– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912-1920.
– fra s. 334 – 341 :
Thone Bertelsdatter Spilling blev født paa Gaarden Mindrebø i Bjellands Prestegjæld i Mandalen Aar 1797 (“Sennepskornet” No. 17 for 1883. Samme Blad No. 18 for 1883 (“Nogle Ord ved Enke Thone Spillings Grav” af Sogneprest U. Gundersen). Meddelelser fra samtidige Haugianere).
Det fortælles, at hun i sin Ungdom var vilter og livslysten. Man syntes, at Legen ikke havde sit rette Lag uden hende. “Jeg lo bestandig, undtagen naar jeg var vred”, sagde hun engang til en Ven. I sin Ungdom faldt hun en Dag i Isen paa Mindrebøvandet og blev med Nød reddet. Denne alvorlige Begivenhed gjorde dog ikke noget dybere Indtryk og bevirkede ingen Hjerteforandring.
Folk dengang var som oftest vel tilfredse med sin Kristendom; bare Morgen. og Aftenbøn blev regelmæssig læst og Prædikenen ligesaa Søndags Formiddag, kunde man siden godt bruge Eftermiddagen til Leg og Dans. Saa skred Tiden hen indtil omkring 1818, da Thone blev gift med Gaardbruger Aamund Nilsen Birkeland i Konnesmo, Anneks til nordre Undals Prestegjæld.
Det opgives, at hun 1822 blev “vakt op af Syndesøvnen til Liv i Gud”. Med hendes Vækkelse gik det saaledes til : To Haugianere, de allerede nævnte, Tollak Tjern fra Hæskestad og Lærer Edvard Omdahl (1789 – 1848) fra Soggendal ved Egersund, besøgte Egnen og kom til Birkeland, hvor det blev bestemt Opbyggelse i Naboens Hus. Thone syntes, at hun maatte gaa did for at høre, men frygtede, at hun ikke skulde kunne holde sig for Latter.
Det gik dog anderledes, end hun havde tænkt; den unge Kone var ikke kommet længere end til Døren, før der blev en anden Bevægelse i hendes Indre.
Endog før man begyndte Talen, blev hun greben af en underlig Magt, og da de nævnte Mænd enfoldig, klart og indtrængende ud af sin egen Oplevelse vidnede for Tilhørerne om Dødens og Livets Vei, fandt Ordet Indgang i Thones Hjerte; fra nu af begyndte hun i Aand og Sandhed at søge Herren. Der gik dog en Tid hen, før hun fandt Fred og fik fuld Forvisning om Naade.
Saa var det en Aften, hun skulde hente Kørene (kyrne) hjem; Solen var begyndt at dale og stod kun en Haandsbred over Heien; hun satte sig ned ude paa Marken og bad inderlig til Gud om Troens Forvisning. “Da løstes mit Hjertes Syndebyrde”, sagde hun; “jeg fandt Frelsen i Kristus og fik tro en fuld Syndernes Forladelse”. Fra den Tid tog hun det alvorlig med sin Gudsfrygt, og det, som var foregaaet med hende, kunde narturligvis ikke blive skjult, men ytrede sig i Ord, Handling og hele hendes Forhold. Thone havde nu sin Hjerteglæde og aandelige Næring i Guds Ord; hun læste, sang, bad og formanede andre til at omvende sig, saa de kunde blive delagtige i det samme evige Gode. Hele hendes Liv vidnede om, at hun nu var bleven en “ny Skabning” (2. Kor. 5,17).
Men i den Tid havde man just ikke det bedste Skjøn paa sand, levende Kristendom. Der gik snart sælsomme Rygter om, at Thone Birkeland var bleven “underlig og rar” — helt anderledes, end andre Folk. Nu kunde hun ikke længere deltage i de sædvanlige verdslige Glæder og Fornøielser og førte nye, ukjendte Talemaader i Munden osv. — Hun havde jo faaet Syn paa det ene Nødvendige og søgte ved alle Leiligheder at aabne Øinene paa andre for det Livs Herlighed, som havde den Lykke at eie.
