– i boken : “Fra Norges Kristenliv”, Kristiania 1918.
Forord : At skrive den norske indremissions historie i femti aar, forsaavidt dette arbeide har været knyttet til Den norske Lutherstiftelse og D. n. l. indremissionsselskap, har ikke været nogen let opgave. Kildene har tildels svigtet i stor utstrækning og det spredte stof har rnaattet hentes fra mange kanter.
Skjønt boken er blit større end tænkt, er det dog kun de store grundlinjer, som er trukket op, og der var ting, som ikke kunde tas med, tiltrods for at de vilde hat sin store interesse som f. eks. de enkelte kredsers og fællesforeningeis historie eller utfoldelsen av kristenlivet blandt det troende norske lægfolk .i by og bygd gjennem forsamlingsliv, vækkelser og aandelig vekst eller skiftende form i selve indremis- sionens gjerning. Jeg anser derfor det arbeide, som er nedlagt i denne bok, kun som en begyndelse til at trænge ind i stoffet og haaper, at andre maa føle sig drevet til at fremstille andre sider av del samme liv.
Om det med rette kan sies, at Lutherstiftelsens historie er blit fremstillet fyldigere end indremissionsselskapets, har det sin grund i, at Lulherstiftelsen i høiere grad tilhører historien.
Jeg bringer en hjertelig tak til de mange utover Norges land, som med stor velvilje har hjulpet mig med oplysninger og billeder. Og en særlig tak retter jeg til hr. klokker H. G. Heggtveit, som med aldrig svigtende velvilje har ydet mig sin bistand. De korte notiser om enkelte av de gamle bibelbud s. 320—334 skyldes saaledes ham.
Boken har jeg viet min fars minde, fordi han — blandt saa meget andet — lærte mig at elske aandens liv inden Norges kirke.
Nordstrand i december 1918. Edv. Sverdrup.
fra s. 8-10 :
Neppe var den haugeske vækkelses kraft i det væsentlige svundet hen, før en ny vækkelse griper sindene paa flere steder i vort land. Et sterkt fremstøt fik denne ved den ildfulde og begavede, men kun litet karakterfaste og sterke Gustav Adolf Lammers, fra 1848 til 1856 sogneprest i Skien, død 1878.
Først da Lammers 46 aar gammel blir sogneprest i Skien, er det at han optrær som den vældige og begeistrede vækkelsesprædikant. Og til en begyndelse vakte ogsaa aandens glød gjennem hans tale en sand og sterk kristelig vækkelse, som glædet de ældre troende, Hauges venner, i Skien.
Denne nye vækkelse hadde ogsaa det med sig, at den allerede fra første færd stod i sterk motsætning til grundt- vigianismen og til, hvad man kan kalde død «statskirke- kristendom». Lammers advaret nemlig sterkt mot al falsk stolen paa daaben, en i sig selv høist paakrævet formaning, som dog skulde løpe ut i den forkastelse av barnedaa- ben, som blev den nye vækkelses store grundskade.
At følge den lammerske vækkelse i dens enkeltheter, dens eiendommeligheter og dens svakheter, hører ikke hit. Det faar være nok at si, at den begyndte med en aandens kraft, som bragte velsignelse til hele den norske kirke, men at den som Lammers selv tapte sig i ensidigheter, som igjen tok kun altfor meget av velsignelsen bort. Særlig blev det forkastelsen av barnedaaben, som igjen hadde tilfølge uttrædelse av statskirken og dannelsen av frimenigheter, som gjorde, at bevægelsen tapte sin kraft.
Men som et vældig veir gik den over landet fra Skien til Tromsø og fremkaldte ikke bare vækkelse og aandelig liv men ogsaa en ulykkelig sønderrivelse og splittelse inden selve de troende kredser.
Hvad der imidlertid særlig interesserer os, naar vi følger den fremskridende anerkjendelse av lægmandsvirksom- heten i vort land, er den tilnærmelse som under disse vanskelige og sørgelige forhold skedde mellem troende mænd av prester og lægfolk.
Til kapellan i Skien fik Lammers, som ikke selv fandt med god samvittighet at kunne utføre alle kirkelige handlinger, særlig ikke barnedaaben, den unge prest Mads Iver Wefring. Han vandt megen tillid blandt de alvorligste troende. En særlig støtte fik han av de to lægprædikanter Jens Jonsgaard fra Gudbrandsdalen og Siqveland fra Stavanger, som begge besøgte Skien. Til denne samme kreds, som ikke hadde til formaal at kvæle ilden, men at lede strømmen, sluttet sig ogsaa som en værdifuld hjælp den senere Trondhjemsbisp Andreas Grimelund, dengang prest i Gjerpen.
At saaledes prester og lægfolk broderlig og haand i haand arbeidet sammen, var noget nyt inden den norske kirke. Der laa deri en gjensidig anerkj endelse, som lovet godt for fremtiden. Det er sandt, som det har været sagt, at «det i Skien gik saa galt med de uttraadte og naar prestene Wefring og Grimelund fandt støtte og hjælp av lægmændene Jonsgaard og Siqveland, saa bragte det mange til den overbevisning, at det paa den ene side var farlig at opgi al teologisk dannelse og at det paa den anden side var en stor hjælp og betryggelse, naar prester og lægfolk kunde staa hinanden bi i broderlig forbund».
Og til den norske statskirke gav utskeielsene under den lammerske vækkelse et alvorlig varsko. De gav den en nødvendig paamindelse om ikke saaledes at gro fast i stive former, at den ingen plads kunde gi for livets fri rørelser.