– fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Kristiania 1912-1920.
– les også om :
– fra s. 329 – :
Blandt Haugianerne omkring Mandal var der et Par Kvinder, som virkede til stor Velsignelse for sit Sogn og hele Omegnen. Den yngste af dem var Sigri Føreid, født paa Gaarden Fidje i Løvdals Anneks til Holme Prestegjæld i Mandalen den 22. November 1816. Faderen, Ole Aanensen, opgives født i Lyngdal 1780.
I 1812 giftede han sig med Anne Nielsdatter Fidje i Løvdal og overtog samtidig Gaarden, som Hustruen eiede. Hun var født i 1792. De fik 11 Børn, 10 Piger og en Gut, der døde i sine yngre Aar. Forældrene omtales som borgerlig agtede Folk, der opdrog dem til Arbeidsomhed og Nøisomhed. Datteren Sigri var den tredie i Rækken blandt Søskendflokken. Hendes Barndom og Ungdom henrandt som almindelig i de Dage. «Hun deltog i de almindelige Fornøielser, tildels i Dans og Kaadhed».
Da hun var en begavet og livsglad Kvinde, blev hun tidlig en Leder i Ungdomsflokken. Det fortælles, at Moderen nødig vilde lade Datteren gaa til Danselag, medens Faderen ingen Indvending gjorde. Dette gik, til hun var 21 Aar; da døde denne (faren) pludselig 1837 ved et Ulykkestilfælde (rett år/dødsårsak ser du her); det yngste Barn var dengang kun 1 1/2 Aar.
Da to ældre Søstre allerede havde giftet sig og flyttet bort, var Sigri den ældste hjemmeværende ved Faderens pludselige og uventede Bortgang; hun hjalp trofast og dygtig Moderen med de mange Smaa. Selvfølgelig rystede den nævnte Begivenhed Datteren stærkt; der blev en Stands i hendes hidtilværende Livsvaner; hun begyndte alvorlig at tænke paa sin Sjæls Frelse; men det kom dog ikke endnu til noget virkeligt Gjennembrud. Udpaa Sommeren 1837 deltog hun atter i en Dansemoro; og nu blev det sidste Gang.
Om Høsten fik hun en stræng Sygdom, der sandsynligvis var Lungebetændelse, og den unge Kvinde blev atter besøgt af Guds Naadekald. En Søster fortæller, at Sigri bad indtrængende om at faa leve i to Dage, saa hun kunde komme til et Opgjør med sin Gud. Herren hørte Bønnen; det blev ikke Døden. Hun var snart frisk igjen og begyndte nu for fuldt Alvor at søge Frelse.
Der havde gaaet en kristelig Vækkelse over Løvdal omkring 1822, fremkaldt ved Haugianeren Tollak Berntsen Tjern fra Hæskestad og Lærer Edvard Omdahl fra Soggendal. Under denne kom Thone Spilling, Knut Hennestad m.fl. til Liv i Gud. Sigri sluttede sig til denne Flok og fik nu den aandelige Veiledning, som hun behøvede.
Hauge havde vistnok engang reist gjennem denne ytre Del af Egnen, og enkelte af hans Venner vides at have virket opover lige til Aaseral, saa der hist og her fandtes Haugianere i Mandalen omkring 1804; men nys omtalte var den første større Vækkelse der. Vaaren 1840 reiste Sigri sammen med Elisabeth Lennevold tilfods den lange Vei til Stavanger for at træffe gamle John Haugvaldstad og modtage hans aandelige Veiledning.
— «Da hun fik tro sig som et Guds Barn, følte hun en hjertelig Trang til at vidne om, hvad hun havde oplevet. Hun vakte straks Opmærksomhed i Forsamlingerne ved sin vakre, gribende Sang. Efter Opfordring holdt hun ogsaa opbyggelige Taler, baarne frem af Kjærlighed og gjennemglødede af en Varme, som virkede stærkt paa Hjerterne».
