– i boken : “Fra Norges kristenliv”. 1918.
Denne merkelige mand (en utførligere skildring findes i H. G. Heggtveit : Den norske kirke i det nittende Aarhundrede II s. 679 f.) om hvem det er sagt, at han «var en sjelden mand i troen i denne tid» var født paa gaarden Bjøntegaard i øvre Rendalen den 25de mars 1821.
Som 16 aars gut blev han ført frem til et bevisst kristenliv. Han var da tilstede paa et møte, som blev holdt av en av «Hauges venner», Nils Optun fra Lyster. Efter slutningssalmen gik prædikanten rundt og talte med de enkelte, og under dette fandt Tollef frelsens visshet. Fra denne tid blev han ogsaa opholdt i naaden, saa ingen vet at fortælle om noget tilbakefald Tollef Bjøntegaard eller nogen sløvhetsperiode.
I alle henseender, timelig som aandelig, var han en arbeidende mand. Et av hans barn skriver saaledes, at han fra hendes tidligste barndom stod for hende som en bedende og arbeidende kristen. Gudsfrygt med nøisomhet var hans livs grundtone. Tidlig søndag morgen hørte man ham synge: «Vaagn op og slaa paa dine strenge» og om aftenen : «Slukt er dagens lyse flammer».
Først drev han i sin jordiske syssel med handel og arbeide paa farsgaarden, og da saa hans ældste bror døde, overtok han selv denne. I 1853 blev han gift med Martha Olsdatter Soug, som «omtales som en meget begavet, vakker og elskværdig kvinde, svært livlig og spøkefuld, med en ualmindelig vakker sangstemme og et poetisk anlæg» (Heggtveit). Hun var blit vakt ved Bjøntegaard.
Hun fulgte ham ogsaa i begyndelsen av deres egteskap paa hans reiser som opbyggelsestaler og oplivet hans møter med sin vakre sang. I det hele førte disse to et rikt aandens samliv.
Allerede tidlig var Tollef Bjøntegaard begyndt at tale til opbyggelse, og det sies om ham, at «han forkyndte et fuldt og helt evangelium, men var alsidig og stillet intet vigtig i skyggen». Hans virkemaate synes at ha søkt mere i dybden end at ta sigte paa de pludselige og iøinefaldende resultater. «Vorherre tar os ikke i haarluggen og drar os ind i Guds rike», pleiet han at si. Og dog savnet hans forkyndelse ingenlunde salt og kraft.
Om han — hvad der ofte hændte — blev spottet og utskjældt som «læser», bar han det stille og sagtmodig med bøiet hode. Men naar det gjaldt at revse ugudeligheten, brukte han aandens sverd med flammende nidkjærhet. Og det ikke bare i sine opbyggelsestaler, men han kunde gaa ind i danselagene eller paa steder, hvor der var drik, kortspil og slagsmaal og gripe ind med alvor, kraft og sindighet. Ved en enkelt leilighet sa han ganske alvorlig sandheten til en ung kapellan, som tok del i bøndenes kortspil, og det var et vidnesbyrd om Tollefs paa en gang sterke og milde sind, at han og den unge prest endte med at bli de bedste venner.
At Tollef Bjøntegaard var en mand, som blev omfattet med almindelig tillid, viser de mange hverv, som blev betrodd ham i hans hjembygd, og at han var en mand, som ikke manglet mot, viser — foruten hvad vi har fortalt om hans virksomhet, — at han, efter hvad Heggtveit beretter, endog et av sine sisste leveaar vaaget sig til at binde an med selve Bjørnstjerne Bjørnson ved et stort møte i Elverum.
Da Lutherstiftelsen i 1869 hadde den lykke at faa denne helstøpte, modne og mandige kristne i sin tjeneste, var det en stor vinding for stiftelsens gjerning. Idethele bør det vel sies, at Lutherstiftelsens bibelbud var dens bedste og mest levende anbefaling.
Som bibelbud var Bjøntegaard om sommeren hjemme, men hele vinteren reiste han med sin bokkasse, hvad han ikke holdt sig for stor til. Hvor han kom, solgte han bibler og bøker og besøkte paa denne maate de fleste hjem. Om kvelden holdt han saa gjerne opbyggelse. Det var et anstrengende liv, som tæret paa hans helse.
