“en haugianerbevægelse i nordre odalen” : fra boken “minder fra gamle dage i nordre odalen”

– utgit av Bautakomiteen 1914 – trykt som manuskript i Hedemarkens Amtstidendes Trykkeri, Kongsvinger.

 

– fra s. 118 – 129 :

I tidsrummet omkring aar 1800 var rationalismen den herskende aandsretning. Den satte fornuften til øverste dommer ogsaa i troessaker.

Kristus var den store læremester som utmerket sig ved sin høie visdom og sin eksemplariske retskaffenhet. Hans opgave var ingen anden end at lære menneskene dydens vei, og der var intet overnaturlig hverken ved ham selv eller ved hans gjerning. Hans østerlandske maate at tænke og tale paa hadde gjort at hans ord var blit feilagtig oversat og fortolket.

Derved hadde troen paa det underbare ved ham indsneget sig blandt de kristne, men dette var overtro som det gjaldt at utrydde, saa man fik en naturlig og fornuftig religion, passende til tiden og forholdene. Til denne opfatning sluttet hele den norske prestestand sig paa nogen faa undtagelser nær.

Det bedste middel til at utrydde “overtroen” og lære menneskene at “elske Gud og dyden” var oplysning. Derfor ivret de rationalistiske prester for skolevæsenet, oprettelse af lese- og sogneselskaper og for at utbrede alle slags nyttige borgerlige kundskaper. De tok sin opgave som et kulturarbeide, ikke mindst paa de praktiske omraader, vakte sans for renslighet, for nye arbeids- og dyrkningsmaater i jordbruket, for en bedre utnyttelse av næringskilderne o.s.v.

Disse spørsmaal tok de ofte op i sine søndagsprækener, især dersom der frembød sig en slags tilknytning til dagens tekst.

Lignelsen om saamanden kunde f.eks. gi anledning til at tale om potetesdyrkning og valg av frøkorn, og fortællingen om de 10 spædalske kunde godt brukes som utgangspunkt for en præken om nytten av at la barna vaksinere.

Biskop Hansen i Kristiansand fremhævet dette sidste som et meget viktig tema, som presterne ikke maatte forsømme.

Disse menighetslærere – som presterne gjerne kaldte sig – utøvet et betydningsfuldt kulturarbeide og var paa mange omraader foregangsmænd i sine menigheter. Men deres forkyndelse var for det meste en blanding av kjedsommelig moralpræk og belærelse i materielle spørsmaal. Den religiøse trang og længsel hos folket fik ingen næring.

Kirkerne stod tomme. Folk sat heller hjemme og læste sine gamle andagtsbøker, som gjerne var den eneste literatur “almuesmanden” eiede i den tid.

Kingos salmebok, Peder Dass’ katekismussange, Schrivers sjæleskat, Brochmans huspostil og flere lignende bøker var meget utbrædt og læst.

Rationalismen naadde derfor aldrig ned til folket. Det levde snarere i den pietistiske opfatning og trængte en anden forkyndelse end den kolde ræsonerende moralpræken, som sjelden hævet sig op over jorden og endnu sjeldnere naadde ind til hjertet.

Under disse forhold traadte Hans Nilsen Hauge frem. Han var en bondegut fra Smaalenene, opvokset i bondens tænke- og taleset og utrustet med en skarp dømmekraft og en gløgg opfatningsevne. Han var religiøs fra barn av, men gjennemgik i 25 aars alderen en betydningsfuld krise og tok fra da av den beslutning at træde frem som forkynder.

I tiden mellem 1798 og 1804 var han uavladelig virksomhet, talte og skrev og færdedes over det hele land. Det var en folkebevægelse av stort omfang han reiste. Med sin enestaaende evne til at paavirke folk vandt han tilslutning overalt. Her var neppe en bygd i landet, der han ikke hadde tilhængere, og blandt disse var mange av landets dygtigste og fremste bønder.

Men de rationalistiske prester saa i hele bevægelsen bare usundt sværmeri, “fanatismum og separatismum”, som vilde fremme overtroen og hindre oplysningsarbeidet. Og det danske enevoldsstyre saa ogsaa med sterk mistro paa en saadan bevægelse blandt “almuen”, som paa den maate blev drat bort fra sit “kald”, at “dyrke jorden og forrette haandarbeide”.

