– i bokverket “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 307 – 314 :
I Grans Prestegjæld paa Hadeland, ikke langt fra Randsfjordens Østside levede en Husmandskone, som vistnok var lidet kjendt udenfor sin Hjembygd og nærmeste Omegn, men alligevel fortjener Opmærksomhed; thi hun var et lysende Eksempel baade som Kristen og Kvinde, og det lykkedes hende som faa at gjøre sit ringe Hjem hyggeligt for sine Kjære og bringe dem varig Velsignelse.
Kari Gudbrandsdatter Granum (Oplysninger og Meddelelser fra Kirkesanger Ole Larsen i Thingelstad, min Biografi af hende i “Hjemmet” 1881 No. 2 og 3. “For Fattig og Rig” 1873 No. 3) blev født paa Gaarden Nordengen i Hurdalen ved Mjøsen den 16. Februar 1784.
Hendes Forældre var fattige, og hun nød kun en tarvelig Undervisning i Hjemmet; om egentlig Skolegang var der i den Tid saa godt som ikke Tale. Allerede som Barn skal hun have følt sig urolig, da Herrens kaldende Naade af og til traadte hende imøde gjennem Børnelærdommen; imidlertid svandt de indre Rørelser og Stemninger snart, da hun for at dæmpe sin Ufred med Liv og Sjæl styrtede sig ind i Ungdommens Letsindighed, og der var i hele Omegnen ingen, der kunde træde Springdansen slig som “a Kari Nordengen“. —
Imidlertid var den ved H.N. Hauge fremkaldte Vækkelse begyndt, og Lægprædikanter i et stort Antal bragte Bevægelsen videre, saa at der var næsten ingen Krog af Landet, uden den blev besøgt af disse Banebrydere i vor Kirke.
En af disse fandt ogsaa Vei til Hurdalen; det var den tidligere omtalte Rasmus Amlien fra vestre Thoten.
Medens den unge “livsglade” Pige en Dag sidder alene ved sin Spinderok, ser hun pludselig en Mand træde ind, stille sig foran hende og betragte hende med alvorlige Blikke. Uden at indlade sig i nogen Samtale tager han frem en liden Bog og rækker hende med de Ord : “Du behøver vist en Bog, du ogsaa”, hvorefter han forlod Huset ligesaa hurtig, som han var kommen.
Det var Hauges Skrift : “Forsøg til en Afhandling om Guds Visdom“, den fremmede Lægmand havde givet hende.
Denne Bog vakte adskillige Alvorstanker i hende og efterlod et Indtryk, som aldrig blev udslettet. Uagtet hun først længe efter kom til egentlig Omvendelse, havde dog hendes hele Livsbetragtning faaet et andet Præg, og Hauges Bog blev en Skat, som hun ikke vilde miste for alt i Verden.
Saa kom der Befaling fra den danske Regjering, at alle Hauges Skrifter skulde indleveres til Øvrigheden (saaledes blev det overalt forklart Folket), og Lensmanden reiste omkring i Bygderne fra Hus til Hus for at efterspore “den haugeske Gift“, som man kaldte det.
Mari Nordengen gjemte sin Bog paa Loftet i en Sprække i Mønsaasen, og det var hendes bedste Stunder, naar hun i dyb Hemmelighed kunde liste sig derop og læse i sin dyrebare Bog.
Men om en kort Tid brød der Ild løs, og Stuen brændte. Kari troede nu, at Bogen var tabt, og det var hende en uendelig bitter Tanke; thi hun ansaa Tabet af denne for ensbetydende med Tabet af Saligheden. Imidlertid var den dog ved Herrens forunderlige Styrelse i Behold; thi de, som var komne til Hjælp, havde afrevet Taget og Aasene i Haab om at faa slukket, saa at hun efter nogen Søgning fandt sin Skat paa den gamle Plads i Mønsaasen; den var aldeles uskadt, men Bindet sort af Røg. Saavidt vides, eies den nu af Universitetsbibliotheket i Christiania.
Kort Tid efter blev Kari gift og flyttede med sin Mand til Gran, hvor hun boede paa flere Husmandspladse, længst paa Granum.
