene og samarbeide med dem.

Knudsen tok imidlertid spørsmålet om samarbeide som en opgave, og søkte at bringe de forskjellige grupper nærmere sammen. Og paa næste sted hvor han stanset nogen tid, nemlig i Egersund, synes det som det lykkedes i en ikke ringe grad at bringe sterktroende og haugianere sammen. Denne mæglende rolle synes han nu mere og mere at spille i sin virksomhet.

Og endnu idag gaar det rygte om ham i Stavanger omegn, at han var den første som bragte haugianerne og brødrene sammen.

Av fremtrædende personer paa denne del av reisen nævner han Ege som lederen i Flekkefjord. I Sogndal Gunder Ovedal som antagelig er identisk med Gunder Ougendal, en av haugianernes høvdinger og merkesmænd vesterpaa. I hans hus bodde far og søn, og de har sterke ord for den gjestfrihet og venlighet de der møtte.

I Hellands sogn var den mest fremtrædende O. Haaristad. I Egersund stod Sigbjørn Egelandsdal som føreren for de sterktroende, og med ham hadde Knudsen en«unionssamtale».

Begge de sidste personer deltok i den konstituerende forsamlingen i 1842.

— I motsætning til virksomheten østerpaa hvor det ofte kunde være meget faa deltagere blev nu tilstrømningen til møterne usædvanlig stor. I Soggendal bemerker Knudsen at han feiret sin fødselsdag (18. mars/24 år gml./red.), og at han halvdelen av sit liv hadde været optat av missionstanker. Mere optat end han var i denne tid hadde han neppe nogensinde været. Store planer dæmret for ham. Men disse planer klarnet efterhvert som han lærte forholdene at kjende.

Jo mere kjendt han blev, des større pris satte han paa haugianerne, og hans fremgangsmaate blev bestemt av dette forhold. Spørsmaalene blev ogsaa mere og mere brændende jo nærmere han kom til Stavanger. Her var man alt kjendt med Knudsen, far og søns reise,

– 68 –

og var i beraad med hvad man skulde gjøre med dem. Med det haugianske efterretningssystems hjælp var det sandsynligvis indberettet baade godt og mindre godt om dem.

Unge Knudsen hadde jo ikke altid været heldig i sin omgang med de haugianske venner. Nu hjalp det godt at Gunder Ougendal skrev og anbefalte missionæren paa det bedste. Efterhvert virket det ogsaa beroligende at Det Rhinske missionsselskap ikke stod i nogen direkte forbindelse med Herrnhut.

Paa denne maate — med møter baade morgen og aften og avvekslende oplevelser — kom de reisende frem til sogneprest Theodor Kielland paa Haa den 30. mars.

Her tok de sig en hvil og følte sig som hjemme, da presten var bror av Gabriel Kielland og indtok det samme forhold til brødresamfundet som ham.

Fra Haa til Stavanger som man nu reiser paa nogen timer med jernbanen trængte de 4 dage og holdt 7 møter underveis.

– avsnitt VI –

FORGJÆVES

Stavanger.

Ryggjafylkets fjeld og dype fjord, Jadarlandets brede, brune jord,

nordhavs salte vande, hoie bølger skummende mot strande,

denne skjønne rad, ringer kransen om vor gamle stad.

S. A. Haugland

I landets politiske historie har Stavanger ikke spillet nogen fremtrædende rolle Den er en av landets ældste byer med en av landets ældste bispestole og en stolt domkirke til minde om sin gamle herlighet. Men den lot sig rolig avklæde sin herlighet og fandt sig i sin tilsidesættelse i mange hundrede aar.

– 69 –

— Men i religiøs henseende har byen gang paa gang gjort sig bemerket. Herfra er utgaat mænd og bevægelser som har sat de dypeste merker i norsk kirke- og aandsliv.

Man behøver kun at nævne virksomheter som : Søndagsskole, ungdomsarbeide, avholdsarbeide, missionsarbeide, fredsarbeide o.s.v.  for at faa et indtryk av byens indsats.

Landets største filantropiske selskap med en aarlig driftskapital paa ca. 2 1/2 million kroner har sit hovedsæte i Stavanger, og fra dette sted styres det store arbeide som omfatter flere mennesker og større areal end det den officielle kirke administrerer gjennem kirkedepartement og regjering.

Det har sin egen presteskole, kaldet Missionsskolen, anlagt som et teologisk fakultet bygget paa artium, hvorfra kuld efter kuld av dygtige, respektable og varme mænd er utgaat til de forskjellige missionsmarker ute i verden.

Naar denne sterke religiøse folkebund derborte først blev grundlagt vites ikke. At den allerede var av gammel dato da den haugianske og beslegtede bevægelse kom til utvikling er indlysende. — Paa mange maater utviklet den religiøse type en egenart i Rogalands jord som indtil denne dag har holdt sig.

I 1840 ved Knudsens besøk hadde byen i økonomisk henseende en opgangstid og det forklarer adskillig av det mod som den lille provinsbys mænd fik til at ta fat paa saa store opgaver som den at utruste og utsende norske missionærer. — Som overalt ellers avhang ogsaa utviklingen i hin tid av enkelte personer. I spidsen for den bevægelse som Knudsen reiste kom særlig foged Schiøtz og fabrikeier Haugvaldstad til at spille førerrollerne.

