– fra sidene 18 – 26 :
HANS CHRISTIAN KNUDSEN. KUNSTNER ELLER MISSIONÆR ?
«I Knudsens liv og vandel skimtet altid den utprægede kunstner frem» (von Rohden).
Det er ikke bare «moder Saga» som av og til har daarlig hukommelse og glemmer hvad hun har visst. Ogsaa «moder Mission» lider undertiden av samme svakhet. Saaledes har hun glemt den mand hvis navn staar over dette kapitel.
Hun husker nok hans navn, men stort mere er det ikke. Knudsen fra Farsund kaldes han baade i Norsk missionstidende og i Sommerfeldts missionshistorie. Biskop Schreuder har faat hans plads som Norges første missionær. Missionsforeningen i Stavanger og Jon Haugvaldstad har faat meget av den ære som tilkommer ham som ophavsmand til det nuværende Norske Missionsselskap
H. C. Knudsen er landets første Afrikamissionær overhodet, og den første missionær her fra landet i nyere tid.
Han er født 18. mars 1816 i Bergen, og opdraget sammesteds. Han er derfor med rette baade av fødsel og opdragelse bergenser. Han har da ogsaa alle bergenseres umiskjendelige egenskaper : sterke stemninger, kunstnerisk temperament, national selvfølelse og munterhet.
— Det er faren, farver Knudsen, som er skildret i det forangaaende kapitel som er fra Farsund og vistnok er forvekslet med missionæren. — Sønnen har saavidt man vet kun været paa smaa og korte besøk i nævnte by.
– 19 –
Det er altsaa Bergen som har den ubestridte ære av at ha git os den første missionær til Afrika. Og var det egentlig saa meget av veien ? Var det ikke fra Bergen og ved bergensernes hjælp at ogsaa Hans Egede fik istand sin utrustning?
Paa den anden side maa det nok desværre sies, at det ikke egentlig var bergenserne som gav ham missionskaldet eller hjalp ham avsted, men hans far fra Farsund med den sterke religiøse interesse og levende missionssans. Som missionær er han derfor allikevel maaske mere fra Farsund end Bergen.
Iblandt de gulnede blade i Barmens Missionsarkiv som trolig har gjemt mindet om H. C. Knudsen fandtes ogsaa en værdifuld selvbiografi, igrunden det eneste dokument som gir paalidelig oplysning om hans barndom og ungdom. — I denne fortæller Knudsen følgende om sig selv :
«Min far gik i ungdommen med ønske om at bli missionær, hans forældre hørte nemlig til brødremenigheten, men det blev ikke til noget med ham. Heroppe hos os var saken dengang meget litet kjendt, og han giftet sig ogsaa meget tidlig.
Hans inderligste ønske var derfor at en av hans barn kunde ofre sig for missionstjenesten. Han fik 8 barn, den ældste søn døde kort før min fødsel, men mine øvrige søskende : fem piker og en gut lever alle. — Fra jeg var ganske liten fandt jeg stor fornøielse i tegning. Ja saa sterk var min tegnelyst, at selv om noget gik mig aldrig saa meget imot, kunde jeg bringes til at glemme min sorg, naar min far tok et stykke kritt og tegnet en hest for mig paa den nedslaatte bordklaf. — Jeg tørret taarerne og forsøkte at efterligne hesten.
Min skoletid var kort og faldt i alderen 9—12 aar. Jeg gjorde smaa fremskridt. Gjennem min onkel, som var hjælpelærer paa en søndagstegneskole, fik jeg adgang til tegneundervisning, og ved min landsmand, professor Dahl fra Dresden, blev jeg hjulpet ind paa en større tegneskole
– 20 –
under hans besøk i Bergen, da jeg var i 12-aars alderen. Jeg var nødt til at gaa som gratiselev ved denne skole, da min far ikke hadde raad til at betale for mig. Paa tegneskolen gjorde jeg fremskridt og tok første aar anden præmie, og de to derpaa følgende aar skolens første præmie Da jeg var omkring 12 aar døde min mor, og min far forlot Bergen sammen med mine søskende og reiste til Farsund, sin fødeby».
Med undtagelse av et træk fra morens begravelse, da gutten paa farens opfordring tegnet moren paa likstraa og hele stueinteriøret hvor hun laa, er dette alt hvad vi vet om hans barndom. — Det synes at være merkelig, at Fredrik Knudsen med sin forretning, sit farveri o.s.v. ikke skulde kunne holde sønnen paa skole. Men hans økonomiske forhold efter tvangsauktionen var meget slette, saa han antagelig ikke har hat noget at avse til sønnens utdannelse. Det ser ut til at være onkelen, dyrlæge Knudsen, som først har hat syn for at utvikle hans utprægede anlæg til tegning.