Hun reiste om i Bygderne, helst i Selskab med andre. «I de Dage besøgte de Troende ofte hverandre, og naar der kom Venner, samledes bestandig Folket til Opbyggelse. Det var saa rart dengang. Man havde en slig Trang til at træffes for at opmuntre og styrke hverandre til Striden; thi der mødte de Troende megen Spot og Forhaanelse. Den stor Hob forstod sig ikke paa det nye Liv. Saaledes udtalte man Beklagelse over, at Sigris Moder mistede sin Mand, og næsten samtidig skulde denne «Jenta bli gælen». Deres Nabo, gamle Reier, havde dog mere Forstand. Han svarede : «Eg skulde ønske, her blei mange gælne paa den Maade».
Sigri fortalte senere meget om sine aandelige Kampe i denne Tid. Hun kunde ikke tie, men maatte vidne for andre om den overvættes Naade, som Gud havde givet hende.
Det var ogsaa en stor aandelig Væderkvægelse ofte at besøge den før nævnte ældre Veninde Thone Spilling og holde Opbyggelser rundt om i Husene sammen med hende. Lige til Alderdommen fortalte hun om, hvilken stor Glæde det var dengang at træffe Troessøskende, som havde fælles Livsinteresser. Hun blev som ung igjen under Omtalen af Vennebesøgene i hin lykkelige Tid. Foruden Haugvaldstad gjæstede Sigri ogsaa Gunder Ougendal og flere andre anseede Haugianere for at faa Raad, Trøst og Opmuntring.
Gjentagne Gange besøgte hun tillige sine Aandsfrænder i Christianssand og vidnede da altid om sin Tro. Engang, hun talte der i en Opbyggelse hos sin Veninde Helga paa Leet, vakte dette Opsigt som Sværmeri. Den bekjendte Prest P.J. Dybdahl, som var res. Kap. i Stiftsstaden fra 1842 – 1850, fik i Opdrag at undersøge Forholdet. Det skede, Mistanken fjernedes, og de blev gode Venner for Livet. Til Held for hende og de Vakte var Sogneprest Hans Christian Ross, som virkede i Holme (Holum) fra 1827 til 1847, an alvorlig Mand, der stod i et fortroligt Forhold til de Troende og beskyttede dem; han ydede under vanskelige Forholde en god Støtte.
Bygden fik heller ikke saa sjelden Besøg af tilreisende Guds Ords Forkyndere. Blandt disse maa især nævnes Herman Rustad fra Thoten. Han virkede der nogle Dage i 1840. Da begyndte den første kristelige Vækkelse i Øislebø Sogn. Den greb adskillig om sig; hele Familien paa Øislebø hos Gaardbruger Christen Rasmussen sluttede sig til Bevægelen; dengang aabnedes ogsaa flere Huse omkring i Sognet for den nye Luftning.
Sogneprest H.C. Ross hjalp flittig til at faa de Nyvakte i Virksomhed med Missionsmøder og Arbeide for Avholdssagen. Blandt Børnene paa Øislebø maa her særlig nævnes Sønnen Rasmus Christensen, født 27. April 1816, Søn af førnævnte Christen Rasmussen, født 21. April 1794, og Hustru Magnhild Olsdatter fra Gaarden Skjævesland i Øislebø, født 23. Juni 1793.
Hun var en sjelden Moder og en alvorlig Kristen, der døde i Troen 18. Mai 1833. Sønnen Rasmus har skrevet om sin Slægt : «Det lader til, at vore Forfædre har holdt Guds Ord høit og i Ære. Blandt andre Bøger findes hos os en Kirkebog, trykt i Kjøbenhavn 1586. Det vides derimod ikke, at den hellige Skrift har været i Familiens Eie før 1840; vi havde ikke Bibel i min Ungdom; Far, der var Medhjælper og Kirkeværge, fik laane med hjem den store Bibel, som ellers laa i Kirken». Den gamle Medhjælper og Kirkeværge, Christen Rasmussen Øislebø, nød stor Anseelse i Sognet.