Søren D. Schiøtz var en av N. J. Holms tilhængere fra Kristiania hvor han sammen med saa mange andre unge mænd blev paavirket for livet av denne merkelige mand.

Han stod i nær forbindelse i hele sit liv med brødremenigheten og holdt virksomheten oppe ved at bygge egen forsamlingssal, kalde hernhuttiske forstandere som Due og Lorentzen herop fra Danmark o.s.v.

– 70 –

Fra 1826 stod han som leder i Stavanger missionsforening og kjendte meget godt H. C. Knudsen like fra han søkte om optagelse paa missionsskolen i Barmen og til nu, da han sikkerlig hadde sin anden del i den økonomiske understøttelse som Knudsen erkjender at ha mottat fra Stavanger.

— Foged Schøitz var en fin og from mand som har efterlatt det bedste indtryk paa sin samtid og som gjorde meget til at den sammenslutning fandt sted som Knudsen saa gjerne vilde fremme.

— Av privatkorrespondanse baade fra Schøitz og Kjelland fremgaar det imidlertid, at sammenslutningen ikke fandt sted uten store ofre, og paa grund av den mangel paa toleranse fra grundtvigianere og haugianere som de ofte var utsat for faldt ikke samarbeidet saa søtt for dem.

Hos denne mand fandt H. C. Knudsen en hjertelig og varm mottagelse ved ankomsten til Stavanger paa denne betydningsfulde reise, og fogdens hus og hjem blev den oase i ørkenen som han kom og gik til fra sine mange reiser i landdistrikterne.

Den anden person var John Haugvaldstad, en typisk vestlandsk bonde fra øerne nordenfor Stavanger. Han hadde ikke meget av det fribaarne, freidige norske væsen med sig, var heller klynkende og klagende og la en næsten sykelig vegt paa ydmyghet. Intet under at Hauge i sit samvær med ham syntes han overdrev og sa : Dit væsen er taget, og ikke givet.

Han arbeidet sig op med meget beskedne midler til at eie en særdeles omfangsrik bedrift i byen og paa landet. Foruten sildesalteri og bondehandel hadde han farveri som var hans egentlige haandverk, desuten spinderi væveri og landeiendomme.

Han hadde faat en slik magt ved sin stille indflydelse, sit alvor og dygtighet som borger, at naar han hadde talt var saken avgjort for hele Rogaland. Saa undvigende, ja næsten feigt indtryk han kunde gi samtidens embedsmænd, saa modig og urokkelig var han i sin overbevisning, og han var en av de faa lægmænd som opretholdt den

– 71 –

«ulovlige» reisevirksomhet selv under Hauges arrest.

Da Knudsen kom til Stavanger i 1840 var han en gammel mand paa 70 aar. — Det slog Knudsen med en gang, at «naar man betragter denne mand med sit bondeagtige hode, sagte stemme og avmaalte gang skulde man ikke tro at han kan faa istand saa store ting og ha en slik indflydelse over sjælene».

Men lægger han klokt til : «Skal noget lykkes for missionen i Stavanger, saa maa det ske ved ham».

Forholdene ellers laa noksaa vanskelig an. De to partier stod spændt mot hinanden. Brødrevennerne hadde missionsiveren, haugianerne folket og pengene. Knudsen, baade far og søn, la da an paa at forene de to partier, og det gjorde de ved at holde møter hos begge og fremholde sit syn. Tilslut samlet de sig begge om at vinde gamle Haugvaldstad for tanken om egen missionsskole og ikke gi tapt førend tanken var virkeliggjort. Han svarte undvigende og sa, at han nok hadde tænkt paa det selv, men at saken forekom ham for vanskelig og at han derfor hadde lagt den væk.

Unge Knudsen gav sig dog ikke og fortalte, at han hadde skrevet til Barmen og bedt dem dernede sende ham en anvisning paa hvordan man kunde ta fat.

Der blev holdt en række møter i byen og omegnen. Knudsen selv nævner først 20 og 40 efter sin Ryfylkereise. Han anslaar indtegnede medlemmer til et tusen personer. At han her tar munden vel fuld kan man vel snart bli enig om. Men det er dog sikkert at han har drevet en rastløs virksomhet og staat oppe i en for datiden sterk bevægelse at være.

Her i Stavanger avsluttedes nu den lange — av far og søn for mission, kristendom og avhold kombinerte reise. Faren drar tilbake til Kristiania, sønnen fortsætter det paabegyndte arbeide alene. Det var i slutten av april at samarbeidet blev avbrutt.

Sønnen fulgte faren tilbake til Haa paa Jæren og her blev saa avslutningen av den betydningsfulde reise

– 72 –

gjort i form av den henvendelse som vistnok er datert 13. mai, men som sikkerlig forelaa fuldt færdig i tanken ved avskeden mellem far og søn paa Haa. — Hvad gik denne henvendelse ut paa?

Vi kjender ikke ordlyden, men indholdet er oftere eiteret (Norsk Missionstidende, 1844, Sommerfeldt s. 12 ff. o.s.v.)