— Dette anlæg var det mest fremtrædende ved Hans Christian i gutteaarene, og det blev det kanske liketil hans død. — Efter Knudsens egen beretning at dømme var det med professor Dahls hjælp han fik friplads paa Bergens tegneskole . . . Det besøk som skulde passe ind til Knudsens 12-aars alder maa være Dahls reise til Bergen over land fra Kristiania over Kongsberg, Numedal og Hardangervidden i 1826. Men da var han jo ikke mere end 10 aar. Hans fødselsaar opgives nemlig av alle til 1816. — Der maa da her foreligge en hukommelsesfeil, nogen forveksling av Dahls tilbud i 1834, hvorom mere senere, kan det jo ikke være tale om.
Hans skoledannelse maa sies at være blit ensidig anlagt, idet han kun fik tre aars almindelig skolegang og resten udelukkende tegning. For det virke han senere valgte sig vilde det sikkerlig været langt bedre for ham om han fra først av hadde benyttet tiden til bedre træning i almindelige skolefag.
– 21 –
Paa evner manglet det ikke, naar han selv klaget over at han gjorde daarlige fremskridt maa dette skyldes i første række den skole og de lærere han har hat.
At hans tegneutdannelse lykkedes helt ut viste sig snart. Da kaptein Prahl kom til byen for at slaa sig ned som litografisk banebryter, tok han øieblikkelig Knudsen i arbeide, og i hans officin, sier den unge tegner, blev det avgjørende grundlag for hans senere tegnekunst forberedt.
Denne Prahl, som han blev hos til han forlot Bergen forgodt, var en merkelig mand. Selv var han hverken tegner eller litograf, men hadde sat sig ind i de nye stentrykmetoder fra Tyskland og gik igang med et uforfærdet mod med at starte et stentrykkeri i Bergen. Han var i høi grad særpræget og original.
Dette skyldtes for en del hans opdragelse. Forældrene var nemlig skilte, og moren hadde git avkald paa alt underhold for at faa beholde sin lille Georg. Utsigterne for ham og moren var meget slette, indtil kongens generaladjutant en dag blev opmerksom paa gutten og indtat i ham for et djærvt svar, han gav ham.
Han blev hjulpet ind paa krigsskolen i Kristiania i 1809 og kunde saavidt tilfredsstille fordringerne : at læse sit morsmaal «til tarvelighet», skrive nogenlunde «samskrift», og regne de fire species i hele tal ! Han blev just færdig uteksaminert da krigen var over, og var derpaa en stund i Skien før han kom til Bergen i 1823 som løitnant. Livet var raatt og vildt i militærkredse dengang, og Prahl drak mindre, men bandet desto mere ifølge Imanuel Ross. Han var hoven og uerbødig mot sine overordnede og heftig mot sine underordnede. I 1827 oprettet han sit stentrykkeri, og det første litografi var av mestertyven Gjest Baardsen !
Hans mest fortjente arbeider er imidlertid farvede tegninger av norske bondedragter og prospekter fra Bergen, samt en mængde gode portrætter av inden- og utenlandske mænd.
– 22 –
Hans tegnere var Losting, Bucher, Walter og Knudsen m. fl. Livet i den litografiske anstalt var meget livlig.
Herom fortæller et øienvidne følgende : «Det gik som man kan tænke sig ofte muntert til blandt denne flok av unge mennesker hvor selv de eldste : Knudsen og Walter ikke var mere end 18—20 aar gamle. Prahl var efter nuværende tids forhold en ren tyran.
Men da han selv var livsfreidig saa han gjennem fingrerne med vore spilopper. Vi — jeg antar vi to ældste med, som naar intet andet arbeide forelaa, var baade lærer og arbeidere — maatte alle være ved vort arbeide 1/2 7 hver morgen, og forat alle skulde være præcis, var Prahl selv tilstede ved det store bord som vi kaldte det; dette var placert midt i trykkeriet. Prahl som ikke selv kunde utføre noget arbeide i tegnebranchen blev imidlertid kjed av sit tvungne inspektionsarbeide og forsvandt derfor næsten hver morgen efter en halv eller hel times ophold.
Dette var tegnet til at vi sprang op fra vore pladse for at skaffe os noget spiselig i smørkringler, plommer, rosiner etc, saasnart vi var sikre paa at vi hadde ham i tilbørlig avstand.
Vi opkvikket os paa denne maate efter bedste evne, puffet og dunket hverandre, og det endte ofte med at vi laa i gulvet alle mand i et eneste bøle. Enkelte gange hændte det at Prahl overrasket os i en saadan situation, og da fik vi to «gamle» vor skjære skrubb for daarlig opretholdt orden.
