– i bokverket : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Haugianismens Tid – Anden Halvdel. 1821 – 1850. Christiania 1912 – 1920.
– fra s. 738 – 741 :
En af de dygtigste og mest bekjendte noget yngre Lægmænd i dette Sogn var John Johnsen Tørseth , almindelig kaldt «John Sengen» (John Sengens egne Optegnelser (Brudstykke); Wefring : «Minder», Side 30. Oplysninger fra Lærer O. Foseide, Rindalen, efter samtidige Haugianere og mine egne Optegnelser. Samtidige Breve).
Han blev født i Rindalen paa indre Nordmøre 2. August 1810, et uægte Barn af Husmanden John Eriksen Tørseth og Pige Ingeborg Johannesdatter.
Han blev forholdsvis godt opdraget af sin Moder; de boede paa Gaarden Tørseth indtil 1820. Hun formanede Gutten til at være ærlig og snil og lærte ham tidlig Fadervor og Salmen “Paa Gud alene, Jeg haver sat min Lid”. Denne blev hele Livet hans Yndlingssalme.
Forresten fik han daarlig Paavirkning gjennem sine Omgivelser baade af Smaa og Store. Kortspil, Dans, Drik, Trætte og Uenighed var meget almindelig; man klorede hverandre ofte op som vilde Dyr.
Tidlig blev lille John en lidenskabelig Kortspiller og Fisker. Naar han kunde faa Anledning, sprang han i Elvene og Bækkene barbenet og fiske ofte til langt paa Nat uden Mad.
Som Barn var han vilter og noge egenraadig. Skolegangen var saare liden og Undervisningen daarlig; men han var kvik, lærelysten, havde en hurtig og let Opfattelsesevne og en god Hukommelse.
Da han var 10 Aar, flyttede de fra Tørseth til Gaarden Bjørnstad, hvor Moderen skulde tjene og han være Gjætergut. Han kom nu mere paa egen Haand. Her var han i tre Somre og to Vintre. Naar han kom hjem fra Sæteren, sprang han stadig barbenet i Elvene for at fange Smaafisk.
Høsten 1823 blev han alvorlig syg. Det begyndte med en utaalelig Værk i venstre Lægg; Smærterne tiltog, og Sygdommen angreb tillige baade Hofter og Ryg; ingen Læge blev hentet eller var at træffe paa lang Vei, og til Hjælp fik han kun en Flaske med Vand, som en Signekjærring havde læst over; denne “Medicin” skulde han smøre paa de syge Steder, men naturligvis uden nogen gavnlig Virkning.
Efter at have ligget tilsengs fra Mikkelsmes til en Maaned før Jul blev han ført hjem til Bedsteforældrene paa Elshougmo, hvor Bedstemoderen med utrættelig Omsorg og Kjærlighed pleiede ham.
Værken brød nu ud, saa han ialt havde 17 Saar, som daglig skulde renses og forbindes. Af Læggen kom der frem Bensplinter. Saarene var saa uhyggelige, at Bedstefaderen ikke taalte at se dem. Vinteren 1822-1823 var især haard og tung. Under Lidelserne blev Benene sammentrukne.
Omsider groede Saarene igjen, og Smerterne gav sig; men han var fra nu af og hele sit Liv en lam og helseløs Krøbling, der ikke kunde bruge sine Ben.
Fra denne Tid fik han Navnet “John Sengen”.
For at korte Tiden læste han flittig sine Børnebøger : Katekismen, Forklaringen og Horsters Bibelhistorie. Naar Omgangsskolen kom i Nærheden, blev han baaret did, og de Gange, der var Søndagsoverhøringer, hjalp man ham ogsaa i Regelen, saa han kunde deltage.
Om Sommeren i godt Veir blev han baaret ud paa Bakken og lagt i Solen, hvor han tilbragte hele Dagen.
Faderen foræree ham forskjellige Bøger af H.N. Hauge samt Retzius’s og Biskop P.O. Bugges Postiller. I disse læste Sønnen sent og tidlig.
Høsten 1824 fik han Besøg af den bekjendte Haugianer i Bygden Ole Larsen Løseth. Denne talte kjærlig med ham og tog sig baade nu og senere af den stakkels Krøbling med en rørende Omsorg og Kjærlighed.
Ved ham og den omtalte Læsning blev John det sidstnævnte Aar vakt. Han fortæller selv, at han havde brudt sit Daabsløfte, bekjendte med Smerte sin Utroskab mod Gud, bad uafladelig om Syndernes Forladelse og fik et nyt Liv i Fred med Gud; Syndens og Samvittighedens sviende Saar blev nu lægte; men Erindringen om Frafaldet fra Gud stod altid advarende for ham.