Faderen, er boede i Nabosognet, var ogsaa af de forskjellige Beretninger, han havde hørt om Datteren, blevet dybt bekymret for hende. Han klagede sin Nød for Prest og Kirkesanger paa Hjemstedet og spurgte, hvad han skulde gjøre for at faa hende fra saadanne Griller. Disse raadede ham til at reise hen og tale med hende. Dette bifaldt han, begav sig paa Veien til Birkeland og traf Thone i Gangen.
Hun mærkede straks, det var noget, som feilede. De hilsede paa hinanden, og hun bad ham komme ind og sætte sig. “Nei”, sagde han, “jeg maa først faa tale med dig !” — “Ja, kjære Fader, sagde Datteren, det skal du faa”.
De gik da ind i Kjøkkenet. Nu fortalte han, hvad han havde hørt, og klagede grædende over, at hun var bleven saa underlig og langt anderledes end andre Mennesker. Han hilsede fra Presten og Kirkesangeren og sagde, at det gjorde ogsaa dem ondt, at hun tog det sa forkjært; man mente, at hun maatte ikke være rigtig i sine Tanker.
Thone taug hele Tiden og stod med Knæerne bøiede mod Arnestenen i Skorstenen. Da den Gamle havde frembaaret alt, hvad der laa ham paa Hjerte, sagde hun : “Kjære Far, jeg har saa meget at takke Eder, mine kjære Forældre, for. Da jeg var liden, havde I saadant Stræv for mig. I gjorde alt muligt for, at jeg skulde faa komme i Skolen og senere til Presten for at lære Guds Ord. Om I havde lidet Mad, vilde I heller selv lide Nød, end jeg skulde være hjemm. For alt dette er jeg saa taknemmelig. Men, kjære Fader, det har gaaet saa galt for mig; jeg har hidtil ikke adlydt Herrens Ord og ei levet efter det, som jeg lærte. Nu er det kun deri, jeg er bleven anderledes; — jeg har begyndt at leve efter Guds Ord, Gjøre det, som I vilde, jeg i min Barndom skulde lære”.
— Efter denne Samtale skjønnede han, at hendes saakaldte Griller just ikke var saa farlige; ja, “han blev med et glad og fornøiet”, sagde han, “og reiste beroliget og lykkelig hjem”.
Hendes Mand og hans Broder blev senere vakte og kom til Liv i Gud. De fik, som man kunde vente, Spot og Haan; men kaldte dem f. Eks. de falske Profeter. Sogneprest Hans Nicolai Cormontan, som virkede der indtil 1827, tugtede dem med Ordets Svøbe. De gik da til ham og talte fortrolig om Sagen. Efter den Dag blev han deres Ven og Forsvarer.
Det kunde senere ikke nytte nogen at klage over dem. Han ytrede tværtimod ved en Leilighed, da Haugianerne kom paa Tale : “Gid alt Herrens Folk var Profeter !” (4. Mos. 11,29).
Til Thone sagde han engang : “Hold fast ved det, du har, at ingen skal tage din Krone !” (Aab. 3,11).
Engang kom der nogle Lægfolk fra Christianssand. Disse talte alvorlig, men gjorde tillige hendes Liv saa mistænkeligt, at hun atter kom under Lover og ind igjen i en Trældomstilstand. Derfor var hun senere altid saa bange for dem, som bare brugte Lov og ikke tillige det livgivende Evangelium. Hun habde selv erfaret, hvor farligt dette var. Men ogsaa denne Prøve havde sin store Nytte for hendes aandelige Liv. Den jagede ind i Guds Ord under Bøn og Selvprøvelse.
