– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 366 – 371 :
En kristelig Retning af eiendommelig Beskaffenhed havde sin Oprindelse fra Sogn. Den var fremgaaet af den haugianske Vækkelse, men skilte sig ud, fordi den syntes, at Haugianerne ikke var alvorlige nok.
Ophavsmanden og Lederen var Hans Christophersen Feigum, der ifølge egen Opgave blev født i Hafslo Prestegjæld, indre Sogn, den 17. November 1797.
Han var en Søn af Gaardbruger Christopher Jordanger og Hustru Sophie og sees døbt i Urnæs gamle mærkelige Stavkirke den 23. Søndag efter Trefoldighed samme Aar.
Gutten fik af sine Forældre en stræng Opdragelse, men liden Skoleundervisning. Da han havde gode Evner og stor Læselyst, erhvervede han sig imidlertid paa egen Haand adskillige Kundskaber, især i Kristendom. Bibelen og Pontoppidans Forklaring var han vel hjemme i. Efter at have modtaget Undervisning af Sogneprest Nils Friis, som “ansaaes for en lærd Mand og en udmærket Lærer“, konfirmerede denne ham i Hafslo Kirke 5. Søndag efter Trefoldighed.
I Kirkebogen staar tilføiet, at Hans var “den øverste Dreng ved denne Konfirmation”.
Da der i indre Sogn dengang var adskillig kristeligt Liv og Virksomhed, fremkaldt ved Hauge og hans Venner, fik den unge Gut allerede tidlig rig Anledning til at høre Haugianerne forkynde Guds Ord i Opbyggelsesforsamlinger. Han blev paavirket og vakt ved en af Bygdens Lægmænd straks efter sin Konfirmation. Det blev af stor Betydning for hans aandelige Udvikling, at han i 1815 fulgte med den sygelige Lensmand Hans Arnesen Urdahl (1769-1828) til Christiania for at være dennes Oppasser i Storthingstiden. Under dette Ophold i Hovedstaden, fra 1. Juli 1815 til Høsten samme Aar, blev han nemlig kjendt med de fleste af Hauges Venner baade i Thinget og Omegnen.
Stærkest virkede det dog paa den unge Mand, at han oftere fik Anledning til at være sammen med H.N. Hauge, som dengang boede paa Bakkehaugen ved Sagene.
Denne syntes ogsaa godt om den alvorlige, aandslivlige Sogning og hans hjertelige Vidnesbyrd om sin Tro baade under Samtaler, i Bønner og ved Opbyggelsesforsamlinger.
Efter Hjemkomsten til Hafslo begyndte han at holde Opbyggelser, ikke alene i Hjembygden og rundt om paa Vestlandet, men ogsaa næsten overalt i det søndenfjeldske Norge samt paa Østlandet. Gjentatte Gange besøgte han Hauge, efterat denne var flyttet til Bredtvedt i Aker, og talte oftere til Opbyggelser der.
Da Hans Jordanger eiendommelige kristelige Opfatning allerede nu begyndte at komme frem under Virksomheden, blev Hauge ængstelig for, at de mistænkelige Spirer kunde udvikle sig end mere i skjæv Retning og volde Skade. Han talte derfor alvorlig og kjærlig med Jordanger (Hans Feigum/red.) om Sagen og forsøgte at klarne dennes aandelige Opfatning og lede ham ind igjen i sunde Spor, men desværre uden blivende Virkning.
Den unge Mand fortsatte som Lægprædikant, tildels sammen med ældre Haugianere, baade i de foran nævnte Egne og tillige nordenfjelds; 1820 holdt han saaledes Opbyggelse i Trondhjem sammen med Lars Knudsen Tjødlingen og var overalt ikke lidet anseet og avholdt. Han var brændende i Aanden, veltalende, men noget uklar og mystisk; dog virkede han ikke lidet i denne Tid til Vækkelse og Velsignelse, især blandt Ungdommen.
Saalede vedblev Hans Jordanger at reise omkring indtil Slutningen af Tyveaarene.