Baade den kirkelige og borgerlige øvrighet mente derfor at Haugianernes virksomhet ikke burde taales “udi et land og under en Regjering, der saa høipriselig saavel for Gamles som for Unges Oplysning har sørget og sørger for retskafne Menighetslæreres Ansættelse”.

En gammel kongelig forordning fra pietismens tid, den saakaldte konventikkelplakat av 1741 blev nu tat frem igjen og brukt mot Haugianerne. Forordningen gik ud paa, at større gudelige forsamlinger i husene kun var tillatt under prestens ledelse, mindre forsamlinger naar presten paa forhaand var underrettet.

En hel del av lederne blev nu anklaget og dømt – endog til tugthusstraf, og blandt dem var Hauge selv, som ved en langvarig og brutal retsforfølgelse blev en knækket mand.

——

Ogsaa til Nordre Odalen naadde bevægelsen. Hauge selv besøkte bygden i 1802, og en kjendt Haugianer fra Stange, Ole Simensen Berg, og likesaa andre prædikanter fra Hedemarken gjorde turer hit.

Ole Olsen Hanor var en av Hauges nærmeste omgangsvenner. Han var medeier i en papirfabrik som Hauge grundla ved Vestfossen paa Eker i aaret 1800. Dette blev et midtpunkt for Haugianerbevægelsen paa Østlandet, og der bodde Ole Hanor indtil 1820. Da solgte han sin andel i fabriken og flyttet til gaarden Foss i Lier som han hadde kjøpt, og som han og familien tok navn etter.

Lederen for Haugianerbevægelsen i Nordre Odalen var Lars Hansen Stormoen. Han var “omgaaende skoleholder” i Mo og hadde som saadan hele sognet, som da bestod av de nuværende kredser Garvik, Fjeld og Knapper.

Paa sin omgang som lærer fik han god anledning til at komme sammen med folk, tale med dem og læse for dem av Hauges skrifter og andre andagtsbøker, holde taler og samtaler med dem slik som Hauge selv hadde gjort. Han fôr meget forsigtig frem, men øvrigheten fik dog besked om hans virksomhet, og fogd Høegh, som nok var en ivrig motstander av “sværmeriet”, grep ind. Han tilskrev lensmand Hersætter og paala ham at ha et vaakent øie med at der af Hans Nilsen Hauges tilhængere og andre ikke blev holdt forsamlinger “under Paaskud af Gudsdyrkelse og Opbyggelse”. Han skulde “søke at forstyrre dem”, da saadanne forsamlinger var forbudt i forordningen av 13. januar 1741. Lensmanden fôr da rundt og advarte mot at avholde eller delta i slike ulovlige forsamlinger.

For Lars Stormoen fremla han fogdens skrivelse og krævde at han skulde paategne en erklæring om sit forhold til Haugianerbevægelsen i bygden. Da fogden hadde faat skrivelsen tilbake, sendte han den til sogneprest Tulle og uttalte følgende :
“Ved at læse den Paategning Skoleholderen for Mo Annex, Lars Hansen, har tilføiet min Skrivelse til Lensmand Hersætter, vil deres Velærværdighed let merke, at han er af Hans Nilsen Hauges Tilhængere og tiltror sig denne Rettighed som Skoleholder at holde saadanne Forsamlinger, hvilke han, uagtet denne Advarsel, ei vil forlade. Men forinden jeg gjør videre Indberetning til Amtet og Provsten om hans Forhold og anmoder om hans Suspention, maa jeg tjenligst bede mig underrettet om det er deres Velærværdighed bekjendt at han holder saadanne Forsamlinger, og om Almuen søger ham i Skoletiden, eller naar den er slut”.

Den 18. Januar 1805 indberettet han saken til amtmand Bendeke og oplyste at han hade faat Skrivelse fra pastor Tulle, som godtgjorde at Lars Hansen utvilsomt var Haugianer og fastholdt sin ret som skoleholder til at holde forsamlinger.

