– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Haugianismens Tid. Anden Halvdel. 1821-1850″. Chra. 1912 – 1920.
– les også Sigrid Svendsens presentasjon av Daniel Arnesen her :
– fra s. 221 – 229 :
En jævnaldrende (av Elling Asbjørnsen Ormheim), fremragende Lægmand var Daniel Arnesen, født paa Lerum i Lyster 22. Mai 1782 (e.g. 24. mars 1782/red./se her utdrag av ministerialbok), Søn af Lensmanden der (Daniel Arnesens “Selvbiografi” i Hauges “Religiøse Følelser og deres Værd” Side 118 – 122. Hans Breve i et Antal af mindst 80. Breve og Meddelelser fra samtidige Haugianere, især fra hans Medarbeider, Ven og Nabo fra 1844 – 1866 Ingebrigt Kvam paa Hole i Grytten. Oplysninger og Meddelelser av Pastor Marcus Dale. Wefring : “Minder fra mit Reiseliv”, S. 14 og 23-24. Bang, “Hauge og hans Samtid”, S. 493 – 498. Gryttens Kirkebøger ved Sogneprest E. Hatlemark. Sikre og udførligere Oplysninger om Daniel Arnesens Ungdom, Forældre m.m. kan ikke f.T. skaffes, da det trods gjentagen Eftersøgning i Lysters og Hafslos ældre Kirkebøger ved Stiftsarkivet i Bergen, især ved Pastor Ole Iversen i Bergen, ser ud til, at han ikke findes indført i sin Fødebygds Kirkebøger).
Han skriver om sin Barndom og Ungdom : (her kan du lese hele livserindringen, fra H.N. Hauges bok : “Om religiøse Følelser og deres Værd”)
“Fra jeg var 10 Aar gammel, havde jeg mange Tanker om Gud, Evigheden, Himmerige og Helvede. Jeg syntes bestandig, at jeg aldrig kunde blive salig eller have Del i Guds Naade, dersom jeg ikke vilde vende mig til Herren af ganske Hjerte og forlade Verdens syndige Selskaber.
Men jeg syntes, det var altfor tungt at forlade de verdslige Fornøielser i min Ungdoms Dage, hvorfor jeg tænkte : naar jeg bliver gammel, skal jeg omvende mig. Jeg følte ligesom 2 Aander, der stred mod hverandre i mit Hjerte. Den ene vidnede, at jeg hørte Helvede til, hvis jeg ikke vilde omvende mig; den anden paastod, at det vilde ikke gaa mig værre end mine andre Landsmænd. Dog var ingen Undskyldning tilstrækkelig til at stille min urolige Samvittighed.
Undertiden lokkede Guds Aand paa mig og forestillede, hvor godt det var at være et Guds Barn og blive en Himmelens Arving. Det trængte ofte ind paa mit Hjerte, at jeg skulde gjøre Herren Løfte og omvende mig til ham; men saa stod Verdens syndige Fornøielser i Veien, og de syntes at være alt for mig, hvorfor jeg sagde nei.
Jeg gjentog min Daabs Pagt, da jeg var 13 Aar (Høsten 1795). Fordi jeg da havde givet Presten Haanden paa at forsage alt ugudeligt Væsen og tro paa den treenige Gud, saa kom det for mig : vil du endnu ikke gjøre Herren Løfte at omvende dig til ham, saa er alt forgjæves, og du hører alligevel Helvede til. Jeg tænkte over, at jeg allerede havde lovet det; undertiden ønskede jeg blot at forbeholde mig den Fornøielse at spille paa Fiolin; denne var det kjæreste, jeg havde.
Jeg fandt nu, at Veien vilde blive trang. Ikke skulde jeg forlyste mig helt i Verden, og ei heller kunde jeg have fuldkommen Tillid til Gud og fornøie mig i ham, naar jeg vilde beholde noget af de verdslige Lyster.
Saaledes tænkte jeg over min Tilstand, indtil jeg var 17 Aar (1799). Da hændte det, at medens jeg en Søndag sang i i en Bog, rørtes jeg til Graad over, at jeg skulde saaledes modstaa Guds Aand, som længe havde kaldet paa mig, istedetfor at omvende mig til ham. Den samme Dag kom der nogle Mennesker, som vilde, jeg skulde spille paa Fiolin, hvilket jeg og gjorde; men da var mit Hjerte bedrøvet, saa mine Øine stod i Taarer; dette blev og den sidste Gang, jeg spillede.
