– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821-1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 668 – 671 :
Romeriksbygderne (En Mængde spredte Oplysninger i samtidige Breve og fra samtidige Haugianere) blev fra 1797 besøkt av Hauge og hans ældste Venner, der flittig reiste gjennem denne Egn og holdt Opbyggelser, især langs Veien til Elverum. Derved blev “den guddommelige Ild, som Jesus ønskede var tændt paa Jorden”, udbredt her, “og skinnede med sine Straaler i Menneskenes Hjerter”.
Efter 1814 og indtil omkring 1850 skeede dette end mere. Lars Tjødlingen (Kyllingen), Daniel Arnesen, Jens Johnsgaard, Elling Eielsen. M.I. Wefring, Anders (Nilsen/red.) Haave og Lars Olsen virkede her med Velsignelse; der blev flere og flere Vakte rundt om, og i Slutningen af Firtiaarene sporedes en større kristelig Bevægelse, en Frugt af de Ældres trofaste Virksomhed og de Yngres ildfulde Vækkelsesprædiken.
Enebak var tidligere lidet berørt af Vækkelsen; her har dog i det senere været sporet adskillig kristelig Liv. Lærer Thomas Grønland har bl.a virket i dette Prestegjæld og Omegn baade længe og med stor Dygtighed.
Paa Lørenskogen i Skedsmo boede Gaardbruger og Bibelbud Johan Østbye, vel kjendt over hele Østlandet ved sit nidkjære, kristelige og kirkelige Arbeide. Han er død for nogle Aar siden.
Allerede tidlig slog den haugianske Vækkelse ned i Blaker. Af Vennerne der nævnes en Sundmand (fergemann), som var Hauges Svoger, gift med Søster af sidstnævntes første Kone. “Hustruen”, skriver (M.I.) Wefring, “der meget skulde ligne fru Hauge, var ret en Mariasjæl, stille og sagtmodig i sin hele Vandel og vidnede mere ved Eksempel end Ord”.
Paa Gaarden Kvævlid var der et anseet Haugianerhjem; ligesaa hos Kristen Huseby i samme Bygd; hans ældste Datter Karen blev i 1846 gift med den anseede Lægmand Lars Olsen, der døde som Prest i Amerika.
Fra omkring 1797 havde Vækkelsen slaaet Rod i Ullensaker, hvor Hauge og de gamle Venner ofte virkede. Paa Grøndalen i denne Bygd blev tidlig flere af Familien vakte. Under en Opbyggelse som Hauge holdt der, blev Faderen Anders og straks derefter Sønnen Christopher (1784-1864) overbeviste af Sandheden. Førstnævnte flyttede siden til Christiania; her nedsatte han sig paa Kuskebakken i Nærheden af gamle Akers Kirke, omtrent der, hvor Maridalsveien 17 nu er. Her boede han til sin Død ca. 1820.
Den nævnte Søn (Christopher Grøndahl/red.) reiste en Tid i sin Ungdom og holdt Opbyggelser sammen med Hauge, fulgte Vaaren 1800 med ham til Danmark, hvor han blev udlært til Bogtrykker, virkede derefter som Faktor i Christianssand og grundlagde i 1812 det bekjendte Grøndalske Bogtrykkeri og Forlag, som han drev med fremragende Dygtighed til sin Død.
Efter 1814 og udover tiltog det kristelige Liv noget, men tog først henimod 1850 et større Opsving. Den betydeligste af de daværende Vakte var utvilsomt Niels Jacob Jensen Laache, født i Ullensaker 6. Novbr. 1831.
Forældrene var agtede Bondefolk. Deres begavede Søn begyndte tidlig at holde Opbyggelser og fortsatte dermed i en Række af Aar under stor Tilslutning og med synlig Frugt. Fra 1852 til 1873 var han knyttet til Bladet “For Fattig og Rig”, først som Indsender, siden som Medarbeider og Redaktør. Herigjennem og ved mange stærkt udbredte Opbyggelsesskrifter øvede han stor Indflydelse rundt det hele Land.