Saa fandt hun atter sikkert Fodfæste i Herrens dyre Forjættelser. Om hun end nu var lykkelig i Gud, havde hun dog sine mørke Stunder. Synden og deraf følgende Angest og Nød trykkede, saa hun stadig maatte ty ind i Lønkammeret, hvor den stridende søgte og fandt Trøst og Styrke i Bønnen. “Disse Stunder var de kjæreste for mig”, sagde hun engang, “derfor blev Verden heller ikke saa kjær, som den da ellers kunde blevet”; hun var nemlig endnu i sine kraftigste Aar. Hun bad hyppig Gud om at sende Venner til Sognet, og hendes Bøn blev hørt.
Selv besøgte hun Venner saa tidt, det lod sig gøre, ja reiste endog til Nabosognene og vidnede om sin Frelser i Opbyggelsesforsamlinger. I Lyngdal blev paa den Tid Vækkelse. Ved Siden af mange og glædelige Oplevelser havde hun fremdeles ikke sjelden ydre Trængsler og indre Anfægtelser.
Hendes første Mand døde angivelig omkring 1830. Det berettes, at hun ca. 1835 indgik nyt Ægteskab med Gaardbruger Peder Pedersen Spilling fra Vigmostad Sogn i nordre Undals Prestegjæld. De passede saa godt sammen og udfyldte paa mange Maader hinanden. “De var begge ægte Lys og Salt og til stor Velsignelse i Menigheden”.
Han omtales som en stilfærdig, tænksom og dyb Mand, men ikke saa rigt og sprudlende begavet som Hustruen. En af deres fortrolige Venner O.T. skriver om dette Ægtepar : “De var ikke saa smaalige, sneversynte og hildede i en for stærkt udviklet Subjektivisme, som de gamle Forholde saa høilig fristede til, især saadanne fremragende Ældste.
Deres uhildede Studium i Bibelen og Kirkefædrene i Forbindelse med en rig Erfaring hjalp dem, saa de ved Siden af det gode hos de Gamle ogsaa kunde se Manglerne og trods det daarlige og barnagtige hos de Yngre ogsaa mærkede fremskridt til det Bedre og hjertelig glædede sig derover, særlig naar de sporede en mere evangelisk Erkjendelse. De drev ikke Herredom over Herrens Arv den Tid, jeg kjendte dem; de stødte ikke bort, hvad Udviklingen førte med sig i borgelig, kristelig og navnlig paa den frivillige kirkelige Virksomheds Omraade for Guds Rige, der var deres høire Haands Gjerning.
Her var de med at organisere Virksomheden eller at støtte Arbeidet, og de bad Gud bevare sig fra at modstaa eller lægge Hindringer i Veien, naar “han paalagde Nogen noget”, som de udtrykte sig, selv om de ei fuldt ud kunde forstaa det. De troede ikke, at de eller deres Fædre havde naaet den fulde Indsigt; de haabede paa en fortsat Udvikling i Erkjendelsen, Livet og Arbeidet for Guds Rige.
Derfor kunde de baade glæde sig over den Erkjendelse, de og Fædrene havde vundet, og tillige fryde sig hjertelig ved og med inderlig Kjærlighed modtage de nye Skud, som spirede frem; de var ikke misundelige, om disse syntes at vokse dem over Hovedet og ud over de gamle Mærker. Vildkvistene kunde dog ikke trives under deres Paavirkning, saa fader- og moderlig øm de end var. Men de Gamle tog intet uprøvet; du kan være sikker paa, de holdt Udkig.
Da Tilstrømningenaf lønnede Lægprædikanter, navnlig til Lutherstiftelsen, blev saa stærk, voldte dette Bekymring hos Per Spilling; han frygtede, der var flere, som løb efter Pengene og for at faa den Anseelse og Indflydelse, som de ellers ikke kunde vinde hos Troesbrødre. De lod sig prøve og anbefale af for godtroende Prester, som ikke tilstrækkelig kjendte dem, mente den gamle Haugianer. Vi trøstede hverandre da med, at Reaktionen nok vilde komme i betids, og haabede, at Indremissionen skulde gaa nogenlunde uskadt ogsaa gjennem denne Fare”.