Den gik ut paa intet mindre end at utnytte reisens resultat og de nystiftede foreninger til dannelsen av et norsk selskap som kunde utsende sine egne missionærer, og da selvfølgelig Knudsen som en av de første.

Denne plan var sikkerlig ikke av ny dato hos gamle Fredrik Knudsen. Allerede ved sønnens nedreise til Barmen i 1836 sendte han en henstilling gjennem Farsunds missionsforening til Stavanger og Trondhjems foreninger om en sammenslutning, og Stavangerforeningen som midlertidig centralkomité. Sommerfeldt sier om dette forslag av 1836 at det ikke kom til utførelse, men gjorde nytte derved at behandlingen vakte opmerksomhet for det som senere kom.

Dengang strandet forsøket ogsaa blandt andet av den grund at der var for faa foreninger. Nu kunde man fremlægge en liste paa 20 foreninger og hermed skulde grundlaget være sikret.

Hovedtanken i forslaget gjaldt først og fremst at sikre et selvstændig norsk missionsarbeide, og i den forbindelse oprettelse av egen utdannelsesanstalt for missionærer.

Dette sidste var et for datidens norske forhold radikalt skridt, og den fulde realisationen av denne idé vandt først frem til hel virkeliggjørelse i 1864. Hadde Knudsen paa dette tidspunkt kun samlet alle anstrengelser om sammenslutningen til et norsk selskap kunde det hele ha gaat meget lettere.

Forslaget var skrevet og signert av missionæren alene og blev mottat og behandlet med stort alvor i Stavanger. Ifølge Sommerfeldt indkaldtes et offentlig møte hvor spørsmaalet blev diskutert.

– 73 –

«I mai 1840 sammenkaldte derfor bestyrelsen et offentlig møte for at ta under overveielse Knudsens forslag, og her blev det brændende spørsmaal diskutert. Alle var enig om at man ogsaa her i landet burde virke paa en mere direkte maate end hittil var skedd, og at det maatte ske paa den maaten, at norske missionærer blev utsendt. Spørsmaalet var kun om tiden var kommet. Andre mente at saken endda ikke var tilstrækkelig forberedt (Sommerfeldt s. 14).

Resultatet av forhandlingerne er kjendt under den berømte skrivelse av 13. august 1840. Saken gik altsaa i langdrag, og den unge missionær gik paa gløder, mens ventetiden gik fra ham. Skulde det lykkes, skulde det bli virkelighet at han kunde utsendes fra sit eget land som norsk missionær ?

Det foregik nu en merkelig forandring i tonen i hans beretninger til Barmen. Den saakaldte 5. dagbok, som er skrevet sommeren 1840 paa Finnøy hos sogneprest Flood, indeholder ingen detaljer om hans virksomhet. Den skrivelse han nylig har indsendt og som har voldt saa megen forhandling heroppe blir ikke nævnt med et ord i hans beretninger. Derimot er der utfald mot den tyske uvidenhet og foragt for Norge, og lovprisning av det norske.

«Paa denne reise har jeg set mange naturscener og merkværdigheter som jeg ønsker mange tyskere maatte faa se for at faa bedre begreper om Norge end de har. Jeg vilde ha ført dem omkring og vist dem hvorledes vindruer og valnøtter ogsaa vokser hos os, hvorledes bierne likesaa flittig her som i Tyskland samler honning. Om jeg vel ikke kunde bringe en egte schweitzer til forundring over vore bjerge og kløfter, saa er jeg dog overbevist om, at ingen sachsisk schweitzer behøvde at bryste over sine hjemlige herligheter naar han var her hos os. Hvor vilde det bli dem svært at forlate det igjen, naar de først hadde lært det at kjende. Her har den bekjendte i larald Haarfagre holdt sit hovedslag mot de mange næskonger

– 74 –

og seiret (Se vedlagte tegning den store bautasten). Her er kjæmpegrave som indeholder store skatte. (Se paa det andet billede tilvenstre i forgrunden.) Her staar kjæmpestenene som kneiser mot himmelen til et uforgjængelig minde fra den gamle tid. Kunde jeg ta dem med paa sjøen hvor man seiler, ror og fisker alleslags herlig fisk, sild i store mængder, krabber og hummer, hvilket syn og hvilken drift fik de ikke da se ! Paa den store indsjø Mjøsa har vi allerede et dampskib av jern, og rundt den norske kyst kommer man nu paa dampskib fra det ene sted til det andet. Vistnok har vi endnu ingen jernbaner, men i deres sted har vi de smukkeste dale og fjeldpartier, og hvad er skjønnest ?

Hvor vilde deres synsmaate forandres ved et personlig kjendskap. Fik de selv se vilde de ikke mere forestille sig husene med skraatak som rækker ned paa jorden og la husdyrene græsse derpaa. De vilde heller ikke tænke sig nordmændene med rindende øine og som uanselige væsener, urenslige og uappetitlige. Dersom de saa deres herlige melk i lysegule rene melkebøtter, kjendte deres velsmagende flatbrød og forskjellige slags melkeoster, herlige fiskearter, laks, ørret o. s. v. vilde man snart bli kurert for sine vrangforestillinger med hensyn til rensligheten hos disse formentlig urene bønder og deres levemaate. Da kan det gjerne hænde de vilde bytte bort sin egen surkaal med dem».

