– hentet fra : “Festskrift til Det Norske Missionsselskabs Jubilæum 1892. Tilbageblik paa et halvt Aarhundredes Hedningemission”. Stavanger. Det Norske Missionsselskabs Forlag. 1892.
Fra s. 1 – 18 :
Vor Missions Forhistorie (dette kapittel er skrevet/samlet av “Missionsselskabets Sekretariat” v/Lars Dahle).
Dette Rigets Evangelium skal prædikes i den ganske Verden til et Vidnesbyrd for alle Folkeslag (Mat. 24,14). Gaar hen og gjører alle Folkeslag til Disciple (Mat. 28,19). I skulle være mine Vidner baade i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og indtil Verdens Ende (Ap. Gj. 1, 18).
Saaledes lød den Befaling, Herren efterlod sin Discipelskare. Hvorledes er den bleven forstaaet og efterlevet ?
Apostlerne tog Mesterens Ord til Hjerte. Da de paa Pintsedag var blevne iførte Kraft fra det høie, “gik de ud og prædikede allevegne; og Herren arbeidede med og stadfæstede Ordet ved medfølgende Tegn” (Mark. 16,20).
De blev hadede, bespottede, forfulgte, hudstrøgne; men intet af alt dette formaaede at lukke deres Mund. De satte Livet ind for sin Herres hellige Sag, og saavidt man kan se af de sparsomme Efterretninger om deres Virksomhed og Endeligt, , fik de næsten alle den Ære, at besegle sit Vidnesbyrd med sit Blod.
Og snart opstod der fra deres Forfølgeres Kreds en Mand, hvem den Naade blev given, at faa arbeide mere end alle andre for
– 2-
Guds Riges Sag. Det var det foragtede og forfulgte Evangeliums største Seier, at det forvandlede Forfølgerene Saulus til Hedningeapostelen Paulus, som “fik Naade og Apostelembede til at oprette Lydighed mod Troen blandt alle Hedningefolkene” (Rom. 1,5).
Og denne overvældende store Opgave løste han, som ingen anden før eller senere.
Som Engelen i Aabenbaringen (Aab. 14,6) fløi han over Landene med det “evige Evangelium”. Men Ørneblik speidede han efter enhvert Herrens Fingerpeg for sit Erobringstog.
Snart blev Asien ham for trang, og paa Nødraabet (ropet) fra Manden i Makedonien (Ap. Gj. 16,9 : “Kom over og hjælp os !”) kom han over til vor Verdensdel. Han prædikede med saadan Fremgang, at han blot 15 Aar efter sin Kaldelse til Apostel kunde skrive : “Fra Jerusalem og trindt omkring indtil Illyrien (Ved Adriaterhavets østlige Bred) har jeg tilfulde forkyndt Kristi Evangelium (Rom. 15,19).
Snart kom han ogsaa til Verdensstaden Rom, om end som Fange, og der er vel neppe nogen Tvivl om, at han senere ogsaa iværksatte sin længe nærede Tanke at drage til Spanien (Rom. 15,24), og at han altsaa i Virkeligheden bragte Evangeliet lige til den da bekjendte Verdens Ende mod Vest : til Atlanterhavets Strande. Hvad han under alt dette maatte døie, kan vi læse i 2. Kor. 11, 23-29).
Og omkring den store Bannerfører samlede der sig snart en Flok af nidkjære Medarbeidere – Mænd som Barnabas, Apollos, Lukas, Timotheus, Titus og mange flere; og bag denne store Skare stod de missionerende Menigheder, som de havde dannet, og af hvis sande Medlemmer enhver var virksom i sin Kreds blandt de omboende Hedninger.
Ved dette forende Arbeide lykkedes det i den Tid af henved 70 Aar, som hengik fra Pintsedagen til Udgangen af det første Aarhundrede, at indsamle i Menigheden omtrent to hundrede Tusinde af Jøder og Hedninger. Men hvad var det imod Romerrigets 120 Millioner ! Opgaven at kristianisere Verden saa fremdeles haabløs ud for menneskelige Øine.
Og mod den lille missionerende Skare reiste der sig snart den
– 3 –
blodigste Forfølgelse. Først var det Jøderne, som rasede mod den; men snart kom hedenske Herskere til. Rækken aabnedes af den grusommen Nero, og efter ham fulgte mange andre. Man søgte at drukne Missionsmenigheden i Blod.
Men de ti Forfølgelser tjente kun til at styrke de forfulgte. Endnu et Par Aarhundreder, og Romerriget nøiede sin stolte Nakke under Frelserens milde Aag.
Saa afgjørende var Seieren, at da en hedensk Keiser (Julianus Apostata) endnu en Gang traadte i Skranken for de gamle Guder og søgte at fornye Hedenskabet i Romerriget, blev han ynkeligt tilskamme. Døende maatte han bekjende : “Du har seiret, Galilæer !”
Men med denne Kampens alvorlige Tid var ogsaa Kirkens mest glimrende Seiersbane tilende. Vistnok blev den fremdeles at missionere, og den ene efter den anden af de nye Nationer, som de store Folkevandringer førte ind paa Historiens Skueplads, blev kristnede. Der var ogsaa fremdeles mange Missionærer, som altid vil staa som lysende Forbilleder for alle Tider. Men i det store og hele fik Missionen som Kirken mere og mere Udvorteshedens Præg. Der spurgtes nu mere om at udvide den synlige Kirkes Grændser end om at vinde Sjæle for Herren, og snart kom det dertil, at man begyndte at kristne hele Nationer “med Ild og Sværd” og drive Hedningerne skarevis til Floderne for at døbes.
I den sidste Halvdel af Middelalderen ophørte Missionsvirksomheden ganske.