Dattersønnen skriver : «Alle saa op til Bedstefar som en Mand, der stod over sine Sambygdinger. Han innehavde flere Tillidshverv, var Medlem af Formandskabet fra dets Begyndelse (1837), til han afløstes af Sønnen Rasmus, og fungerede tillige som Forligelseskommisær. Han blev med hele sit Hus grebet af den aandelige Vækkelse i 1840. Jeg tror, Bedstefar vandrede med Gud lige til sin Død 7. Juni 1876. For os Børn var intet saa høitideligt, som naar han besøgte os».
Og en anden af Slægten beretter : «Hvad jeg selv husker om min Farfar er, at han var en god Mand, som flittig læste sin Bibel, sang Salmer og bad til Gud. Et Par Timer før Hjemgangen sang han med stærk Stemme hele Paulus Gerhardts herlige Salme : «Hvorledes skal jeg møde Og favne dig, min Skat ?» (Landstads Salmebog No. 98). Det var Livsglæden, den evige, han sang om lige ind i Døden».
Opdragne af slige Forældre blev Børnene paa Øislebø sjelden dygtige Folk og varme, virksomme Kristne. Da Sønnen Rasmus var en af Naturen rigt udrustet Mand og havde tilegnet sig forholdsvis gode og alsidige Kundskaber, blev han snart den ledende blandt de Troende i Bygden. Om hans Vækkelse har Søsteren fortalt følgende : «Han gik saa stille i Ungdommen. Før den nævnte Vækkelse i 1840 deltog han tildels i de sædvanlige Fornøielser og Forlystelser, da disse ligesom ikke kunde undværes af den opvoksende Slægt; dog kom han næsten altid en Stund bagefter de andre. Hans Omvendelse gik ganske stille for sig ad Overbevisningens Vei; men saa kom alting saa sikkert. Han var en Mand, som ikke handlede, før han vidste, hvad han gjorde. Da han saa havde oplevet den store Overgang fra Døden til Livet, blev han helt en Kristen. Nu gik de glade Ungdomsaar med at opbygge sig blandt Venner og komme sammen om Guds Ord. Da H. Schreuder skulde reise ud til Zululandet, var Rasmus sammen med en kjær Ven i Christianssand og fik der sagt Farvel til Missionæren. Blandt Søskendflokken nød Rasmus alles inderlige Hengivenhed og Høiagtelse».
Under sit Arbeide for Guds Rige kom han ofte sammen med førnævnte Sigri Fidje, der efter Faderens Død i en Række af Aar var hjemme og med stor Dygtighed og Opofrelse hjalp Moderen med de mange smaa Børn og Gaardens Drift. En Søster giver hende det Vidnesbyrd : «Det var Sigri, som med Raad og Daad bistod Mor, saa hun greiede sig igjennem».
Men den unge Kvinde forsømte heller ikke utrættelig at arbeide for sine Medmenneskers timelige og aandelige Vel, og mange takker og velsigner hende derfor. Hun forstod paa en eiendommelig og vindende Maade at komme i aandelig Forbindelse med Folk baade gjennem Samtaler og Opbyggelser. Hun og nævnte Rasmus (Christensen) Øislebø var Lederne. De passede ogsaa saa ypperlig sammen, da de ligesom udfyldte hinanden, hver med sine eiendommelige Gaver. Dette blev ogsaa andre opmærksomme paa.
Da den nævnet Herman Rustad besøgte Bygden det anførte Aar, var Sigri ofte sammen med ham i Opbyggelserne og ellers. Det faldt sig saa engang, at de kom Veien om Øislebø, Rasmus’s Hjem, der, som tidligere anført, meget stærkt var grebet af Vækkelsen. Da de lidt senere sad sammen inde i fortrolig Samtale, sagde Herman til hende : «Her er din Plads. Her skal du være!»
