“O Frelser, lad dit Sandhedsord antages, At mange Sjæle maa af Mørket drages
Og kjende dig, sig selv og Livets Vei. Ja lære ret, hvad syndigt er at hade,
Og sig af Hjertens Grund paa dig forlade; Du svigter ei !
*
Hvor farligt dog sin Naadetid at spilde; O, søg dog Herren, før det blir forsilde;
Tænk, Livets Sol kan snarligen gaa ned; O, staa dog op af Syndens sikre Leie
og gak med Glæde Herrens Budords Veie; Ja, vaag og bed !
*
Din Frelser selv dig dertil Kraft vil give, Vil du i Sandhed ét med ham kun blive,
Og som en Gren i ham at podes ind; Naar du vil ham af Hjertet lydig være,
Saa renser han dig, at du Frugt kan bære Med ydmygt Sind.
*
Da bliver du en Jesu Brud paa Jorden, Som blomstrer her i Naadens Stand og Orden,
Vingaardens Herre selv til evig Pris; Snart flytter han dig til sin Himmelhave,
Og ingen Orm dit Hjerte mer skal gnave, I Paradis.
*
Da høster du en evig Fryd af Naade for Suk og Grædesæd, som her du saadde
I dette farefulde Vandringsland; Der tørres Taaren af de Frommes Øie,
Sødt glemmer de al Verdens Strid og Møie I Glædens Havn.
*
O, gid dog mange vilde sig forene, Den kjære Gud at frygte, elske, tjene,
Ei nogen Ting sig saa vel; Endnu engang jeg hver og en vil raade :
O, Menneske, foragt dog ei Guds Naade, Sørg for din Sjæl !”