– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1912 – 1920.
– fra s. 248 – 249 :
I det for sin Naturskjønhed saa bekjendte indre Sogn i Bergens Stift levede og virkede et Par Kvinder, der fik ikke liden Betydning for det kristelige Liv paa Stedet og i den nærmeste Omegn.
Kristi Kristensdatter Morken blev født paa Gaarden Gjerseggen i Lyster 1773 og blev vakt ved H.N. Hauge første Gang, han besøgte hendes Hjembygd (Meddelelser af Peder Nagløren). Hun omtales som en begavet Kvinde, der ikke længe efter sin Omvendelse begyndte at holde Opbyggelser; “hun benyttede sit Modersmaal og formanede og tilskyndede enfoldig og alvorlig til Omvendelse og opmuntrede til at føre et helligt Liv”.
Da hun var brændende i Aanden, havde let for at tale og var vel hjemme i sin Kristendom, strømmede mange til for at høre hende, og Herren lagde sin Velsignelse til det trohjertige Vidnesbyrd, saa det ble mange til Vækkelse og aandelige Veiledning.
Hun eiede ogsaa Evne til at digte Sange. En af disse, der har været meget benyttet, lyder saaledes :
“Himmelske Fader ! din Hjælp mig forlene, at jeg kan blive dig hjertelig tro,
Ære dit Navn og min Næste at tjene, Mens du mig under paa Jorden at bo;
Aldrig min Næste Forargelse give, Taalig og tro indtil Døden forblive;
¤¤
Hvad mig i Tiden herefter skal hænde, Ved du, o Gud ! som beskikker min Del;
Skjænk du mig Længsel og Kraft til at vende Til dig al Attraa i Ve og i Vel;
Thi du alene min Tilstand mon kjende, Vil dig ei fra mig i Nøden bortvende.
¤¤
Om du dig skjuler i Angestens Dage, for du vil prøve og lutre vår tro,
Du dog din Helligaand aldrig borttage; Lær os ved Ordet Taalmodigheds Ro;
Andre vor’ Venner tidt glippe i Nøden, Du bliver trofast i Livet og Døden.
¤¤
Ønskeligt var det, om alle dig kjendte, Søgte din Naade, mens den er at faa,
Og fra de syndige Veie sig vendte, Gjenkjøbte Tiden, mens den er at naa;
Thi du er kjærlig mod hver, som vil komme, Til dig i Sandhed, før Tiden er omme.
¤¤
En Ting jeg beder, du vilde mig lære, Grundig at kjende mig selv og min Gud !
Saa ingen hemmelig Synd skal besnære Sjælen, som Jesus sig kjøbte til Brud;
Men at jeg findes usmittet og rede, Naar vores Brudgom vil herlig fremtræde !”
¤¤
((H.N. Hauge, De sande Christnes udvalgte Salmebog, Tillægget No. 19. C. Gundersen, Den lille Salmeskat. Haugesund 1868. Side 72 – 73).
“Efter Venners Raad og Befaling” indgik hun Ægteskab med en Ungkarl Lasse Morken, der eiede en Gaard paa indre Hafslo; efter denne bar han sit Navn. Han var kristelig paavirket og et agtværdigt Menneske, men det holdt nok haardt for hende at gifte sig med ham.
Hun sagde selv engang : “Jeg fik nok ikke elske ham, men det var et af to, enten at være lydig eller gaa ud af Vennesamfundet”. Før hun blev viet, var gamle Presten Friis i Hafslo saa forsigtig, at han overhørte hende i Kristendom, “som hun viste at have ligesaa god Rede paa som han”.
Deres Ægteskab blev børnløst. — Hun var overmaade flink og driftig i sit Hus, levede kristelig og forenlig med sin Mand og var et Mønster for alle ved sin Tro, Gudsfrygt og hele Forhold”.
Manden døde tidlig, og hun levede igjen som Enke i en lang Række af Aar.
I Hafslo virkede hun for Guds Riges fremme som tidligere i sin Hjembygd; dog holdt hun nu sjeldnere selvstændige Opbyggelser, men deltog mest sammen med andre ved Bøn og Formaning; særlig pleiede hun at tale med den Enkelte og havde meget let for at gjøre det. Hun var kjærlig og alvorlig og forstod saa godt at tage en paa rette Maade; for Nyvakte og aandelig Bekymrede var hun en sjelden Veileder.
En gammel Kristen skriver : “Mangen god og styrkende Samtale havde jeg med hende”. “Hun var rettroende i sin Opfatning uden at stille nogen Sandhed i Skyggen”, har en sagt, der kjendte hende godt.
Saaledes blev hun ved at virke gjennem Ord og Eksempel til sin Død. Hun hensov i Troen 1. Juni 1864 i den høie Alder af 91 Aar, blev begravet 9. Juni og jordfæstet 26. Juni.
“Hun var en liden, førvoksen Kone, lys og vakker af Ansigt og med godt Vidnesbyrd af alle; hun var snaksom og livlig og havde et fyrrigt, støt og stadigt Væsen” (Meddelelser af Peder Nagløren, der kjendte hende i mange Aar).