Fogden uttalte videre : “Han er et Menneske som kan gjøre meget ondt, særdeles som Skoleholder, hvorved han kan bibringe Ungdommen  de fanatiske Grundsætninger som disse vankundige og daarlige Mennesker have antaget. Jeg anholder derfor i Ærbødighed om at hans Forhold maa blive indberettet til Provsten, at han maa blive suspenderet som Skoleholder og derefter bragt under et Examinationsforhør, ligesom jeg maa ærbødigst indstille om det ei er nødvendigt at lade ham arrestere, da han formentlig ei ved sin Suspension vil forlade sin Mening om den Ret han har til at holde Taler og forsamle Folket”.

Lars Stormoen blev saa efter amtmandens og provstens bemyndigelse avskediget som skoleholder og sat under tiltale for at ha overtraadt forordningen av 13. januar 1741.

Retsforhandlingerne i denne sak gjengives her efter en forhørsprotokol fra Solør og Odalen fra den tid :

“Den 11te Febr. 1805 blev Forhør optaget paa Lensmandsgaarden Kjølseth i Oudalen mod Skoleholderen Lars Hansen følge Amtets Ordre af 28de f.M., da Retten blev betjent af Sorenskriveren og underskrevne Vidner; Lensmand Hersætter fremlagde Indkaldelsen til Forhøret. Dommeren fremlagde Amtets førbemeldte Skrivelse og de dermed fulgte Bilage.

Derefter fremstod Lars Hansen, Skoleholder i Mo Annex. Han forklarede sumariter, at han er 28 Aar gammel og har været Skoleholder i Moe Annex siden Sommeren 1797. For omtrent 3 Aar siden var den bekjendte Hans Nilsen Hauge her i Distriktet og holdt Forsamlinger, ved hvilken Leilighed Anklagede bivaanede tvende af hans Forsamlinger, den ene paa nedre Fjeld hos Eric Olsen og den anden paa Garvig hos Amund Haugnesen, hvor Hans Hauge foredrog den almindelige Religionslære. Anklagede søgte Samtaler med ham naar hans Læsetid var forbi, og opmuntrede han da Anklagede til at formane Børnene at sky Lasten og selv ved sit Eksempel at opmuntre dem til en dydig og retskaffen Vandel. Anklagede forsikrede at Hans Hauge ikke har indskjærpet ham Religionsretninger afvigende fra den Præsterne lærer og har heller ikke indskjærpet andre slige Religionsretninger. Anklagede har adskillige Steder i Moe Annex efter Husfædres Begjæring indfundet sig hos dem for at undervise deres Børn, hvortil Anklagede fortrinsvis har valgt Høitidsdage og Lørdagsaftener som den beqvemmeste Tid for sig og Tilhørere. Han har da almindelig begyndt med en Bøn han selv har forfattet, læst Texten af Huspostillen og holdt Catecissationsøvelser, samt forklaret Texten og Meningen af det han har læst, hvilket alt har gaaet ud paa at indrette vore Handlinger efter Guds Bud, hvortil Anklagede i Særdeleshed har formanet sine Tilhørere.

De Steder paa hvilke Anklagede er anmodet at indfinde sig for at holde Forelæsninger, og paa hvilke han virkelig har været oppgav han Gaardene : nordre og mellem Fjeld, Moebraaten, Pladsen Dalen under Stormoen, Ringkilen og Moetorpet, Knappenborg, nordre Berg, Ruud, Sørkedalen, Leerdalen og Toner, thi bemeldte Gaarde ligger alle i Anklagedes Skoledistrikt. Anklagede har ellers som Skoleholder reist omkring efter Tur og Orden i sit Distrikt til Ungdommens Undervisning; men Børnene har han aldrig undervist uden efter Luthers Cathecismus og Pontoppidans Forklaring; men naar han derimod efter Begjæring har indfundet sig i Folkets Huse for at undervise i Religion, har han dels forelæst Stykker af Bibelen dels andre Texter af Postiller, og dels af nogle ham af Hauge og hans Tilhængere kjøbte Bøger, dels forklaret de Steder han ansaa sig istand til at forklare og hvilket er skeet under Oplæsningen. Anklagede har dels faaet og dels kjøbt Bøger af Hauge og hans Tilhængere, som har været Mænd fra Hedemarken. Disse Bøger ere samlede af andre , men en Bog under Titel “Forsøg til en Afhandling om Guds Visdom” er Hans Hauge selv Forfatter af, og hvilken Anklagede tilligemed de øvrige Bøger har hjemme hos sig, og hvilke Bøger Anklagede erklærer sig villig til at anvise og i Retten at fremlægge.