Det var almindelig dengang, at man samledes til Opbyggelse efter Gudstjenesten, enten under aaben Himmel eller i et Hus paa Spilling. Man sang, bad og læste et lidet Bibelafsnit samt holdt i Tilslutning dertil en kort, hjertelig og overbevisende Formaningstale og endte, som man havde begyndt, med Bøn og Sang. Da var det ikke sjelden at Thone, siddende paa en Stol, frembar sit bedste Formaningsord til Forsamlingen og sluttede med en inderlig Bøn til Gud.
Engang blev hun i en Sammenkomst ude i Bygden dygtig overskjændt af en Kone, der syntes at have alt ondt at sige paa hende. Thone taug. Om en Stund sagde Manden, der eiede Huset, hvor Opbyggelsen holdtes : “Ti stille, ellers skal du ud og det fort !” Da tiede Konen med et ganske stille.
— Thone var en meget alvorlig og uforfærdet, troende Kristenkvinde med en kraftig, stø Karakter. Letsindighed var langt fra hende; hun talte neppe et spøgefuldt Ord og eide et skarpt Blik. Naar det var verdslige, syndesikre Folk, revsede hun dem ikke sjelden saa skarpt, at de blev rædde, ja søgte endog at vige af Veien for det frimodige Vidne. Et Møde og en Samtale med en, der saa alvorlig talte Sandheden rent ud, søgte man helst at undgaa. Men fandt hun nogen, der var saaret af Guds Ords Pile og bedrøvet over sine Synder, talte hun altid meget kjærlig og trøstende til dem. Hun kunde vistnok sommetider gaa vel langt med Tugtens Svøbe, især i yngre Aar.
Senere blev hun efterhaanden mere mild og evangelisk i sin Opfatning og Optræden; det lærte hun i Aandens Skole. Naar en havde været paa den trange Vei, som fører til Livet, og faldt tilbage, voldte dette hende dyb og hjertelig Sorg. I sin Alderdom var hun derimod mere frimodig og havde et forunderligt Haab om, at den faldne atter skulde reises op igjen. “Hun var saa haabefuld i saa Henseende”, sagde en Ven. Hun øvede en sjelden Kristentugt. Mærkede hun noget daddelværdigt, tugtede hun baade med milde og strænge Ord.
Provst Andreas Hauge, der fra 1852 – 1857 var Sogneprest i nordre Undal, sagde engang, idet Kvindens Optræden i kristelige Sammenkomster kom paa Tale, at han ikke syntes videre om Kvindeprædiken; “men hvem tør nægte”, sagde han, “at Thone Spilling og Sigri Fidje (Føreid) har virket til stor Velsignelse ?”
— Da den samme, straks før han flyttede fra Egnen, havde Bibellæsning paa Omlid i Kvaas, der hørte til Naboprestegjældet Lyngdal, fulgte mange Venner fra Vigmostad sin Sogneprest did. Om Aftenen sad en hel Flok af dem tilbords sammen med Presten, deriblandt ogsaa Thone Spilling. Efter Maaltidet sagde Hauge : “Nu Thone, maa du takke for Maden !” Dette gjorde hun, “og det stod ikke fast for hende; thi der var sprudlende Liv”, har en Tilstedeværende fortalt.
— Det faldt derfor aldrig vanskelig for Thone at samtale om “det ene Nødvendige” paa en hjertelig og gribende Maade. Til sine Troessøskende sagde hun sommetider : “Hvad har du faaet til Mad idag ?” (Hvilket Bibelstykke har du læst ?) “Jeg fik det Guds Ord” osv.
Da der for mange Aar siden holdtes et stort Missionsmøde i Vigmostad Sogn, hvor Thone boede, kom en troende Ven, der aldrig før havde seet hende, hen og hilsede. Thone syntes at mærke, hvad der boede i ham og spurgte : “Hvor vil du hen ?” — “Jeg vil til Himmelen”, svarede Manden. “Did vil jeg ogsaa, saa faar vi Selskab”, sagde hun.
