– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Kristiania 1912-1920.
Gjengitt s. 580 – 582 :
Den mest betydelige af Haugianerne i nordre Aurdal var uden Tvil Ingerid Meiningen, der boede i Hippesbygden i Annekset Ulnæs paa den Gaard, hvorefter hun bar sit Navn.
Den var ryddet af hendes Fader, som flyttede did fra Hemsedal og begyndte her at dyrke et overmaade urdigt og ulændt Jordstykke, fuldt af Sten og Stubber. Han hed Nils og var en flink Mand, særdeles driftig, energisk og udholdende, ogsaa i denne Henseende et Eksempel for andre.
Naar man spurgte ham, om han troede, at han kunde faa en dyrket Mark af dette Vildnis, svarede han : «Ja, de va Meningi«.
Og Gaarden fik Navnet «Meiningen». Han var kristelig vakt ved Haugianerne i sin Hjembygd; det samme gjaldt ogsaa hans Hustru. «De var i aandelig Henseende et Lys og Salt for sine Omgivelser». Her blev Datteren Ingerid født 1824. Det berettes, at hun i i sin Ungdom havde været en usædvanlig vakker Kvinde; hun eiede som middelaldrende et meget udtryksfuldt og tiltalende Ansigt med fine Linjer og et sjelden freidig Blik samt brune, overmaade livlige Øine.
Hun var velvoksen, af Middelshøide og saa ud til at være ret kraftig. I aandelig Henseende besad hun en mærkelig rig Begavelse, særlig en stærk Hukommelse og en betydelig logisk Sands Hun var klar og bestemt i al sin Tale, men kunde dog ved Siden deraf i en fortrolig Kreds være naiv og ægte kvindelig.
Det berettes, at hun allerede omkring 1842 blev gift med en Mand fra samme Grænd; han hed Ole Trondsen Simlebakken, var mange Aar ældre og opgives født ca. 1808. Ole var i flere Henseender en Modsætning til hende, en stille, forholdsvis indesluttet Natur, men dog tænksom, venlig, overfor sin Ægtefælle usædvanlig hensynsfuld og trofast i al sin Færd. Han erkjendte, at Hustruen var ham overlegen i alt aandelig, hvorfor han ogsaa stedse tog hende med paa Raad og i Virkeligheden stillede hende paa en saadan Plads, at hun blev den ledende og afgjørende i Husets Anliggender.
Dette Forhold viste sig i dette Tilfælde at være naturlig og velsignet, navnlig ogsaa fordi hun ikke søgte paa nogen Maade at sætte sig ud over skyldige Hensyn til Manden. Hun var forsaavidt ægte kvindelig i hele sit ægteskabelige Forhold.
De fik efterhaanden 10-11 Børn, af hvilke den ældste var syg og sengeliggende til den voksne Alder. Ligeoverfor den syge Datter viste Moderen en usædvanlig Taalmodighed og Udholdenhed og ydede hende en aandelig og legemlig Pleie, som i Forhold til Omstændighederne var mønstergyldig. Familien sad i forholdsvis smaa Kaar, da den skulde leve af en liden og alt andet end god Jordvei.
Men det hindrede ikke, at Ingerid gav alle sine Børn en i særegen Forstand god Opdragelse. Hun lod dem benytte med Flid Stedets vistnok tarvelige Omgangsskole; men af langt større Betydning var, at de i Hjemmet blev præget af Moderens kristelige Livssyn og varme Kjærlighed. Det tilføies, at ogsaa ligeoverfor Børnene kom Moderen til at træde i Forgrunden baade ved sin umiddelbare Varme og gjennem sit sunde pædagogiske Syn og fremtrædende Evne til at indvirke paa Børneflokken.
Saagodtsom aldrig behøvede hun at bruge Riset. Hendes fyndige og bestemte Ord var stedse tilstrækkelig i Forholdet til dem. Traadte man ind i Huset under Hverdagslivets Travlhed, kunde man straks skjønne, at der var nok at gjøre; man havde ikke Raad til at have leiet Hjælp, og naar saa alle Husets og Gaardens Gjøremaal med Sygepleie osv. skulde forsvarlig udføres, saa kunde det vel tildels blive overvældende baade for Mand og Hustru.
