– meddelt av M. Syltevik – i boken av Edvard Sverdrup : “Fra Norges kristenliv”. 1918.
– les også her :
– les om Erik Venjum som Haugianer her :
I Hafslo i Indre Sogn ligger gaarden Venjum. Der levet for vel en menneskealder siden en av de i kristelige kredser mest kjendte og agtede mænd fra den tid. Det var Erik Venjum.
Han var kjendt som en av de mest begavede og forstandige mænd i vid omkreds og som en overmaate dygtig gaardbruker, der drev sin gaard som et mønsterbruk Han var tillike en særdeles dygtig kommunemand, der sat inde med mange tillidshverv. Der var ogsaa tale om at gjøre ham til stortingsmand, men det satte han sig energisk imot.
Men hvad der gjorde ham mest kjendt og kjær var. at han var en levende kristen, der baade med ord og liv vidnet om sin frelser i en mørk tid. Han var helt igjen- nem en kristelig personlighet med dyp indsigt i Guds ord, med mer end almindelig kristelig kundskap og med rike kristelige erfaringer. Naar hertil kom hans usedvanlig skarpe forstand, hans snartænkthet og sunde dømmekraft vil det let forstaaes, at han blev som en høvdingskikkelse blandt kristenfolket derinde.
Han var ikke netop nogen prædikant, ialfald ikke efter vor tids smak, men han snakket med folk ut av sine rike kristelige erfaringer og bibelen, dels i forsamlingene, dels paa to mands haand. Mange søkte til ham i vanskelige til- fælder og endnu mere for at opbygges av ham eller lære av ham kristelig visdom og indsigt. Selv har nedskriveren sittet i hans hyggelige hjem mangen nat utover, og der var vanskelig tale om at bli træt. Det hører til mine lyseste og rikeste minder fra Sogn.
Erik Venjum var født paa sin fædrenegaard 1817. Der var kun daarlig og liten skolegang, saa han kun fik lært litet i skolen, men med sine glimrende evner indhentet han meget av det forsømte senere. — Da han i 12-aars alderen fik en bibel i foræring, læste han flittig i den, saa han under konfirmationsforberedelsen kunde gjengi de vigtigste bibelske fortællinger.
Sit tidligste ungdomsliv levet han som almindelig i verdslighet, glad i kortspil o.l., men holdt sig fra grovere ungdomsutskeielser, selv da han en tid drev som fæhandler paa Østlandet. I 20-aars alderen blev han alvorlig grepet av sandheten ved to haugianske lægmænd fra Lyster, som besøkte Hafslo. Han begyndte nu et helt nyt liv.
Hans far kunde ikke forstaa dette. Han optraadte saa voldsomt mot ham, at Erik endog en tid maatte forlate forældrehjemmet og opholdt sig i Lyster. Senere bad faren ham om tilgivelse, og han fik nu være hjemme. — I begyndelsen av sit kristenliv laa han sterkt under loven, men ved læsning i Pontoppidans Forklaring og «Troens Speil« samt Bunyans »Pilegrimsvandring« vandt han frem til aandelig klarhet og frimodighet. — Nu benyttet han alle søndager til sammen med andre at vidne om sin frelser. Han tok ogsaa turer rundt i naboprestegjeldene og talte Guds ord, og Gud velsignet vidnesbyrdet, saa sjæle blev frelst. Mange blev glad i Erik og hans venner. Men de møtte ogsaa sterk motstand, haan og spot og forfølgelse.
Engang de var paa Lærdalsøren, blev de forfulgt med haansord og stenkast, saa de maatte ty ind i nærmeste hus for ikke at bli stenet. Men de gik glade bort, fordi de fik tjene Jesus og lide for hans skyld.
Erik fik ogsaa oftere vidne med sit liv, saa motstanderne maatte anerkjende ham. En handelsmand var særlig bitter mot ham og baktalte ham og alle »læsere« paa det værste. Engang traf Erik denne mand i Bergen, og han saa da saa stusselig ut. Erik spurte, om det var noget, som feilte ham. Han fortalte da, at han stod paa fallittens rand, og at hvis han ikke den formiddag kunde skaffe 300 daler (1200 kr.), saa maatte han indstille sine betalinger.
»Dau va dæ bra, du trefte meg« sa Erik. Han tok op sin lommebok og leverte ham 300 daler. Den anden blev glad og dypt bevæget og beskjæmmet. Nu talte han ikke længer ondt om Erik. Han visste ikke, hvorledes han skulde berømme ham. Slikt var kristendom det, syntes han.
Erik ikke blot talte, men han digtet ogsaa sanger. Da konventikelplakaten blev ophævet, skrev han den vakre sang, som findes i en række kristelige sangbøker og som her anføres.
¤¤
Hav tak, o fader kjær, for saadan frihed er,
at vi i fred kan tales ved om det, som hør til salighed.
Ja takket være du, som bliver ved endnu
at øse ned aand liv og fred i samlet menighed.
¤¤
O, underlig forborgne ting, som saa opløfte kan vort sind
fra nød og stød til liv og hvile sød. Min sjæl og aand, sind og forstand
sig svinger nu til himlens land og ønsker sig at komme did til evig hvile blid.
¤¤
O, naade og forsmak ! Min sjæl blev let og glad.