Anklagede har hverken fordret eller erholdt nogen Betaling af de Folk efter hvis Begjær han har holdt Forelæsninger, og da han med samme har troet at kunne gavne, har han ikke villet efterlade at komme, naar han er bleven kaldet.

Saavidt Anklagede skjønner har de Bøger han har faaet af Hauges Tilhængere været grundet paa den antagne Religion og ikke er stridende mod Dyd og gode Sæder. Anklagede forklarede yderligere at han i sidstleden Jul var paa Gaarden Holt i Grue Annex hos Peder, da han hørte at Folkene paa Gaarden sammesteds gjærne vilde høre Guds Ord. Han har ogsaa været oppe i Aasnes Annex, iblandt flere Steder hos Even Kongelbæk og holdt Bøn, som Anklagede kalder det, da han ligeledes havde hørt at Manden sammesteds  havde Attraae efter at høre Guds Ord.

Anklagede forblev der om Natten og den følgende Dag havde Even Kongelbæk samlet endel Mennesker, for hvilke Anklagede holdt en Bøn. Anklagede har og været en Gang paa Gaarden Berg i Stange Sogn og forrettet Bøn, da Manden sammesteds ved Samtale bad Anklagede at komme op til Hedemarken. Denne Mand hvis Navn er Ole Simensen holder ellers selv Forsamlinger.

For 2 Aar siden var Anklagede hos sin Moderbroder Tron Larsen Dysland i Næss Sogn, paa hvis Anmodning Anklagede holdt Bøn for en Forsamling som Tron ved at kundgjøre, at Anklagede holdt Bøn, indfandt sig; men paa flere Steder erindrer Anklagede ikke at have holdt Bøn, dog har han i Prestegjældet forrettet Bøn hos adskillige udenfor sit Distrikt, efter deres Anmodning.

Anklagede vedbliver at han aldrig i sine Bønner eller Catecisationsøvelser, har foredraget andre Religions Retninger end de ved Loven antagne og den samme som Presterne lærer.

Anklagede blev derefter forevist hans Paategning paa den fremlagde Advarsel af 21. December sidstleden, da han erkjendte selv, at have skrevet og underskrevet den Paategning som findes paa samme.

Anklagede, i Anledning af Sognepresten Hr. Tulles Paategning paa Fogd Høeghs Skrivelse af 11. f.M., tilstaaer vel, at Hr. Tulle har advaret ham ikke at holde offentlige Prædikener; men herved tror Anklagede ikke kunde være ment, at holde en Bøn og oplæse en Text. Han har ellers ikke forsømt nogen Ting som Skolemester.

Som Vidne fremstod Herman Larsen Fjeld, som under Formaning og Løfte at gjøre en sandfærdig Forklaring at han samme kan beedige, forklarede : Vidnet har adskillige Gange anmodet Lars Hansen om at komme til sig og forrette Bøn som han og har gjort naar han har havt Tid tilovers fra sine Forretninger som Skoleholder. Vidnet ved og at han har været adskillige andre Steder i Sognet. Lars Hansen har da altid læst en Text af Huspostillen og Bibelen, og forklaret samme efter sin Enfoldighed.

Han har og undertiden læst op af Bøger som Hans Hauge har udgivet; men Vidnet har aldrig mærket eller hørt at Lars Hansen har søgt at udbrede en Lære afvigende fra den her i Landet antagne Religion, som Presterne lære. Lars Hansen har aldrig fordret eller det Vidnet ved, faaet Betaling for hans Forelæsninger og Vidnet ved ikke andet end kristelig godt om ham.

Videre til Oplysning vidste Vidnet ikke. Igjen fremstod Kierstie Tostensdatter Fjeld i Tjeneste hos forrige Vidne : Enstemmig med ham.