Prahl var en stor ynder av musik og sang, og da de fleste av os unge dyrket musikken, hændte det naar vi hadde faat fat i en melodi som særlig tiltalte os, at vi la pensler og blyanter væk og slog takten til vor melodi, mens Prahl kikket ind gjennem et kikhul og var vidne til det hele. Til vor store skræk lukker han pludselig op døren og sier med sin sædvanlige barskhet : «Det var da fælt saa vakkert, la mig høre en gang til !»
– 23 –
Prahl brukte stokken flittig, men var hans vrede over foreslog han gjerne en sang like efterpaa. Johannes Brun var ogsaa en tid lærling hos Prahl. Han forstod udmerket at spille chefen. I stykket «Hos kapteinen» skal han ha lagt ind adskillig av Prahls eiendommeligheter. Senere blev Prahl med i maateholdsarbeidet og var med som indbyder til oprettelse av et asyl i Bergen.
Her hos Prahl fik Knudsen flere betydelige arbeider, og man finder hans merke paa flere av de mest vellykkede reproduktioner, saaledes har han stukket Groligers portræt av professor Dahl, billedet av stortingspræsident Christie, Lyder Sagen o.s.v.
Men det var særlig hans litografering av Dahls prospekt av Bergen (originalen blev git prins Oscar som gave fra bergenske borgere), som gjorde professoren saa begeistret for ham.
Originalen paa Stockholm slot er 2 alen langt, 1 alen og 8 1/2 tomme bredt. Det litograferte farvetryk er kun 36 cm. langt og 36,6 cm. bredt. Titelen er Bergen. Og i kanten tilvenstre staar : «Forlagt og trykt ved Prahl i Bergen». Paa den motsatte side : «Tegnet paa sten av H. C. Knudsen».
Paa grund av dette møte og Dahls tilfredshet med ham blev han optat i den kreds av unge kunstnere som omgav ham i Bergen. Andreas Aubert fortæller, at det var i Lyder Sagens hus Dahl holdt til og det eiendommelige kunstnersamfund utviklet sig.
Sagens hus laa opunder Fløifjeldet omgit av en underskjøn have, som Dahl selv hadde megen ære av, da han sendte fruen utvalg av de sjeldne frøsorter, som han kom over i Tyskland, og pragteksemplarer av plantesorter fra haver dernede. — Knudsen blir i de kilder, Aubert har hat til sin raadighet, viet en speciel opmerksomhet. Hans ord falder saa : «Det har sikkert ikke gjort Sagen mindre lykkelig at se Dahl midt i en kreds av elever : Schultz, Bull, siden ogsaa Groliger, desuten Rasch og en attenaarig ber-
– 24 –
genser med utprægede kunstneriske evner, Hans Christian Knudsen, som tegnet og litograferte for kaptein Prahl. — Dahl fik en subskription igang for ham for at hjælpe ham til at fortsætte sin utvikling i utlandet. Men Knudsen vilde ikke, han hadde faat lyst til at bli missionær. Et minde om dette kunstnerstevne i Bergen 1834 er hans vellykkede litografi efter Dahls portræt ved Groliger, som ogsaa paa Dahls opfordring utførte et portræt av Lyder Sagen (Andreas Aubert: Professor Dahl s. 276).
Om denne professor Dahls interesse for Knudsen samstemmer ogsaa andre forfattere. Saaledes fremstiller forfatteren av familierne Ellerhusens og Gorbitzernes stamtavle, skrevet i 1866 av N., saken paa væsentlig samme maate : «Mens han 18 aar gammel var i kaptein Prahls lille institut her i Bergen, hvor hans arbeide vakte opsigt og beundring, blev professor Dahl gjort opmerksom paa denne for hans kunst saa rikt begavede unge mand, og professoren, efterat ha hat ham hjemme hos sig og set ham ta ut et kontur av et av Dahl selv malt prospekt av Bergen, tilbød sig straks at ville sende ham til utlandet og sørge videre for hans utdannelse som maler».
Men dette stemte ikke overens med Knudsens ønske, hvis eneste digten og tragten gik ut paa at bli forkynder av Guds ord blandt hedningerne (Brev av 1/6 1844, Miss. Ark. Barmen. Et andet sted sier han : «Manden er sin egen stil. Ja ganske rigtig, men man kan jo ofte føre en alvorligere tone end ens eget indre er stemt i, eller omvendt. Ak la mig faa lov til at skrive saa ubundet og litet tilstelt som mulig. Ti derfor la jeg jo ogsaa kunsten væk, fordi jeg ikke vilde være nogen «kunstner»).
