– fra sidene 136 – 147 (se oversikten del 2 her) :
UNDER TYSK DISCIPLIN
Det gamle missionsstyre i Barmen var mildt, men patriarkalsk.
Missionsfædrene krævet lange og nøiagtige beretninger derutefra, de fulgte sine utsendingers økonomiske dispositioner med ørneøine og gav strenge regler for bruken av pengene, de blandet sig ind i utsendingernes privatliv paa en for os nærgaaende og ufin maate og gav nøiagtige og detaljerte bestemmelser for alt mulig.
— Det fremgaar av Knudsens breve at han ikke altid slap like let fra dette faderlige styre. I det store og hele har han været vel anskrevet. Og hans særlige begavelse i retning av tegning og portrættering har været flittig utnyttet, ihvorvel man ikke altid synes at ha sat tilbørlig pris paa hans tegninger.
Det eksisterer saavidt bekjendt hittil ingen samlinger og ingen minder om ham i det nuværende Barmens missionsarkiv.
Knudsen er altid ærbødig og korrekt likeoverfor dette styre, selv da naar han var mindre vel anskrevet og uenig med det. Samtidig er han dog frimodig og ofte sarkastisk naar det gjælder smaatterier og bestemt og avgjort naar det gjælder indgripen i hans personlige frihet.
Systemet var helt igjennem uheldig og skadelig for alle parter. Det var ingen konferanser eller aarsmøter
– 137 –
for missionærerne hvor de sammen kunde utveksle meninger og samordne sine rapporter. — Styret i Barmen hadde den direkte ledelse og mottok ofte motstridende meddelelser fra de forskjellige personer.
Enkeltes utsagn fik for stor vegt og betydning, andres for liten. Saalænge dr. Richter var inspektør, stod Knudsen sig særdeles vel, selvom han tillot sig en friere tone end sine tyske kolleger. Richter forstod ham og vurderte hans temperament og eiendommelige natur. Ganske anderledes blev det siden, da hans eftermand kom til styret. — Han taalte ikke Knudsens ofte bitende bemerkninger og gjorde ham opmerksom paa det absolutte underkastelsesforhold Barmenserne krævet av sine utsendinger. Et utdrag av enkelte av Knudsens breve vil bedre end noget andet vise baade hans egen friske aand og tyngden av den tyske disciplin.
Til Richter 1844.
«Hiebe oder Triebe».
— — — Hvor ganske anderledes blev ordlyden naar jeg læste «hip»: Skriv ingen privatbreve tonte det mig i ørene ! Portoen maa betales. Ta eksempel av vort dyrebare selskaps nøisomme brevveksel (!). Klip vingerne helt av dig, for at holde os skadesløse med fjærene.
Men det kan ogsaa forstaaes saaledes : «Skriv ofte til din lærer !» Da maatte jeg atter læse «tilskyndelse» (Triebe), og da danset atter de 80 preusiske thaler i brevporto rundt hodet paa mig. — Tænk paa deres stakkars elever med velvilje; ti de er gaat ut til hedningerne ifølge Guds vilje og har intet kunnet faa eller motta hos dem, men venter alt sit fra hjemmet.
Men naar jeg betænker alt det vi skriver og sender og det lille vi faar igjen, saa falder det mig lettere at skrive 12 privatbreve end 1 dagbok. At gi uten at faa er vi saa vant til herute. Og naar vi ikke kan faa vore renter fra hjemmet saa holder vi det ikke ut, men sætter
– 138 –
vor avtagende eiendom andetsteds i en bank eller livsforsikringsanstalt. Stadig at skrive forretningsbreve er en triviel affære, men naar man aldrig hører et venlig spørsmaal, aldrig mottar et hjertelig ord, aldrig merker noget av aandens samfund, saa maa man ikke forundre sig over at faa breve hvor man læser : Idag har jeg atter spist kjøtt, drukket melk, holdt kirke og skole, er træt og gaar nu tilro.
