– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Chra. 1905 – 1911.
– fra s. 251 – 252 :
Især Nordenfjelds virkede et Par begavede Kvinder, som endnu fortjener at omtales. Randi Pedersdatter Hevle eller Grendahl blev født den 18. Juli 1782 paa Gaarden Hevle i Drivdalen, der tilhører Opdals Prestegjæld i søndre Trondhjems Amt.
Forældrene var Gaardbruger Peder Ingebrigtsen Hevle og Hustru Mali Hansdatter fra Tønset i Østerdalen.
Da Hauge Aar 1801 reiste gjennem Opdal, blev han ved Guds Ords Forkyndelse Midlet til nogles Vækkelse og Omvendelse, og blandt disse var Randi; hun gik da i sit 20. Aar. Ved Opmuntring af Hauge fik hun Trang og Lyst til i Kjærlighed at virke paa sine Medmennesker gjennem Sang, Bøn og Formaning til at omvende sig, tro paa Jesus og følge ham efter i Ydmyghed, Lydighed og Selvfornægtelse.
Da hun drog ud, blev hun kjendt med den før omtalte troende Pige Sara Ousten fra Vindgelen i nordre Østerdalen. “De havde begge annammet Naadegaver af Gud, især udmærkede Sangstemmer“.
Under sine Vandringer i søndre Trondhjems Amt kom de engang til en Gaard, hvor de boede hos en Lensmand. Uden at ane noget Ondt bad de om Logi. Da han forstod, at de hørte til Hauges Venner, sagde han : “Jo, da, I skal faa Herberge, men jeg skal ikke slutte Eder i “Bolt og Jern” før i Morgen”. Han satte dem da i Arrest i to Dage. Randi har senere fortalt til en af sine Sønner : “Om vi var bundne paa Hænderne, saa kunde han dog ikke lukke vor Mund; vi sang, bad og talte, saa Lensmanden selv blev bevæget, løste Baandene og satte os paa fri Fod”.
Ikke længe efter kom de til Aalen, øverst i Guldalen. I en ensligliggende Grænd under er Fjeld, som kaldes Bukhammeren, ligger omtrent 3/4 Mil fra den almindelige Landevei til Røraas Gaarden Nordaunet. Her var Folkene blevne vakte, men af Mangel paa aandelig Veiledning havde deres Kristendom udartet til Sværmeri, der hos enkelte af Familiens Medlemmer endog ytrede sig som Vanvid.
Hid kom disse to unge Piger sent en Kveld, trætte og mødige. De blev modtagne som Herrens Sendebud; efter at havet sunget og bedet sin Aftenbøn, gik de paa sit Værelse og sovnede straks ind. Folkene, der troede, at de lyse, unge, vakre Piger var to gode Engle, sendte af Gud til Veiledning og Trøst i deres aandelige Nød, gik op til dem for at se, “om der ikke var en Straaleglands om deres Hoveder”; men de laa der fredfuldt og stille som andre sovende Mennesker.
Da Pigerne vaagnede næste Dag, søgte de ved Bøn og Samtale at give de dybt Bekymrede aandelig Veiledning. Efter at have været der et Par Dage lykkedes dette ved Guds Aands naadige Bistand; Syndens og Vanviddets tunge Byrde blev lette af dem, idet de fik tro paa Jesus, hvile i ham og Lys og Klarhed over Veien til Livet. Fra nu af blev dette aandelig mørke Sted et Lyspunkt i Bygden, hvorfra kristeligt Liv og Varme strømmede ud.
Efter at have reist saaledes om en Tid og i nogle Aar været hjemme hos sine Forældre tog hun Tjeneste hos en af Hauges Venner, Trond Grendahl, som foran er omtalt. Han boede dengang paa Gaarden Utheim i Kvernæs Prestegjæld ved Christianssund.
Med ham blev hun gift 1811 og boede der antagelig til 1822, da de flyttede til Torvigen i Øre Sogn paa Nordmøre, hvor de henlevede Resten af sit Liv.
Hun var en usædvanlig dygtig og driftig Husmoder, en trofast Ægtefælle og en kjærlig og omsorgsfuld Moder, der ved Handlinger, Ord og en lysende Vandel blev til Velsignelse for sine Omgivelser og alle, hun kom i Berørelse med, og omtales som “en venlig, mild og blød Kvinde, der ved Kjærlighed drog Folket til sig”.
Selvstændige Opbyggelser holdt hun nu ikke, men deltog ved Bøn og opbyggede især ved sin vakre, hjertegribende Sang. Hun talte ogsaa “privat” med den Enkelte og blandede sig i Samtalen med Liv, Varme og rig kristelig Erfaring, naar Venner kom sammen.
Da hun kom op i Sekstiaarene, begyndte Kræfterne at svinde, indtil hun blev lagt paa Sygeleiet, pleiet af kjærlige Hænder og ofte besøgt af kristelige Venner.
Hun talte saa meget om Jesu ubeskrivelige Kjærlighed og Taalmodighed i sine Lidelser, at hun knapt følte sine egne Smærter. Da det stundede mod Enden, blev Stemmen svag; hun vinkede paa sin yngste Søn (Ingebrigt), hviskede og sagde : “Ingebrigt ! Frygt Gud overalt og følg Jesus efter; vi skilles nu; jeg forlader Eder og gaar gjennem Døden til det evige Liv for at krones af Jesu Haand; lad mig faa se Dig i Ærens Rige !”
Hun formaaede da ikke mere. Dette var den 24. December 1844; Kl. 12 Julenatten hensov hun med de Ord : “Jeg ser et stort Lys ! Sluk nu Lampen !”
Hun blev begravet paa Øre Kirkegaard og 1 1/2 Aar senere fulgte hendes Mand efter hende (Meddelelser og Oplysninger af forskjellige Samtidige, især fra Sønnen Ingebrigt Grendahl i Battenfjorden).