Sjelden har vel en ung kunstner i 18-aarsalderen hat et saa glimrende tilbud som H. C. Knudsen i 1834. Istedetfor den lange og ofte haabløse kamp paa kunstens tornefulde vei frem til utdannelse og anerkjendelse møtte en av Europas mestere ham ved indgangsporten til det forjættede land for at lukke op for ham og føre ham ind. — Men han avslog det lokkende tilbud. Visste han hvad
– 25 –
han gjorde ? Efter al sandsynlighet visste han det, og det var efter et saa modent overlæg som en 18-aaring overhodet kan præstere, at han tok denne alvorlige beslutning.
Han røber i et brev til sit missionsstyre 10 aar senere at han nok var opmerksom paa sine chancer. Han skriver da :
«Ja saa hjertens gjerne gir jeg Gud æren for hvad der maatte være utrettet til missionens fremme under min reise. Og min tegnekunst, hvor fattig den end var i og for sig, skapte mig dog et navn i mit fædreland for 9 aar siden. Men at menneskene let kan glemme Skaperen for skabningen har jeg tidlig lært. Jeg forstaar derfor nu dette, at det er en saare liten ting for mig at bli holdt for stor av mennesker. Men derfor frygter jeg ogsaa mindre baade deres hat og deres gunst»(Dagbok august 1844. Miss. Ark. Barmen).
Og dog var han og blev han kunstner hele sit liv.
Kunsten var indvævet i hans natur og dannet en væsentlig del av hans personlighets indhold. — Han tegnet og malte hele livet, og flere av hans efterlatte arbeider bærer sterkt præg av den lovende kunstnerbegavelse som i ungdommen skaffet ham en saa hjertelig mottagelse hos kunstforstandige mænd. — Paa samme tid finder man vel at han nærmest blev staaende som tegneren. — Den videre utdannelse i kunstakademierne skulde jo først ha bragt ham i malernes klasse. — Og da han avbrøt sin kariére hadde han jo væsentlig kun tilegnet sig en teknisk færdighet som sammen med det medfødte skjøn skulde hjulpet ham over i den selvstændige kunst.
Det er derfor mest som portrættør man finder ham virksom baade herhjemme og derute i Afrika. Dog har man enkelte malte billeder som viser en fin farveglæde indenfor datidens enkle og dystre farvevalg. Man vil ogsaa finde temmelig middelmaadige ting efter ham. Hans arbeider fra 50-aarene, da han ernæret sig ved at tegne og undervise, tilhører maaske de mindst gode.
– 26 –
Merkelig nok nævner ikke Knudsen selv med et ord denne begivenhet i sin korte selvbiografi. Det kan ikke være fordi den ikke har gjort indtryk paa ham, den maa tvertimot ha været en av hans livs hovedbegivenheter. Den eneste forklaring paa hans taushet maa da være denne at han av beskedenhet har undlatt den.
Da han skrev nævnte biografi var han desuten paa reise ut til Afrika over England, og det store synspunkt for alle de anførte træk av hans liv har ene og alene interesse for hans missionskald.
— Hans beslutning om at forlate kunstnerveien og bli missionær vakte som rimelig kan være stor forundring og liten forstaaelse i Bergen. Utenfor hans egen lille kreds blev sikkerlig en saadan bestemmelse opfattet som uttryk for mere eller mindre forskruet livsopfatning. — Han fik da ogsaa en meget kjølig mottagelse i sin fødeby i 1839 da han besøkte den som missionskandidat. Tiden for utviklingen av de tanker og kræfter som hadde grepet utviklingen var endnu ikke kommet. Han var den ensomme forpostfegter.
J. W. Cappelens indtrængende ord i Morgenbladet var ikke hørt av mange : «Er dette ikke en gjerning sømmelig for kristne ? Skulde ikke ogsaa Hans Egedes landsmænd ønske at ta del deri ? Haardere end de klipper som omgir dem maatte deres hjerter være, naar de længer vilde staa ørkesløse og kun se til det som vore protestantiske brødre i England, Tyskland, Schweitz, Holland, Frankrike, Danmark o.s.v. gjør for at utrette dette menneskehetens herligste verk» (Mgbl. nr. 163, 1826).
Men hvad var det som bragte vegtskaalen til at veie over til denne uforutseede side ved Knudsens valg ? Menneskelig talt er det og blir det en gaade at han valgte som han gjorde, og av og til kunde man fristes til at spørre om han valgte ret. For at gi den psykologiske forklaring paa fænomenet, maa vi derfor søke oplysninger om hans indre utvikling i disse aar.