Den Tid, gamle Per og Thone Spilling levede, var deres Hjem et Samlingssted for Troende, og hvilke lykkelige Stunder at sidde der om Herrens Ord !
Per læste gjerne en Tekstforklaring, saa sang man, og en eller to bad til Gud. En Gang talte han om, hvor godt det er, naar Kristi Ord bor rigelig iblandt os. “Vistnok er vi saa glemsomme”, sagde han; “men Guds Ord har dog en rensende Magt alligevel, for hver Gang det benyttes, bare man omgaaes ret dermed.
— Naar En f. Eks. lægger skidden og uren Uld i en Kurv og gaar til Elven og fylder den med Vand, saa rinder dette vistnok ud af Kurven, naar den tages op, men Ulden renses dog mere og mere for hver Gang; saaledes er det ogsaa med et Hjerte, som ofte omgaaes med Guds Ord”.
—Gamle Per havde under sin sidste Sygdom store Anfægtelser; det var derfor af og til mørkt og tungt for ham. Men alligevel var det altid hjertestyrkende at faa komme did. Han var fattig i Aanden og havde sin Hvile i Kristus alene. En, der kjendte ham godt, skriver : “Han var en hellig Mand, en Sandhedens, en Guds Repræsentant paa Jorden som faa; men Herren fik Æren. Per havde et sjelden dybt Syn paa den medfødte Syndighed; derfor græd han meget mod Slutningen af sit Liv; men Troen paa Offeret, som var bragt for al Verdens Synd, slap han aldrig. Han klagede ofte over sin Utaalmodighed, Utaknemmelighed, og at han ikke kunde elske Gud, som han høilig burde.
Nu i det fuldkomne kan han det; thi han gik ind til Livet efter Skrifterne”. De sidste Ord var: “Hils Venner ! det har været svært tungt længe; men nu er det saa godt”; derefter fik han med et Smil lukke sine Øine i en salig Død. Det var i April 1881.
Hans Hustru havde efter Mandens Død, stor Længsel efter at “fare herfra og være med Kristus”. Hun sagde ofte : “Jeg venter paa Flyttedagen; dog gaar det ogsaa an at være her i Verden den Stund, Gud vil, naar Jesus er hos mig. Jeg er kold i mit Legeme”, sagde hun, “men naar jeg sidder nær ved Kakkelovnen, gaar det dog godt an at holde sig varm. Paa samme Vis i det aandelige; jeg maa ty tæt indtil Jesus i Bøn, Tro og Guds Ords Læsning, for at Hjertet altid kan være varmt”.
“Kristus”, sagde hun, “er kommen med Naade og Sandhed. Heri maa vi leve ogsaa idag ved at søge og faa Naade ligesom den første Gang; thi dengang havde vi intet at hjælpe os med; da vi laa der i vor Elendighed og var glade til, at vi kunde faa en fuld Syndernes Forladelse”.
Til Troessøskende sagde hun ofte: “Har du talt med din Frelser idag ? Hvorledes har det været idag mellem dig og Far i Himmelen ? Han glemmer ikke sine Børn. Naar han har givet os Sønnen, skulde han da ikke give os alle Ting med ham ? Jo, det har han sagt. Gud være lovet for sin Trofasthed ! Ja den himmelske Fader er trofast ! Han har mange Børn at opdrage, og han alene ved, naar der er Tid til at tugte eller trøste. Gud give os Naade til at overgive os mere i hans Vilje, saa slap han at have saa megen Møie med os. Kjære Fader, lær mig og andre først og fremst, at vi ingen Ting kan af os selv, og siden dette, at alt det gode, vi modtager, er af din blotte Naade, og at du skjænker os det alene for din Søns Skyld. Jesus maa blive min og jeg hans, ja Jesus er min og jeg er hans ! Idag har han været hos mig, opholdt og trøstet mig med sit Ord. kan du faa tro, at Jesus er din ?
