– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Andet Bind. Anden Afdeling – Haugianismens Tid. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 768 – 769 :
Omkring Aar 1800 nedsatte sig paa Moen i Bardo en østerdalsk Familie Peder Andersen og Hustru Anne.
De hørte til Hauges Venner og havde fire Børn. Sønnen Anders Pedersen giftede sig med Barbro Simonsen og flyttede til Gaarden Kroken i Salangsdalen, der dengang hørte til Ibestad, men nu er en Del af Bardo Sogn i Maalselvens Prestegjæld.
De fik fem Børn, hvoraf Peder Andersen (“Den norske Arbeider” No. 5 for 1873. Meddelelser fra hans nærmeste Venner) var den ældste. Han blev født paa Kroken 1. October 1813. “Hjemmet prægedes af Forældrenes inderlige Troesliv”; de opdrog sine Smaa fra den tidlige Barndom af i alvorlig og oprigtig Gudsfrygt, stræng Arbeidsomhed og stor Nøisomhed”.
Tiderne dengang var haarde, og Nøden bankede paa de flestes Døre. Skolevæsenet i Salangen laa helt nede; Undervisningen var saa tarvelig som mulig.
Sønnen Peder Andersen “udmærkede sig ved en tidlig udviklet Forstand og en stærk Viljekraft”.
Han havde kun Anledning til at besøge Skolen nogle faa Dage om Aaret; Resten lærte han sig selv under Forældrenes Veiledning. Allerede tidlig kunde han “som paa sine Fingre” baade Katekismen og Forklaringen; i Bibelen blev han tidlig hjemme; den hørte til hans kjæreste Læsning. Denne stærke og sunde Paavirkning gjennem Forældrene, Børnelærdommen og den hellige Skrift nærede Daabslivet og gav ham tidlig et grundfæstet kristeligt Præg for hele Livet.
Da Elling Eielsen kom op til denne Egn i 1832, fik han ikke liden Indflydelse paa den unge Mands Kristenliv og aandelige Udvikling. Allerede omkring 1830 begyndte Peder Andersen som Lærer i Reisen og virkede som saadan nidkjært og særdeles dygtig til henimod Slutningen af Femtiaarene.
Sammen med Eielsen deltog han fra 1833 i Opbyggelsesmøder baade ved Bøn og Formaningstale og fortsatte siden hermed hele sit Liv.
Han udvikledes snart til en af Nord-Norges bedste Guds Ords Forkyndere; “Vidnesbyrdet var alsidigt, helt igennem grundet i Guds Ord og vor Kirkes Bekjendelse samt først og sidst fuldtonende evangelisk”.
Da al hans Optræden var vindende og Livet sjelden eksemplarisk, vandt han hurtig almindelig Tillid.
I alle timelige Ting lagde han ogsaa for Dagen stor Indsigt og Dygtighed. I nogle Aar senere, vistnok i 1835, giftede han sig med en troende Kvinde ved Navn Marit Pedersdatter, “der var af et blidt, føieligt Gemyt” og blev ham en god og trofast Medhjælp.
Efterat han i en Del Aar havde drevet sin Faders Gaard Kroken, solgte han denne og kjøbte igjen Laugstad, som han dog snart efter byttede i Moen, sine Bedsteforældres Eiendom. Ved Flid, Dygtighed og Vindskibelighed arbeidede han sig trods indtrædende Vanskeligheder frem til Velstandskaar. Hans store Indsigt i mange praktiske Ting, varme Hjertelag og mærkelige Uegennyttighed bevirkede tidlig, at han blev betroet næsten alle Bygdens Tillidshverv.
Saaledes var han i en lang Række af Aar stadig Valgmand fra Prestegjældet, Ordfører i Formandskabet og Forligelseskommisær.
Ved Siden af disse offentlige Hverv udrettede han saare meget for hele Egnen ved de Raad og den Hjælp, han ydede mange, som henvendte sig til ham. Haand i Haand hermed gik hans Virken for sine Medmenneskers aandelige Vel. Som en prøvet og forsigtig Kristen havde han et anseet Navn blandt Haugianerne, ikke bare i Bardo og Maalselven, men tillige i vid Omkreds.
Baade hjemme i Bygden og ude paa Fiskeværene i Lofoten talte han Guds Ord til Opbyggelse og rundt om i Nordlands Bygder har der været og er endnu mange, “som velsigner ham for utallige Paamindelser og Formaninger til at omvende sig, tro paa Jesus og vandre med ham paa den trange Vei, som fører til Livet”.
Hans Begavelse som Guds Ords Forkynder blev ogsaa benyttet paa en mere offentlig Maade.
“I mange Aar virkede han utrættelig for Hedningemissionen og Afholdssagen. Som saadan har han talrige Gange gjennemreist Nordlands og Tromsøs Amter, blev kjendt næsten i hver Krog og vandt overalt Folkets HengIvenhed og Tillid.
Hvad der i senee Tid er udrettet for de to nævnte betydningsfulde Virksomheder maa for en ikke ringe Del tilskrives hans banebrydende Arbeide”. Han forstod som faa at tale Hjertets Sprog; derfor fandt ogsaa hans Vidnesbyrd saa stor Indgang.
I 1868 valgtes han til Storthingsmand for sin Fødeegn og mødte som saadan paa Thingene i 1868-1869, 1871, 1872 og 1873.
Da han allerede nu var temmelig tilaars, kom han ikke til at øve den Indflydelse, som hans Evner gav Løfte om. Han nød dog Anseelse som en samvittighedsfuld og dygtig Repræsentant.
Men i hans Bygd, som han var med at føre frem til Velstand og Oplysning, samt paa de nordlandske Fiskevær ude paa Holmerne og inde i Fjordene, hvor han rigelig udstrøede Ordets gode Sæd og selv var et levende Vidne om dets Magt til at gjenføde Menneskelivet, der laa hans største Livsarbeide, og der vil han leve i Folkemindet, æret og velsignet gjennem lange Tider.
Han døde paa Storthinget af Rosenfeber efter et kort Sygeleie, “fredfuldt og i Troens Forvisning” 29. Marts 1873.
Hans Lig blev ført til Bardo efter Bygdens Ønske og paa dens Bekostning. Her begravedes han i Nærheden af Kirken.
“Taknemmelige Medkristne og Medborgere” reiste ogsaa en vakker Granitstøtte med en passende Indskrift paa hans Grav.
Saavidt vides, bor endnu Slægten paa Fædrenegaarden i Moen.