Saa kom Reformationen og satte Lyset paany paa Stagen. Hvorledes opfattede man nu Herrens Befaling om at gjøre alle Folk til hans Disciple ?
Det er tungt at maatte svare, at man fremdeles lod den ligge urørt, ja tildels endog ligefrem søgte at bortforklare den. Reformatorerne havde jo saa nok at gjøre med Kirkens indre Anliggender, at det ialfald er meget undskyldeligt, at de ikke kom til at optage Arbeidet for Hedningernes Omvendelse. Dog var det ikke bare Travelheden, som hindrede dem heri. De savnede først og fremst den ydre Foranledning.
Reformationens Moderlande
– 4 –
(Tydskland og Schweitz) havde ikke paa den Tid nogen Forbindelse med Hedningerlanderne, ja selv England var endnu ikke blevet til nogen søfarende Nation af Betydning.
Det var de katholske Magter (Spanien og Portugal) som beherskede Havet og Handelen paa de hedenske Lande, og som derfor ogsaa sad inde med Kjendskabet til Hedningefolkene og de ydre Betingelser for at naa dem med Evangeliet.
Men dernæst savnede Reformatorerne i Virkeligheden ogsaa det rette Syn for Gudsrigets Fremtid og de store Opgaver, det endnu havde igjen at løse, før Enden kunde indtræde, og Herlighedsriget komme. Af disse Grunde gjorde de direkte slet intet for Hedningemissionen. Men det skal dog med Taknemmelighed ihukommes, at den Livskraft, de gjengav Guds Menighed, var Grundlaget for den evangeliske Kirkes senere Missionsvirksomhed.
Efter Reformationsaahundredet kom “Rettroenhedens Tidsalder”, det 17de Aarhundrede, med sit agtværdige Arbeide for Lærens Renhed, — men ogsaa med sin tildels meget spidsfindige Udforming af det kristelige Lærebegreb i alle dets Enkeltheder, sine tørre Systemer og sin Kamplyst.
Læren blev alt, og Livet traadte i Skyggen. Skriftens levende Vandkilder truedes med at udtørres i den ufrugtbare Stuelærdoms golde Sand. Det var ikke at vente, ay Missionstankerne kunde trives i en saadan Jordbund.
I den katholske Kirke efter Reformationen begyndte man derimod meget tidlig at missionere,men desværre væsentlig kun paa en sørgelig udvortes Maade og med det Maal at gjenerobre for Pavekirken iblandt Hedningerne, hvad den havde tabt her hjemme i Kristenheden. Og dette Præg af Udvorteshed og Partiinteresse samt en fremtrædende Tilbøielighed til at benytte sig af Tvangsmidler, hvor det paa nogen Maade er muligt, har klæbet ved den romerske Kirkes Mission indtil denne Dag.
Indenfor den lutherske Kirke var det mestendels Lægmænd, som først kom til Bevidsthed om Kirkens Missionspligt og søgte at vække den slumrende Samvittighed.
Allerede i 1632 – medens Theologerne strævede med at op-
– 5 –
føre Lærebygninger, og Trediveaarskrigen (1618-1648/red.) herjede vidt og bredt i Tydskland — tændte Gud Missionsflammen i 7 unge Mænds Hjerter, saavidt vides alle fra Lübeck og Jurister af Fag.
Det var Tydsklands “Syvstjerne” (Først henimod 100 Aar senere fik Norden sin).
De fandt liden Støtte i Kristenheden. Den eneste, som rigtig interesserede sig for dem, var den berømte Hugo Grotius, ligeledes en Jurist. 3 af dem drog i 1632 paa egen Haand ud som Missionærer til Orienten : en til Konstantinopel, en til Syrien og en til Abyssinien (Etiopia). Stort fik de ikke udrettet, men det var dog en Lysstraale, som bebudede den kommende Dag.
Imidlertid var den evangeliske Kirkes Samvittighed med Hensyn til Missionspligten fremdeles sovende. Men der skulde snart hæve sig en Røst for at vække den, — atter fra en Lægmand. Friherre Ernst von Welz fremtraadte i 1664 med et kraftigt Vækkerraab (rop/red.) til den evangeliske Kristenhed om dens Forpligtelse til ikke blot at strides om den rene Lære her hjemme, men ogsaa udbrede den blandt de stakkels Hedninger.
Men ingen tog det til Hjerte. Han kom med et nyt Opraab — men opnaaede kun, at man kaldte ham en Sværmer, og selv troende Theologer skrev Bøger mod ham. Saa formørket var Synet. Saa gjorde han da, hvad han kunde, ved at føie Handling til Ord : han aflagde sin Adelstitel, gav al sin Formue til Missionsformaal, lod sig prestevie og drog ud som Missionær til hollandsk Guinana, hvorhan snart fandt sin Grav.
Hans Vidnesbyrd havde dog ikke lydt forgjæves. Der kom andre, som optog Tanken paany. Og dennegang var det ingen ringere end den berømte Leibnitz. Ham vovede man ialfald ikke at spotte som en uvidende Sværmer, da han baade var og i hele Europa gjaldt for sin Samtids lærdeste Mand.
Allerede i 1697 skrev han en Bog, hvori han søgte at vise, at man over Rusland burde bane sig Vei med Evangeliet til Kina. Og da Videnskabsselskabet i Berlin under hans Indflydelse blev stiftet i 1700, fik han ind i Statuterne den Bestemmelse, at ogsaa Kristentroens Udbredelse skulde høre til dets Opgaver.
Dette blev der naturligvis ikke noget
– 6 –
af; men det havde dog sin Betydning, at Missionstanken allerede havde faaet en slig Anerkjendelse ogsaa paa Lærdommens Høider, — det bidrog til at lukke Munden paa Spotterne, og det gav dens faa Venner større Frimodighed til at træde frem.