Der skred dog adskillige Aar hen, før dette gik i Opfyldelse; Sigri havde flere Tilbud om Ægteskab, men avslog dem, da hun ikke kunde blive kvit den gamle Haugianers bestemte Ord. Det samme var Tilfældet med Rasmus, som Rustad ogsaa gav et Vink. Efter at have overveiet Sagen under Bøn og ellers baade vel og længe, blev de gifte 23. Marts 1849. Det var et Dobbeltbryllup, da Brudgommens Søster Olu (Oline) samtidig blev gift med Peter Nome fra samme Sogn. Begge Ægteskaber blev meget lykkelige.
Rasmus og Sigri blev boende der i mange Aar. Huset paa Øislebø blev fra nu af mere end før Midtpunktet for den kristelige Virksomhed i hele Egnen. Der blev ligeledes udøvet stor Gjæstfrihed mod alle og megen Godgjørenhed. Det varede heller ikke saa længe, før disse «Læserne» fik Anseelse som Folk, der ogsaa duede til at stelle med de Ting, som hører dette Liv til. Rasmus (Christensen) Øislebø blev saaledes Forligelseskommisær, da hans Fader gik ud, Kommunekasserer, Overformynder og Herredsordfører m.m.
De oplevede tillige, at der i Sognet kom en ny Vækkelse, som de ved Bøn og kristelig Virksomhed selv havde været med at fremkalde. Denne aandelige Bevægelse vakte stor Glæde, især fordi nogle af Bygdens Rigfolk sluttede sig til de Troendes Kreds. Kristeligt Samhold prægede især Livet dengang; alle var som ét Hjerte og én Sjæl og bevarede Aandens Enhed i Fredens Baand.
I 1866 døde Sigris Moder, Anne Nielsdatter, paa sin Gaard Fidje. Samme Aar solgte Rasmus og Sigri sin Eiendom Øislebø og flyttede sammen med Faderen Christen Rasmussen og 5 Børn til Føreid i Søgne, hvor de boede Resten af sit Liv. Paa det nye Sted fortsatte de Arbeidet som før. Han blev ogsaa der en Række af Aar hædret med flere Tillidshverv, var Ordfører i Formandskabet m.m.
De timelige Gjøremaal blev fremdeles varetaget med Dygtighed og Flid af begge, samtidig som de fortsatte i Fællesskab den aandelige Virksomhed til Guds Riges fremme. Rasmus holdt i Opbyggelserne praktisk og klar Formaningstale rundt om i Prestegjældet, men arbeidede ogsaa en Tid som Bibelbud for Lutherstiftelsen i de omliggende Bygder.
En af Børnene skriver : «I Hjemmet hersket gjensidig Kjærlighed og Forstaaelse. Ingen af os har nogensinde hørt vore Forældre være uvenlige imod hverandre; Kjærligheden var den bærende Kraft i Alt. Var der Rivninger, da fik ialfald aldrig vi Rede paa det. Mor var Sjælen i Hjemmet; hun var Alt for Mand og Børn, intet var saa svært for os som at se en Taare i Mors Øie. — Jeg husker, at jeg som liden, uden at hun vidste det, ofte hørte hende bede til Gud. Vi Børn laa hende særlig paa Hjerte; hun nævnte os ved Navn, naar hun bad. All sin aandelige Strid kjæmpede hun ud i Bønnen; sine Sorger lagde hun over paa Gud. — Hun var et Solskinsmenneske, som bragte Glæde, hvor hun kom. Aften og Morgen blev der holdt en kort Husandagt enten af Far eller Mor. Begge var de sammen i alle Aarene og talte til Opbyggelse i større eller mindre Forsamlinger til Mors Død 7. Mai 1883».
Om hendes Bortgang meddeler den samme Følgende : «Hun gik om Eftermiddagen til en Kvindeforening i Hedningemissionen, som holdtes paa Søgne Prestegaard. Provst J.F.S. Heyerdahl begyndte Mødet med at læse Esaias 40. Kapitel; Salmen 570 i Landstads Kirkebog (salmebok) : «Jeg ved mig en Søvn i Jesu Navn» blev sunget.