Den 27. April 1829 blev han gift med Kari Eriksdatter Feigum i Lyster (Luster/red.), født 1776 i nordre Odalen, Datter af Gaardbruger Erik Hansen Haug og Hustru Eli Olsdatter. Hun hørte til Hauges Venner og havde tidligere været gift med en velstaaende haugiansk Guds Ords Forkynder, Gaardbruger Johannes Rasmussen Feigum, født 1775. Han havde reist meget baade nordenfjelds, vestenfjelds samt over hele Sørlandet og Østlandet og var anseet som en baade virksom og dygtig Lægmand. Under et af sine Besøg i Odalen var han blevet kjendt med sin førnævnte Hustru.
Han fortsatte ivrig sin Virksomhed indtil 20. Februar 1827, da han afgik ved Døden i en Alder af 52 Aar, saavidt vides, af Tæring.
Hans Jordanger kom ved sit Giftermaal i gode økonomiske Kaar og boede siden hele sit Liv paa Feigum; men det var neppe heldigt, at hans Kone var saa meget ældre (21 Aar), at hun gjerne kunde have været hans Moder. Kari var imidlertid en meget dygtig og huslig Kvinde og derhos en oprigtig Kristen; deres Husliv var i Førstningen eksemplarisk; men da Manden, især efter 1830, udviklede sine sælsomme kristelige Anskuelser, og Hustruen ikke kunde dele dem, men holdt fast ved den enfoldige og ligefremme Forstaaelse af Guds Ord og Børnelærdommen, voldte dette tildels Vanskeligheder i deres indbyrdes Forhold, dog aldrig af den Beskaffenhed, at det blev til Forargelse.
I Begyndelsen af Trediveaarene brød Hans Feigum helt med sine tidligere Venner Haugianerne, idet han mente, at disse ikke var alvorlige nok hverken med Hensyn til Omvendelsen eller Helliggjørelsen; deres Kristendom lignede “løs Kalk paa Væggen”, sagde han.
Hverken Luther eller de gamle Fædre eiede det rette Lys; de var bra, saa langt de rak, men førte ikke frem til Maalet; kun han havde den fulde Forstaaelse. Sin egen Opfatning af Veien til Livet fremstillede han gjennem Billeder og Syner i Tilslutning til Israeliternes Udgang af Ægypten, Overgangen over det røde hav, deres Vandring i Ørkenen, Fienderne og Farerne der, Overgangen over Jordan, Kampene i Kanaen med deres Fortsættelse i Josva og Dommernes Bog samt Kongernes og Krønikernes Bøger. Alt dette maatte hver Kristen opleve aandelig.
De profetiske Syner i det gamle Testamente og i Johannes Aabenbaring knyttede han paa samme Maade til den enkeltes Kristenliv og Kirkens Liv og Skjæbne lige til den fulde Opfyldelse i Evigheden. Denne sin Opfatning formede han til et eiendommeligt Lærebegreb, uklart, ja taaget og forvirret, men fuldt af Lyn og Glimt som hos Middelalderens Mystikere eller Jakob Bøhme, hvilke han har Berøringspunkter med og stod i aandeligt Slægtskab til.
Som hos disse var hans Kristendom nøie forenet med en stræng Askese og store fantasifulde Syner og brogede Billeder.
En af hans Lærlinge, Peder Steen i Hafslo (1818 – 1895), fremstiller hans Kristendomsopfatning saaledes : “Feigum begyndte med at forklare den Hellige Skift, Moses og Profeterne, Kristus og Apostlerne samt den dunkle Johannes Aabenbaring; han fremhævede, hvorledes den hellige Skrift bør gjøres anvendelig paa hvert enkelt Menneskes indre Tilstand og Forfatning.
Hvor der i Skriften tales om naturlige Lande i den nærværende Verden, har dette sin aandelige Betydning og henpeger paa Sjælens Lande og Riger i den indre Aandeverden. Israels Folk betegner Kristi Aand og Liv i den menneskelige Sjæl, og Hedningerner eller Israels Fiender betegner Djævelen med sine Aander og sit fordærvelige Væsen.
