– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 305 – 307 :
En vidt bekjendt, virksom og anseet haugiansk Kvinde i nordre Gudbrandsdalen var Gjertrud Pedersdatter Mælumsvangen (Oplysninger fra Mari Bleken, født Formoe, Sogneprest S. Blaker, Sønnen, Sektionsingeniør O. Vangen, Lærer Ingebrigt Stene, oprindelig fra Lesje, og flere andre samtidige Haugianere. Wefring, “Minder” Side 20) i Kvam, nordre Fron.
Hun blev født 6. Februar 1793 paa Undhjem i Erisfjord, i ytre Del af den for sin Naturskjønhed saa bekjendte Eikisdalen i Romsdalen.
Forældrene var Gaardbruger Peder Undhjem og Hustru. Hun røbede tidlig rig Begavelse og en stor Lærelyst, som hun dog kun maadelig fik tilfredsstille i Stedets daværende høist mangelfulde Almueskole.
Den unge Pige blev opdraget til utrættelig Arbeidsomhed, Nøisomhed og et sædeligt Liv. Nogle Aar efter sin Konfirmation, angivelig 1815, blev hun vakt ved Lars Tjødlingens og Daniel Arnesens Virksomhed.
Det varede ikke længe, før hun selv begyndte at deltage i det store haugianske Vækkelsesarbeide baade ved Bøn, kristelig Formaningstale og Samtaler med den enkelte. Hun holdt ikke alene flittig Samlinger i Hjembygden, med virkede ogsaa paa Nordmøre, i Strøget omkring Romsdalsfjorden og dens forskjellige Arme, opover Romsdalen, ja endog i Gudbrandsdalen lige til nordre Fron.
Overalt havde hun stort Drag paa Folket ved sine gribende Bønner og hjertelige, stemningsfulde og indtrængende Formaningstaler til at omvende sig, tro paa Jesus og følge efter ham i et helligt Liv og Levnet.
Paa Gaarden Mælum i Kvam boede dengang en sjelden Haugianerfamilie; Forældre og Børn var alvorlige Kristne, og flere af dem bekjendte tillige sin Tro i Opbyggelsesforsamlinger.
Den ene af dem var Iver Kristensen, der ægtede Kari Ødegaard i Kleive, som tidligere er omtalt; en Datter blev Haugianeren Kristoffer Kjønnerøds trofaste og dygtige Hustru, og Sønnen, Ole Kristensen, født paa Mælum 5. Juni 1790, blev 1823 angivelig gift med Gjertrud Undhjem. De boede fra den Tid uafbrudt paa Mælumsvangen i nordre Fron, en Gaardpart udskilt fra hans nysnævnte Fødested.
Denne blev med utrættelig Arbeidsomhed dyrket omhyggelig efter Datidens Fordringer og en hel Del nyt Land brudt op og gjort indbringende, saa Eiendommen blev dobbelt saa god som før.
— Ole Mælumsvangen var en sagtmodig og stilfærdig Mand, dybt gjennemtrængt af alvorlig Kristendom; ogsaa han talte Guds Ord til Opbyggelse i Hjembygden, men foretog ikke Reiser for at vidne om sin Tro.
Han var i timelig Henseende ualmindelig driftig og dygtig og Konen paa sin Side sjelden arbeidsom, flittig og flink i alt, som hørte Kvinderne til.
Da Barneflokken voksede, fordoblede de sin Omtanke og Flid; han kogte Potaske og solgte, smedede Knive og Gafler og afhændede, medens Hustruen, foruden alt sit Arbeide i og udenfor Huset, farvede Tøier for Folk med Mose og andre Planter; hun skal tillige have forstaaet sig godt paa den gamle kvindelige Kunstindustri.
Men trods al travl Virksomhed forsømte hun aldrig at pleie sit Hjertes dybeste og stærkeste Interesser.
Mærkelig nok kunde hun ogsaa nu faa Tid til at foretage enkelte Reiser, især i Førstningen af sit Ophold paa det nye Sted. Hun gjorde Ture sydover, ialfald til Øier for at besøge Jens Johnsgaard, reiste opover de øvre Bygder, gjæstede Romsdalen, fortsatte videre til sit Hjemsted og var mindst én Gang i Lyster i Sogn.
Overalt bekjendte hun flittig sin Tro og blev mange til Velsignelse. Særlig virkede hun dog i Kvam i nordre Fron. Der var vist ikke mange Søndage i Aaret, uden hun holdt Opbyggelse, hyppigst sammen med andre.
Dette likte dog ikke hendes Prest; han truede endog med at sætte hende Gabestokken. Hertil svarede Gjertrud : “Det skulde du rigtig gjøre, saa fik jeg Anledning til at tale med alle, som gik i Kirken”. “Senere hørte det frimodige Vidne imidlertid intet herom. Det gik hende som Apostlene : de truede dem og lod dem gaa”.
“Hun havde betydelige Vidnegaver, eiede stor kristelig Kundskab og talte Guds Ord enfoldig og hjertelig. Det var især Formaningstale, men lokkende, dragende, evangelisk. Hun opmuntrede ogsaa altid til Helliggjørelse og Kristi Efterfølgelse paa en mærkelig indtrængende Maade og var en alsidig og sund evangelisk-luthersk Kristen.