Men Ingerid forstod ogsaa bedre end de allerfleste at nytte Tiden vel, faa Arbeidet fra Haanden samt oplære de Smaa til at hjælpe hende, eftersom de voksede til, saa at Huset efter Bygdens Sædvane og Medfør altid maatte siges at være i god Skik og Orden. Husmoderen syntes aldrig at være forknyt eller modløs, men stedsen fredig og stundom, hvor liden Foranledning kunde være forhaanden i den Retning, endog munter og kunde anbringe en harmløs og træffende Spøg.
I Forældrenes kristelige Hjem blev hun tidlig paavirket og draget til Herren og vandt snart frem til en forholdsvis klar kristelig Erkjendelse. Saa blev hendes Gudsforhold fordybet og inderliggjort ved Trængsler i de første Ægteskabsaar. Og da hun alt tidlig i fremtrædende Grad var en gjennemlutret Personlighed, fik hun under det praktiske Livs Medfør en betydelig Indflydelse paa sin nærmeste Omgangskreds i kristelig Retning.
Dette ledede til, at hun efter Tilskyndelse fra flere Hold i den afsidesliggende Bygd, navnlig om Søndagsaftenerne, holdt Andagtsstunder i sit eget Hus. Det varede ikke længe, før disse Møder blev besøgte af saa mange, at Stuen blev mere end fyldt; en hel Del kunde ikke komme ind.
Denne Andagtsvirksomhed blev stadig mere bekjendt i videre Kredse, og Opfordringer, at hun skulde komme ogsaa udenfor sin Kreds og Bygd for at holde Opbyggelser, begyndte at stilles hende stedse stærkere og stedse talrigere. Efter Samraad med sin Ægtefælle begyndte hun delvis at efterkomme nogle af disse Henvendelser. Hendes Mand har derom paa foranledning udtalt følgende : «Vi var bedt indstændig at komme til Gaarden N.N. i Naboprestegjældet Vestre Slidre; tilslut maatte vi love. Dagen, en Søndag, var bestemt. Vi maatte op tidlig for at stelle Kreaturene og gjøre Huset istand; men vort daværende mindste Barn, som kun var omkring et halvt Aar, syntes vi ikke at kunne sætte tilbage hjemme; Ingerid vilde have det med.
Det var en bidende kold Dag, og føret daarligt; men vi naaede frem til bestemt Tid og fandt Huset overfyldt; Ingerid talte sig straks varm og svedede stærkt i den kvalme Luft; den store Forsamling sad fremdeles som fastnaglet; det mærkedes tydelig, at den forstod hende, og mange var synlig grebne af Vidnesbyrdet.
Folkemengden vilde efter Opbyggelsens Slutning ikke fjerne sig, men Ingerid var nødt til at sige, at hun nu maatte faa Lov til at tage ud; der var saa mange Børn hjemme, som ventede, og det gik ikke an, at Husdyrene længere stod uden Fodring. Vi fik os saa lidt Mad, frygtede adskillig for Tilbageveien, da Ingerid var opløst i Sved og Barnet lidet; men vi maatte afsted, og alt gik godt.
— En anden Gang var der bestemt Samling for Ingerid paa nogle Fjeldgaarde øverst i Bygden, saa Folk fra Hallingdal ogsaa skulde kunne komme. Der indfandt sig en vældig Mængde; Opbyggelsen maatte holdes ude.
Ole Storla fra Aal, Broder til Haavel, var dengang nyvakt; han skulde begynde med Bøn; men man fik Indtryk af, at hans Indre var saa fuldt, at han ikke kunde finde Udtryk for, hvad han havde at sige; han sukkede og stønnede, og Brystet gik voldsomt, saa man kunde se det, medens han kun fik frem korte, afbrudte Ord; Situationen var rystende og gribende, mere veltalende end Ord.