Om Mandens Ungdomsliv haves følgende Fortælling, der er meddelt af et troværdigt Øienvidne, hans Corporal. “Det var i Ufredens Tid, medens Krigen mellem England og Sverige stod paa, at han med en Del norske Tropper var stationeret i Helgeraaen udenfor Laurvig, hvor de i sine Fristunder fordrev Tiden med Drik, Kortspil og usømmelige Viser, og Anders Henriksen var “Formand” for dette vilde Liv og derhos en Mester i Spot og Vittighed samt uudtømmelig paa Ordsprog, der kunde vække Munterhed og stormende Latter.
En Aften siger en Kammerat til ham : “Hør Anders, vil du bande ret dygtig, skal du faa 4 Skilling til en Pægel Brændevin !”
Anders svarede : “Ja, kom følg mig ud !” hvorpaa hele Sværmen fulgte ham stormende. Han pegede da mod den stjernebestrøede Himmelhvælving og udbrød derpaa i de grufuldeste Forbandelser over alt muligt og ønskede tilslut, at Djævelen skulde tage ham, som gav ham de 4 Skilling, hans Fader, Moder, Søskende og Bedsteforældre, hvorefter alle forstummede af Rædsel over denne himmelraabende Frækhed og Forvorpenhed og gik tause og skamfulde ind i Huset igjen, betragtende Spotteren med Skyhed og Gru”.
En saadan Mand fik Kari, og “enhver kan let tænke sig, hvad hun maatte taale af denne Ægtefælle, som desuden i et og alt var den raa Sandseligheds trælbundne Slave. Hun fortalte i en tung Stund til en prøvet Kristen, hvilke Lidelser hun efter sin Omvendelse maatte udstaa i sidstnævnte Henseende, og hvor meget det kostede hende i hele sit Forhold at vise en sagtmodig, venlig og kjærlig Omgjængelse i stort og smaat, sent og tidlig i og udenfor Huset for ikke at give Fienden Vaaben i Hænderne. Tænk hvilke brændende Bønner, hvilke kvalfulde Sukke og hvilken Nød i Forbindelse med Børneflokken og Fattigdommen !”
De levede nemlig i yderst trange Kaar og fik en talrig Børneflok, ialt 19, hvoraf 6 dødfødte.
Deres Opdragelse laa hende tungt paa Hjertet. Især var hendes ældste Søn Henrik et “Smærtens Barn”. Han lignede sin Fader som den den ene Daabe Vand ligner den anden og var en Krabat at værste Slags allerede i Opveksten, og saasnart han blev voksen, lod han sig hverve til Soldat og drog til Garnisonen i Christiania, hvor han skeiede endda værre ud.
Under hans vildeste Liv, omkring 1833, var det, at Moderen kom til en sand Omvendelse og fik gjennemleve den store Overgang fra Døden til Livet. Hun blev nemlig greben af den Tanke, at hun var Aarsag til Sønnens ugudelige Liv, og denne Tanke aad sig dybere og dybere ind i Sjælen og fremkaldte Angerens ydmyge Bøn om Naade for sig selv, for Børnene og især for Henrik, og hun fandt efter længere Tids Kamp Fred ved Troen paa Kristi Blod, som renser fra al Synd.
Om Sønnen vides, at han druknede, men om han kom til Sinds- og Hjerteforandring, før han døde, er ubekjendt. Paa Moderhjertet laa han imidlertid tungt og afpressede hende mange Taarer.
— Nu bekyndte der for hende et langt Trængselsliv, saa tungt, som vel faa har erfaret det. En Tid bagefter fik hun den Jobspost, at hendes ældste Datter havde ladet sig forføre af en Mand, som for Tyveri havde udstaaet Tugthusstraf og følgelig var en ilde anseet og berygtet Person. Vistnok ægtede han Datteren; men en tænksom og fintfølende Kristen vil let forstaa, hvorledes det var for Moderen at modtage en saadan Svigersøn.
Ogsaa dette blev hende til Ydmygelse; thi hun bekjendte : “Det er altsammen min Skyld”.
Dog – det var ikke alene svære timelige Prøver, men ogsaa aandelige, hun havde at gjennemgaa. Det dengang saa store Grans Prestegjæld paa Hadeland var blevet næsten ganske uberørt af den vidt om sig gribende Vækkelse, som udgik fra Hauge og hans Venner, og som giver Slutningen af det attende og den første Halvdel af det nittende Aarhundrede sit eiendommelige Præg.
