– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1905 – 1911.
– fra s. 284 – 285 :
Nedigjennem Guldalen var der i denne Tid Vækkelse. I Støren, særlig i Soknedalen, men fornemmelig i Melhus og Annekset Leinstrand fandtes adskillige Haugianere. I sidstnævnte Sogn var der dengang et blomstrende Kristenliv.
De Vakte havde en god Støtte og Forsvarer i den begavede, sindige og karakterfaste Lensmand paa Stedet, Iver Monsen.
Og hos Bonden John Johnsen Skjefstad var der et Midtpunkt for haugiansk Liv og Virksomhed; hos ham boede Lægmændene, baade medens de bandt ind Bøger, og naar de reiste omkring i Sognet for at bekjende Guds Ord.
Arbeidet havde en gjennemgribende Virkning; Bygden blev som forvandlet; men Alt gik stille, uden voldsomme Brydninger eller Omvekslinger.
I Bynæsset, Børsen og særlig paa Gjeitestranden omtales en ikke liden Flok af Hauges Venner. Sidstnævnte Sted var vidstnok Vækkelsens Brændpunkt. Hos Bonden John Johnsen Skjefstad samlede de Vakte sig, og derfra spredtes Hauges Skrifter i Mængde over Nabobygderne, ja sendtes til Orkedalen, Meldalen, Rennebu og Opdalen.
Johan Johnsen kom sammen med sin Moder Catharina og Stedfaderen Arnt Larsen fra Sommervold i Orkedalen til Ofstad paa Gjeitestranden antagelig 1785; Gaardens Navn var dengang Ofstad; men længere tilbage skal Navnet have været Aastan eller Aasten.
Arnt Larsen og Hustru var alvorlige Kristne; Johan blev vakt af Hauge personlig. Om ham og Hustru Ingeborg vides intet særlig at berette. De omtales som oprigtige Troende, der trods Verdens Spot altid stod rede til at hjælpe Medkristne.
I deres Hus har Hauge baade hvilet og arbeidet, og her blev han ogsaa engang arresteret. De Gamle har fortalt, at Børnene paa Gjeitestranden og Ofstad jublede, naar Hauge kom der; thi han var saa glad i Børn og legte med dem.
John døde tidlig, allerede 1808, og Enken blev senere gift med Peder Mikkelsen Husdal (en Broder af Michel Grendahls Hustru); men da ogsaa han var Haugianer, vedblev Hjemmet fremdeles at være Samlingssted for de Troende.
I Klæbo og Tiller omtales nogle Haugianere; paa Lauvaasen var der en aandelig Station, hvor Hauge og andre Guds Ords Forkyndere tog ind og fik aandelig og timelig Vederkvægelse.
Paa Strinden var enkelte Vakte, ligesom der i Trondhjem fandtes en liden Flok, der lidt senere samlede sig om Arnt Bjørnsen Solem og hans Hustru Randi Andersdatter, Lars Bache (død ca. 1830) og dennes Kone Berthe Nesterud fra Thoten.
Efter Mandens Død “drev hun Handel saavel pa Nordlands Markeder som i Byen og skal have været meget driftig ved Siden af, at hun var en levende Kristen, opfyldt af Kjærlighed til sine Medmennesker. For Fattige havde hun en stor Omsorg”.
Hun blev i 1831 gift igjen med Iver Knudsen Lykke fra Kvikne (1790 – 1865) og døde 1839.
I og omkring Byen var der nogle faa, der tilhørte Brødremenigheden. Baade i Statsbygden og Rissen boede mange Haugianere; fra sidstnævnte Sted var Kjøbmand Erik Rolfsen Krogness f. 1773, d. 1859; i sit andet Ægteskab var han gift med Anne Nesterud (f. 1786, d. 1872), en Søster af Fru O.P. Moe i Christianssand og Lars Baches nysnævnte Hustru Berthe (mange forskjellige Meddelelser og Optegnelser fra Samtidige og samtidige Breve).
Ikke langt fra Trondhjem, paa Vestsiden af Fjorden, ret overfor det naturskjønne Frosten, ligger Lexvikens Prestegjæld. Her virkede ved Hauges Fremtræden Sogneprest Hans Christopher Lund (1758 – 1820), der omtales som en lærd Sprogmand, en flink Plantekjender og en “værdig Religionslærer” – i rationalistisk Betydning.
Den religiøse Trang kunde han hverken vække eller tilfredsstille og manglede Evne til at forstaa og lede en kristelig Bevægelse. Det lader til, at han langtfra var afholdt inden sin Menighed; de fleste synes næsten at have hadet ham.
Saa fik Bygden Aar 1800 Besøg af Lægmændene Lars Hemstad fra Stange og Arnt Solem fra Klæbu. De holdt en Række Opbyggelser der, og da Jordbunden var sælig modtagelig, fremkaldtes ved deres Virksomhed en almindelig Vækkelse; i hele Prestegjældet var neppe nogen Gaard, uden der fandtes en eller flere Vakte; om de fleste af disse skriver Presten Hagerup, at de hørte “blandt deres Bygds fortrinlige og retskafne Mennesker”.
Da disse Lægmændene en kort Tid efter var reist, søgte de Nyvakte saa godt, de kunde, at opbygge sig selv; de kom sammen i Husene, læste i gudelige Bøger af Johan Arndt, A.H. Francke, Fresenius og Hauge, særlig hans Postille, samt bad, sang og samtalede.
Den religiøse Gjæring voksede og tog en skjæv Retning, da der ingen forstandig og erfaren Leder fandtes blandt dem; Prestens Forhold og Øvrighedens Optræden æggede kun og gjorde ondt værre, og den Bevægelse, som havde begyndt saa sundt og lovende, skeiede snart sørgelig ud.
Af de Nyvakte var især tre, der optraadte som de andres Veiledere uden hertil at eie hverken Kundskaber eller andre nødvendige Betingelser; de blev derfor Vildledere, istedetfor Veiledere…og de omtalte Lægmænd, Lars Hemstad og Arnt Solem, har (..) ingen Skyld derfor; der kunde intet paavises i deres Forkyndelse til Bedste for en saadan Antagelse.
Vækkelsen var jo sund, saa længe de virkede der, men udartede, som paavist af Mangel paa Ledelse.
Paa forskjellige Steder i Indherred fandtes Haugianere spredte hist og her; ligesaa paa Inderøen, Ytterøen og opover i de forskjellige Sogne i Namdalen. De var dog overalt faatallige og gjorde sig idethele lidet gjældende, men virkede i Stilhed inden sin Kreds og var i aandelig Henseende for sine Omgivelser et “Lys og Salt” (forskjellige Meddelelser og Optegnelser fra Samtidige; samtidige Breve).