– presentert av H.G. Heggtveit i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.
– fra s. 266 – 269 :
I Buskeruds Amt var især Hallingdal stærkt grebet af den haugianske Bevægelse (Meddelelser fra Provst J.S. Ulsaker, Haakon Opsata, Ingebrigt Torkelsen Opheimshaugen, Iver Smelhus m.fl. og samtidige Breve).
Hauge selv besøgte Dalen mindst tre Gange, og en Række af hans Venner virkede der af og til i kortere eller længere Tid. Den nedre Del, Krødsherred, Flaa og Næs Sogne, var lidet berørt; der fandtes kun enkelte Haugianere hist og her.
Men allerede i Gol fandtes flere; Midtpunktet her var Gaarden Haftorn (Hovtuno), hvor en af Hallingdals rigeste Bønder, Guttorm Kolbjørnsen, boede; han blev under Hauges første Besøg vakt med hele sit Hus og var siden en trofast og varm Kristen, der støttede Vækkelsen ved sin mægtige Personlighed og ellers paa flere Maader.
Han omtales som en Høvding i Bygden med store Evner især til at øve Indflydelse og lede, men ogsaa med Gaver som Ordets Forkynder i Forsamlinger, der holdtes i hans Hjem eller andre Steder i den Grænd, hvor han boede; to af hans Døtre holdt ogsaa Opbyggelser.
Det vides, at Guttorm Haftorn kjøbte mange af Hauges Bøger og solgte eller delte ud, ja han forlagde endog en af dem. Saaledes virkede han til sin Død omkring 1825.
Det afsidesliggende Finnesgaard, der laa i en anden Kant af Sognet, var en Station af lignende Art, hvor Guds Ords Bekjendere altid tog ind, og hvorfra der spredtes kristeligt Lys og Varme.
I Annekset Hemsedal lader det til, at man var særlig modtagelig for Vækkelsen; den blev fremkaldt ved Numedølerne Ole Olsen Bache (død 1840) og Gulbrand Olsen Væraas og begyndte allerede 1799 eller tidlig paa Aaret 1800, altsaa før Hauges komme til Dalen. Det varede ikke længe, inden den greb adskillig om sig navnlig i Bygdens Midtparti.
Sommeren 1800 kom der over Fjeldet fra Bergens Stift en Mand, «som bekjendte sig til Kristi Lære; dog havde han ikke dens lyse Aand, men nogle indbilte Sætninger, som han besmittede andre med»; han paastod, at «Dommedag skulde komme» den 4. October sidstnævnte Aar; mange troede dette, især «de Unge»; da imidlertid denne Dag forløb uden nogen mærkbar Forandring, paastod man, at Gud i sin Langmodighed havde forlænget Tiden til nærmeste Nytaarsnat Kl. 12.
Saa snart Hauge fik Nys om denne Vildfarelse, ilede han i Begyndelsen af 1801 opover til Hemsedal. «Jeg opsøgte da straks dem», skriver han, «som havde udbredt, at Dommedag var forhaanden, og tiltalte dem for sin vildfarende Indbildning og overtydede dem om de skadelige Virkninger, saadant kunde have for dem selv og andre og overbeviste dem med Kristi Ord, at intet Menneske ved (vet/red.) den Dag; de troede mig og lod sig rette» (H.N. Hauge, Reiser. 30-31).
Den bekjendte T. O. Bache skriver, at det ikke var nogen af Hauges Venner, der havde udspredt denne vildfarende Lærdom, men en Kvinde fra Hemsedals Omegn ved Navn Anne Pedersdatter; hun stod ganske udenfor den haugianske Bevægelse og led af den faldende Syge (T.O. Bache, Bemærkninger. 27-30).