Om sin virksomhet sier han kun : «I Stavanger har man holdt møter i anledning missionen, og jeg haaber at der kommer et godt resultat ut av dem. Der er ogsaa kommet tre til fire nye prester til som ønsker at delta i missionsarbeidet».

Det var dette gode resultat som han her paa Finnøy forgjæves ventet paa. I næste dagbok hvor han atter optar den høflige og loyale elevs tone fortæller han i enkeltheter om reisen, og her berører han ganske kort, at han paa Finnøy gik i en stor spænding og ventet paa besked

– 75 –

fra Stavanger. Før han begyndte paa reisen i Rogaland hadde kjøbmand Ramsland (digteren Alexander Kiellands svigerfar), medlem av missionsforeningens bestyrelse, sagt ham, «at en generalforsamling skulde avholdes paa hvilket det uten al tvil vilde bli bestemt at jeg med flere skulde bli utsendt til hedningerne».

Han gik nu hver dag og ventet paa dette kaldsbrev og saa sin fremtid i et nyt lys.

— Hele hans virksomhet i Rogaland var en triumfreise, overalt samlet folk sig i skarevis og overalt blev han feteret. Han sier selv træffende om denne tid : «Alt dette gjorde et sterkt indtryk paa mig. Man tilkjendte mig en duelighet jeg ikke besad og viste mig en agtelse og gav mig næsten taapelige lovtaler, for hvilket jeg ikke altid kunde lukke øinene og heller ikke hjertet, selvom jeg ønsket det. Jeg mindes derfor

– 76 –

disse tider som mindre opløftende. Under disse paa mange maater gunstige, men for min person vanskelige forholde lod jeg mig bruke i tillid til Herrens hjælp».

Han stiftet ogsaa bekjendtskap med det særprægede folkelynne paa disse kanter : «Dersom folket hører evangeliet talt paa en anden maate i en anden orden og ikke med de selvsamme talemaater som de er vant til, saa blir de straks tvilraadige i troen og stive, snart mot personen, snart mot lærdommen. Det er derfor ikke saa let at træffe det rette blandt slike folk.

Jeg var paa forhaand gjort noget bekjendt med forholdene av en av mine ledsagere og jeg søkte derfor at passe mig ind i deres form og efterpaa fremholde det jeg særlig holdt for godt og tjenlig».

Over hele Rogaland og Søndhordland blev der stiftet foreninger, og det var disse som dannet tyngdepunktet i den konstituerende forsamling av 1842. — Men forgjæves ventet han paa kaldsbrevet fra den generalforsamling som skulde holdes ! Forgjæves hadde han haabet paa at samle sine landsmænd til et norsk missionsselskap, forgjæves hadde han haabet paa at bli sendt ut som norsk missionær !

Det selskap han ivret for at danne kom istand to aar efter. Det støttet en mand som ansaa et slikt frit organisert, demokratisk selskap for en uting, nemlig den senere biskop Schreuder. Han arbeidet for at føre det ind under en biskoppelig orden, men da den norske statskirke mangler høiere organisation, maatte jo dette forsøk mislykkes.

Knudsen og Schreuder stod som talsmænd for to grundsyn av meget forskjellig karakter. Knudsen personlig tapte, men hans grundsyn har seiret helt og uavkortet i Det norske missionsselskaps historie.

Endnu en stor skuffelse ventet Knudsen paa denne reise, nemlig den kjølige mottagelse han fik i sin fødeby Bergen.

Hos haugianerne i byen fik han intet øre, og hos byens prester var det ogsaa smaat bevendt med interessen.

– 77 –

Den eneste som tok litt hjertelig imot ham var presten Reimers som sammen med kandidaterne Dometius og Schanke lovet at gjøre noget for at stifte en missionsforening i byen. Denne kom vistnok istand, ialfald var byen repræsentert i Stavanger 1842.

Paa tilbakeveien stanset han i længere tid i Lyngdal og opholdt sig tilslut nogen tid i Kristiania og forlot landet efter en overmaade rik og betydningsfuld reise.

– avsnitt VIb –

H. C. KNUDSENS FORHOLD TIL DET SENERE STIFTEDE NORSKE MISSIONSSELSKAP

Det kunde synes som Knudsen kom ganske væk fra det selskap for hvis stiftelse han hadde nedlagt saa meget og godt arbeide. — Saa er imidlertid ikke tilfælde.

Av hans privatkorrespondanse med postmester Kjelland viser det sig, at han har fulgt med med levende interesse, ja endog har staat i direkte forbindelse med styret og mottat pengegaver. Ja, man har henvendt sig til ham med hensyn til at finde en skikket arbeidsmark for de første missionærer.

— Dette forhold vilde muligens kunde forklares og klargjøres endda mere, naar Det norske missionsselskaps arkiv blir ordnet og tilgjængelig for nærmere undersøkelse av saken.

Foruten denne direkte indflydelse gjennem personlig forbindelse, har ogsaa Knudsens stilling i Det Rhinske selskap ført den nye bestyrelse til at henvende sig til den nævnte organisation med hensyn til saa vigtige ting som statutter og reglement for missionærerne. Ifølge Sommerfeldt (H. Sommerfeldt : Den norske Zulumission s. 186) er den første missionærinstruks for de norske missionærer en direkte oversættelse av den Rhinske.