— — — — Jeg skammer mig over at mine to sidste brev har forekommet Dem saa tørre og misfornøide.
Jeg mente jo at ha grund til det, men det var nok bare sandgrund. — Ta mig imidlertid som jeg er. Hadde jeg ikke allerede sendt dem, vilde jeg ha brendt dem; ti jeg er blit ganske omstemt av Deres velvillige og gode brev. — Men de kan tjene som et godt eksempel for Dem paa, hvor let man herute kan forsures.
Pengesaker, misforstaaelse.
Den første sak er foragelsen og misforstaaelsen med hensyn til oksevognen til 3000 thaler. Hvem som er skyld i denne vet jeg ikke, da jeg ikke har kopi av mit brev, i hvilket jeg beskyldes for at ha stillet Hahn i et slet lys. Jeg kan derfor ikke dømme om jeg er den skyldige eller ei.
Vort forhold til hinanden her i store Namaland er : én sjæl og ett hjerte. Derfor forekommer Deres uttryk i ærede skrivelse av 6. juli 43 : «Du kjære Knudsen skriver at Hahn ikke har regnet ganske rigtig med hensyn til denne vogn», at stille mig i slet lys. Ti dersom jeg hadde anklaget br. Hahn for slike ting saa maatte jeg ha gaat ganske anderledes frem.
Bedste herr Inspektør staar det virkelig saa i mit brev ? Eller er det meget mere uttryk for en fordom, som man altid nærer mot os i hjemmet; Man venter altid det værste ?
– 139 –
— — Jeg har uttalt i en spøk i herr Richters brev da jeg saa Hahns nøiagtige regning over alle smaating og tænkte paa min egen forsømmelse : «Br. Hahn gir saa nøiagtig regning, at jeg ogsaa maa begynde. Men han har glemt de 2/3 av godset som han har mottat av mig paa Betania». Eller skulde jeg virkelig ha begaat den feiltagelse at skrive 3 000 thaler for en vogn istedetfor 2/3 av godset, hvori ogsaa indgik denne vogn med verktøi og tilbehør. Jeg kan ikke selv tro det eller forstaa at jeg skulde gjøre en slik skrivefeil.
Fra missions elev til missionær.
De sier at De ikke kunde gjenkjende de utreiste damer paa billedet, men at Terlinden hadde hjulpet Dem. Det kan jeg meget godt forstaa, og slik vil det gaa enhver som har kjendt missionseleven og tror at han altid skal vedbli at være elev og fortsætte hele livet at være slike som de var paa skolen.
Nei, «hedninglivet» bringer ganske vældige forandringer med sig, det har jeg selv set. En missionær maa avlægge det elevagtige og selv begynde at trække av alle kræfter. Det gjør ham sterk, men undertiden ogsaa saa svak og syk, at man i løbet av en 2 á 3 aar ikke kjender ham igjen.
Jeg reiste til Elberfeldt i Damaraland for at træffe to unge elever, men fandt dem ikke. Kleinschmidt, min unge medelev, var allerede lik en mand i 40- eller 50-aarene med et stort rødt skjeg. Jeg saa ham som husfar med kone og et yndig barn. Der maatte jeg la mine missionselevtanker ligge og begynde at studere missionæren. At styre hus og folk, at prøve kors og lidelse, at lede en menighet m. m. det bidrar hurtig til at forandre en mand. Det har indflydelse paa hans fysiognomi og karakter.
Den unge ivrige koleriske missionselev Hahn fandt jeg igjen som en melankolsk skjeggemand. — Og er man lykkelig at ha bragt med sig fra hjemmet noget karakter-
– 140 –
løst sangvinsk blod, saa gaar det snart over i det koleriske herute for at ende i det flegmatiske. Det staar sig bedst i længden.
Til hovedstyret 1844.
Pengesaker og økonomi.