Igjen fremstod Hans Torsen Morterud, som under lige Formaninger og Løfte forklarede : at han har hørt at Lars Hansen skal have holdt Forsamlinger, og dertil været opmuntret af adskillige Husfædre, men Vidnet har ikkun bivaanet hans Forklaringer for Ungdommen og har denne altid være efter den almindelige Ungdomsundervisning. Videre vidste han ikke til Oplysning.

Igjen fremstod Kari Hansdatter Stormoen, som under lige Formaning og Løfte forklarede : at hun er en Søster af Skoleholden Lars Hansen. Hendes Broder har ofte holdt Skole for den halvvoxne Ungdom hjemme hos sig, ved hvilke Leiligheder Børnenes Forældre og andre voxne Folk har medfulgt. Han har da catheciseret over Cathecismus og Pontopidans Forklaring paa selv samme Maade som Vidnet er bleven undervist af Presterne. Vidnet har ogsaa hørt hendes Broder sige, at han udenfor sit Skoledistrikt har holdt Forsamlinger paa de af ham omforklarede Steder. Vidnet var engang tilstede da hendes Broder efter Begjæring forrettede Bøn hos Herman Fjeld og hørte ham forelæse en Text af en Huspostil hvilken han forklarede for Forsamlingen; men denne Forklaring indeholdt ikke andet end der stemmer overens med Kristendom og den her i Landet herskende Religion.

Vidnet har ogsaa ved lige Tilfælde en Gang været i Dahlen. Hendes Broder har hverken krævet eller faat Betaling, naar han saaledes efter vedkommendes Forlangende har indfundet sig og forrettet Bøn.

Paa samme Maade forklarede sig foregaaende Søster Rønnau Hansdatter Stormoen, Tosten Paulsen Vestbyemoen og Erich Amundsen Vestby.

Forhøret blev derefter indtil videre udsat.

Budde.

Engebret Larsen Quisler, Lars Olsen Fulue,

Laugretten med p. P.

—–

Anno 1805 den 26de Februari continuerede Forhøret mod Skoleholder Lars Hansen paa Lensmandsgaarden Sætre i Hoff i Overvær af underskrevne Vidner.

Lensmand Gad fremleverede Dommerens Indkaldelse med Forkyndelsespaaskrift som nu blev fremlagt.

Af de indkaldte Vidner fremstod Even Halvorsen Kongelbæk som under Formaning og Løfte at gjøre en sandfærdig Forklaring, at han samme kan beedige, forklarede : at sidstleden anden Juledag for 3 Aar siden kom Lars Hansen fra Kirken til Stedet og begjærede at laane Hus Natten over, hvilket Anklagede indvilgedes. Da det led noget ud paa Aftenen tog han uanmodet Bibelen der laa paa Bordet og forelæste Stykker af. Ligeledes Stykker af Brochmanns Huspostil og efterhaanden forklarede de oplæste Stykker, hvilket Vidnet syntes han foredrog paa selvsamme Maade som han har hørt oplæst af Presterne og Skolemestere. Til Slutning sang han Salmer og gjorde en Bøn.

Da det var en Helligdag og det desuden rygtedes at Lars Hansen var kommet til Vidnets Hus, forsamledes derfor nogle Mennesker,  omtrent en Snes Stykker. Den følgende Morgen reiste Lars Hansen igjen bort og har hverken før eller siden været i Vidnets Hus.

En Del flere Vidner bekræftede Even Kongelbæks Udsagn hvorefter Forhøret blev udsat.

Budde.

Jon Nilsen Toverud, Anders Pedersen Klyperud, Tosten Arnesen Salterud, Arne Olsen Jonssætre.

Laugrettesmænd, alle med paaholden Pen.

——–

Den 18. Mars 1805 blev der afholdt et nyt forhør paa lensmandsgaarden Hveberg i Grue, hvor de fremmødte vidner kun forklarede at Lars Hansen hadde “foredraget Texter og forklaret saaledes som en Prest og ikke andraget nogen ny Lære avvigende fra den almindelige”.

