– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. Chra. 1912-1920.
– fra s. 649 – 650 :
Af alle Landsdele i Norge var Smaalenenes Amt maaske stærkest og almindeligst grebet af den haugianske Bevegelse; denne Egn var igrunden Arnestedet og Udgangspunktet for Vækkelsen.
Her havde Hauge sit Hjem og virkede først og fremst med en Aand og Kraft, som blev afgjørende for mangfoldige rundt om i Bygderne; en Række tildels meget begavede Guds Ords Forkyndere bistod ham i dette opofrende Kjærlighedsarbeide.
Under Hauges langvarige Arrest laa Virksomheden ogsaa i Smaalenene for en stor Del nede; men efter 1814 blussede den aandelige Ild op igjen paa de tidligere Steder og udbredte sig videre. I 1821 skriver Hauge om denne Ild : “Den brænder i Kraft og Klarhed, saa vi har grundet Haab om, at Jesus, vor Frelser, vil høste en stor Løn for sin Møie“.
Hauge selv var imidlertid nu legemlig nedbrudt for hele Livet ved langvarige Lidelser, og hans gamle Medarbeidere havde for Størstedelen flyttet til andre Kanter af Landet. Nogle faa var dog tilbage og ledede Bevægelsen i de gamle Spor, medens andre Arbeidere fra nær og fjern traadte støttende til.
En Lægmand, der besøgte denne Egn i 1835, skriver : “Uagtet vi gjennemreiste de fleste Prestegjæld i Smaalenene, traf vi overalt alvorlige Kristne, der var vakte enten umiddelbart ved H.N. Hauge eller ved Paavirkning af hans Vennekreds. Den religiøse Retning var sund, og Broderkjærligheden raadende”.
Af de tilreisende Lægmænd, som virkede her fra 1814 til omkring 1850, maa først og fremst nævnes Lars Knudsen Tjødlingen, Daniel Arnesen, Elling Eielsen, M. I. Wefring, A. N. Haave m.fl.
Blandt de ældste fastboende Haugianere nød utvilsomt Eidsvoldsmanden John Hansen Sørbrøden i Bergs Prestegjæld ved Fredrikshald Anseelse som den mest begavede og indflydelsesrige. Han var utvilsomt hele Egnens aandelige Høvding og kristelige Leder. Han arbeidede utrættelig, timelig og aandelig, for at fremme sine Medmenneskers Vel lige til sin Død i 1857. I sit Hjem holdt han ofte Opbyggelser og reiste hyppig rundt om for at forkynde Guds Ord. Gjennem mange Aar samlede han St. Hans Dag paa sin vakre Gaard Interesserede fra fjern og nær til et stort kristeligt Stævne; dette fortsattes ogsaa af Sønnen Hans.
Angaaende John Sørbrødens Liv og Virksomhed henvises forøvrig til, hvad der allerede tidligere er skrevet om ham i denne Bog.
— Et Par Timers Vei fra Sørbrøden boede en anden anseet Haugianer ved Navn Anders Medbye; “han var en forstandig og erfaren Kristen”, der øvede en god Indflydelse i vid Omkreds. “Alt i Huset gjorde Indtryk af stor Orden samt en Finhed og Harmoni, der ikke var almindelig blandt Bønder”, skriver M. I. Wefring. “Han var stille og sagtmodig af Væsen og tog sig meget af Enker og Faderløse”.
I dette Tidsrum omtales i samtlige Sogne rundt om i Smaalenene flere eller færre Haugianere; nogle Steder var der mange, har de Gamle fortalt.
Her kan dog kun meddeles spredte Oplysninger og enkelte Træk. Paa Fredrikshald fandtes dengang ikke saa lidet aandeligt Liv. Den ældste og betydeligste Leder her var Kirkesanger Erik Hansen Sørbrøden, Eidsvoldmandens Broder. Han gjennemgik Seminariet i Tønsberg; dette var igang fra 1798 til 1802; de første 15 Elever dimitteredes i Begyndelsen af Aaret 1800; blandt disse var sandsynligvis ogsaa Erik Hansen. Hvor han derefter først virkede vides f. T. ikke; langt senere er han ansat ved Fredrikshald Almueskole og omtales af Elever som en kundskabsrig, dygtig, men noget stræng Lærer, der nød almindelig Agtelse og Tillid.
Lønnen var dengang bare 528 Kroner aarlig; fra 1827 til 1834 fungerede han tillige som konstitueret Klokker; sidstnævnte Aar modtog han fast Ansættelse i denne Stilling, hvorfor han nød særskilt Betaling. I 1838 tog han Afsked som Førstelærer, men fortsatte vistnok til sin Død som Klokker. De Gamle fortalte, at hans Hustru var fra Strand ved Fredrikshald og en Søster af Haugianeren Ole Iversens Kone i Bergen.