– hentet fra H.G. Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens første Tid. 1796 – 1820.
Fra s. 146 :
I sit uegennyttige og opofrende Arbeide for at vække og fremme det kristelige Liv i vort Land blev Hauge bistaaet af en stor Mængde ligesindede Venner, der enten direkte eller indirekte var vakte eller paavirkede af ham, og som ved Omgangen med ham eller ved Læsningen af hans Skrifter havde faaet sit karakteristiske aandelige Præg.
Besjælede af den samme Aand og drevne af uegennyttig, opofrende Kjærlighed gik de ud som Guds Ords Budbærere blandt vort Folk. En Række af dem virkede ved Opbyggelser, Samtaler og en lysende Vandel for sine Sambygdinger, uden at gjøre længere Reiser; andre optraadte tillige i Nabobygderne, medens ikke faa udstrakte sin Virksomhed til større Dele af Landet, og nogle Enkelte gjennemreiste næsten hele Norge paa Kryds og Tværs og besøgte mange Strøg flere Gange.
Det er her ikke Stedet at omtale nøiere alle disse trofaste Arbeidere, der uden nogensomhelst Godtgjørelse, ja ofte med direkte Pengeudlæg, drog gjennem vore Dale, over Fjelde og Heier i alslags Veir, ikke sjelden kun med lidt Barkebrød til Mad, hyppig forfrosne og nødlidende, nægtede Nattely selv mod Betaling. Ofte ble de jagede af Gaardshunden eller Bygdevægterne, forfulgte og arresterede af Lensmændene, mishandlede, saa dered Helbred blev nedbrudt. De var sagtmodige overfor sine Modstandere og Forfølgere, utrættelige til at prædike Ordet i Tide og Utide, arbeide med Haab mod Haab, overbevise, straffe og formane i Sagtmodighed og den Kjærlighed, som aldrig bliver Træt i Omsorgen for andres Frelse.
Hvor bliver ikke vor Tids Mænd smaa mod disse enfoldige, af Guds Aand mægtig grebne og drevne Lægmænd, som ofrede Gods, Helbred, ja Liv for at fremme Guds Riges Sag. Og at gjøre dette faldt dem sandelig ikke besværlig, men var dem en Hjertetrang, en Glæde !
Flere af dem virkede gjennem lange Tider – enkelte endog op til 70 Aar – andre kun kort, mange ved vi meget om, andre viser sig sælsomt lig et Stjerneskud, som skinner et Øieblik og forsvinder i Natten, og om nogle har vi kun deres Fiender og Forhørsprotokollerne at takke for, hvad vi ved om dem.