– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aahundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1912-1920.
– les også hennes “Levnedsbeskrivelse” i H.N. Hauges bok : “Religiøse Følelser og deres Værd” her :
– fra s. 232 – 234 :
Der var faa Egne, hvor den haugianske Bevægelse fik den Indgang, slog saa dybe Rødder og bar saa skjøn og varig Frugt, som i Hallingdal.
Særlig gjelder dette de øvre Bygder. Blandt de kristelige Kvinder fandtes der flere, som holdt Opbyggelser, hvoraf her skal omtales et Par. Guri Olsdatter blev født i Aal og skal have været af Sando-ætten.
Om sin Ungdom og Vækkelse skriver hun følgende : “Naar jeg tænker tilbage paa den Tid, da jeg var 12-16 Aar gammel, kan jeg ei fuldtakke Gud, at han arbeidede paa mit Hjerte for at vække mig af Syndens Søvn. Da jeg var i mit 16. Aar gjentog jeg mit Daabsløfte. Jeg tænkte da paa, hvorledes jeg skulde blive Gud tro, og hvorledes dette dyrebare Løfte, at forsage Djævelen og alle hans Gjerninger, skulde holdes, men frygtede, jeg ikke forstod denne Ting.
Jeg spurgte mine Søskende og andre, som jeg troede skulde forstaa det bedre end jeg, men fik altid det Svar : “Skulde du behøve at frygte for saadant ? Hvorledes skulde det da blive med andre, som er meget større Syndere end du ?”
I alt dette kunde jeg ei finde Tilfredshed, men vedblev stedse at være urolig i min Aand, indtil et Aar var hengaaet; da blev jeg ganske tilfredsstillet og syntes, at den nærværende Verden smagte mig ret sød og fornøielig. Omtrent et halvt Aar derefter fik jeg høre om de saakaldte Læsere, som gik omkring, talte Guds Ord og formanede Menneskene til Omvendelse.
Jeg troede staks, at de var Sendebud fra Herren, uagtet der gik mange usande Rygter om dem. Endelig kom der en til vor Bygd ved Navn Gulbrand Væraas (fra Nummedal). Da jeg kom ind i det Hus, hvor han var, stod han og sang paa den Salme : “Hvordan takke vi vor Herre, for han gav sin Søn herned” etc. Jeg syntes, at hvert Ord var som et tveegget Sværd i mit Hjerte og især det Vers : “Hvordan gaar man dog og drømmer Udi saadan vigtig Sag, Og i Sikkerhed forsømmer Naadens dyrebare Dag” osv.
Han holdt tillige en Tale, som virkede ret kraftig paa mit Hjerte, saa jeg ved Guds Naade fik kjende min dybe Fordærvelse, og at jeg uden sand Omvendelse ikke kunde faa Naade og Synds Forladelse. Jeg bad alvorlig til Gud, at han vilde hjælpe mig ud af dette Syndens Mørke. Jeg gjentog min Børnelærdom, læste og betragtede Guds Ord, og jo mere jeg fattede Forsæt om at afstaa fra Synden, jo mere blev Ordet forklaret for mig.
Jeg maatte sande Profetens Ord, naar han siger, at Helligdommens Vei er banet, end ikke Daarer kan fare vild, men ingen Uren skal gaa derpaa (Esaias 35,8). Jeg blev da ved at læse og sang gudelige Sange, som ret var et styrkende Middel til at løsrive Hjertet fra de jordiske Ting og drage det opad; ligesaa at faa tale med dem, der paa lignende Maade havde erfaret Guds Naades Virkning paa sit Hjerte.
Endelig opnaaede jeg mit Ønske at faa se og tale med Hans N. Hauge, som jeg saa længe havde hørt Rygte om; jeg havde ogsaa allerede læst hans Skrifter, der var mig særdeles opbyggelige. Ved at tale med denne veltænkende Mand fandt jeg en langt større Oplysning end hos nogen af dem, jeg før havde talt med om Religionens Grunde.
Jeg blev da rettet og veiledet i mange Ting, som jeg før stod i Tvil om, som at forkaste de tilladelige Ting med de utilladelige, hvilket gjerne vil være Tilfældet med dem, som er enfoldige og ulærde. Dog Herren være evig lovet, som har opladt Ordets Dør for mig, saa jeg nu ikke mangler Veiledelse og Kundskab om Saligheds Vei, men føler mig ofte langt, langt tilbage formedelst min egen Sendrægtighed til at løbe Herrens Budords Veie.
Jeg er ofte beskjæmmet over mine Feil og Mangler; men jeg tænker paa den store Naade, Gud har vist mod mig og ledet mig ud af Syndens Mørke, at jeg kunde være og blive hans gjenløste Eiendom, saafremt jeg stedse vilde vedblive at vandre i hans Lydighed.