Under Mødet taltes om en syg Mand, som Presten havde besøgt. Mor var nok ængstelig for, at den Syge muligens ikke var beredt til at dø. Da man var færdig, blev Mor anmodet om at afslutte med Bøn. Hun efterkom Opfordringen paa en hjertelig og gribende Maade. Efter Bønnen sang hun sidste Vers af Salmen : «Paa hinsides Ørken er Kanaan at finde»; det lyder saaledes :
«Nu vel, jeg fortsætter min Pilegrimsreise; Jeg ved, jeg skal vinde; thi Jesus er min.
Lad Stormene bruse, de bringer mig Hvile, hver Bølge mig driver i Saligheds Havn.
Snart Landet jeg øiner Og Frihed erlanger Om nogle Minutter for Thronen jeg pranger».
Dette blev hendes sidste glade Bekjendelse af sit Livshaab. Kommen hjem siger hun til Far, at hun straks vilde se til den syge Mand, som de havde talt om hos Provsten. Far foreslog, at hun skulde lade det være til næste Dag, men Mor var bange for, at det kunde bli forsent; hun frygtede, at den Syge ikke levede saa længe.
Far fulgte hende da de faa Skridt ned til Elven og saa hende ro over og gaa op til Huset, som laa lige ved paa den anden Side. Han gik nu tilbage igjen; det var lidt, han havde at gjøre. En liden Stund efter gaar han ind og spørger Pigen, om Mor er kommen tilbage, men faar et benægtende Svar. Han gik derfor nedover for at møde Mor. Det var en lys, deilig Vaaraften.
Det første, Far faar se nede ved Elven, er den lille, tomme Pram; i Vandet lige i Nærheden laa Mor. Elven var grund, saa det blev et Øiebliks Sag at faa hende bragt iland; alle Oplivningsforsøg virkede intet; Sjælen havde forladt Legemet; Mor var allerede kommet hjem til den Sabbatshvile, hun saa ofte havde talt og sunget om. Det blev Fars Livssorg, at han ikke havde fulgt hende længer den sidste Gang; men Mor, der altid var saa selvhjulpen, havde før saa mange Gange roet over Elven alene.
— Ved Begravelsen 3. Pintsedag 1883 ledsaget hele Kvindeforeningen hende til Graven. Den gik i Spidsen og strøede Blomster foran Kisten. Provst Heyerdahl talte om hendes sidste Levedag og læste paanyt, hvad man da havde for sig (Esaias 40.); den samme Salme : «Jeg ved mig en Søvn i Jesu Navn», lød ogsaa nu og greb alle mere end ellers.
— Hvor meget jeg har at takke min Mor for ! Hun lærte mig at bede; hun har i hele sit Liv vist, at intet Menneske er saa lykkeligt som den, der lever nær Gud. Min Far overlevet hende i mange Aar».
— Han opnaaede en meget høi Alder.
— «Jeg besøgte ham et Aars Tid, før han døde», skriver en nær Slægtning. «Han havde da næsten mistet Synet og hørte meget lidet; men hans Aand var noksaa frisk og klar alligevel. Den Tid, vi sad sammen, lagde han megen Interesse for Dagen; særlig omfattede han de kirkelige Forholde og Missionen med Kjærlighed og Forstaaelse».
Hans sidste Hilsen var følgende Vers af den blinde, danske Lægprædikant Jens Sørensen Dyrholm :
«Vi sees igjen, naar Jesus kommer I Skyen med sin Engletrop.
Vi sees igjen, naar Livets Sommer I Himmerige ret gaar op.
Vi sees hos Gud i Sabbatshvile, Vi sees igjen om ikke før.
Kom Brødre, Søstre, lad os ile
Hen med vor Bøn til Himlens Dør !»
Straks efter sov han ind tillidsfuldt og stille. Han var da noget over 92 Aar gammel.
— Af deres Børn er en Søn Skibsreder i Grimstad. Datteren, Marie Føreid, født 7. December 1861, er vel kjendt for Missionsvenner ved sit Arbeide i Spedalskebyen paa Sirabe. Hun reiste ud til Madagaskar i 1890 og er f.T. hjemme i Norge paa Besøg.