Jeg gjorde nu ogsaa Gud Løfte, at følge hans Aands Røst og omvende mig til ham af ganske Hjerte.
Fra den Tid (1799) følte jeg en stor Sindsforandring samt Lyst til at betragte Guds Ord, hvilket blev saa nyt for mig, som om jeg aldrig skulde have seet det før. Jeg blev forundret over den store Forandring, som var skeet. Der var i mit Indre blevet lyst istedetfor mørkt; jeg havde faaet en inderlig Længsel efter Gud og Lyst til at blive hans Barn og faa Del i hans Naade istedetfor at tumle i Verdens Fornøielser.
— En liden Bog, kaldet “Kristelige Levnetsregler”, var og min Rettesnor at arbeide efter i min Kristendom; denne Bog blev mig ret kjær. Derefter kom (1801) ogsaa denne Bogs Udgiver, Hans Nielsen Hauge, til Bygden. Formedelst hans Kjærligheds Liv og overbevisende Taler blev den gode Sæd mere stadfæstet i mit Hjerte, og ved hans venlige Omgang, da han tog mig i Haanden og ledte mig med sig paa Veien, rørtes Blodet i mig, og mit Hjerte bevægedes og oplystes til mere klar Kundskab om Salighedens Vei og en frivillig Lyst til at gaa den.
Siden den Tid er jeg ved mange Midler, dels af Guds Ord og Aand, dels ved andre sande Troendes Eksempel i Ord og Gjerninger, kommet til Fremvekst i min Kristendom.
Jeg aabenbarede for andre det, jeg troede om den store Nødvendighed, at omvende sig til Herren vor Gud og blive forligt med ham, den Stund vi er paa Veien, saa den store Syndegjæld kunde udslettes og vi finde Naaden i Kristus og blive hans Eiendomsfolk”.
Fra 1802 begyndte Daniel Arnesen at holde Opbyggelser i sin Hjembygd, hvorefter han snart udstrakte sin Virksomhed over baade Vestlandet, Østlandet og det nordenfjeldske Norge. Han var allerede i denne Tid en af vore dygtigste og mest virksomme Lægmænd, der blev mange til Velsignelse.
Han skriver : “Hvilken Kamp og Strid jeg har havt siden første Dag, Gud fik Magt over mig, det kan ei udsiges. Især gjelder dette den første Tid, i min Barndom i Kristus, før jeg lærte mig at iføre mig den aandelige Rustning og bruge ret Aandens Sværd for at faa Seier over mine Fiender i Kampen; da ledte min Vankundighed mig ofte af Veien og ind i mange Vanskeligheder, fordi jeg ei altid kunde forstaa Guds Vilje og hans Førelser”.
Ogsaa paa ham havde Hauges langvarige Arrest fra Høsten 1804 og udover gjennem mange Aar en lammende Indflydelse; hans Reiseliv standsede længe, og Kristenlivet begyndte at gaa tilbage, da han lagde Bekjendelsen ned. Den aandelige Ild søgte han dog at vedligeholde gjennem Samtaler med sine Troesbrødre og smaa Sammenkomster hos forskjellige af dem i Hjembygden.
Han var imidlertid der indgaaet i Ægteskab med en ældre, troende Enke ved Navn Sofie Skaksdatter, født 1757. Hun havde en Datter, som kun var 1 Aar yngre end han. Vaaren 1809 flyttede Daniel Arnesen sammen med flere Troesbrødre efter Hauges Raad til Romsdalen. Han nedsatte sig med Familie først paa Veblungsnæs og i 1814 paa Mjelva, en halv Mil længere oppe i Dalen.
Denne Gaard kjøbte han af den bekjendte Ole Mjelva, der boede sin meste Tid paa Bragernæs i Drammen.