I over et halvt hundrede Aar var Sognepresterne i dette Prestegjæld i mere eller mindre Grad Rationalister; den aandelige Død var stor, Hjerterne var i en forunderlig Grad ikke blot bortvendte fra Herren, men fyldte af Had mod Sandheden, som, trods al Modstand, dog begyndte at rykke en ind paa Livet.
Hvor der under saadanne Omstændigheder tændes Liv i en eller anden Sjæl, der er man udelukkende henvist til at opbygge sig selv; der er en reisende Lægprædikant en velkommen Gjæst, paa hvilken det profetiske Ord finder sin Anvendelse : “Hvor deilige er deres Fødder, som forkynder Fred, som forkynder godt Budskab !”
Og naar Fornemmelsen af at staa ene blandt den store Verden lader en dybere end ellers føle sig som en Gjæst og en fremmed hernede, hvor er det da ikke vederkvægende at søge hen til Brødre og Søstre paa andre Steder, hvor Livet er stærkere, og hvor den troende Samfundsaand gjør Haabet levende og giver en nyt Mod til at fortsætte den gode Strid indtil Enden.
Saaledes ogsaa med Kari. I hele Prestegjældet var der, saavidt vides, kun en eneste , fattig Kone, Marthe Stensrudbraaten, der var af samme Sind.
Forresten var hele Massen af Rige og Fattige uden Syn for Betydningen af den Forandring, der var foregaaet med den fattige Husmandskone; de rige “Fuldgaardskjærringer” følte sig krænkede ved, at Kari Granum vilde mestre dem i Gudfrygtighed. For de Ugudelige med Dommen i deres egne Samvittigheder var Synet af hende nok til at bringe dem i Raseri; man tog til at bande og sværge, naar man traf hende; naar hun af og til vilde besøge den med hende ligesindede Kone, passede man hende op i skarevis og gjorde hende allehaande Fortrædeligheder, hvorfor hun begyndte at gaa en lang Omvei gjennem en Kratskov; heller ikke her fik hun gaa i Ro; thi snart slog man sig sammen og fældede en Mængde Trær for at spærre hende Veien.
Som man af det foregaaende kan vide, var hendes Mand ikke blot uden Evne til at forstaa hende, men vedblev ogsaa i sine Manddomsaar at være en Spotter, paa samme Tid som han mere og mere henfaldt til Drukkenskab.
Altsaa : Modsigelse ude, Modsigelse inde, Had fra alle Sider for Kristi Navns Skyld. Hertil kom den trykkende Fattigdom, saa at de undertiden ikke havde en enste Bid Mad i Huset.
Engang, da dette var Tilfældet, gik hun ud og forsøgte at faa laane lidt Mel af sine Naboer og var i den Anledning paa 11 Steder, men kom hjem med tomme Hænder. Manden udbrød da spottende : “Ja, der ser du, hvad din Sukken, Læsen, Syngen og Beden gavner !”
Hjælpen var dog nær, idet en Mand straks efter indfandt sig for at bestille et Arbeide udført og gav Forskud paa Betalingen.
Alt dette havde kun én Virkning paa hende : det drev hende mere og mere ind i den aandelige Fattigdom, det førte inderligere og inderligere ind i Bønnen, hvortil hun maatte gribe baade først og sidst. Mangen tung Strid havde hun i denne Tid at udkjæmpe, ofte under Angest med Taarer og Graad; engang f. Eks., da hun skulde mælke sin eneste Ko, var hun saa betagen af Angest, at hun tre Gange maatte afbryde sit Arbeide for at knæle ned for Herren og udøse sit Hjerte for ham.
Hos Stedets daværende res. Kap. C.U. Sundt søgte og fandt hun megen Trøst og Opmuntring i sin Trængselstid, ligesom han ogsaa hjalp hende i det timelige, hvorfor hun altid mindedes denne Herrens Tjener med dyb Taknemmelighed.
I Naboprestegjældet Jevnaker blev der i Hauges Virketid vakt et ikke lidet kristeligt Liv baade i Hovedsognet og især i det daværende Anneks Lunner, der nu er et eget Sognekald.