I femtiaarene deltog han i Christiania paa en fremtredende Maade i det kirkelige Vækkelsesarbeide sammen med Gisle Johnson, Chr. (Høy/red.) Müller, Olai Skullerud m.fl.
I denne Tid digtede han bl.a. en aandelig Sang, hvoraf følgende Vers anføres :
“O, at jeg vel var kommen hjem fra disse Ørkenens Hytter !
O, var jeg lykkelig naaet frem, hvor Vandredragten jeg bytter !
Staven og Sværdet at lægge ned Og gribe Palmen i deres Sted – Jo, jeg maa stunde derefter !
¤
Synden den trykker tung og haard, Satan han ligger og lurer,
Verden idag er som igaar, frister og trænger og skurer;
Kulden vil trænge i Sjælen ind, Giften i Tidens Veir og Vind, Truer at røve mig Livet.
¤
Var jeg dog over og mine med Og alle Guds Venner kjære !
Var vi dog inde ad Landets Led, O hvor glad jeg skulde være !
Kan ikke andet end stunde derpaa, Gyser dog ved at skulle gaa Over det mørke Belte.
¤
Men naar vi endelig ere der, Da skal vel Jublen begynde !
Da skal vi i en samle Hær frem til Guds Trone os skynde.
Da er jeg evig frelst og fri, Da er al Møie og Kamp forbi, Der er ei andet end Glæde”.
– Laache begyndte at studere med stor Energi og blev forbausende fort færdig. Han tog hurtig Artium 1855 og theologisk Embedseksamen 1858, begge med bedste Karakter. Han arbeidede saa nogle Aar i Christiania Indremission, blev Prest 1864 og Biskop over Trondhjems Stift 1884, men døde allerede 1892.
“Han var en alvorlig, helstøbt, luthersk Kristen, eiede en folkelig Veltalenhed af høi Rang og var praktisk, grei og vindende baade i sin Prestegjerning og Bispevirksomhed”.
— En eiendommelig Lægmand fra samme Bygd som den nys omtalte var Thorer Bjerke. Han havde et vanskeligt Sind, der visselig voldte ham mangen Sjælekamp.
“I sin Ungdom var han en Foregangsmand paa Syndens Vei, hvorfor han som Kristen følte sig saa uværdig, at han ikke vilde bo i et ordentlig Værelse, men i Bryggerhusets Kjøkken; hans Seng var af simpleste Slags, sammenspigret af grovhøvlede Bord; istedetfor sædvanligt Lagen brugte han et af den groveste Strie”.
Han var ugift og bemidlet, hvorfor han uhindret kunde arbeide efter Hjertens Lyst til Guds Riges Fremme.
Derfor reiste han ogsaa flittig om og holdt Opbyggelser. Han var en “Tordensøn” og særlig “Lovens Mand og Forkynder” for at “vække Folk til Bod og Omvendelse, men forsømte heller ikke at forkynde Syndsforladelse i Jesu Navn og henvise til de sønderknuste Sjæle til Frelsens Bethesda”.
Endelig glemte han ikke “at formane til Aarvaagenhed, Bøn og en flittig Brug af Naademidlerne, saa man kunde faa Kraft til at fornægte Synden i alle Skikkelser, fuldende Løbet, bevare Troen og en god Samvittighed”. Ved Siden af sin Opbyggelsesvirksomhed var han utrættelig til at tage sig af fattige Troende. Hver Vinter drog han paa Finskogen i Solør med et Hestelæs Kjød, Flesk og Korn til Uddeling, givet af ham selv, en rig, troende Brodersøn og andre kristelige Venner. “Han udrettede meget godt og blev ved sin Død savnet af mange”.
“Thorer Bjerke var en Israelit, som der ikke var Svig i”, har en sagt.
I Næs paa Romerike blev der ogsaa i Hauges Dage tændt aandelige Lyspunkter hist og her. En af de tidligst Vakte var nysnævntes (H.N. Hauge) første Hustru Andrea Andersdatter Nyhuus, født der 1785, en dyb, sjelden elskelig og alvorlig Kristen, som imidlertid døde allerede 19. Desember 1815 efter 11 Maaneders Ægteskab med Hauge og efter at have født ham Sønnen, den senere bekjendte Provst, Andreas Hauge (1815-1892).