– 78 –

Utdrag av breve fra Knudsen til Kjelland:

25. sept. 1842 : (velvillig overlatt av skifteforvalter Kjelland)

Kjære C. Kjelland og andre missionsvenner i Norge !

Gud være lovet for sin naade som han beviser imot vort Norge. Han har begyndt den gode sak som kan gjøre mange lydige mot hans bud : «Gaar ut i al verden !» Den kjære Haugvaldstad være velsignet som lar sig bruke i i Herrens haand. Gud gi ham fred og glæde i overflødighet.

Jeg haaber at Gud skal gi eder forstand saa I ikke frygter for de faa, eller sætter for meget haab til de mange midler som gives i eders haand til at utføre Herrens gjerning med. — For Guds skyld ber jeg eder at I i likhet med vort selskap i Barmen ikke bygger eders hus (skole) eller grundlægger dets fundament paa fonds, men paa Herrens vor Guds naade og bistand. Hjertelig glad skulde jeg bli om jeg i eders statutter fandt en § som ganske forbød deres eksistens.

Kandidat Hauges betenkeligheter i anledning de smaa midler o.s.v. er for mig og hver den som har nogenlunde indsigt og erfaring i missionssaken aldeles ugyldige og forkastelige. Skulde missionsselskaperne ha bygget paa dette sandberg, da vilde deres tilværelse idag været en saga blot. Ja, de vilde ikke engang være blit til. Alle selskaper begyndte sin virksomhet i skyld og gjæld. Og i deres armod viste Herren sin styrke, derimot har han styrtet mange som begyndte med fonds. Vi er ikke herrer, men tjenere. Os bør at lyde og ikke at spørre hvorfra skal vi ta brød til saa mange ? — — —

Likesaa haaber jeg at I ikke lyder de stemmer som opfordrer til forening med Danmark og Sverige ? Hvortil saadant ?

Er det for meget at i det mindste hvert kristelig land har sit missionsselskap ? Nei, la ikke denne røst lyde. Saameget mere som det synes at være en klage

– 79 –

ved tempelkisten over saa faa enkeskjerver. La os betænke hvad vor Herre sier : «Hun har lagt mere end alle». Ikke alene i subjektivt værd, men i objektiv henseende, det viser missionssaken.

Angaaende de spørsmaal du forelægger mig :

Det var godt om I kunde utsende verdens lærdeste mænd, ti Herren kan godt bruke dem herute, dersom de er ydmyge av hjertet. Men lær dem vel hvad det er førend I sender dem ut : «Uten mig kunde I intet gjøre» og — «Vær tro indtil enden» enten I ser nogen eller ingen frugt av eders arbeide.

I sin svakhet skal de kunne indta hedningeverdenen, men ikke i sin styrke. Tragt ikke efter for megen lærdom blandt eders missionærer, ti Herren kan ogsaa bruke andre, men paa de samme betingelser som hine. Men vogter eder for for liten dannelse og keitethet blandt eders utsendinger. Jeg mener i indvortes henseende.

Dersom I sender eders utsendinger til Sydafrika er det nødvendig at de lærer engelsk og hollandsk. Det tyske er aldeles ikke nødvendig. — Er det mulig saa la missionærerne gifte sig eller faa sine koner efter sig. Derved vil I spare eder for de mange misgrep som har fundet sted i Rhinske og andre missionsselskaper (herved sigtes antagelig til giftermaal med indfødte. Forf. anm.).

Jo mindre I idealiserer eders missionærer, des nærmere bringer I den sande virkelighet.

Idéerne kan vel fordrive mangeslags tanker, men ikke før kommer virkeligheten, saa forsvinder idéerne og alt hvad der var bygget paa dem. — La kun altfor stor begeistring være igjen hjemme. Den glimrer vel, men holder ikke prøve herute.

Naar I nu utsender eders brødre, frygt da ikke om alle eders penger gaar til. En utsendelse og første indtræden i Afrika koster mange penger.

Førend I sender dem maa I skrive til W. Samuel Jackson og gi ham underretning om deres ankomst.

– 80 –

De vil da bli mottat paa bryggen, og det er en stor fordel da de ellers let kan bli bedrat og staa hjælpeløse i den store forvirring.

Det selskap, hvori Jackson staar, har forpligtet sig til gratis at motta alle missionærer og hjælpe dem videre indover landet. Han forstaar tysk, men ikke norsk. Førend I mottar disse linjer skal jeg imidlertid underrette ham.

Vor overreise til Afrika kostet £ 40 pr. billet. Prisen kunde dog være tinget ned. I maa derfor i god tid sørge for leilighet for eders missionærer. Saasnart de kommer her i Kapstaden maa de ha anvisning til en eller anden forretningsmand.

Dersom vort selskap i Barmen intet har derimot (det kan I jo selv skrive om), saa kunde I henvende eder til vor agent kjøbmand Watermeyer, han sørger for dem paa bedste maate, dog ikke ganske uten godtgjørelse. I kunde ogsaa henvende eder til den norske og svenske konsul Letterstedt, som har lovet mig alt godt som eders agent. Hans kontorist, en nordmand Fredriksen fra Moss, vil ogsaa motta dem paa det venligste. De er begge fromme mennesker, om ret erfarne troende vet jeg ikke.