Ligesom Hedningerne førte Strid med Israel, saa er og maa der være en daglig Strid mellem Kristus og Djævelen (Aanden og Kjødet) i enhver troende Sjæl, og denne Strid foregaar regelret saaledes, som den hellige Skrift omtaler.
Dog efter hvers Alders Maade, Aarvaagenhed og Hjertets Overgivelse til Gud i Tro og Bøn; han oplyste ogsaa, at denne Maade at udlægge Skriften paa er meget forblommet og den fordærvede Fornuft imod, men klar nok for dem, som i Sandhed tror, og hos hvem Troens aandelige Øie er bleven opladt til at se de underlige og skjulte Ting i Guds Lov. Disse er det, som det bliver givet at vide og forstaa Himmeriges Riges Hemmeligheder, medens andre har det kun i Lignelser. Intet Menneske kan ved egen Magt tilkjæmpe sig Naaden eller Naadens Gave; endog Gud uddeler sine særdeles Naadegaver forskjellige, saa er det dog hans største Behag med sin underfulde Kraft og Naade at forstyrre Satans Rige og oprette Kristi Rige – i den samme saliggjørende Orden – som den hellige Skrift omtaler det.
Med en fordres fra vaar Side, at vi fornægter os selv, om vi vil blive Kristi sande Disciple og lære i den Helligaands Skole, det er i Tro og stille Bøn at gaa ud fra sig selv og alt eget og vende Troens Øie, Aandens Sands og Sjælens hele Begjær indad, mod sin Sjæl.
Det Tempel, Salomon byggede i Jerusalem, var de Billede paa det Aandens Tempel, som vor Herre Kristus opretter i sine troende Børns Sjæle, saa snart de er komne til den nødvendige Alders Maade og aandelige Fremvekst i sin Kristendom, og ikke ved Sandselighed – at leve i sig selv – forhindre den Helligaands Naadegjerning, men i Tro og levende Hengivenhed oplader Hjertet for Naadens salige Virkning.
Naar det Helligaands Arbeide ei forhindres, bliver Kristus Alfa og Omega; da blir han alt og vi intet, han vokser og vi forringes. Det gaar da efter Salomons Ord : Vend dit Ansigt til dine Tjeneres Bøn, at dine Øine er aabnede over dette Hus Dag og Nat; og al Bøn og ydmyg Begjæring, som opsendes til dig fra dette Hus, den vil du, o Herre, høre fra din høie Himmel og bønhøre. I lige Maade de, som kommer fra et langt bortliggende Land og vender sig mod dette Hus og beder, da vil ogsaa du høre deres Bøn (Peder Steens Selvbiografi (Manuskript)).
Den senere bekjendte Provst M.I.(Mads Iver/red.) Wefring besøgte Lyster Sommeren 1844, sammen med A.N. (Anders Nilsen/red.) Haave, og holdt da Opbyggelse i Feigums Hus; bagefter havde de en lang Samtale med ham om hans eiendommelige kristelige Anskuelser; Wefring skriver herom : “Denne Lægmands Retning var gjennemgaaende mystisk; Israels Børns Historie maatte aandelig opleves af alle det nye Testamentes Troende. Udgangen af Ægypten, Overgangen over det røde Hav, Vandringen gjennem Ørkenen, Krigen, som førtes med Guds Folks Fiender, alt dette maatte gjenopleves og gjentages hos ethvert sandt Guds Barn i den nye Pagt.