De ber om klare opgaver med hensyn til hvad jeg har brukt til mit underhold paa Komagga. Ja, hvad skal jeg si dertil ?
Jeg spiste ved bordet, og siden jeg hadde den fornøielse saa maatte jeg yde erstatning, i overensstemmelse med hvad Hahn har opført, Kleinschmied spiste gratis som Schmelens svigersøn.
Det maa derfor ikke lægges mig til last at jeg hadde saa meget behov. Jeg deler her skjebne med alle mine brødre, og kan ikke gi anden opgave end den regningen gir og bordet førte med sig. Jeg kunde ikke med anstand si : Gi mig kun et stykke kjøt. Kun det vil jeg betale for. Det eneste middel hadde i det tilfælde været at gjøre som Buddler : at stelle sig selv. Men da maatte man jo ha sin kone.
Schmelen hadde paa ingen maate fordel av os, det afrikanske liv er nu engang slik, det er ingen anden maate at gjøre det paa. Og dog gjør jeg det nu paa en anden maate. Før spiste vi tre gange om dagen, her paa Betania spiser jeg oftest kun ett maal og da intet andet end kjøt stekt i sit eget fett og melk dertil. Kun naar jeg har gjester tar jeg mig den frihet at sætte frem noget bedre.
— Men tænk Dem ikke den herlighet de besøkende faar paa Betania alt for stor; ti jeg er selv hovedkok. Litet kan jeg med kokekunsten, og mens Hahn og Emma var her klaget de stadig over sult, og jeg har en frygt for, at det var min udygtighet i matveien som var skyld heri. Kanske det ogsaa var derfor de reiste saa fort. Eller var det for oksernes hungers skyld ?
– 141 –
Haven.
Saa vil De sikkerlig spørre mig efter haven ? Og hvorfor jeg ikke planter grønsaker? Det frø jeg saadde i aar var adskillig svakere end det ifjor. Det meste Kleinschmied plantet ifjor og jeg iaar, var korn. Det som blev høstet ifjor delte jeg ut til sæd blandt folket. Med haven iøvrig staar det slet til, og jeg faar saa godt som intet av pampuner (?), spansk pepper, agurker, salat, kaal og næper.
Da jeg er en stor ven av kaffe, hvilket tør være bekjendt, og nødig vil forsage denne kostelige drik morgen og aften, og dog ikke tør bestille en kaffefragt hit til Betania, saa har jeg begyndt at bruke et surrogat bestaaende av frugten av et tornetræ blandet med korn. Denne drikker jeg av dersom jeg ikke har gjester. — Jeg har altsaa nedskrevet mine livsvaner til behørige dimensioner, og haaber at ingen skal beskylde mig for overdaadighet. Og jeg føler mig ogsaa fri i min samvittighet likeoverfor beskyldningen : «Flere missionærer gjør sig skyldig i at ha større utgifter end indtægter. Den som ikke er tro i det smaa i det ydre, hvordan kan han være tro i det store i det indre ?»
Men at livet her er kostbart avhænger av forholde som kun den som ser forholdene paa stedet kan dømme om, eller en som har indbildningskraft nok til at sætte sig ind i livet i et land hvor der ikke findes noget paa stedet at leve av, men alt maa skaffes tilveie ved en lang og møisømmelig transport.
Gaver og porto.
Jeg maa gjøre mit hjerte saa haardt som en sten for ikke at faa bebreidelser fra hjemmet, men jeg frygter for at jeg kan paadra mig Herrens bebreidelse. Husk at vi bor hos et fattig folk. Og altid skal det hete : Jeg kan
– 142 –
ikke hjælpe dig. «Glemmer ikke at gjøre vel ! Gi dem som ber dig !»
Skal disse ord ingen betydning ha ? Hvilken klemme kommer ikke den stakkars missionær i Hjemme møter man ham med : Den som ikke er tro i det smaa, kan heller ikke være tro i det store.