Her fik man ogsaa af og til Besøg af reisende Guds Ords Bekjendere, ved hvilke Leiligheder Kari Granum gjerne tog afsted for at oplives og styrkes. Engang havde hun i lang Tid siddet hjemme “i Tørke og Mørke, i Fængsel, under Trængsel”; da fik hun høre, at der var kommen en fremmed Lægprædikant, Tømmermand Daniel Andersen Velven fra Modum, til en Gaard i Jevnaker. Did maatte hun. Trods den dybe Sne og et slemt Uføre begav den skrøbelige Kvinde sig paa Veien; efter at have tilbagelagt den over 1 1/2 Mil lange Vei med stor Anstrængelse kom hun frem, men fik saa den Besked, at Forsamlingen holdtes etsteds længere borte i Bygden.
Træt og udmattet som hun var, begav hun sig videre og naaede sit Maal. Men efterat være kommen til Rolighed i den varme, trange Stue, hvor Opbyggelsen holdtes, blev hun i den Grad overvældet af Træthed og Trang til at sove, at hun næsten intet hørte af Lægmandens Tale.
Dette lagde sig saa tungt paa hende, at hun af Bedrøvelse over denne sin formentlige aandelige Søvnagtighed næsten ikke fik Blund paa sine Øine den hele Nat. Om Morgenen fik hun da tale med Lægmanden, der som en erfaren Kristen trøstede hende med Guds Ord, saa hun gik styrket og opmuntret hjem.
En anden Gang kom den bekjendte Lægmand Styrker Eielsen til hende i en prøvsom Stund. Hun havde da en Tid kjæmpet sig næsten tildøde med forskjellige Ting og fik nu for ham endelig aabnet sit Hjerte, og mange Aar derefter kunde hun med inderlig Tak til Herren omtale den vederkvægende Samtale, hun da havde; “jeg glemte Mad og Drikke, min syge Mand og Kua mi og Bona og altsammen”, pleiede hun at lægge til, naar hun fortalte Venner om dette Lyspunkt i sit Trængselsliv.
— Kom der nu i denne Tid en elle anden reisende Broder, som var forsøgt i Herrens Vei, kan enhver, der har lidt aandelig Erfaring, skjønne, hvorledes Kari Granum var den første og sidste ved saadanne sjeldne Leiligheder og som en flittig Bi sugede Honning af Livets Ord.
Af dette øste hun den Kraft og Styrke, hun havde saa god Brug for, naar Hverdagene kom; thi Fienden rasede formelig over, at han ikke kunde magte at overvinde denne skrøbelige, fattige og enfoldige Kvinde, og villige Redskaber har han desværre aldrig manglet. Hun blev dog bevaret i Fristelsens Stund; thi hun satte sin Lid til ham, der har lovet at være stærk i de Svage.
Ved sin Bøn og sagtmodige Omgjængelse i Herrens Frygt vandt hun endelig sin Mand for Guds Rige. Dette gik saaledes til : Engang skulde han til Christiania for at sælge deres eneste Ko og kjøbe Korn for Pengene.
Men da han var kommen til Byen og havde solgt Koen, drak han op hver eneste Skilling, saa han paa Hjemveien maatte sælge sit Halstørklæde for lidt Mad. Det var med ond Samvittighed og indre Bebreidelser, at han kom hjem til den ventende Hustru og de hungrige Børn, syg af Fylderiet, og han havde forberedt sig paa en alt andet end kjærlig Modtagelse; men Kari tiede stille og bad.
Hun gik ud, skaffede lidt sød Mælk og lavede Ølost til sin syge Mand, hvis ugudelige Hjerte ved denne hans Hustrus Venlighed blev bøiet til at gaa i sig selv og erkjende sin Synd.
I flere Aar blev han sengeliggende, og i al denne Tid pleiede hun ham med en aldrig svigtende Troskab og Opofrelse; men saa gjorde hun ogsaa salige Erfaringer med Hensyn til sin Mands indre Liv, hvilke mangedobbelt opveiede al Møie og Besvær.
“Hun mærkede, at den Syndserkjendelse, han lagde for Dagen efter den jammerlige Byreise, under den vedvarende Sygdom blev mere og mere dyb, inderlig og oprigtig. Han begyndte at sukke jævnligt og tungt samt lidt efter lidt at læse Guds Ord”.
Naar han var alene i Stuen, søgte han frem det nye Testamente, som han havde under Hovedpuden, og læste deri;men saasnart nogen tog i Døren, gjemte han Bogen hurtig, idet han ligesom skammede sig for at blive af “Læserne”.
“Kari saa disse Naadens Virkninger uden at lade sig mærke dermed, men græd og bad saa meget ivrigere i Stilhed”.