At Guds Førelser med sit Folk er et Speilbillede paa de Troendes Vandring gjennem dette Livs Ørken, indeholder en ubestridelig Sandhed; de er ogsaa af Apostelen Paulus fremstillede som Forbilleder; thi Guds mange Velgjerninger og Naadesbevisninger med sit Pagtesfolk og dettes Utaknemmelighed gjentager sig i det uendelige; men denne alminnelige Betydning var for Feigum ikke nok; efter hans Opfattelse maatte alt, hvad der historisk tildrog sig med Israel i den gamle Pagt, aandelig og ligefrem i Enkelthederne foregaa i alle Troendes Hjerter i de nye Pagt, dersom Oplevelserne og Synerne af Ægypten, Farao, Udvandringen, Overgangen over det røde Hav fattedes, saa manglede ogsaa Gjennemgangstrinnet til Omvendelse og Gjenfødelse, og man stod udenfor de Troendes Samfund med Herren og befandt sig paa den brede Vei.
Da Feigum ved vort Besøg hos ham udviklede sit System for os, foreholdt jeg ham Begyndelsen af Jesu Bergprædiken : “Salige er de fattige i Aanden; thi Himmeriges Rige er deres” osv. og bemærkede, at i disse Salighedsprisninger ikke findes en Tøddel om, at slige Syner og Aabenbarelser, som Feigum krævede, er nødvendige til Menneskes Frelse, hvorfor jeg spurgte ham, om ikke den Salighedsvei, som Kristus anviste, maatte være at foretrække for alle andre, idet han var den absolute Sandhed og hans Ord den ene gyldige og ubedragelige Prøvesten, hvorefter al Lære maatte prøves og veies for enten i Tilfælde af Overensstemmelse at antages eller i modsat Fald forkastes.
Ved denne direkte Henvendelse til ham syntes han at komme i nogen Forlegenhed, men ytrede dog straks, at i hine af Frelseren betegnede Sjælstilstande : Fattigdom i Aanden, Hunger og Tørst efter Retfærdighed o.s.v. laa hans Paastand om Nødvendigheden af hine Syner, Aabenbaringer og Oplevelser indesluttede.
Af Samtalen resulterede intet; han vedblev sit og maatte vist ogsaa modtage det Indtryk af os, at vi var ganske uimodtgelige for hans Forestillinger om den af ham opdagede Vei til Salighed” (M.I. Wefring : “Minder”, side 101-102. Om Feigums Læresystem giver Dr. A. Bang i sin Bog om Hauge, Side 523 flg. udførlige og interessante, men neppe helt paalidelige Oplysninger; specielt gjælder dette Fremstillingen af Feigums Syner og Aabenbarelser; den synes ikke at have Hjemmel i noget samtidigt Agtstykke eller samtidig, paalidelig og ædruelig Tradition).
Der udgik ikke nogen egentlig Vækkelse fra Feigum, ei heller stiftede han noget større Parti; men der var dog en hel Del Mænd og Kvinder baade fra Vestlandet og Østlandet, som kom til ham for at blive ret underviste om Saliggjørelsens Orden efter hans Opfatning.
Gjennem et temmelig langt Tidsrum, især i Tredive- og Firetiaarene, var der altid paa hans Gaard en Del aandelig Bekymrede, for hvem han holdt en Slags Profetskole.
Om Dagen var de optagne med Gudfrygtighedsøvelser enten paa sine Værelser eller ude i Bjerghuler og Grotter; de bad uafladelig eller nedsænkede sig i gudelige Betragtninger. Hans Hustru Kari pleiede at bære Mad omkring til dem. Naar saa Kvelden kom, samlede han dem alle paa sit Kammer og gav hver af dem den aandelige Veiledning, som han syntes, de trang.
Først og fremst indskjærpede han dem alle at være stille, gaa i sig selv, af al Magt prøve ikke at tænke, men svælge Tankerne ned. Under denne Stilhed og dette Arbeide kommer da Aanden og vender ens Blik indad, saa man faar se “Væggen” eller “Skjulet”, der dækker over Hjertets sande Tilstand, og hvad der bor derinde.
Derefter indtræder en stærkere eller svagere Bodskamp med Krampetrækninger etc.
Og jo mere man under dette er stille og svælger Tankerne, des før faar man med Aandens Øie se, at der er “brudt Hul paa Væggen”.
