– på sidene 204 – 210 (se oversikten del 3 her) :
KARAKTERISTIK
Brand : Frem maa jeg, som jeg før har sagt.
Bonden : Det evner ingen mandemagt — kjend,
her er grunden hul og sprød
— stans mand ! Det gjælder liv og død !
Brand : Jeg maa! Jeg gaar en stormands bud.
Bonden : Hvad heter han ?
Brand : Han heter Gud. Ibsen.
H. C. Knudsen er ingen stor mand paa samme maate som vor grønlandsmissionær Hans Egede eller vor finnemissionær Thomas von Westen. Han straaler ikke som en Skrefsrud eller L. Dahle ved sin begavelse og lærdom. Han er heller ikke paa nogen maate banebryter som en Carey eller Hudson Taylor.
Og dog indtar han en særstilling som Norges første Afrikamissionær og som pioner for landets største og mægtigste frivillige organisation indenfor den norske kirke, nemlig Det norske missionsselskap. Bare disse to ting alene berettiger ham til en hædersplads og en særstilling i det historiske omdømme.
Men dertil kommer at han baade under reisen i Norge 1839 og de første aar i Sydvestafrika viste fremragende evner paa de forskjellige omraader hvor han nedla arbeide.
Han hadde et godt menneskeskjøn og organisationstalent, hans sprogevner laa betydelig over det almindelige. Foruten at mestre sit eget morsmaal ganske godt baade med mund og pen, talte han flydende tysk, engelsk og hottentot, det sidste behandlet han ogsaa gramatisk, desuten talte han hollandsk og forsøkte at lægge sig efter det til fuld færdighet (det skulde synes rimelig at han ogsaa har læst klassisk sprog, men herom vites intet sikkert).
– 205 –
Knudsen hadde en glimrende løpebane liketil sin hjemreise i 1849. Alt syntes at lage sig for ham, og han var den velseende og lykkelige mand hvor han fór. Man satte med rette forhaabninger til ham og hans fortsatte arbeide.
— Men disse forhaabninger blev ikke indfriet. — Bladet vendte sig for ham og fra den sidste utreise til døden fulgte motgangen og ulykken ham slag i slag. — Man vil derfor forgjæves lete efter de blivende frugter av hans manddomsarbeide. De forsvandt likesom sporløst, og efterhvert forsvandt ogsaa mandens minde selv.
Og i vore dage virker det ganske forbløffende paa folk at høre om ham og hvad han har gjort.
Det er klart at denne pludselige vending i hans liv ikke bare rent tilfældig blev kastet paa ham utenfra. Den maa paa en vis ha ligget i ham ogsaa i hans lykkelige periode. Mennesket blir jo hvad det er. Paa den anden side maa det sies, at dette forhold ikke er let at klare ut, det danner med andre ord gaaden i hans liv.
— Men H. C. Knudsen var nemlig mere end det som rummes i hvad vi hittil har regnet op som hans karakteristiske egenskaper, han var kunstner, maaske av den ædleste og reneste type som nogensinde har levet i vort land.
I dette spørsmaal er det selvfølgelig baade umulig og utilraadelig for ikke-fagfolk at gaa i detaljer, og da det ogsaa allerede er tat op til granskning av vore bedste mænd, og mandens æresminde derved sikkerlig vil tilgodesees i høi grad, er det heller ikke nødvendig.
Von Rhoden, hans tyske overordnede og kjender, har sikkerlig ret naar han sier om ham, at alle hans handlinger lot skimte den utprægede kunstner.
— Selv trodde Knudsen at han hadde lagt av kunstneren, men saken er at denne fulgte ham hvor han stod og gik. Det kunstneriske temperament var vævet ind i hans sjæls fineste fibre : Kunstneren var den egte og rette Knudsen. Men just dette var det som bragte ham ind i de store konflikter baade med livskaldet, de prosaiske livets smaa og store ting, og den verden han levet i som ikke forstod ham.
– 206 –
Kom han da paa feil hylde ? Skulde han naar alt kom til alt ikke ha været missionær ?
Paa slike spørsmaal er det vanskelig, for ikke at si umulig, at gi et sikkert svar. Utbyttet av et liv staar jo ikke altid — maaske slet ikke — i forhold til de ydre resultater. Den sæd et ideelt menneske saar maa ofte ligge i jorden baade 100, ja 200 aar før den faar spirebetingelser. Og endnu længer tid tar det førend den vokser op og bærer fuld frugt.
