– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821-1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 371 – 372 :
Feigums fortroligste Ven i Lyster var Jacob Herum. Om ham skriver Peder Steen : “Han var ei meget fremragende for det menneskelige Øie, men havde af sin Frelser modtaget den samme dyrbare Naadegave som Feigum. Jeg besøgte ham ofte og talte med ham om min Sjæls Tilstand, og han viste mod mig en Kristens broderlige Deltagelse og kjærlige Omhyggelighed. Velsignet være hans Minde ! Som “det er kosteligt i Herrens Øine, naar hans Hellige dø”, saa hastede han med at skille sin Tjener af med denne skrøbelige Hytte og at gjøre en salig Ombytning med ham “fra Strid til Fred, fra Trængsel og Nød Til Hvile sød i Abrahams Skjød” og med et saligt Haab til den Gud, hvem han havde givet sit hele Hjerte, og af hvem han havde modtaget Naade over Naade.
Han hensov Sommeren 1842.
“Min sjæl dø den Retfærdiges Død og mit Endeligt vorde som hans !”
“Da J. Herum i nogle af sine sidste Leveaar havde drevet et lidet Farveri”, fortæller videre førnævnte Meddeler, maatte jeg (Peder Steen) hjælpe Enken med Farvningen. Dette bidrog sit til, at vi blev mere fortrolige, og begge fattede den Beslutning at være hverandres Medhjælp for Livet. Den 19. Marts 1844 indgik vi ifølge Guds Ord og vore Venners Raad og Samtykke i den ægteskabelige Forbindelse.
Gud ved bedst, hvor mange Betænkeligheder det baade paa Forhaand og bagefter skaffet mig at træde i Faders Sted til 5 Børn, og hvorledes Bekymringerne for at blive et saadant Kald værdig opfordrede mig til at søge Gud med inderlig Bøn.
Men da jeg troede fast, at dette var mig tilskikket af Herren, og da jeg betragtede disse Aar som min varmeste og mest naadefulde Kristendoms Tid, saa havde jeg et saa fast Haab til Gud, at naar jeg kun vilde blive i ham og holde mig nær til ham, saa vilde han være min og holde sig nær til mig og gjennem alle forestaaende Prøver, Fristelser, Sorger og Glæder lede det saa, at alt tjente til mit sande Bedste” (Peder Steens utrykte Selvbiografi).