Efter 1814 øgedes de Troendes Tal. Stedet fik omkring 1850 en utrættelig virksom Lægprædikant i Skredder Kristian Bodding, der først og fremst virkede her og i Ullensaker, Odalen og Solør, men af og til ogsaa i Nannestad og Eidsvold. “Det var hverken Bibellæsning eller egentlig udlæggelse af Teksten han pleiede at byde sine Tilhørere; derimod priste og anviste han den kristelige Livserfarings Vei til Kristus i Tilslutning til et eller andet Guds Ord. Hans Tale var klar, hjertevarm og gribende og gjorde ofte et stærkt Indtryk paa de Forsamlede, som kjendte sig igjen i de aandelige Tilstande, han skildrede”.
K. Bodding blev gift med en Søster af den bekjendte Lægmand Johan Lerberg i Nannestad og bosatte sig paa Elstad i Ullensaker, hvor han døde børnløs i yngre Alder.
— Ogsaa til det mere afsidesliggende Nannestad naaede Hauge med sin banebrydende Virksomhed. Omkring Aar 1800 holdt han Opbyggelse paa en af Gaardene Nordbjerke; men enten det var hos Nils eller Ole kan nu ikke siges med Bestemthed. Samme Gang havde han ogsaa Samling paa Gaarden Kabberud. Her fremmødte Sogneprest Johannes Bjerch (1758-1840), irettesatte Lægmanden for ulovlig Virksomhed og bød ham hurtig at forlade hans Menighed.
Der blev dog nogle vakte. Disse vedligeholdt den aandelige Ild og øgede den. De sørgede ogsaa for, at forskjellige Lægfolk besøgte Bygden, og der har siden i Nannestad været ikke lidet kristeligt Liv. Særlig tiltog det i Firti- og Femtiaarene.
Efter gjentagne tidligere Besøg flyttede den ildfulde, begavede Lægmand Lars Olsen hid 1854 og bosatte sig paa Rustad, hvor han var ivrig sysselsat med Gaardsbrug og Lægmandsvirksomhed baade i dette Prestegjæld og over hele Østlandet indtil 1869, da han reiste til Amerika. Her blev han Prest i Hauges Synode og virkede utrættelig som før for Guds Rige indtil sin Død 1878.
— Blandt Lars Olsens Venner og Medarbeidere i Nannestad maa nævnes Jens Kneppe og kanske især Johan Lerberg (Oplysninger fra A.O. Berger. Personligt Bekjendtskab), som tidligere var indflyttet til Bygden fra Trandum i Ullensaker. “Han blev vakt i en ung Alder, havde et muntert Sind og var eb stærkbygget, vakker og tiltalende Mand”.
I sin “Ungdom var han en stadig Omgangsven af N.J. Laache, fulgte flittig med denne paa Opbyggelser og deltog i disse med hjertelige Bønner og kristelig Formaningstale”. Lerberg havde dog egentlig sin Styrke i Sang og kristelig Samtale. Gjennem et langt Liv høstede han rig Erfaring baade som Kristen og Menneske, “lutredes ved forskjællige Trængsler og fortsatte uden at trættes sin beskedne kristelige og kirkelige Virksomhed, paa samme Tid som han gjorde vel mod alle, men mest mod Troens Egne”. Han “interesserede sig stadig for al kristelig Virksomhed og mødte hyppig som Deputeret paa Missions- og kirkelige Møder”.
Det ser ud til, at Eidsvold Prestegjæld baade i Hauges Dage og langt senere var lidet berørt af Vækkelsen. Men i Firtiaarene bar de tilreisende Haugianeres Arbeide Frugt; der blev en Del Vakte hist og her; deres Tal øgedes adskillig omkring 1850 og senere. Den mest bekjendte og betydelige af Bygdens Lægmænd var utvilsomt Andreas Olsen Berger (les videre om A.O. Berger her).