Jeg er ogsaa bedrøvet over, at jeg finder saameget ondt hos mig og saa lidet af det gode; men saa siger jeg til Jesus : Det er Syndere, du vil frelse, og det skal du have Tak for !”
— Hun prisede vor kjære himmelske Fader for alt, men mest derfor, at han gav os sin Søn. “Hvis det ei var saa”, sagde hun, “kunde ikke en eneste Bid Mad have smagt os vel. Naar Jesus er med mig, saa kunde jeg gjerne være i Helvede, og hvis han ei er med, saa kunde jeg ikke være i Himmelen”.
— Hun formanede kjærlig enhver Troende og sagde : “Hold fast ved det, du har, at ingen skal ta din Krone ! Det er ved Enden af Veien, Jesus har lovet os den fulde Belønning, en ufortjent Belønning — af Naade. — Troen er ikke alles, — den er en Guds Gave”.
Naar nogen klagede sin Syndenød for hende, sagde hun : “Bær ikke selv paa din Syndebyrde; det bliver bare værre; men du skal gaa lige til din Fader, saaledes som du er, og bekjende din Tilstand. Sig til ham : Saa styg er jeg, og slig har jeg tilsølet mig ! Nu ved jeg intet andet Raad, Herre, end at komme paa dit Ord og tro, at du ikke forkaster mig. Du har ikke gjort det før, saa vil du vel ikke forskyde mig denne Gang heller, men give Agt paa min Klage. Jo, du vil hjælpe mig; du er altid den samme trofaste, barmhjertige og naadige Gud ! Naar du har tilstaaet og angret din Synd og bedet om Tilgivelse i Jesu Navn, gaa da ikke længere og ængst dig, men grib i Troen paa hans Ord Forladelsen for Jesu Skyld, hvis Blod renser fra al Synd”.
Thone Spilling var i Sandhed lig et Træ, der er plantet ved Vandbække, altid saftig og grøn; thi hun havde sin Lyst i Herrens Lov og grundede paa den Dag og Nat (Salme 1); derfor eiede hun et saa sjeldent Lys i Guds Ord og kjendte det saa godt. Hendes Troes Frimodighed var ualmindelig. Til en haardt kjæmpende Sjæl sagde hun engang : “Tag frem “store og smaa Skjolde”, det er store og smaa Forjættelser, saa skal du se, at du seirer”. Til en anden, der klagede over syndige Fristelser, sagde hun : “Salig er den, som ved Kristi Kraft døder og drukner de syndige Lyster og Tilbøieligheder, medens de endnu er i sin første Begyndelse. Vaag og bed og søg Hjælp hos Frelseren ! Han er en barmhjertig Yppersteprest, der har “Medlidenhed med vore Skrøbeligheder og er forsøgt i alt i Lighed med os, dog uden Synd”.
— “Naar et Guds Ord kommer for dig”, sagde hun, “om du ikke straks faar Kraft deraf, pas alligevel paa det, gjentag det mange Gange med Eftertanke og under Bøn om Velsignelse, saa skal du se, at du faar Styrke af det tilsidst. Om Morgenen skal du ikke reise dig op, før du faar et Ord af Jesus”.
Naar nogen anmodede om hendes Forbøn, pleiede hun at sige : “Kjære, hvad skal jeg bede om for dig ? Og hun glemte ikke at gjøre dette. En Nat laa hun og ikke kunde faa sove. Da blev hun mindet af Aanden om, at hun skulde bede for en syg Broder i Nabosognet. Hun sagde da til Gud : “Kjære Fader, hvad skal jeg bede om for ham ?” Og Aanden gav i hendes Indre Svar herpaa, saa hun kom frem til Gud med den Forbøn, han selv havde virket. Hun fik ogsaa senere høre, at det skede, som hun havde begjæret. Lignende hændte forresten mange Gange. Hun mindede ofte baade sig selv og andre om Jesu Ord : “Uden mig kan I slet intet gjøre” (Joh. 15,5). “Gud har heller ikke Behag i noget andet”, sagde hun, “end det, han selv virker”.