Og paa den anden side : Den som ser sin broder lide nød og lukker sit hjerte for ham o.s.v.
Brevporto ! Allerkjæreste fædre, hvad skal vi gjøre med Brevene ? De ønsker at vi skal skrive flittig, og dog staar der i Eders ærede brev : Sidste brevsending fra Kap kostet bare fra London og hit 80 thaler, og dog fik vi ikke andet end sjøreisedagbøker og breve ! Er det kanske nogen anden vei at faa brevene frem paa ? Si da ifra, jeg ber Dem indstændig. Ti snart kunde det ogsaa komme noget fra mig. Og jeg vilde ikke, at I skulde behøve at betale 80 thaler for noget som ikke engang var værd en halv thaler.
Egen ros.
Ja saa hjertelig gjerne gir jeg Gud æren for hvad der maatte være utrettet for missionen under min reise i Norge. Jeg har jo lært det lille vers utenad : «Naar Jesus aapner naadens dør saa hvil paa hans barmhjertighet, alt andet er kun støv».
Til beroligelse kan jeg ogsaa tilføie : Min tegning hvor fattig en kunst den end er, saa skaffet den mig dog allerede da for 9 aar siden et navn i mit fædreland, og at menneskene let forgaper sig i skabningen og glemmer Skaperen har jeg tidlig lært at forstaa.
Alvorligere tone (7de dagbok).
Over mange av de nævnte punkter i mine dagbøker vil jeg ellers uttale mig. Her vil jeg blot nævne dette
– 143 –
ene : at I ønsker en alvorligere, mere sømmelig og passende tone i mine skrivelser. Ak, kjære fædre, jeg ønsket det ogsaa selv mangen en gang. Men emnet og min hele retning (opta mig ikke dette unaadig eller som uttryk for hovmod !) er av den art at det er mig umulig at gjøre det anderledes. I har før bedt mig at skrive utførlig, at sætte mig i Eders sted, intet at forutsætte som bekjendt, og at I gjerne ønsket de mest nøiagtige meddelelser om det Eder ukjendte Namaland !
Tillat mig nu en bemerkning som hverken er ment som vits eller som en blot utflugt : Skal jeg fra Namaland ta væk det som ikke er alvorlig, sømmelig og værdig, blir det intet igjen at fortælle.
— — I maa derfor, kjære fædre, enten stryke første eller anden sats av Eders ordre : Skriv alt, forutsæt intet.
Kjære la mig faa lov at skrive som det falder sig, ellers frygter jeg for at det kommer tvungent eller slet intet.
Stryk I selv det som er for meget, det er meget bedre end at jeg her skal sortere ut det som gaar an at skrive, jeg maa faa lov at synge slik som snabelen er laget. — Jeg vet vel at man vil si : der er dog ogsaa andre brødre i Namaland som skriver om samme ting i en alvorligere tone, og at det ikke egentlig er tingene, men selve tonen.
Dersom man selv er værdig og inderlig saa vil tonen skapes derefter. Ti manden er sin egen stil. — Ja ganske visst. Men man kan dog ogsaa angi en alvorligere tone end man selv har. Og la mig dog faa være saa ubunden og ukunstlet som mulig i mine breve. Ti derfor la jeg ogsaa kunsten ned fordi jeg ikke vilde være nogen «kunstner». Jeg føler mig dispenseret for 2den sats, og sender der billede og dagbok.
Undertegnet : Deres tjenstvillige nordmand : H. C. Knudsen.
Som man vil se av ovenstaaende var vor landsmand ikke uten dialektisk evne og frimodighet.
– 144 –
Da missionsinspektør Richter døde, kom Wallmann i hans plads. Han var av en anden støpning end forgjængeren, og han hadde heller ikke dennes sympati og forstaaelse av Knudsens særprægede natur.
