– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 758 – 759 :
Af Haugianerne i nedre Stjørdalen omtales Ole Vigs Moder Marit (Oplysninger fra samtidige Haugianere og Breve fra Sønnen og andre Samtidige) som en af de mærkeligste.
Hun var en Gaardmandsdatter fra store Valstad i Skatval og blev tidlig grebet af den kristelige Vækkelse. Som gift boede hun paa Vigmarken, en Plads under Gaarden Vikan i Værnes Sogn.
Hun var i aandelig Henseende en mere end almindelig rigt udrustet Kvinde, der udmærkede sig ved en dyb, alvorlig Kristendom og en eksemplarisk Vandel.
Da hendes Mand Ole meget ofte var borte paa Arbeide, hvilede Børnenes Opdragelse næsten udelukkende paa hende. Hun var flink og driftig i sin huslige Gjerning; medens hun udførte denne, især naar hun kardede, spandt, vævede eller syede, fortalte hun bibelske Fortællinger for Børnene med et mærkeligt Liv eller sang Salmer af “Tusindbogen”, ogsaa kaldet “1010”, da den indeholdt saa mange Salmer.
Hun lærte tidlig sine Børn at læse og vaagede nøie over, at de kunde Lekserne godt.
I hendes Børneopdragelse indtog bibelske Fortællinger, Salmesang og Samtaler en stærkt fremtrædende Plads; herigjennem øvede hun stor Indflydelse paa alle sine Omgivelser. Hun havde ogsaa let for at gjøre Hjemmet lyst og hyggeligt, men aldrig paa Alvorets og Kristendommens Bekostning.
Hendes eiendommelige Evne til at fortælle anskuelig og livfuldt fik især Betydning for Sønnen Ole Vig; til ham gik den i Arv og blev end mere udviklet.
Hendes oprigtige Gudsfrygt gjorde et uudsletteligt Indtryk paa ham; men hun var lige til sin Bortgang bange for, at de mange verdslige Ting, som han syslede med, skulde drage hans Sind bort fra Gud. Det kom ofte frem i Breve til ham; i et af de sidste skriver hun : “Jeg frygter for, at du skal overraskes af de verdslige Ting”.
Da han Høsten 1856 fik høre, at hun var dødssyg, sendte han hende et kjærligt og vakkert Brev, hvori han bl. A. skriver : “Naar du er død, Mor, da tror jeg, at jeg vil blive mere himmelsindet end før. Jeg vil mindes flittigere det Sted, hvor du er gaaet hen. Endnu mangler det mig saa meget, ak, saa meget paa, hvad jeg burde være; men jeg vil sukke og stride og haabe, at Herren omsider skal lade os møde hverandre i en glædelig Stund i det lyse Himmerige”.
Moderen døde Julen 1856 og ikke fuldt et Aar senere (19. December 1857) fulgte Sønnen efter hende.
Datteren Nicoline Vig, der døde som Husmandskone 1870, var ogsaa Haugianer og en alsidig og begavet Kvinde, der lignede sin Moder meget.