Tollef Bjøntegaard var dog ikke av dem, som nok kunde vidne for andre, men glemte sine egne. Dette fremgaar ogsaa klart av de brever, som han skrev til sine barn, og hvorav et par er blit velvillig overlatt til benyttelse for denne korte skildring.
Saaledes skrev han til sin næst ældste søn :
«Guds naade og fred være med dig !
Da jeg merker, at min opløsningstid er for haanden, vil jeg gi dig min sisste vilje tilkjende i følgende :
1. Hold fast ved, hvad du har hørt og lært, at du ikke skal gaa glip av frelsen. Hebr. 2, 1.
2. Tilegn dig Guds ord helt, loven og evangeliet, saaat Kristus blir dig uundværlig.
3. Tro paa Jesum, tro en daglig, fuld syndernes forladelse, hvorom du daglig ber.
4. Hold fast ved at be i troen, bli ikke træt. Luk. 18,1.
5. Vis godt eksempel i din vandel overfor dem, som er dig anbetrodd.
6. Beflit dig paa at lede de unge til Jesum, som har antat sig dem i daaben.
7. Glem ikke det ansvar, du har for dem.
8. Agt dit lærerkald som et kald fra Gud, et stort, vigtig kald, hvor den, som er tro deri, har en stor og evig løn i vente.
9. Bekymre dig ikke for noget, men la i alle ting dine begjæringer fremføres for Gud i paakaldelse og bøn med taksigelse.
10. Læs ofte bibelen og bed med David : «Herre åpne mine øine, at jeg maa se de underlige ting i din lov». Glem ikke at forberede dig med bøn, før du gaar til din skolegjerning.
Naar du saaledes først adspørger Guds rike og hans retfærdighet, saa skal alle disse ting, som hører til dette liv, tillægges dig. Matt. 6. 33. Men fredens Gud selv hellige dig ganske og aldeles ! Og gid din hele aand og sjæl og legeme maa bevares ustraffelige i vor herres Jesu Kristi tilkommelse.
Fred være med dig !
Far vel !
T. Bjøntegaard.
Gjem dette papir og ta det ofte frem og overvei indholdet og søk at efterkomme det, saa vil du ha velsignelse og lyksalighet derav baade for tid og evighet. Vi vil møtes hos Herren !
30. aug. 1888. T. B».
Av et brev, som et andet av hans barn mottok ca. 4 maaneder før hans død, hitsættes følgende:
«Jeg stræver nu med at berede mig til at møte min Gud og min sjæls brudgom, som kjøpte mig, at jeg skulde være hans egen som en synderlig ting og tjene ham i hellighet og retfærdighet alle mine livsdage. Jeg takker min Gud, for at han kaldte mig med et hellig kald i min ungdom. Uagtet mine mange skrøpeligheter, har han dog bevart mig fra mange laster, som jeg utvilsomt vilde være falden i, om jeg hadde vedblit at gaa min egen vei. O, hvor Herren er god. «Smaker og ser at Herren er god», sier skriften. Salige er alle de, som forlater sig paa ham. Jeg har det haap, at Herren, som saa faderlig har sørget for mig gjennem livet for sjæl og legeme, ogsaa vil lede mig vel gjennem dødens mørke dal, saa at jeg kommer vel hjem.
Lev nu vel i Herrens fred og vær hilset med alle i huset og venner i Herren fra en gammel synder, som er frelst av naade. Vor herres Jesu Kristi naade og fred være med dig !
Bjøntegaard 10. aug. 1888. T. Bjøntegaard».
Efter længere tids sykelighet og tre ukers smertefuldt sykeleie gik Bjøntegaard ind til hvilen med den bekjendelse : «Jeg vet mig intet andet til salighet end Jesus Kristus og ham korsfæstet». Den sisste dag spurte hans hustru ham : «Du elsker vel Jesus nu som før ?» «Ja», svarte han, «og jeg tror paa ham».
Under stor deltagelse blev han begravet en av de første dager i januar 1889. Ved hans baare blev sunget : «Et hellig liv, en salig død hinanden kjærlig møter» og teksten hvorover der blev talt, var : «De hviler fra sit arbeide, men deres gjerninger følger dem».
Det smukkeste mindesmerke er sat ham av et av hans barn, som skriver : «Mindet om min gudfrygtige far er mit livs helligste, og jeg ønsker inderlig at følge i samme spor, bygget op paa profetenes og apostlenes grundvold med Jesus Kristus som hovedhjørnesten».