Man saa her for sig en Mand, som paa Liv og Død kjæmpede for sin Sjæls Frelse. Det gjorde et dybt Indtryk paa Forsamlingen, der forholdt sig stille som i en Kirke, uden at man kunde mærke de svageste Antydninger til Latter eller Spot. Tilhørerne ventede under lydløs Stilhed, at Ingerid skulde begynde; hun reiste sig, læste et Guds Ord og holdt saa med sin sølvklare, behagelige Stemme og i tydelige Ord en ædruelig, veltalende og sammenhængende Tale, hvori hun dybt, enfoldig og bibelsk skildrede Livets og Dødens Vei og henviste bekymrede Syndere til ham, som er Frelseren, Sandheden og Livet.
Vidnesbyrdet havde stor Virkning; den tunge Stemning letnede, det lysnede i aandelig Forstand over Forsamlingen, som naar Taagen svinder, og Solen bryder frem, og enhver kunde gaa veiledet, styrket og glad hjem til sit.
— Ved de Anmodninger, som Ingerid fik, tiltog Virksomheden saa meget, som Omstændighederne i hendes Hjem tillod. Som Eksempel paa, hvorledes hendes klare, sunde og i bedste Forstand beaandede Kristendomsforkyndelse i den Tid kunde gribe og afvæbne selv mere udviklede og kritiske Naturer, kan meddeles, at daværende Kirkesanger, senere Missionsemisær Nils Ulsaker (1837 – 1882), der havde været tilstede ved en af hendes Opbyggelser, paa Spørgsmaalet om, hvad han mente om Ingerid Meiningen som Prædikant, svarede : «En slig Taler har jeg aldrig hørt; det var akkurat, som jeg skulde hørt den Helligaand selv tale».
Naar hun var paa Sæteren om Sommeren, holdt hun Søndagene næsten altid Opbyggelser for Sæterjenterne, der kom sammen i stort Antal, ofte langveis fra; ja, det hændte ikke sjelden, at man endog fra Dalen efter Ugens Travlhed drog op for at være tilstede ved disse baade vækkende og oplivende Sammenkomster paa Fjeldet.
Men med Aarene indskrænkedes Virksomheden, indtil den næsten ganske ophørte; det kom sig af, at den ydmyge og beskedne Kvinde nu fandt sit kristelige Arbeide i denne Retning overflødig ved, at man i Prestegjældet fra 1857 – 1862 i den daværende pers. Kap, senere Biskop J.N. Skaar (1828 – 1904) havde faaet en begavet , alvorlig og nidkjær Forkynder, som i Forening med John Nilsen Fjeld, Lars Kirkeberg og andre af Egnens egne eller tilreisende Lægmænd efter hendes Mening fuldt ud tilfredsstillede den kristelige Trang hos Folket.
Ingerid var langtfra ensidig eller indsnævret, tværtimod freidig i hele sit Livssyn; hun havde tilegnet sig en sund, evangelisk Opfatning, og var hvad man i bedste Forstand kunde kalde en glad og lykkelig Kristen.
— Sammen med sin Familie reiste hun i 1869 til Amerika og nedsatte sig i Wisconsin, hvor Manden angives død omkring 1892, ca. 84 Aar.
Om hendes aandelige Virksomhed i det fjerne Vesten kan tilføies, at hun ogsaa der ved Samtaler med den enkelte i det daglige Liv og Andagter i sit Hjem samt en lysende Livsvandel vidnede om sin Tro; med det ser ud til, at hun ikke holdt særskilte Opbyggelser der. Hun døde i Fred den 3. April 1914 og var da i sit 90. Aar
«Nu sover hun, efter et sjelden virksomt og betydningsfuldt Liv, sin sidste Søvn paa den norske Kirkegaard i den store Valdersbygd i Black Earth ved Siden af sin Mand, samt Pastor John Nilsen Fjeld og Hustru Gunhild og mange andre fra samme Egn».