Fra Kapstaden og hertil kan de komme billig med skibsleilighet. Men førend de kommer hit maa I gjøre utvei til at skaffe dem en oksevogn. De gifte maa ha én alene, men de ugifte kan være sammen i én. En slik vogn med tilbehør koster £ 40—60, og forspand av okser £ 34—36. En tredje hovedutgift er de varer som de maa kjøpe og bruke istedenfor penger. Dersom de paa en billig maate kunde komme til vogn og okser i Kapstaden skulde jeg næsten si det var bedst at kjøpe dem der med engang og ta deres tøi og gods med paa vognen. Men da sakerne er dyrere i Kapstaden som ellers, er det bedst at ta skibsleilighet til Donkinsbay, og dersom vi i betids blir underrettet, skal vi paa billigste maate skaffe baade vogne og okser.

Her er nu broder Schmelen, som sikkerlig gjør sit bedste. Han er godt kjendt i landet, og dette er stort og vidt nok.

– 81 –

Allikevel er det et spørsmaal om det er plads for tre selskaper side om side. Nemlig Det Rhinske, Wesleyanske og Det norske. (Det Londonske har trukket sig tilbake og overlatt os Komagga og Steinkopf).

Vil I begynde paa denne side av Afrika, saa maa I ha eders opmerksomhet rettet mot det indre av landet. Jo længer man kommer ind, des større og ønskeligere arbeidsmark finder man.

Inden Kapkolonien maa I ikke og kan I ikke begynde nogen virksomhet. Der er det overflødig og besat overs alt. Damaraland og Novissenland (Herero) maatte da bli eders mark. Men de er endda lukket. Dog haaber jeg inden I kan utsende nogen at bringe eder bedre efterretninger. Og er de først aapnet, saa lukkes de ikke saa let igjen.

Jeg reiser i disse dage med br. Budler fra Wupperthal til Betania. — Der vil vi holde konferense (!) angaaende vor stationering, om jeg for en tid skal bli i Betania eller Kleinschmidt bli der, og jeg gjøre reisen til Damaraland.

— — — Dog førend I gjør noget maa I tale med Det Rhinske missionsselskap om stationeringen og stedet som I vil sende til. Og dersom vort selskap ikke finder nogen betænkning i at I virker ved siden av dem, saa er det min mening, at det sted som I har valgt (sic) er et sted forberedt til antagelse for hans naadesord.

Jeg skriver dette brev fra Lilifontein, vor første poststation. Undertegnet H. C. Knudsen.

19. febr. 1845 :

Saavel for de 60 sped. som for de gode raad i anledning min reiseplan maa du være saa god at bringe selskapets bestyrelse min hjertelige tak.

Det glædet mig ikke litet av den første aarsberetning at se den friske og frie deltagelse som missionen i de senere aar har vundet i vort kjære Norge. Fornemmelig ved pastor Schreuders deltagelse og utsendelse.

– 82 –

Jeg er endnu nordmand og ønsker saa gjerne at mine usle bønner for Norge maa gaa i opfyldelse. Det er derfor naturlig at de sidste efterretninger som tydelig lar mig merke præget av det engelske og tyske missionsliv gjorde et saa oplivende indtryk paa mig, at jeg ikke uten en hjertelig tak til Gud, som har al magt i himmel og paa jord, la beretningen fra mig.

Maatte det behage den vor dyrebare Gud og Frelser at lægge en velsignelse paa vort norske missionsselskap som brænder i sin første kjærlighet indtil han kommer, og end ikke da heller la det dispenseres fra velsignelse. De sidste skal bli de første. Dersom det er mig tillatt at hilse den kjære bestyrelse, saa vilde jeg tilføie disse ord :

«Den som lægger haanden paa plogen og ser sig tilbake er ikke velskikket for Guds rike». La ikke hænderne synke, men kjæmp og vind ! Det vil koste de dyrebare bestyrere megen strid at holde ut indtil enden. Det oven bestrødde sukker vil snart forsvinde, og siden blir det kun den simple husmandskost at tære paa. Men denne er ogsaa den rette mat at sende over havet. Det sparsomme tarebrød, det møisommelig erhvervede husbrød er det som hedningerne længter efter (?).

— — — Du ler mig ut for min naragtige brevsyke. Men dersom du kunde prøve nogen aars ensomt ophold herute, vilde du snart finde at Hans er ingen nar. Dertil fik jeg den ulykkelige meddelelse at mine breve var sendt med pastor Schreuder som jeg allerede har faat brev fra. Vistnok sendte han mig et fra Port Natal som var efterglemt, men det samme kunde jo ogsaa være tilfælde med de andre. Men det kan likesaa gjerne være at de er tapt for bestandig til ubotelig skade for mig.

Jeg vil paa ingen maate dadle overbringeren, da en feiltagelse er saa undskyldelig. Men jeg beklager tapet» (brevskaperne er velvillig overlatt til benyttelse av skifteforvalter Kjelland, Strømmen)..