Nu bliver man var, at Hjertet er fuldt af fæle Dyr og Orme og i midten en fnysende Drage (sml. Bogen : “Hjertespeilet” og Billederne til den).
Man skal fremdeles søge at bevare Stilheden og fortsætte med at kvæle Tanken samt spæge sit Kjød med Vaagen, Fasten, at staa stille tyndklædt ude om Natten i Kulden og uafbrudt beskue Stjernerne, at ligge paa skarpe Vedtræer o.s.v. i Forening med aandelige Øvelser : Bøn og hellige Betragtninger, hvortil ogsaa hørte paa Mystikernes Vis at nedsænke sig i Guddommen og dens Gaader.
Saa fortsattes med den aandelige Udgang af Ægypten, Overgangen over det Røde Hav og Vandring med Israel gjennem Verdens Ørken mod Himmelens forjættede Land. Men trods den bedste Vilje og Flid baade fra Lærers og Elevers Side var der dog yderst faa, som fik nogen “ret profetisk Skik i sig”. De manglede Mesterens rige Fantasi, kontemplative Begavelse og Seerevne (mange Breve og andre samtidige Oplysninger).
Feigums Hustru Kari omtales af de gamle Haugianere som en alvorlig Kristen, der holdt fast ved den gamle Troesopfatning lige til sin sidste Stund. Hun blev altid stærkt paavirket af sin Mand og hans Venner, der søgte baade at skræmme og overtale hende til at gaa over til deres Parti, men forgjæves.
Et Brev fra Jakob Herum af saadant Indhold, daterert 29. November 1838, er endnu bevaret. Hun passede med Troskab og Flid sin timelige Gjerning i og udenfor Huset og tog altid gjæstfrit og venlig mod de mange Troende og Bekymrede, som kom did.
En af dem, Peder Steen, fortæller, at hun viste dette Sindelag overfor ham, da han første Gang kom did for at søge Mandens Veiledning; men hun advarede ham samtidig mod at lade sig hilde i Vildfarelse. Hun døde i Troen den 26. October 1843 i en Alder af 67 Aar.
Senere indgik Manden et nyt Ægteskab.
— I det almindelige Omdømme led hans Anseelse noget ved en Retssag mellem Enken Gunhild H.Datter Jordanger og Østen Knudsen Jordanger. I denne var Feigum ogsaa interesseret. Sagen gik ikke efter hans Ønske ved de lavere Instanser; men han drev den alligevel frem lige til Høiesteret trods Venners og andre forstandige Folks Raad. Han mente, at Aanden havde tilkjendegivet, at han skulde vinne; men ogsaa Høiesteretsdommen af 5. August 1837 gik ham imod.
Da Øvrigheden meddelte dette og sendte Udskrift, vilde han ikke tro, at denne stemte med Høiesterets Domsprotocol. Han skrev straks en Ansøgning til Kongen om, at han maatte faa en ny, paalidelig Udskrift. Resultatet blev naturligvis at den første Meddelelse var nøiagtig. Men Feigum holdt fast ved sin Paastand og sendte under 1. April 1845 ny Ansøgning om den samme Sag.
Ved kgl. Resolution af 19. Mai 1845 blev det imidlertid naadigst besluttet, at hans Begjæring ikke skulde imødekommes. For tredie Gang indgav Feigum den 27. August 1850 Begjæring om det samme; denne blev selvfølgelig paany afslaaet.
Han skal ogsaa gjentagne Gange have sendt et Par af sine mest paalidelige Venner til Christiania for at søge Audiens hos Kongen og formaa ham til at befale Høiesteret at udskrive den rigtige Dom, selvfølgelig med samme Udfald, som Sagen tidligere havde faaet. Men endda troede han og enkelte Tilhængere, at Kongen og hans Mænd engang vilde komme til Feigum, meddele den rette Dom og erklære ham for en sand Profet.