At ikke H. C. Knudsen har levet forgjæves, derom tør læseren allerede være overbevist. Og skulde hans arbeide i Namaland ha været forgjæves, noget det sikkerlig ikke har været, saa bærer ialfald Det norske missionsselskap den dag i dag vidnesbyrd om, at det er den glemte foregangsmands idéer og tanker som har seiret i det lange løp, ikke biskopen og kirkemanden Schreuders.
Det er i denne konflikt mellem kunstnersynet og kunstneranlægget paa den ene side og livskaldet med alt det som følger av motstridende elementer paa den anden side, at Knudsen sønderrives og mister kontakten med sine omgivelser.
Disse to sider blev nemlig aldrig smeltet sammen til én ny sterk personlighet, de gik hos ham side om side. Den ideelle livsglade sjæl tolket hans virkelige natur. Herrnhutten eller den tyske rhinlands-pessimist var biproduktet.
Den ideelle Knudsen møter vi i ungdommen ikke mindst under den store reise i 1839, likesaa i breve til fædrene i Barmen og i hans glimrende reiseberetning.
Teologen og pessimisten derimot i eschatologien og i hans artikler i Missionsbladet. Paa grund av denne spaltning var det han blev ulykkelig som menneske og saalitet kunde hjælpe sig selv tilrette i livet. Det har sikkerlig levet faa mere prøvede og ulykkeligere mennesker end ham i de ydre kaar.
Han stod frem med begeistring og varme og talte en sak som like til det sidste er møtt med kulde og foragt her i landet, hvor meget mere da. Han oplevet den store skuffelse ikke at kunde sendes ut til missionsmarken som
– 207 –
norsk missionær, og blev altid fremmed i det utenlandske selskap og litet forstaat.
Hans korrespondanse viser hvordan han stadig maatte forsvare sig og avvise — som det synes for os — smaa trakasserier som tilslut blev av saa alvorlig art at de gav ham dødsstøtet, fordi han ikke var av den robuste natur som fordredes i hine omgivelser.
— Han maatte se sin hustru miste forstanden og sig selv pludselig bli sat uten arbeide og livsophold i sit eget land. Hjemmet blev opløst, idet hustruen havnet paa et sindssykeasyl, og gutterne blev optat i andre hjem.
Siden druknet den ene paa sjøen, og den anden blev sindssyk og hoppet av toget paa vei til asylet i Amerika. Selv endte han som et ribbet straa trods sin begavelse og glimrende kariere i ungdommen, blev reiseprædikant og omkom i en norsk fjelddal.
Men er da ikke alt dette ydre begivenheter som han selv ikke var herre over, hvilken forbindelse kan der vel være mellem disse ting og den indre konflikt i Knudsens liv ?
Forbindelsen er imidlertid tydelig nok. Det naturel som i en anden stilling vilde ha været det friske opkomme blev i missionsarbeidet og i hans daværende omgivelser det daglige kors : derfor kom han i stadig klus med styret om beregninger, økonomi, fri tone o.s.v.
Hvad kunde vel en saadan sjæl med slike jordens ting ? Derfor kom han i dødelig konflikt med den prosaiske og livsnøkterne S. Hahn, derfor hadde han saa avvikende meninger om missioner blandt nomader, derfor elsket han med barnlig glæde den enkle, dragende ørkennatur.
Derfor valgte han sin kone efter ideelle motiver, koste hvad det koste vilde, derfor kunde ikke smaabyens trange ramme og den lille forenings kreds passe for ham, derfor søkte han atter op mot fjeldvidden og ensomheten i sit livs sidste stund og fandt døden i et drømmende og livsfjernt øieblik.
Derfor utnyttet han ikke sit arbeide og sin andel
– 208 –
i Det norske missionsselskaps stiftelse, derfor blev han heller ingen fører paa missionsmarken som H. Hahn og Zahn.
Det ligger i det kunstneriske temperament at han ikke var logiker eller forstandsmenneske. Litt mere av vilje, litt mere av praktisk forstand og han vilde ha undgaat mange av de forhold som senere utviklet sig til hans skade.