Undertegnet H. C. Knudsen.

– 83 –

– avsnittVII –

SOM TYSK MISSIONÆR

«Løft dit hode du raske gut om et haab eller to blev brutt

blinker et nyt i dit øie straks det faar glans fra det hoie.»

Bjørnson.

Ungdommen er sterk baade i sorg og i glæde. Men den har ikke evnen til at fastholde en stor følelse i længere tid, dertil er livsmodet for sterkt og kræfterne for friske.

Omend H. C. Knudsen i sin tid kan ha været dypt skuffet over resultatet av Norgesreisen for sit personlige vedkommende, saa har han dog ikke i nogen lang tid baaret paa denne skuffelse. «Han sturet kan hænde en dag eller to saa rystet han sorgen av».

Av den avskedshilsen til Norge som han lot trykke og utgi ved avreisen fremgaar det tilstrækkelig at han selv var betat av indtrykket av opholdet og de mange rike oplevelser han hadde hat.

Dette farvel er høistemt og holdt i en viss patos efter datidens religiøse sprogbruk. Det viser sig av denne, at Knudsen reiste ut med sterk beundring for den haugianske bevægelse. Han kalder Hans Nielsen Hauge for «Norges Johannes», som har beredt Herrens vei og hylder ham i sterke ord.

«Herren velsigne dig Johannes Nielsen Hauge ! Herren velsigne rikeligen din slegt og dit folk og sætte dig til endnu større velsignelse blandt folkene paa jorden. Og I kjære av brødrene som samles i Herrens navn, og som vil bo i yndig fred hos eders øvrige brødre. Rike brødre ! Herren velsigne eder og gjøre eder til sande filadelfiske brødre, saa skal ogsaa eders «liten kraft» bli stor og mange skal kjende at «Herren har elsket eder». Forkynd og ti ikke med hans navn som blev slagtet for vore

– 84 –

synder, men giv da ogsaa flittig agt paa den «dør» som Herren just har aapnet for eder. Aab. 3, 7—13.

— — Min hjertelige tak til eder alle som med saa megen kjærlighet mottok mig og ikke foragtet mig for min ungdoms skyld (Knudsen var bare 24 aar), men mottok Herrens trøstende, glædende og advarende ord av en saare ringe tjeners mund.

Tak I kjære som fulgte mig saa kjærlig fra by til bygd (det var en fast haugiansk skik at man fulgte prædikanten til næste sted om det var anledning til det), til lands og til vands og var mig behjælpelig med at faa utrette mit ærinde til folket (merk hans opfatning av sin specielle mission).

Tak til eder I kjære som forenet eder i Herrens navn til missionsforeninger, for paa denne maate at samle kraft til at kunne glæde og husvale et og andet hedningehjerte som holder paa at forsmægte. — I er mine vidner at jeg ikke søkte min vinding, men eders kjærlighet og barmhjertighet for de arme hedninger. — Gud give at judasropet : Hvorfor blir al denne salve spildt, vi har jo fattige nok selv ? snart maatte forstumme iblandt eder. Ti de som sier saa, sier det ikke for de fattiges skyld. Herren la eder saa mange som har denne gjerning av kjærlighet til ham, faa det samme trøstende svar som Maria : La hende i fred !

— Endelig en tak til eder, kjære veninder, som i likhet med kvinderne i evangeliet har lyst til at tjene Herren. Han lægge selv sin velsignelse til eders arbeide og samle snart mange av eders kjøn til dame-missionsforeninger og til arbeiderinder for hedningerne».

— — «Det saa længe nærede ønske om før min avreise til hedningerne at maatte kunne besøke mit kjære fædreland Norge, opfyldte Gud langt over mit ønske. Glædet drager jeg tilbake overlatende til Herren at gjøre med sin ringe tjener efter sit behag».

Undertegnet :

Eders forbundne H. C. Knudsen.

– 85 –

Her viser det sig at han ogsaa har øie for kvindeforeningerne og næsten optræder som profet for den senere saa mægtige kvindeforenings-bevægelse.

— Fra Oslo nævner han i sin beretning om missionen, at det lykkedes at stifte en forening av unge kvinder i 1839 — dette var ikke blandt haugianerne. — Er disse Knudsens kvindeforeninger de første her i landet, eller er de kun samtidig med Gustava Kiellands, som jo har faat æren av at være kvindeforeningernes mor ?

Den hele organisation tør skrive sig fra Hernhut fra de forskjellige «Band» og klasser av mænd og kvinder. Baade prestefolkene Kielland og Knudsen var jo sterkt paavirket derfra.

Dengang var al magt i Tyskland centralisert hos landets regjering og al offentlig virksomhet inden samfundet krævedes autorisert og kontrollert av den. Paa den maate maatte ogsaa de frivillige missionsselskapers institutioner autoriseres, og selv ordinationen av missionærer skedde paa regjeringens vegne.

Paa denne maate gik det da ogsaa til at H. C. Knudsen efter en fortsat reisevirksomhet i Tyskland efter tilbakekomsten fra Norge den 6. mai 1841 blev ordineret av generalsuperintendant Hülsmann tilhørende den preussisk unerte statskirke i Rhinprovinsen og mottok officiel beskikkelse i selveste kong Wilhelm den tredjes navn.