Hun ønskede sa gjerne, at de unge Kristne maatte vokse op efter de Gamles Vis og Maade og træde i deres Sted. “Nu sidder jeg her som en Fremmed og Udlænding”, sagde hun; “næsten alle de gamle Venner er flyttede hjem; men jeg faar vel ogsaa snart komme efter. Under sin sidste Sygdom ytrede hun til den Ven, som vaagede over hende : “Du maa ikke blive bange, om min himmelske Fader henter mig inat; du skal bare takke ham derfor. Nu kommer han snart”, sagde hun med glædestraalende Ansigt. Hendes Øine og Aasyn lyste af salig Glæde og himmelsk Fryd, hver Gang hun talte om Jesus, sin himmelske Brudgom.
Den tilstedeværende Medstrider skriver : “Jeg glemmer aldrig hendes venlige Afskedsord : “Gud styrke dig, Broder!” De ledsagedes af en Moders kjærlige Smil og gjorde det ellers af Alderdommen saa furede Ansigt skjønt, næsten forklaret. Hendes Legeme var skrøbeligt i de sidste Aar, men Sjælskræfterne usvækkede lige til sidste Stund. Det glædede hende hver Gang, hun følte sig svagere; thi da mente hun, Hjemgangen var nær. Blev hun saa bedre, fandt hun sig med Taalmodighed i at vente og takkede Gud for alt”.
— Hun advarede meget imod, at en Troende indgik Ægteskab med en Vantro. “Det er, som naar man løber lige paa Vandet”, sagde hun; “beholder den Troende Livet, er det et Guds Under, men oftest kvæles den Levende af den Døde”.
— Sin Familie bar hun stadig i Forbøn paa sit Hjerte. Hun glemte heller ikke at bede for Prester, Lærere og den hele Menighed, at Guds Navn maatte blive æret og hans Rige komme over den hele Jord. Naar hun fra sit Vindu saa ud over Gaarden, bar hun sine Naboer frem for Gud, og naar hun saa Folk, der om Søndagen var paa Vei til Kirken, bad hun for dem : “Herre, giv du dem idag et Ord, saaledes som det trænges for hver især !” Endelig mærkede hun med salig Glæde Dødens Komme; de sidste Ord var : “Nu kommer Jesus snart !” Hun gik hjem 8. Mai 1883.
Af Sogneprest U. Gundersens vakre og træffende Tale ved Baaren anføres følgende : “Ved hendes i det ydre virksomme Kristenliv kan jeg ikke nærmere dvæle. Jeg skal kun nævne, at hun gjennem en lang Aarrække har været anseet som denne Bygds aandelige Moder, og det vist med Rette; mange, mange var de, som hos hende søgte Raad og Hjælp og fandt baade Tugt og Trøst, Formaning og Opmuntring. Jeg vil ogsaa minde om dette, at hendes for ei saa lang Tid siden (1881) forudgangne Mand, ved hvis Side hun havde vandret gjennem et langt Samliv, og ved hvis Side hun nu skal hvile i Graven, var i mange Aar Prestens Medhjælper i dette Sogn og har det Eftermæle, at han var det, som det sig hør og bør; men saa var hun igjen hans trofaste Medhjælper og bragte visselig derigjennem denne Menighed megen Velsignelse.
— Nærmere ligger det mig dog at dvæle ved hendes Livs Aften. Da jeg lærte hende at kjende, var hun gammel og affældig og kom sjelden udenfor sit Kammer, aldrig ud blandt Folk. — Men hun havde fremdeles en Gjerning at gjøre. De var velkomne alle, som tyede op til hendes lille Rum for at tale om “det ene fornødne”; underlig kunde det da lyse i de gamle, klare, kloge Øine; underlig kunde Ordet falde fra den prøvede, i Skriften erfarne Kvinde, og dybt prægede det sig mangen Gang i deres Hjerter, som hørte det.