Atter blev saken utsat til nyt forhør som blev blev avholdt paa lensmandsgaarden Kjølset i Søndre Odalen. Der var indstevnet ialt 32 vidner : Kjersti Tostensdatter Fjeld, Hans Torsen Morterud, Kari Hansdatter Stormoen, Tosten Paulsen Vestby, Erik Amundsen Vestby og kone Marte Olsdatter, Anne Larsdatter Stormoen, tiltaltes mor, Ole Tostensen nedre Fjeld, Guri Sørensdatter, Johan Larsen Mobraaten og kone Marte Kristoffersdatter, Peder Olsen Ringkilen og kone Eli Finsdatter, Amund Jensen Moetorpet og kone Marte Kristensdatter samt deres datter Marthe, Ole Pedersen Knappen og kone Kari Bergersdatter, Ole Olsen nordre Berg og kone Marthe Jonsdatter samt deres søn Ole, Paul Larsen Knappen, Haugne Hansen og kone Anne Amundsdatter, Erik Kristoffersen Sørkedalen og kone Marie Olsdatter samt deres datter Kari, Hans Paulsen Lerdalen og kone Olea Olsdatter, Ole Amundsen Thoner og kone Kari Jestsdatter.

Av alle disse vidner var der ingen som kunde meddele noget nyt. De bekræftet bare de tidligere utsagn. Kontorist Lars Larsen, som mødte paa fogd Høeghs vegne, forlangte allikevel saken utsat for at opta nye forhør. Alle kroker maatte gjennemsnuses om der muligens kunde findes et eller andet skjærpende moment saa man kunde faa anbragt tiltalte paa Tugthuset, hvor Hauge selv og flere av hans tilhængere hadde sittet.

Atter blev Lars Hansen stevnet til at møte paa Hveberg i Grue den 15. juni, paa Hof i Hof den 19., og atter paa Hveberg den 15. juli.

Endelig kom 9. og sidste forhør paa Kjølset i Søndre Odalen den 15. oktober.

Paa forhøret paa Hveberg den 18. mars fremkom en oplysning som ser ut til at i høi grad at ha vakt aktors mistanke. Lars Hansen hadde paa sine møter i Solør læst op et haandskrevet brev som handlet om gudsfrygt. Det var faa som kunde skrive i den tid, og aktor antok vistnok at brevet maatte være fra en av de ledende Haugianere. Det var derfor om at gjøre at skaffe klarhet over det.

Hvem hadde skrevet det ?

Og hvad indeholdt det ? De avhørte vidner kunde imidlertid intet andet forklare end at det ikke indeholdt “noget som stred mod den antagne Religionslære”.

Hans Nilsen Hauge hadde skrevet en mængde brever til venner og meningsfæller rundt om i landet; men nu sat han indespærret i Kristiania raadhusarrest og var berøvet pen og blæk. Skulde det likevel vise sig at brevet var fra ham, saa var det jo et bevis paa at der utgik hemmelige bud fra arrestanten paa Raadhusarresten. Man maatte være paa vakt.

Fogd Høeg turde ikke saken gaa til doms før spørsmaalet var opklaret.

Lars Hansen var ikke tilstede da vidneforklaringen om det mistænkelige brev paagik, men paa forhøret paa Kjølset den 15. oktober gav han alle de ønskede oplysninger. Om dette er protokollert følgende :

“Tiltalte Lars Hansen var nærværende og yderligere forklarede : at Gulbrand Aarnes og Datters Forklaring angaaende Brevet som var udskrevet af en Bog og sendt ham fra en Mand paa Hedemarken, forholder sig rigtig, og hvilket Brev han nu fremlagde tilligemed en Bog hvoraf samme var udskrevet Side 147 — og hvilken Bog var meget gammel og de første i samme bortrevne. — Hvilken Bog ogsaa blev tagen ad Acta”.

Endelig fandt aktor at saken var tilstrækkelig belyst og forlangte den optat til doms. Tiltaltes forsvarer, regimentskvartermester Bruenech, paastod Lars Hansen frikjendt, da han som skolemester hadde trodd sig berettiget, ja endog forpliktet til at fremme ungdommens oplysning.