Til at utjevne de motstridende elementer skulde hans religiøse paavirkning og opdragelse ha hjulpet ham. Men det synes desværre som denne virket motsat. Den næret endnu mere den overvegt som følelseselementet allerede hadde.
Istedetfor viljes- og handlingscentrer dannet sig faste følelsescentrer som tilslut fødte tvangsforestillinger hos ham, særlig med hensyn til troen paa Jesu nære komme. Derved stanset den frie strøm i hans sunde sjæleliv og han blev paa mange maater synkverket.
Han sammenlignet vestlændingernes markedsliv m. m. med uforbederlige hottentotters. Han henfaldt til troen paa Aandens lokale ledelse, slik at den skulde vidne ikke bare om hjerteveie, men ogsaa om fjeldveie. Han beregnet dagen for Kristi gjenkomst av alle mulige og umulige hændelser o.s.v.
Delvis skyldes vel dette anlæg ogsaa arvelig disposition. Faren viste jo ogsaa sterke anlæg til ensidighet. Kommer dertil hans paavirkning av sønnen i de kritiske perioder, har vi ganske gode forklaringer paa dennes forskjellige forhold.
Det ligger i sakens natur at et menneske med saapas skjæv utvikling av de forskjellige sjælsælementer ikke kunde bli nogen sterk karakter, og det var da heller ikke H. C. Knudsen.
Han knækket under byrden som lagdes paa ham efter den anden utreise og kom sig aldrig op igjen. Men han har noget som helt opveier denne mangel. Hans sterkeste side var uten tvil personligheten. Han har en fin og sympatisk natur selv i de mørkeste timer av livet, han er
– 209 –
hensynsfuld og munter, men først og sidst uegennyttig.
Det var hans uegennytte som gjorde ham saa litet verdens-klok og beregnet. Derfor fik han jo saa litet, og vilde ha saa litet av denne verdens gods. Gjennem denne personlighet virket han paa alle sine omgivelser og gjorde ofte et uutslettelig indtryk. Og er ikke det, naar alt kommer til alt, den rette prøve paa personens værd at den gjør sig avholdt og elsket ?
Hans personlighets mest fremtrædende træk synes at ha været det dype religiøse alvor. Fra alle steder hvor han har været har man bevaret mindet om ham. Det var ramme alvor i hans forventning av Herrens komme, derfor indrettet han sit liv efter det og tok vandringsstaven fat. Det var alvor i hans møter og i hans tale, derfor vandt han saa mange venner selv blandt de kritiske haugianere, derfor husker man saa godt hans sang, denne som overalt synes at ha gjort saa sterkt et indtryk.
Det er ogsaa det samme drag som gir sig tilkjende i hans gjennemførte personsdiciplin, f. eks. i faste og andet.
H. C. Knudsen er dog trods alt en stor mand, maaske større end mange som har faat et stort og kjendt navn. Han er stor i lidelsen, stor i sorgen, stor i fornedrelsen, stor i fornegtelsen av kunstens utøvelse, selvom han ikke kunde fornegte sin inderste natur, og stor ogsaa i sin naivitet.
Ti hos Knudsen var det naive og det geniale forenet. Han blev aldrig kvit «barnet» i sig. Men siden det er barnet som repræsenterer det genuine i mennesket, er det da saa underlig at vi ofte finder de største mennesker, kunstnere og videnskapsmænd, bære det med sig hele livet og paa en forunderlig maate forene manden og barnet ?
Slike mennesker blir ikke historien straks færdig med, for i deres minde søker den sin egen opreisning. De kan ikke maales med Pers eller Paals maal, de er noget for sig selv. Og deres storhet bestaar likesaa meget i hvad de var som i hvad de gjorde.
– 210 –
— Knudsens naivitet borger for at det ogsaa er geniets strøk som hviler over hans person og gjerninger.
Han var en ørkenvandrer paa flere maater og hans korte liv synes at have været en lang og tung vandring. Men la os ikke se det paa den maate.
Det som kunde været han en vinding agtet han for tap. Han kjendte livets konges brand i bryst og bringe paa samme tid som han kjendte menneskeaandens livstrang og gjærende kræfter.
Derfor måtte han frem. Han blev advaret for veiens farer, men intet kunde stanse ham; ti han gik en stormands bud.
Han tjente Gud.