— Hans syn var vistnok mere forstandsmæssig. Han var en nøktern og praktisk mand med sterk vilje, men haard og ubønhørlig naar det gjaldt diciplinen.
— Den senere inspektør og missionshistoriker von Rohden synes ogsaa at ta Wallmanns parti og at dele hans syn paa Knudsen. Han bemerker først, at Knudsen altid var en av dr. Richters kjæreste elever og at han altid omfattet ham med sympati og kjærlighet. Men selv mener han, at Knudsen altid var og blev den geniale kunstner fremfor noget andet.
Var tonen i dagbøker og skrivelser før hjemreisen ofte polemisk og bebreidende blev den det endnu mere efter ankomsten til Namaland anden gang. — Og det gjorde ikke forholdet bedre, at Wallmann viste en ubønhørlig strenghet og smaalighet i at vaake over at selskapets økonomiske instruks blev overholdt.
— I følge et nyt gage-reglement skulde missionærerne faa 1000 thaler (dollar) i aarsløn. — Men av denne aarsløn skulde de betale fragten for sit eget gods, overta alt inventar i en station, have- og planteland samt reparationer etc.
Fast lønning.
Brev juli 1849.
«Da det nu er indtraadt andre forhold med det faste underhold (som jeg er meget glad over) saa er det nødvendig at jeg gir nærmere besked om forskjellige ting. Jeg har gjort op mellemværendet med broder Hahn og overtat utgifterne med haven og et nyt stykke land, reparation av huset og hyrdeløn, tilsammen 500 thaler. Men endnu maa jeg koste nyt tak paa vaaningshuset, og det vil koste 200 thaler. Jeg ber Dem venligst gi besked om De vil være
– 145 –
fri for slike utlæg nu eller om De senere vil overta utgifterne. Det skal staa Dem frit.
Jeg tillater mig ogsaa at gjøre opmerksom paa at det i fremtiden ikke vil bli nogen ringe utgift med reparationerne, da vi kun har lere at bygge med, og arbeidsutgifterne maa regnes med. — Til dette kommer ogsaa at der maa bygges en stor mur, skal vi faa ha vort i fred. — Efter hvad jeg har forstaat ønsker De at holde mig som Londonerselskapet holdt broder Schmelen : han fik sit underhold og bygget og stelte sig med det som han selv vilde».
Brev mars 1849.
«Jeg har mottat mine 500 prøisiske thaler og gjort indkjøp av varer for dem for længere tid. Varerne hadde vi med os til Oranjefloden, og hvad jeg ikke selv kunde betale har jeg overført paa Vollmers regning, og haaber at I ikke finder det ubillig. Det beløpet sig til 20 L som broder Lückhoff vil avgi regnskap for..
Jeg har trukket 10 til 12 thaler paa kommende aars løn, og naar de 80 thaler for gods fra Barmen fraregnes, blir det ikke meget igjen at leve av, men vi haaber at kunne greie os.
Brev juli 1849.
«De ønsker i Eders ærede skrivelse til broder Lückhoff (kassereren) at jeg skal bære alle utgifter med fragten for varerne selv.
Det synes mig litet rimelig, da jeg ikke selv mottar noget underhold før jeg ankommer til Betania og alle saker fik plads ombord i baaten som vi reiste med. Oksevognen har jeg selv gjort op med Hahn for. Kiste no. 190 med skjorter, dragter etc. regner De ganske nøie, endog træmaterialerne og spiker til 1 thaler og 10 gröschen. At regne nøie er ikke galt ret forstaaet og behøver ikke at bringe nogen i harnisk. Men denne kistes fragt fra Barmen vil jeg ikke kunne betale, saa meget mere som jeg
– 146 –
overdrog halvparten av indholdet til br. Hahn som hadde særs behov for den slags ting. Aarsunderholdet fra vor ankomst til Betania og et aar fremover haaber jeg maa kunne bli os utbetalt i forskud for ikke at si for to aar, ellers vil vi ikke kunne berge os for at komme i nød. Da jeg var nødt til at stanse to maaneder ved Oranjefloden for tøiets og transportens skyld, haaber jeg at min løn maa kunne regnes fra 1. april istedetfor 9. juni.