Med sine besynderlige Meninger og tildels sælsomme religiøse Anskuelser var dog Hans Feigum en oprigtig og alvorlig Mand, der levede eksemplarisk og derfor nød Agtelse og Tillid baade inden Prestegjældet og i vid Omkreds.
Naar noget andet har været paastaaet, er det kun løst Sladder uden nogensomhelst faktisk Grund.
Af Lyster Kirkebøger sees, at han var Prestens Medhjælper lige fra de yngre Dage og til Alderdommen, ialfald notorisk fra 1844 til 1865; Traditionen mener, at han baade havde begyndt som Medhjælper tidligere og stod ved som saadan til sin Død. Det fremgaar ogsaa af bevarede, offentlige Protocoller, at han var første Valgmandssuppleant for Lyster Prestegjæld ved Storthingsvalget i 1844; han findes tillige blandt Varamændene i 1847, 1850, 1853 og vistnok ogsaa længere ned i Tiden.
I det timelige ansaaes han for en driftig og dygtig Mand, der paa sin Gaard eiede baade Mølle- og Sagbrug, som H.N. Hauge havde givet stødet til. Af sine Tjenere og Arbeidere var han meget afholdt; han var snil og godgjørende overfor alle. Ingen i Sandhed Trængende gik fra ham uden at blive hjulpet.
Men hans stærkeste Interesser dreiede sig dog om kristelige Spørgsmaal og Virksomhed for Guds Riges Fremme i Overensstemmelse med hans Syn. Ogsaa i den senere Tid fik han stadig Besøg af Ældre og Yngre, der ønskede hans aandelige Veiledning, som han ogsaa med Glæde meddelte paa sin eiendommelige Maade.
Guds Ord, Bøn og kristelig Samtale lød hver Aften paa Feigum som en god Afslutning paa Dagen. Han eiede forholdsvis mange Bøger, ogsaa “videnskabelige”, og forstod saa meget Tysk og Svensk, at han kunde læse Skrifter paa disse Sprog og magtede at oversætte Stykker af dem for sine Venner og Bekjendte, naar de sad sammen til opbyggelig Underholdning.
I Opbyggelserne deltog han flittig indtil Alderdommer og oplivede ofte Sammenkomsterne ved sit originale, alvorlige og varmhjertede Vidnesbyrd.
Hans anden Hustru opgives at være død 1870. Det blev nu noksaa ensomt for ham, og han var mere indesluttet. Naar Venner kom paa Besøg, blev han oplivet og talte da for det meste om sin første Vækkelsestid. Den sidste Vinter han levede, var der lidt kristelig Bevægelse i hans Omgivelser; naar man reiste paa Opbyggelser, fulgte den Gamle til Stranden og ønskede at være med; men Helbreden tillod det ikke. Han “døde som en Kristen” 2. Februar 1873 og blev begravet 11. Februar næstefter paa Næs Annekskirkegaard i Lyster.
Hans Feigum var liden af Vekst, men førbygget (kraftig/red.) og med et noget grovskaaret, markeret Ansigt og et Par sortbrune, ildfulde, skarpe Øine; Udtrykket var energisk, alvorligt, næsten strængt.
Han talte oftest over Tekster fra Mosebøgerne samt Kongernes og Krønikernes Bøger, om Udgangen af Ægypten, Vandringen i Ørkenen og Israels Krige, men hentede heller ikke sjelden sit Emne fra Profeterne og Johannes Aabenbaring.
Vidnesbyrdene var veltalende, allegoriske og i et stærkt profetisk Billedsprog, uklare, men vækkende og ildfulde; det ligesom føg Gnister af dem. Han formante især til Omvendelse og Hellighed i Liv og Levnet efter sin eiendommelige Opfatning.
Han talte høit og meget hurtig; “de gjekk, som naar du slepper ei Kvedn (Kværn) laus”, har en af hans Tilhørere betegnende sagt (en Række samtidige Dokumenter og Breve. Lysters Kirkebøger. Meddelelser fra mange samtidige Haugianere og andre, som havde kjendt og omgaaets Feigum, tildels i længere Tid).