– hentet fra H.G. Heggtveit : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede”. Chra. 1912-1920.
Gjengitt s. 592 – 593 :
En Plads her fortjener ogsaa (M.) Fremstads høit begavede Søster Pernille Amble, født i Biri 1. Marts 1827. Angaaende Hjemmet og Forældrene henvises til, hvad herom er skrevet i foranstaaende Skildring af Broderens Liv.
Ogsaa hun fik sin første kristelige Paavirkning gjennem det, hun saa og hørte af sine Forældre. I Skolen modtog hun ingen Paavirkning af Læreren; derimod blev Pontoppidans Forklaring, som hun tidlig læste med Lyst og lærte nøiagtig, en velsignet Kilde til Veiledning og Opbyggelse.
Høsten 1841 konfirmeredes hun af Sogneprest B.T. Bessesen. Denne formanede de Unge til Omvendelse og bad dem først at aflægge sine Skjødesynder og saa de mindre. Den, som kjørte Sten, sagde han, tog ikke de mindste først og de største om Kvelden, men gav sig i Lag med de største først. Hans Undervisning var alvorlig og samvittighedsfuld paa sin Maade, men fremholdt ikke, at Kristus siger : “Uden mig kan I slet intet gjøre”.
Presten fik senere et andet Livssyn ved Læsningen af Rosenius’ Skrifter.
Pernille “bad flittig til Gud fra sin spæde Barndom, men især under Konfirmationsforberedelsen, da hun stadig tænkte, grublede, altid var i stor Angest for sin Sjæls Frelse samt sent og tidlig anraabte Gud om Kraft til at holde sit Daabsløfte; ved Konfirmationen var hun den flinkeste og stod øverst paa Kirkegulvet”.
Hun syntes altid at faa Trøst og Fred under Bønnen; men det blev snart mørkt og tungt igjen. Hun arbeidede for meget ved egen Kraft, fulgte Prestens Raad og strævede selv af yderste Evne efter at “fremme sin Saliggjørelse med Frygt og Bæven i Hjertets Enfoldighed”.
Da førte Pontoppidans Forklaring hende til Klarhed. Især blev hun veiledet af hans Svar paa Spørgsmaalene : “Hvorpaa kan man kjende, at man er gjenfødt ?” Og “Hvad faar man ved Gjenfødelsen, som man ikke før havde ?”
Børnelærdommens Svar angaaende disse vigtige Ting viste hende, at hun endnu fattede den sande, levende Tro. Efter at have arbeidet længe, mest med egen Kraft, kom hun til Fred ved Læsningen af Hauges Bog : “Religiøse Følelser og deres Værd” samt gjennem en Opbyggelse, som Christen Amble Sommeren 1849 holdt i hendes Faders Hjem sammen med en kristelig Lægmand fra Biri ved Navn Johannes Hagen.
Som allerede tidligere berørt, blev i denne Sammenkomst flere af hendes Søskende og Bekjendte grebne af Sandheden.
Hun fik nu fuldt tro sine Synders Forladelse, smagte Guds Fred, som overgaar al Forstand, og følte sig en Stund som i Himmerige. Derefter vekslede lyse og mørke Tider; hun lærte efterhaanden i den Helligaands Skole at tro Guds Ord og bygge paa ham, “som har taget al vor Synd paa sig, for at vi i ham skal have Fred og finde Lægedom ved hans Saar”.
Den 6. Juli 185o blev hun i Biri gift med førnævnte Christen Amble. Sogneprest E.W. Vedø talte ved den Anledning over Ordene : “Gudsfrygt er Visdoms Begyndelse”.
— Les mer om hennes mann Christen Amble her :