Saa begyndte han ud paa Vaarkanten 1825, da han var 14 1/2 Aar, at holde Opbyggelser og flyttede ved Begyndelsen af August 1825 til sin nævnte Velgjører paa Løseth, hvor han boede ufabrudt i syv Aar. Her havde han det sjelden godt baade timelig og aandelig. Den nævnte Lægmand, “der var hans aandelige Fader”, blev ogsaa “hans Opdrager og Veileder”, lettede de tunge Trængsler og gav ham det rette kristelige Syn paa dem.
Under hans Tilsyn fortsatte John sine Opbyggelser fra sin Seng paa nysnævnte Sted.
Om Lørdagsaftenerne holdt han Andagt og læste hver Søndag Teksterne i en Huspostille. Vinteren 1825 – 1826 forberedte John sig flittig i Katekismen, Forklaringen og Bibelhistorien for at kunne blive konfirmeret.
Saa blev han Vaaren sidstnævnte Aar ad Ole Løseth kjørt til et Sted, hvor han kunde træffe Sognepresten, Provst Lars Lund Finckenhagen (1757 – 1851). Denne gjorde John enkelte Spørgsmaal, lod ham læse nogle Vers i et a Evangelierne, forærede ham et Nytestamente og sagde venlig, at han med Glæde skulde konfirmere ham. Dette skeede 9. Søndag efter Trefoldighed 1826.
Presten overhørte ogsaa den Dag Ungdommen, der skulde gjentage sin Daabspagt.
Da han kom til John, rettede han følgende Spørgsmaal til ham : “Hvad er Taalmodighed ?” “Hvorledes forholdt Jesus sig i sin Lidelse ?” “Hvem er det bedste Eksempel paa Taalmodighed ?” Disse blev besvarede efter Provstens Ønske, og Menigheden var stærkt bevæget. Saa fulgte Konfirmationshandlingen, der især blev uforglemmelig for den Syge. Tilslut talte Presten over Ordene : “Tænk paa din Skaber i din Ungdom” o.s.v. —
Johns Fader var i nogle Aar gift med en Enke. Da denne døde, bad Sønnen ham alvorlig og indtrængende om at ægte Moderen. Denne var under Paavirkning af Haugianerne blevet et andet Menneske. Sønnen fik sit Ønske opfyldt, og Forældrene blev ægteviede Vaaren 1828 i Rindalens Kirke af Provst Finckenhagen.
Saa flyttede de til en Plads, som Faderen eiede; den hørte til Gaarden Leren i nedre Stjørdalen.
Det var tungt for John især at skilles fra sin kjære Moder.
— Ved Kyndelsmes 1831 flyttede han fra sin nævnte Velgjører til Storeholt og boede der til Høsten 1832. Ogsaa her var Folkene snille.
Saa kom han atter til Løseth og blev der til langt ud paa Vinteren 1833. Siden boede han forskjellige Steder rundt om i Bygden, mest paa Løseth samt hos Endre Simonseth.
Fra det nittende Aar begyndte John en udtstrakt Brevveksling med kristelige Venner omkring i Trøndelagen; enkelte af disse fra den første Tid er bevarede og vitner om en klar, evangelisk kristelig Opfatning og en mærkelig Evne til at meddele sine Tanker skriftlig.
Vaaren 1833 gjorde John Sengen sin første Tur til Trondhjem, og fra denne Tid begyndte hans Reiseliv som Guds Ords Forkynder udenfor Hjembygden. Mest virkede han i Dalene i søndre Del av Trondhjems Stift, men gjorde ogsaa Reiser indover til Levanger, kanske ogsaa til Namsos.
Vaaren 1835 kom M.I. Wefring til hans Fødeegn. Denne skriver om John :
“Han var Krøbling med sammentrukne Ben, der ei tillod at staa end sige gaa. Bøiet ved dette tunge Kors kom han allerede i en ung Alder til aandeligt Liv. Udygtig til at tage Del i eller udføre kropslige Arbeider beskjæftigede han sig med Læsning af gudelige Bøger. I sin Seng blev han nu ført fra den ene kristelige Ven til den anden. Hans Hovedopholdssted var Løseth i Rindalen… Han var af Naturen udstyret med særdeles gode Forstandsevner og tilegnede sig med Klarhed, hvad han havde læst eller hørt. Han skrev en meget god Haand og havde let for at udtrykke sig baade skriftlig og mundtlig… Han begyndte lidt efter lidt at tage Del i Opbyggelserne og lagde derved for Dagen, at han besad et ikke ringe Fond af Gaver som Lægprædikant… Man anskaffede en Vogn med Fjærer, til hvilken Sengen blev hægtet, og en liden Hest til hans Befordring. Vi begyndte nu at holde Opbyggelser. Naar han holdt Tale, hvor der var mange Folk samlede, blev Sengen ofte sad paa Bordet. Dette usædvanlige Syn gjorde saadant Indtryk paa Forsamlingerne, at mange blev stærkt bevægede, førend vi endnu havde talt ét Ord. I Rennebu opstod ligesom i Opdal en meget stor Bevægelse, og mange Unge fattede den Beslutning, at de vilde hengive sig til den Frelser, der havde kjøbt dem med sit Blod og i Daaben havde lagt dem til sit Hjerte” (Wefring : “Minder”. Side 30).