Brev til inspektør Wallmann oktober 1850.
At bøie hodet under slagene.
Deres slag sigtet paa mit hode paa grund av den fatale inventarieskrivelse, og hvad skal jeg vel si. Jeg forsøker at bøie hodet saa dypt som mulig saalænge det er fortjente slag. Men saa fortjente, saa vældige som de falder faar en stemmeflerhet træ til og dømme om.
— Hvem kan og hvem vil negte at jeg blev begrænset saa nøiagtig som mulig til mine 1000 thaler ? Hvordan kan det da tages mig saa ilde op at jeg og vilde vite hvor jeg skulde anvende disse thaler og hvor jeg kunde slippe ? — En missionær kan ogsaa stifte gjæld. Jeg isærdeleshet som ikke kan regne (?). Men tænkte jeg, «jeg maa regne enten jeg kan eller ei».
Men jeg hæver atter hodet, maaske for høit, for atter at gjøre en endnu dypere bøining, nemlig for det som jeg har maattet betale av mine 1000 thaler til S. Hahn for vinduer og glas.
Det har maattet gjøre et ubehagelig indtryk paa Eder alle; ti det gjorde det paa mig, og jeg hater dette indtryk. Jeg har intet bragt med til verden og ønsker heller ikke at bringe noget ut av den. — —
— — — Det er blit mig saa let i den sidste tid at gjøre bøininger, og det som det synes endog av hjertet og i sandhet, saa jeg næsten blir ængstelig og frygter for kanske at bli en veirhane. Denne dreier sig ogsaa av hjertet
– 147 –
og i sandhet, men altid efter vinden, og det bør dog ikke jeg. — Og dog vil jeg nødig rette mig efter et stemmeflertal. Det vilde være et forargelig, kummerlig og skrækkelig liv ved siden av det endnu værre at leve et missionsliv i strid og trætte.
Ta da ikke min bøining unaadig op, jeg mener det ogsaa alvorlig med vor superintendent. — Gud bevare mig fra at være et vildæsel som man maa lægge bidsel og tømme paa, for at faa det hvor man vil. Jeg er selv maler og har forsøkt at tegne mig selv. Men et slikt billede av mig selv som jeg nu har foran mig har jeg aldrig kunnet anerkjende som mit eget «billede, dersom ikke mit navn hadde staat under det».
Den sidste sætning sigter formodentlig til Wallmanns brev som han i begyndelsen av sit karakteriserer som «bøse».
Men Knudsens anmodning om ikke at ta hans bøining unaadig op blev neppe hørt. — Saa langt fra at være fornøiet sigter Wallmann paa at bøie den originiale nordmand ned i støvet. — De slag han rettet mot ham ianledning inventarielister og lønningsspørsmaalet var for intet at regne sammenlignet med de slag han nu forberedte, og som han fik saa god anledning til at levere ved det indtraadte misforhold mellem Knudsen og hans kollega Hahn paa den ene side, og de indfødte paa stedet paa den anden.
Inspektør Wallmanns mangel paa forstaaelse og velvilje likeoverfor Knudsen blev utdypet og forsterket ved de rapporter og anklager som hans efterfølger sendte hjem.
– Ved ankomsten til stedet i juni hadde Knudsen en følelse av at komme i begravelse og til dette indtryk bidrog ogsaa klokkeklemtningen og en elendig sang. — Og det skulde ikke bedre indtrykket at han maatte ta ind i sit gamle hus med ødelagte vægge, sværtet av røk, mens store støvskyer møtte dem i døren fra feiekosterne som just var sat i virksomhet. — Fra en saadan mottagelse kan man slutte meget.
– les neste avsnitt – 12 – her :