“Anno 1805 den 26de November blev paa min Bopæl Gaarden Roverud, og i Overvær af underskrevne Vidner, afsagt Dom i efterskrevne Sag : Justitien mod Lars Hansen, hvorved Dommeren maatte tilkjendegive at han formedelst andre Forretninger og i Særdeleshed en Mængde Justitssakers Behandling, ikke før nu har havt Tid til at gjennemgaa denne Sag til Doms Afsigelse.

Dom.

Skoleholderen i Moe Annex, Lars Hansen, er saavel ved Vidner som egen Tilstaaelse overbevist at have i nogle Aar gaaet omkring i Odalen, Grue og Hof Prestegjælde, og tildels uanmodet holdt Forsamlinger, hvori han har forklaret dels Texter af Bibelen og Postiller og dels af Hans Hauges Skrifter, samt oplæst Bønner som han selv har forfattet, hvorimod Sognepresten Hr. Tulle, allerede for 2 a 3 Aar siden advarede ham og da Lars Hansen fremdeles har holdt førbemeldte Samlinger og derved handlet imod Forordning af 13de Januar 1741, har han paadraget sig nærværende Tiltale, hvorunder Actor har paastaaet ham straffet enten med Slaveri eller Tugthus-Straf.

Af Vidnernes Udsagn er det tilfulde oplyst at Tiltalte ved sine holdte Forsamlinger aldeles ikke har havt egennyttige eller skadelige Hensigter; men at han ved Samtaler med Hans Hauge og dennes Tilhængere maa være forledet dertil. Som Skoleholder har det vel været Tiltaltes Pligt at undervise Ungdommen og bidrage til al den Oplysning i Religionen som hans indskrænkede Evner formaaede; men at undervise paa den omrørte Maade endog i fremmede Prestegjæld er udenfor Tiltaltes Virkekreds som simpel Skoleholder.

— For at fremkomme vildfarende og fanatiske Religionsretninger, er enhver Forsamling af den før berørte Natur forbudt i ovenbemeldte Forordning, hvorfor Tiltalte der har handlet imod dette Forbud som en Mandat-Overtræder maa blive at ansee med en passende vilkaarlig Straf hvilken i Analogie af de Grundsætninger hvorpaa Straf for Overtrædelse mod Trykkerfriheden er bygget, synes at kvalificere sig til Vand og Brød, især da han ikke forhen har gjort sig skyldig i nogen Forseelse og hans moralske Forhold ved Presteattester er oplyst.

Næst at bevidne at Sagførelsen er skeet med befalet Hurtighed, kjendes herved for Ret : Tiltalte Lars Hansen bør hensættes paa Vand og Brød i 4 Dage samt betale alle af Actionen lovlig flydende Omkostninger.

— Dommen fuldbyrdes efter Justitiens videre Foranstaltning.

Budde.

H.J. Hyggen.               Hansen.

—–

Den 22. januar 1816 blev lensmand Hersætter paalagt at eksekvere dommen, og Lars Hansen blev saa indsat i fængslet for at avsone dommen, antagelig paa lensmandsgaarden Kjølset i Søndre Odalen.

I saksomkostninger blev han ilagt 11 rd. — en hel aarsløn som skoleholder paa 1 rd. nær. Sin lærerstilling i Mo fik han ikke mere igjen. Han overtok da gaarden Stormoen og levde siden som gaardbruker.

Her er mange endnu som mindes ham. Han var en agtet og anset mand i bygden.

I 1814 møtte han i Elverum som valgmand for Nordre Odalen, da der blev valgt utsendinger til riksforsamlingen fra Hedemarkens amt.

De religiøse interesser holdt han fast ved hele sit liv. Han var meget nyttet som taler ved begravelser, holdt opbyggelsesmøter og  husandagter i sit hjem. Motstanden mot Haugianernes virksomhet la sig snart, og der blev et godt forhold mellem mange af de gamle ledere og prestene. Lars Stormoen var en god ven med de senere prester i bygden. Hans kone fortalte endog at hun engang ved kirken hørte presten si til ham : “Kjære Stormoen, gaa nu du og tal for almuen — du forstaar den ting bedre end jeg“.

Lars Stormoen døde i 1855. Hans søn fanejunker Hans Stormoen, var en av Nordre Odalens første ordførere.

 

 

Skriv inn søkeord..