Disse Vidnesbyrd var hverken knyttede til noget bestemt Guds Ord, Salmevers eller Stykker af Børnelærdommen, men friske, umiddelbare, mangesidige Ytringer af hendes eget rige Kristenliv med dets vekslende Kampe og Kaar. Hun var en sjelden kjærlighedsfuld og varmhjertet Kvinde med et rigt og dybt Stemningsliv og eiede i fuldt Maal “Følelsens Styrke af Ordet til at vække og røre”.
Det “kritiske” laa ikke synderlig for hende; derfor “tænkte, mente og talte hun vel om sin Næste og tog alting op i den bedste Mening, var altid saare forsigtig i sin Vandel og virkede tilskyndende og opmuntrende baade ved Ord og Gjerning.
Hendes alvorlige kristelige Liv gav hendes i bedste Forstand enfoldige og hjertegribende Ord en særegen Vægt; de kom fra Hjertet og gik til Hjertet”.
Provst M.I. Wefring skriver : “Gjertrud Mælumsvangen var i Henseende til Temperament en Modsætning (til Marit Formoe). Hendes hele Ydre bar Præg af Alvor og havde et vist melankolsk Anstrøg; hun var en Personifikation af Bodfærdighed. Hun talte mest om Syndens Afskyelighed, om de mange Fristelser, der møder en Troende, om Nødvendigheden af at fornægte Synden i alle Retninger. Dog henviste hun altid til ham, fra hvem Kraften alene kommer. Hun havde en fortrinlig Sangstemme, og da hun tillige lagde hele sin Sjæl ind i Sangen, havde den en mærkelig Evne til at paavirke Tilhørerne. Jeg saa undertiden i Opbyggelser hele Forsamlingen opløst i Taarer af hendes Sang. Ogsaa hun var blandt de Kvinder, der holdt Tale i gudelige Forsamlinger”.
Ole og Gjertrud Vangens Hjem var nøisomt, stille og hyggeligt. Fred og Kjærlighed raadede blandt Smaa og Store, alle gjorde sit yderste for at bære Byrderne og gjøre sin Pligt baade mod hverandre og overfor alle. Guds Ord og vore bedste gudelige lutherske Opbyggelsesskrifter blev flittig benyttede; Bøn, Sang og kristelig Samtale var en vigtig Del af deres daglige Liv.
Dette Sted var derfor meget søgt af alle religiøst bevægede Sjæle baade nær og fjern; de fandt her Raad, Opmuntring og kristelig Veiledning og blev mødt af Mand og Hustru med den mest uskrømtede Aabenhed, Kjærlighed og Gjæstfrihed.
Det indtraf naturligvis ogsaa, skjønt yderst sjelden, at Hyklere under Gudelighedens Maske misbrugte deres Tillid og Gjæstfrihed, ja det hændte endog en enkelt Gang, at en Fremmed, der bad om og fik Nattely og Beværtning, paa en fræk Maade bestjal dem og dækkede over Tyveriet med gudelige Talemaader. Men skylden herfor falder ikke i mindste Maade paa disse troskyldige, velmenende og oprigtige Mennesker.
De var et Lys og Salt for alle sine Omgivelser og Hjemmet et aandeligt Samlingssted og Lyspunkt, hvorfra den kristelige Kjærlighed, der er virksom i sande, gode Gjerninger strømmede ud med Varme og Velsignelse.
Den første, som gik bort fra dette stille Fredens og Kjærlighedens Hjem, var Manden; han døde 15. April 1862, omkring 72 Aar gammel. De Gamle beskriver ham som middelshøi af Vekst og noget spædbygget; han havde brunt Haar, men klippede Skjægget væk; Øinene var blaa, Ansigtet furet med et alvorligt og venligt Udtryk, hvoraf ogsaa fremlyste Trofasthed, Oprigtighed og Grundærlighed. Han omtales som en Israelit uden Svig.
— Hustruen Gjertrud levede til 6. Februar 1865, da ogsaa hun fik gaa ind til sin Herres Glæde, Hun var liden af Vekst og almindelig førbygget, havde sort Haar, mørkeblaa Øine og et alvorlig, mildt, noget tungsindigt Udtryk i det vakre, velformede Ansigt.
Desuden var hun sagtmodig og stilfærdig af Sind, kvindelig og tækkelig, ydmyg og beskeden i sit Væsen og Optræden.
De ligger begge begravne paa Kvams Kirkegaard, hvor en Klæbersten viser Stedet, hvor de hviler.
De havde følgende Børn. 1. Christen Vangen, født 1824, død som Gaardbruger i Amerika. 2. Peder Vangen, født 1. Marts 1826, død 28. Februar 1891 “efter at have udrettet meget for Skolevæsenets Opkomst i Trondhjem som Bestyrer af Betalingsskolen for Gutter”. 3. Ole Vangen, født 1828, død 4 Aar gammel.
4-5. Tvillingerne Johannes og Marit Vangen, fødte 1831; begge reiste til Amerika, hvor ialfald den førstnævnte er død som Gaardbruger.
6. Den yngste, Ole Vangen, født 29. Mai 1833, var Sektionsingeniør ved Kongsvinger- og Flisenbanen. Fra denne Stilling tog han Afsked i en Alder af omkring 68; et Par Aar derefter afgik han ved Døden. Han havde bl.a. en Datter Aagot Vangen, der var Billedhuggerske; hun blev gift med en af vore Kunstmalere og døde 1906.