– presentert av H.G. Heggtveit i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.
– fra s. 264 – 265 :
Under Hauges Besøg i Valders kom en Mængde til Liv i Gud i Søndre Aurdal; Anders Aaslid og Hustru Tore var de mest anseede i Hedalens Anneks; siden flyttede de til Brufladt Sogn, hvor de boede paa Gaarden Hestehindøen og sammen med Svein Pedersen Nedre-Haug hørte til Hauges varmeste Venner.
Denne sidste var en solid Mand og Bestyrer af Vennesamfundet paa Lundmoen, indtil dette opløstes ved, at daarlige Elementer kom ind. Nævnte Eiendom kom da ud af Vennekredsens Besiddelse, og Svein flyttede til Gaarden Nedre-Haug.
I Bagn Hovedsogn vandt Hauge blandt andre for Guds Rige Bonden Elling Nord-Vold og Knut Kirkeberg, i hvis Hus der stadig var et Tilhold for kristelige Bekjendere.
Paa samme Reise holdt Hauge ogsaa Samlinger i Nordre Aurdal, hvorved ogsaa en Del blev vakte. Her var imidlertid tidligere begyndt en usund kristelig Bevægelse ved to Mænd af Bygden, nemlig Gaardbruger i Skrutvals Sogn Ole Pedersen Solbrækken og Skolelærer sammesteds Østen Amundsen Rye.
Førstnævnte og Kone havde før Hauges Komme til Bygden havt et Syn. Medens de sov, syntes de at høre en Røst, der sagde :»Omvendelsens Vei er Himmeriges Lyst».
De vaagnede og saa et Lys, som stod foran dem; ud fra dette hørtesen Røst, som formanede : «Omvend Eder, kjære Børn, nu er det Tid», hvorefter den opregnede Menneskenes mest almindelige Synder. De fortalte, at de nu «fik se en Mængde Mennesker, baade kjendte og ubekjendte», der alle var omgivne af et «fælt Mørke og sort Damp», men ikke alle like meget; det beroede paa, i hvilken Grad de var syndbesmittede. Der var enkelte, hvorifra der midt i Mørket kunde skimtes et «lidet Glimt af Lyset, medens nogle som var ganske lyse». De mærkede ogsaa Smaabørn iblandt, der i Begyndelsen var lyse, men siden «blev mørke» eftersom de vokste til.
Om en Stund «blev Mørket og Menneskene borte, og de laa paa Sengen bævende af Rædsel».
Senere kom de til den Opfatning, at dette Syn blot var en Drøm og derfor aldeles at forkaste. Men denne Aabenbarelse, der vistnok var et Foster af deres egen Fantasi, hvis det hele ikke var opdigtet, kom dog til at spille en vis Rolle under Solbrækkens senere Virksomhed. Han havde noget vindende ved sig, hvorfor en Del fattede Tillid til ham og lod sig paavirke.
Under den Vækkelse, som opstod ved Hauge, kom flere af disse til Omvendelse. Efter Solbrækkens Raad og med de første Kristnes Eksempel for Øie skjød de sammen Penge, kjøbte for fælles Regning Gaarden Lundmoen, danne en liden kristelig Koloni og vilde drive den i Fællesskab. Men da Solbrækken var den egentlige Hovedmand og forstod at tilvende sig Fordelen, strandede dette mærkelige Forsøg (Ø. A. Rye, Et mærkværdigt Syn. Christiania 1801. Forskjellige Meddelelser fra samtidige Haugianere i Valders).
Førnævnte Lærer Ø.A. Rye fra Svennes Anneks havde hørt Rygte om Hauge og læst flere af hans Skrifter. Saa begyndte han at holde Opbyggelser, og det lykkedes ham at paavirke en Del. Han skriver : «Gud har opvakt baade mig og andre Mennesker, som i Synden var døde». Det sees af hans Skrifter, at han var en uklar og noget sværmerisk anlagt Mand; saaledes mente han, at «Tegn og Syner er til Bekræftelse for Guds Ord nu i disse sidste Tider».
I denne Tro udarbeidede han ogsaa sin lille Bog om O.P. Solbrækkens før omtalte Syn og føiede til «endel Formaninger». Af disse anføres følgende : «Jeg vil haste paa alle Mennesker, ligesom Engelen hastede paa Loth og hans Hustru og Døtre den Tid, Gud fordærvede Sodoma og Gomorra, at de skal afstaa fra Sodomas Synder og afsige sin egen Vilje».
Det lader dog til, at han selv vilde holde fast ved sin Børnelærdom. «Jeg kan ikke», skriver han, «lære Eder mere, end I har lært i Katekismus og Forklaringen» (af Biskop Erik Pontoppidan) (En liden Paamidelse til mine Venner af Ø. A. Rye. Side 8).
Trods sin Iver nød han dog kun liden Tillid og vandt endda mindre Anerkjendelse blandt modne og forstandige Kristne, da han var noget egen, en «Original» med eiedommelige Anskuelser, som han ikke alene med stor Bestemthed, men endog Stivsindighed fastholdt pg forsvarede. Som ældre Mand flyttede han til Gaarden Kokshus i Næs paa Hedemarken, hvor han for en lang Række af Aar siden døde i en høi Alder.
Da Hauge besøgte Nordre Aurdal, optraadte han alvorlig og overbevisende mod disse Mænds Tro paa Syner og Aabenbarelser, hvorfor de kun vandt liden Indgang for sine Meninger; den lille Bevægelse, som de havde fremkaldt, døde snart bort, medens Frugten af Hauges Virksomhed dersteds fik blivende Betydning ( Meddelelser fra forskjellige samtidige Lægmænd og Breve).