Herren give mig fremdeles sin Naade til bestandig at vaage, bede og stride, saa jeg ei i Fristelsens Stund skulde falde, men at jeg ved Guds Kraft maatte fuldende mit Løb i Helliggjørelse; dertil give ha mig Naade for Jesu Skyld. Amen” (Hauge, Religiøse Følelser 60 – 62. Meddelelse af Redaktør Andr. Mehlum efter Traditionen i Hallingdal).
Ogsaa hun (tillike med Pernille Seglem og Marthe Olsdatter Gabestad) reiste om og talte Guds Ord baade i Hjembygden og andre Steder. Allerede temmelig tidlig blev hun gift med en Haugianer ved Navn H. Strand, formentlig fra Bergs Prestegjæld i Smaalenene. De boede nogle Aar paa Fredrikshald, hvor han ernærede sig som Farver; siden flyttede de til Drammen; her skal han have drevet baade Farveri og Kjøbmandskab.
Efter at hun var bleven gift, indskrænkedes hendes Virksomhed sig til at deltage i Opbyggelsessammenkomsterne der, hvor hun boede, med Formaningstale og Bøn. Deres Hus var et Vennehjem, og det berettes, at hun altid levede som en varm, alvorlig og forsigtig Kristen, der vel forestod sit Hus og var dygtig i kvindeligt Arbeide.
Om hendes sidste Levedage og salige Død skriver Søsteren, Madame Gro Mjelva 26. Juli 1835 : “Mor Strand, som har været syg af Brystsvaghed omtrent 1 Aar, endte i Dag, den 26. Juli Kl. 11 Formiddag, sit Vandringsløb her paa Jorden. Hun har i denne Sygdom havt sine Prøver, men troet, at dette m.m. var beskikket hende af Gud til Beredelse. Som vi ved Guds Naade har erfaret og tror, at hun Tid efter anden mere og mere er blevet sine Skrøbeligheder var, saa mærkede vi ogsaa, at hun mere og mere lærte at tigge om Naade, og at Gud flere Gange vederkvægede og forvissede hende om, at hun stod i Naade hos sin Frelser, som blev til det sidste hendes Seiers Pant.
Hun var oppe af Sengen hver Dag; igaar den 25. blev hun sygere; om Natten havde hun ingen Ro, men stred i Bønnen, og Herren bevarede hende for skræksomme Tanker. Det første, hun begyndte, bad hun Gud hjælpe mig (hendes Søster) til den sidste Stund; siden bad hun, at Gud vilde hjælpe hende til at holde ud indtil Enden.
Engang sagde hun : “Du har forjættet (lovet/red.), at du har forløst mig fra Synd, fra Død og fra Satans Magt med dit Blod”.
Atter forstod vi, at det var haardt for hende; jeg sagde da : “Vor Frelser har selv sagt : “Min Sjæl er bedrøvet indtil Døden”.
Da saa hun paa mig saa glad og sagde smilende : “Han svedede Blodsdraaber for vor Skyld”.
Lidt efter sagde hun : “O, det er stort at faa fare i Fred og være hos Gud”.
Saa tog hun Afsked med sin Mand, holdt ham længe ved Haanden, takkede ham for, at han havde baaret over med hendes Svagheder m.m. og sagde tilsidst : “Gud styrke dig at komme efter paa Saligheds Vei !”
Derefter bød hun Farvel med sin Fosterdatter, Lovise Andersen, som og havde pleiet hende under Sygdommen. Med mange Ord formanede hun hende og sagde : “Jeg elsker dig saa ! Elsk Gud og kast din Omsorg paa ham, saa bliver du vel hjulpen”.
Derpaa strøg hun mig (Søsteren Gro Mjelva) paa Kinden og sagde : “Du har vel ikke imod mig ?” Hvortil jeg svarede : “Nei, langt ifra !”
Endelig sagde hun : “Nu faar jeg Stik under Brystet”; da blev hun glad; thi hun forstod, at hendes Opløsningsstund var nær. Atter kjempede hun i Bøn og anmodede os alle om at bede med hende. Lidt efter opgav hun sin Aand stille og rolig; hun ligesom sovnede hen.
Saaledes gav Gud os Naade til at have det med hverandre i den sidste Tid, saa jeg kunde ei andet end love og prise Gud, vor Fader i Kristus, som forbarmer sig over sine faldne Børn og staar enhver bi, som kalder paa ham oprigtig og alvorlig” (Utrykt Brev fra Gro Mjelva af 26/6 1835. Meddelelser fra Samtidige).