Den byrden bar, alt dunkelt var, men nu blev veien atter klar.
Og verdens tanker svandt, nyt lys igjen oprandt.
Slik naadeløn gir os Guds søn, helst under sang og bøn.
¤¤
Har draaberne en saadan smak, hvad livets strøm,
i Salems stad. Vi har tid rar, men kort, kjøp den, vær snar.
O, skulde vi ei hjertelig dog elske, ære, tjene dig.
Bevar vor sjæl, Immanuel, far venner, far nu vel !
Sangen er et uttryk for den glæde, som konventikelplakatens ophævelse vakte blandt det troende lægfolk.
Det sies, at han digtet den under arbeidet med opstabling av korn i laden, og at han først skrev den med blyant paa laavedøren. En anden av hans sanger blev til, idet han en vinterdag gik og kjørte høi fra en utslaat. Han skrev strofene med en stav i sneen og optegnet det hele, da han kom hjem.
Erik stod i brevveksling med flere fremstaaende mænd bl. a. professor Johnson, som han satte svært høit. Om sit første møte med ham fortalte han mig engang. Og det gik saa til. Erik fik ofte besøk av byfolk og andre lang farende folk. Somme tider kunde han synes, det blev vel meget av det gode med disse besøk. Han vilde drive og arbeide og de mange fremmede heftet ham.
En dag midt i travleste slaatten med solskin og god høitørk ser han en mand med hvit krave og stok komme ruslende opover marken til ham. Det begyndte at bruse litt av ærgrelse i ham. Han tænkte: «Der er igjen en av disse byfolkene, som har saa god tid og som vi skal ta os av midt i travlheten». Erik var lei. Manden kom op hilste og sa: «Er det kanske Erik Venjum?» Ja det var nu det. «Ja mit navn er Gisle Johnson, og jeg vilde gjerne faa hilse paa Dem». Men nu fik ærgrelsen en brat ende. Gisle Johnson hadde han sagtens baade hørt og læst om, og kun det som godt var. Det var av hans folk.
Nu fik Erik god tid. Det blev ikke saa farlig med høitørken heller nu. Der kom en livlig samtale igang. Snart foreslog Erik, at Johnson maatte holde opbyggelse for dem. «Dertil er jeg ikke rettelig kaldet», sa Johnson. Han holdt som bekjendt strengt paa den augsburgske konfessions 14. art. «Kaldet skal De bli», sa Erik. Eg kalder «Dekka».
Men Erik lot det ikke bli med denne mere spøkefulde vending. Han sendte i stilhet bud rundt i hele bygden og lot si, at professor Johnson var paa gaarden. Og om kvelden var trods høitørken hans store stue pakkende fuld av folk. Da tok Erik Venjum Bibelen, la den foran prof. Johnson og sa: «Der æ bibelen og der æ folkje», og saa maatte Johnson tale.
Og Johnson talte, som kun han kunde tale om «Livsens brød i ørkenen» — talte slik, at hverken Erik eller de fleste andre kom til at glemme det. Jo, de fik brød, som mættet. Han blev der om natten, og de hadde meget at snakke. Næste dag skysset han ham til indre Hafslo. Erik lyste, naar han fortalte om dette Johnsons besøk. Siden stod de i livlig brevveksling.
Foruten professor Johnson omtalte Erik ofte Ole Vig og biskop Bang, som han satte meget høit. Bang mottok fra Erik en hel del meddelelser til sin bok «Hans Nilsen Hauge og hans samtid».
Da Lutherstiftelsen var dannet, fik han vistnok fra Johnson anmodning om at virke som bibelbud. Han vilde undslaa sig, men de presset paa, saa han lovte. Men bibelbudene skulde forut ta en slags prøve hos en prest. Erik skulde da prøves hos provst Smith i Sogndal. Det gik meget gemytlig til. De fik sig en god kop kaffe og Smith snakket paa sin koselige maate ved kaffebordet om et og andet i vor kristendom og om arbeidet i Guds rike. Da Erik ventet paa, at han skulde paa kontoret for at eksamineres, sier Smith. «Ja, nu tænker jeg, vi er færdige», og ga ham en varm anbefaling som bibelbud. Han ruslet da om og solgte eller helst ga bort skrifter — Erik hadde raad til det. Han talte saa med folk om dagene og holdt smaa opbyggelser om kveldene. Det var fest der, hvor han kom ind.
Han hadde en enestaaende evne til at tale med folk paa tomands haand om aandelige ting og veilede dem i salighetsspørsmaal. Der var derfor mange, som søkte ham og gik fra ham med nyt lys i frelsens hemmeligheter. — Likesaa hadde han en merkelig evne til at tale efterpaa og slaa fast enkelte kjernesandheter i større forsamlinger. Han kunde da bli saa varm, at han rev forsamlingen med sig. Men ellers talte han sterkest til erkjendelsen.
I sine sisste aar dvælte han ofte ved sin avsked fra verden, som han glædet sig til. Han blev træt og længtet efter hjemreisen. Den kom 17de marts 1887. Han var frimodig og glad. Hans sisste ord var: «Hils mine venner og si, at jeg dør i troen paa den Herre Jesus. Nu er englene her !»
Han har sat dype merker efter sig. Velsignet være hans minde !