Naar saa Søndagen og enkelte ledige Stunder kom, spurgte hun gjerne sagtmodig og mildt : “Kanske du vil, at jeg skal læse lit for dig ?” hvortil der nu oftere end før kom et smilende “Ja”.
— “Tænk ! naar hun da saa tilbage paa de Dage, da Anders gjemte Bøgerne, for at “a Kari” ikke skulde læse sig “gal”, kan man nok vide, med hvilke Følelser hun læste for Manden, og hvorledes Hjertet jublede af Tak til Herren, som hører Bønner. O, hvilke Opmuntringer for den skrøbelige i Troen disse Smaastunder var !”
Hun var aldrig, hvad man kan kalde veltalende, havde ikke Ordet i sin Magt til lange Bønner, brugte kun de nødvendigste Ord i Samtalen, men desmere Vægt, Fylde og Tankerigdom og især Hjertelighed og Inderlighed, Skaansomhed og Tolerance laa i Udtrykkene, hun brugte.
Det kunde føles, at det kom fra Hjertet, og fik næsten hos enhver, med hvem hun talte, ogsaa Hjerterum.
Heraf vil man endnu klarere kunne forstaa Grunden til, at hun fik en saa velsignet Indflydelse paa sin Mand under hans langvarige Sygdom, hvorunder han fik Tid til at se baade fremad og tilbage samt speile sig i Guds Ord og randsage, undersøge og dømme sig selv efter det Ord, som Kristus har talt; se ! – da ble “a Kari snil” og ikke saa “gal” endda.
Hendes Venner kunde nu “trygt besøge hende; der blev læst, sunget og bedt “Fadervor”, saaledes som det bør bedes, og Herren hørte Bønner og velsignede med sin Naade og Gave; “Kari smilte over hele Ansigtet, naar hun fortalte om sin kjære Mands salige Død. Hvor hun takkede Herren, gav ham Æren for alt og var selv intet ! Hvad var vel de fordums Skuffelser, hvad var den udstandne Trængsel at regne med mod denne Lykke !”
Ogsaa paa sine Børn havde hun efter sin Omvendelse en stor og velsignelsesrig Indflydelse som faa Mødre. Flere af dem artede sig vel; især vides dette at være Tilfældet med en Søn og Datter. Sidstnævnte blev tidlig vakt til Liv i Gud og giftede sig siden med en Fætter fra Hurdalen, der var en stille, ydmyg Kristen.
De flyttede over til Amerika og kom sig godt op der i alle Henseender. De skrev mange Breve til den kjære Gamle, hvilke rigtig var Balsomblade for det ømme, saarede Moderhjerte.
Det var en hel Prædiken om Taknemmelighed, Ydmyghed, Kjærlighed og Deltagelse at se hende med foldede Hænder og taarevædte Kinder at lytte til under disse Breves Læsning og høre hendes Tak og Lovprisning; vistnok brugtes faa Ord; men der laa saa uendelig meget i disse enkelte Kjærneudtryk, langt mere end i al den Ordstrøm, man undertiden faar høre, der koster vedkommende lidet at udtale, men som heller ikke er værd at lægge Vægt paa.
Desto mere veltalende var hendes Ydtryk og Miner, hendes hele Maade at være paa, og faa Mødre er vel blevne saa agtet og æret af sine Børn som hun, og det bedste var, at deres Agtelse, Ærbødighed og Kjærlighed til hende blev større og større for hvert Aar.
En gammel Bekjendt af hende føier til : “Hun vil altid kunne staa som et Mønster for alle Mødre. Den inderlige Kjærlighed og Kjærlighedens Inderlighed var det Ris, hvormed hun slog sine Børn og Børnebørn, saa de bogstavelig vriede og krummede sig under hendes Slag”.
— Et andet af hendes Børn, en Søn og hans Familie reiste ogsaa over til Amerika, før hun døde, medens den ældste Datter og hendes Mand boede i hendes Nærhed, og “man har Grund til at nære det Haab, at Moderens Sæd i sin Tid ved Naadens Regn og Solskin har baaret Frugt hos flere af hendes Familie, før de blev nedmeiede af Høstmandens Lee“.
Omkring 1840 og udover begyndte en ny Dag at gry over Hadeland.