Og gik nogen derfra uden at have faaet noget, — det var neppe , fordi hun ikke havde at give, snarere fordi han ikke fandtes villig til at modtage.
— Og hun levede fremdeles Menighedens Liv med paa en forunderlig Maade. Jeg kan kun nævne et Træk : Naar jeg besøgte hende, talte hun gjerne med Glæde om, hvor mange der nu siden mit sidste Besøg var, om hvem det med særlig Frimodighed kunde haabes, at de var komne hjem til Herren. Stundom maatte jeg studse ved det Tal, hun opgav; jeg mindedes ei straks, hvem det var; me naar hun saa nævnte, hvem hun mente, saa tog hun ikke Feil; det viste sig, at hun havde fulgt dem i sine Bønner og med sit Haab, hver især.
— Ogsa mig var hun til Velsignelse. Hun var vist med mig tidt og jevnt, naar jeg gik til min Gjerning i Herrens Hus ! Thi hun interesserede sig varmt for Menighedens Opbyggelse i den fælles Gudstjeneste, ligesom hun gjerne vilde gjennem Gjengivelse af Prædikenen blive delagtig i, hvad de andre i saa Henseende havde faaet.
Og naar jeg besøgte hende, blev jeg altid modtagen med inderlig Glæde. Og godt var det at være der. Det var særlig et Ord, som oftere lød fra hendes Læber, og som jeg vist aldrig skal glemme som frembaaret til mig gjennem hende : “Uden mig kan I slet intet gjøre”. — Mest var hun dog for sin nærmeste Kreds. Hendes eneste Søn, som staar med Savn ved hendes Grav, for ham har hun visselig været en trofast Moder; som hun engang bar ham under sit Hjerte, saa har hun visselig siden baaret ham som Barn og Mand paa sit Hjerte i Forbøn “uden Afladelse”.
For menneskelig Betragtning kunde det vel synes, som om hun i de sidste Aar ikke kunde være saameget for Huset, snarere maaske var til Byrde; men det er nu saa sin Sag med de Gamle, selv om de ikke aarker stort mere end at sidde i Kakkelovnskrogen; — bor Jesus tro i deres Hjerte, saa er de i Sandhed Husets stærkeste Støtte, og deres gamle, kraftløse Arme, ja de er kraftige, uendelig kraftige, naar de løftes i Bøn til Naadens Gud.
— Og nu I, hendes Børnebørn ! I syntes maaske ofte, at gamle Bedstemor var underlig, — forstod vel ikke altid hendes eiendommelige dybe Tale; men værer visse paa, at hun nok har talt mangt et godt Ord til Gud for Eder i Bøn om, at I skulde blive snille, fromme og da ogsaa lykkelige Børn; og han forstod hende.
I tvende Ældste ! jeg priser Eder lykkelige, at I fik gaa til Herrens Hus paa Eders Ungdoms Høitidsdag, medens hun endnu kunde følge Eder til Kirken og op til Alteret, ikke med Legemet, men med hjertelig, deltagende Forbøn; Herren lade den rigt opfyldes ! — Lad mig faa Lov at minde Eder, hendes hele Slægt, om et gammelt Ord, som siger ! “Adel forpligter”.
At være Børn af et fromt Ægtepar som det, der hviler i disse Grave, det kalder vi at være af høi Adel; saa husker at det medfører en stor Forpligtelse — til at ære deres Minde ved at træde i deres Fodspor; ingen, ingen af Eder maa skjæmme Navnet; alle, alle maa lade Herren eie Eders Hjerter i barnlig Tro alle Eders Dage”.
Deres eneste Søn, Gaardbruger Peder Pedersen Spilling, født 15. Februar 1840, var en meget benyttet Kommunemand, Ordfører 1879 – 1905, og tillige Storthingsrepræsentant for Lister og Mandal 1877 – 1879. Han døde Vaaren 1914. En Søn af ham er Sorenskriver i Alten Knut Spilling, født 1. October 1865.