— Men man kan vistnok gaa ut fra at beskikkelsen kun gjaldt missionsmarken, ikke hjemmets kirke.

Den 24. mai stod han endelig færdig til at forlate Europa sammen med tre andre utsendinger.

Men reiser til Afrika dengang var ikke saa dagligdags en ting som nu. Man regnet mindst tre maaneder paa veien, og det var kun englænderne som hadde en organisert passagertrafik mellem London og Kapstaden. Men reisen var vistnok betydelig billigere end nu, idet man kom frem for 30 engelske pund.

Reisen fra Barmen gik over Holland til London. Opholdet i verdensbyen var en velkommen oplevelse for de

– 86 –

unge mennesker, og de fik da ogsaa god tid til at se sig om og lære byen at kjende i de 5 uker de ventet førend avreisen fandt sted.

Knudsen skriver til sin far om det overvældende indtryk det gjorde at se dampskibstrafikken paa Themsen. Dampbaatene for i alle retninger, havnen og byen var indhyllet i røk og damp, alt var travlhet og liv.

— De yrende menneskemasser overalt hvor han satte foten satte ham i funderinger. Hvor var den enkelte i dette mylder ? Hvordan passet missionsseminarets luft og teorier til dette virkelige livs røk- og dampfyldte tilværelse ? — Skoleeleven fra den landlige uskyldighet maatte nu til at orientere sig utenfor skolesalen og de omhegnede stier og staa ansigt til ansigt med livsproblemerne som de frembyder sig i sin rike mangfoldighet og nøkenhet for den unge just færdige mand. — Men saa farlig og ubevogtet var jo heller ikke dette Londonophold. I byen var der en stor tysk koloni med tyske kirker, prester og menigheter, og inden denne koloni holdt Knudsen og hans kamerater sig det meste av tiden.

Men der blev dog ogsaa anledning til at opleve noget utenfor. — Han besøkte tunnellen under Themsen, Det britiske museum, Tower, Den zoologiske have, kirker og bygninger o.s.v.

Men det som gjorde mest indtryk paa ham av alt var kanske de livlige engelske forsamlinger. Man klappet i hænderne, viftet med lommetørklær, ropte og skrek saa det ikke var ørenslyd selv paa religiøse møter. Et slikt syn hadde Knudsen aldrig set i det rolige Tyskland eller hos de gravalvorlige haugianere og brødre i Norge.

Men ikke bare det, paa forskjellige missionsmøter traf han tidens og eftertidens lysende navne. Missionær Gobat, som har gjort sig verdensbekjendt ved sin virksomhet i Abessinien og Syrien og som opholdt sig i England paa denne tid for helbredens skyld, fik han anledning til at se og høre.

– 87 –

Missionær Freeman fra Madagaskar var ogsaa samtidig i London og kunde berette fra det romantiske arbeide og liv nede paa den store afrikanske ø. Litet visste Knudsen dengang at hans landsmænd vel 20 aar efter skulde begynde et saa stort og epokegjørende missionsarbeide paa Jones og Freemans missionsmark. Hadde han selv blot blit ført den samme vei, kunde meget ha tat sig anderledes ut.

Foruten Campbell fra India og Fjelstedt fra Sverige lærte han ogsaa at kjende den store Moffat, Livingstones svigerfar fra Sydafrika. Han virket oprindelig i Namaland, hvor Knudsen fik sin plads anvist, og det er om ham det er fortalt at han holdt aftenandagt hos en boer og spurte hvor tjenerne var og om de ikke skulde være med. «Mener De hottentotterne ?» spurte verten forarget, «la mig da heller gaa tilfjelds og hente apekattene til andagten, eller : Hør gut, gaa ut og hent hundene !»

Moffat svarte ikke, men læste fortællingen om den syro-fønikiske kvinde og ordene : «De smaa hunde æder dog gjerne de smuler som falder fra deres herres bord». Boeren sprang da ut efter de indfødte tjenere og sa da andagten var over : «De brukte en haard hammer og slog hul i et haardt hode».

Moffat stod i Londoner-selskapets tjeneste, og dette trak sig tilbake fra Sydvestafrika og overlot strøket til tyskerne, som siden har beholdt det som sin missionsmark. Han flyttet derpaa længer østover til beschuanerne, og her var det han gjorde sit storverk, og herfra var det at Livingstone senere trængte længer og længer nordover indtil han havnet i hjertet av Afrika.

Knudsens ophold i Sydafrika falder altsaa sammen med Livingstones. Men det var ikke skrevet i hans horoskop at han skulde ligne denne store mand.

— Der skulde en skotsk jernvilje og en friere og mere vidsynt organisation til end det daværende Rhinske missionsselskap til at begunstige en saa enestaaende utvikling av kraft som Livingstone.

– 88 –

Endelig slog skilsmissens time, passagerskibet med de beskedne bekvemmeligheter for de reisende og den spartanske reisekost satte kursen for Sydafrika til den venlige by under Taffelberget med de bugnende vinhaver og duftende blomster mellem de to verdenshave — til Kapstaden.

– og les videre i boken her :

Skriv inn søkeord..