Flere i Jevnaker kom til Opvækkelse, og medens der før i Gran kun havde været et eneste Hus, hvor reisende Lægprædikanter kunde faa Tilladelse til at holde Forsamlinger, var der nu flere Gaardmænd, som begyndte at aabne sine Huse for Guds Ord. Den første af disse Opbyggelser blev holdt paa Hole hos Hans Iversen af Thrond Greftegref fra Jevnaker og Gul Thingelstad fra Modum.
Om denne Sammenkomst vides, at et forvorpent, ugudeligt Menneske ved Navn Ole Kobberslager midt under Foredraget kastede først “Kløverknægt” frem paa Bordet, og de det ikke hjalp “Spaderknægt” og tilsidst hele “Kortleiken”, en Fremfærd, der vistnok virkede det modsatte af, hvad Hensigten var.
Kari var selvfølgelig tilstede ved denne Leilighed; da hun skulde vandre hjem, blev hun paa gammel Vis fulgt med Skrigen, Bespottelse og Skjældsord. Men dette blev ogsaa den sidste Gang.
Bygden fik efterhaanden Besøg af en Række Lægprædikanter. Saa smaat begyndte man at skifte Mening om “Læserne”; ialfald kom der ikke tilsyne slige Raahedens Udbrud som tidligere; enkelte blev ogsaa vakte til Livet i Gud.
Ved disse Begivenheder indtraadte der tillige et Omslag i Kari Granums Liv. De mange Verdsligsindede, som før havde forhaanet og undertiden overfuset hende med Grovheder, begyndte at faa Respekt for hendes stille Færd og uantastelige Liv; man maatte bøie sig for den Tanke, at hun i disse mange Aar havde eiet en Skat, som det vilde være godt for dem selv at faa Del i.
Blandt den lille Skare at Nyvakte var hun straks som hjemme. Medens hun paa sin Side følte sig saa forunderlig styrket ved denne nye Lykke at færdes mellem flere, der med hende kjæmpede den samme Strid for det samme Klenodie, saa disse op til den gamle, erfarne Kvinde og lyttede til hver enfoldig Formaning, hun havde at give dem.
Et Udtryk af den Ærbødighed, man imidlertid fik for den prøvede, erfarne Gamle, var det, at hun i de senere Aar altid gik under Navnet “gamle Bedstemor“, og man hørte hende yderst sjelden nævne med noget andet Navn.
Idet her skal meddeles enkelte Træk af hendes kristelige Liv, maa først og fremst fremhæves som eiendommeligt for dette hendes Ydmyghed og Beskedenhed.
Hun var derhos forsigtig, aarvaagen og opmærksom paa stort og smaat for at indgaa Forargelse og Anstød for Venner og Verden samt selvfornægtende og opofrende lige til Selvpinsel; thi det hændte mere end en Gang, at hun i Ugens Løb kunde spare og gjemme lidt godt, som hun fik af andre til Ophold og Vederkvægelse, til de kjære Brødre og Søstre, som hun ventede Besøg af, naar Søndagen kom.
En af hendes Venner skriver herom : “Hvor mangen Kop Kaffe og Mundfuld Mad smagte mig besk, som jeg bogstavelig blev paanødet af hendes kjærlige Haand, og som jeg maatte modtage for ikke at saare hende, da jeg vidste, hun maatte fornægte sig selv derfor. Under vor Strid herom paaberaabte hun sig altid smilende, at hun havde Mad nok hos vor Herre, og hun havde kun at “bede om mer”, saa var alt godt og vel“.
Den samme Mand gar meddelt følgende om hendes Omgang med Verden i den sidste Del af hendes Liv. “Det er mærkeligt, at i de 20 Aar, jeg som Kari Granums Aandsfrænde kjendte hende, tror jeg neppe, en eneste en tænkte paa at modsige eller disputere med hende og fornægte Sandheden. Thi der laa paa den ene Side altid noget saa elskeligt og paa den anden Side noget saa ærefrygtsfuldt i hendes Maade at være paa, at hun ligesom stoppede Munden paa alle Sandhedsfiender”.
Hendes Tro var ofte anfægtet af Tvil, Mishaab og Frygt, og hun maatte kjæmpe mangen haard Kamp imod sine Fiender lige til den høie Alderdom; men hun seirede ved ham, der har lovet at hjælpe den, der er i Nød.