John Sengens Kristendomsopfatning var væsentlig den haugianske; det var jo blandt dem, han mest vankede og virkede. “Engang prøvede han at forlige Hauges Venner og Brødremenigheden; men ingen af Parterne var ham taknemmelig derfor; det Forsøg gik ikke”, har en af de Gamle sagt.
Sit omtalte Reiseliv fortsatte han i en lang Række af Aar baade Sommer og Vinter paa de tidligere nævnte Steder. I sin Alderdom var det omtrent udelukkende i den varme Aarstid, han besøgte Venner og holdt Opbyggelser; de sidste Leveaar indskrænkede Virksomheden sig næsten alene til Hjembygden.
Hans bedste Venner døde bort, Ole Løseth i 1857 og Endre Simonseth i 1863; siden boede han mest hos disse Familiers Børn.
I Opbyggelserne talte han almindelig i Tilslutning til et Bibelsted. “Han var i sine bedste Aar en svær Taler, kunde tage et Guds Ord og greie det som den bedste Theolog”, har en meget kristisk Mand sagt.
Af Bøger havde han skaffet sig et betydeligt Antal. De fleste var kristelige. Blandt disse nævnes flere gode lutherske Prædikensamlinger, Scrivers “Sjæleskat”, Westmeyers “Kirkehistorie”, en Del Andagtsbøger o.s.v.
Selv udgav han en liden Sangbog, som han kalder “Hjertets Følelser og Erfaringer”; den blev trykt i mindst to Oplag. Første Del udgjør ca. 50 Sange og er af ham selv: de vidner om en liden poetisk Aare; i anden Afdeling findes aandelige Sange af forskjellige norske Forfattere, som Ole Løseth, A.N. Haave, Christian Dick m.fl.
Han optrykte tillige med Oversætterens Tilladelse i 1864 eller følgende Aar “Betragtninger over de syv Forjættelser” af Mag. J.J. Rambach. Oversat og udgivet paa Lillehammer 1840 af hans gamle Ven og Reisefælle M.I. Wefring.
Han handlede ogsaa tildels med kristelige Skrifter.
Af Blade holdt han “Norsk Missionstidende” og “Fædrelandet”.
Han interesserede sig for Tidens brændende Spørgsmaal, forsvarede Pastor Jul. Riddervold i dennes Strid med Søren Jaabæk og foretrak A. Hauges Salmebog for M.B. Landstads.
Som de fleste Haugianere likte han ikke Grundtvigianismen og kjæmpede mod den saakaldte “omarbeidede” Forklaring, hvori ogsaa sidstnævnte kirkelige Retning paa mange Punkter kommer tydelig frem.
Hans kristelige Venner i Trondhjem og andre Steder indsamlede undertiden mindre Bidrag til ham.
I sine allersidste Leveaar var han bosat for Fattigvæsenets Regning paa Almberg, men havde det bra der. I det daglige Liv indlod han sig gjerne i Samtale om forskjelligeTing. I ugevis kunde han til andre Tider ligge næsten som i Dvale, talte, spiste og drak næsten intet.
Han var kun en kort Tid mere syg end almindelig. Husmoderen spurgte ham den sidste Dag han levede : “Har du Haab om at blive salig ?”
Dertil svarede han tre Gange : “Ja, jeg haaber det !”
Han døde “stille og fredfuldt” 9. April 1885. Hans Bøger, Manuskripter, Brevveksling med talrige Venner og andre Eiendele blev af Fattigvæsenet solgt paa Auktion og spredt for alle Vinde.
— John Tørsæt var middels høi og førbygget; han havde mørkt Haar, blaa, straalende Øine og et livligt, udtryksfuldt Ansigt.
“Han havde sine Skrøbeligheder og Feil, men kjæmpede mod dem og vandt ved Guds Naade Seier”.
Som Lægmand stod han utvilsomt høit over det almindelige.