Som Eksempel paa hendes ømme Samvittighed kan nævnes, at hun engang, da hun havde gjort noget, som hun ansaa for urigtigt, straks kom klagende til den omtalte Ven for at høre hans Mening. Tingen var af ingen Betydning, og han trøstede hende med Guds Ord efter bedste Evne og Skjøn; men hun kom lige trøstesløs baade anden og tredie Dag til ham, uden Fred, ængstelig og bekymret. Idet hun sidste Gang paa Hjemveien gik over en liden Bæk, randt hende i Hukommelsen følgende af en gammel Salme : “Bed, du skal blive vist bønhørt, Guds milde Hjerte let er rørt, Naar du det trolig mener“, og saa gik hun glad hjem i Troen paa sine Synders Forladelse.
Endnu et elskeligt Karaktertræk maa anføres. Naar hun ofte efter megen Kamp og Strid med sig selv fandt det nødvendigt at paaminde nogen om en Feil eller fortælle noget, som kunde være tungt, saarende eller ubehageligt at høre, gjorde hun det altid paa en saa mild, venlig, skaansom og kjærlig Maade, at der ligesom blev lagt Plaster paa Saaret med det samme.
I de sidste Aar havde Vennerne hende hos sig en Stund hver; det gjorde saa godt at have den Gamle i Huset. hendes legemlige Kræfter svandt umærkelig, saa hun i de sidste halvandet Aar laa tilsengs uden egentlig at være syg.
Som hun hele sit Liv igjennem havde været saare flittig i det timelige, saaledes var hun til det sidste altid sysselsat, især med at strikke.
— Endelig nærmede Opløsningstimen sig. Pastor C.U. Lütken var hos hende, meddelte det hellige Sakramente og talte Fredens Ord ind i den Døendes Sjæl; Øienvidner beretter, at hun laa der med et næsten forklaret Aasyn. Lige til Afskedsøieblikket laa hun ganske stille og i Fred.
De sidste, næsten uforstaaelige Ord paa den døende Kvindes Læber, var : “Troen ! Jesus !”
Hun vandrede hjem den 6. November 1872. Støvet hviler i Thingelstad Kirkegaard.
— Biskop Dr. theol. A. Chr. Bang, der en Tid var hendes Prest, skriver : “Jeg fandt hende i alle Henseender ren evangelisk. Hun vilde i sig selv ikke være andet end den fattige Synderinde, og hun var stræng imod sig selv, hvad Synden angik; en mere sand Selverkjendelse har jeg ikke trukket hos nogen. Med sit hele Hjertes varme Tro havde hun tilegnet sig den frie Naade i Kristus, Naaden, der skjænkes uforskyldt, uden Penge, uden Betaling. Man fik altid Indtryk af en forunderlig Støhed og Fasthed i hendes indre Liv; man forstod, at hun var gaaet ud af sine mange indre Trængsler og udvortes Lidelser med en fuldkommen Seier : hun var ikke bleven saaret, men helbredet i Kampen.
Hun havde lært at vandre stille og forsigtig paa sin Vei; der var over hendes hele Væsen udbredt en saa elskelig Ydmyghed, at selv de mest erfarne Kristne maatte bekjende, at de aldrig havde seet noget lignende.
Engang f. Eks. bad man hende bede høit; da foldede hun sine Hænder og sagde : “Gud bøie mit onde Hjerte til en sand Gudsfrygt, Amen !”
Hvad der især var fremtrædende for mit Blik, det var den Barnets Enfoldighed, den Ureflekterthed, der var saa udpræget hos hende. Hun vidste bogstavelig talt intet andet om sig selv, end at hun var en stor Synder, som Gud for sin Søns Skyld af idel Barmhjertighed havde taget til Naade.
— Det kunde ikke undgaa nogens Opmærksomhed, at her havde Naaden udrettet alt, og derfor var der noget ubeskrivelig helligt og forklaret over hende.
Ofte, naar jeg sad hos hende og saa paa den fine, hartad gjennemsigtige Hud i det sammenskrumpede Ansigt, da kunde jeg ikke undlade at tænke, at selv Legemet havde optaget noget af den Naadens Magt, der engang skal forløse Naturen fra Forkrænkelighedens Trældom og gjøre alle Ting nye.
Hun var, kort sagt, fremfor noget andet Menneske, jeg har kjendt, forvandlet til Lighed med sin Frelser“.