Om sin aandelige Tilstand i denne Tid skriver Arnesen følgende : “Fra 1810 til 1816 var jeg meget lunken i min Kristendom og følte ei den store Nødvendighed, at arbeide paa min Salighed. Jeg vandrede vel ustraffelig efter den Oplysning, jeg havde, i indvortes Dyders Udøvelse og holdt mig fra Verdens syndige Selskaber og andre grove Laster, som ei kunde behage mig. Jeg havde og ofte Fornøielse i Guds Ord og følte afvekslende Sorg og Glæde; Sorg over min Afmagt til det Gode og over at den første Ild var tabt; Glæde i Haabet om at Gud kunde give mig det tabte igjen. Undertiden havde jeg Tanker om, at Gud vilde, at hans Navn skulde forties en Stund. Jeg syntes, at Guds Kirke ofte er lig den unge Kvist; naar haardt Veir kommer, da bøier den sig til Jorden; men naar Veiret stilles, saa reiser den sig igjen og vokser friskere; jeg følte ofte Længsel i mit Hjerte efter, at den Tid skulde komme.
I 1816 reiste jeg til Christiania og derfra til Bragernæs (i Drammen), hvor H.N. Hauge dengang laa syg. Ved Samværet med ham og ved at betragte det Kjærlighedens Liv, den Gudsfrygt, det Kristi Billede, som han var gjennemtrængt af, havde dette stor Indflydelse paa mig.
Da følte jeg en levende Gnist i mit Hjerte af den Herlighed, jeg saa; dette opvakte længselsfulde Bønner til min himmelske Fader om at blive delagtig i den Naade, som Gud havde at meddele sine Børn.
Naar jeg betragtede mine andre Ligesindede, saa syntes jeg det samme om dem, som om mig selv, at de vandrede snilt efter den moralske Regel i Menneskeligheden; derimod syntes jeg, vi alle manglede Kristi Kjærligheds Liv til at paaminde og tilskynde hverandre, saa vi opflammes i det himmelske Sind, vokser i Kristi Liv og Kraft og strider lovlig for at vinde Livsens Krone.
Mit Ønske var, at vi alle maatte opvaagne af vor Lunkenheds Dvale.
Jeg kom i Tale med nogle om vor evige Salighed; thi endskjønt jeg følte min egen Svaghed, saa var dog Længselen i mit Hjerte stor, at vi alle maatte opvaagne til større Iver i vor Kristendom. Saa snart jeg begyndte at tale herom, mærkede jeg, at mange var særdeles agtpaagivne og en Del faldt i Graad; dette virkede meget paa mit Hjerte og fornyede mine Kræfter til at tale Guds Ord, og en Ild begyndte at brænde i mig, ledsaget af fuldkomne Løfter til Herren, at jeg vilde være hans Tjener og gjøre hans Vilje.
Med voksende Længsel og ivrige Bønner gik jeg til Gud og begjærede af ham, at hvis han saa, at det kunde være til hans Navns Ære og Menneskenes sande Nytte og Salighed, han da vilde give mig Visdom og Kræfter til at arbeide i den store Høst.
Siden den Tid (1816) har jeg mere og mere følt Guds Naades Virkninger med Fornyelse af det Gode og Lyst og Liv i Herrens Gjerninger.
Dog, jeg faar daglig mærke mine Feil og Ufuldkommenheder, skjønt Troens Grund bliver fastere. Ved Erfaringerne om alle Afveie kjendes Vidnesbyrdet klarere om den rette og sande Vei til Livet, jo mere vi beholder det Gode ogg forkaster det Onde og renses i Kristus fra alle Kjødets og Aandens Besmittelser, saa en er fri og løs til at tjene Herren med alle sine Kræfter”.
Aaret 1816 et er Vendepunkt i Arnesens Liv. Da begyndte han paany ret at bruge de rige Gaver, Gud havde givet ham, til Herrens Ære og sine Medmenneskers Gavn.
Det er visselig yderst faa Lægmænd, som gjennem et langt Liv har ofret sig saaledes for Guds Riges fremme.
En, der kjendte ham godt i de kraftigste Manddomsaar, skriver : “Han besad meget gode Talegaver, eiede en hurtig Opfatning og vidste altid at finde de rette Ord for de Tanker, som han vilde udtale. Han udmærkede sig ved megen Forsigtighed i sin Vandel og var i høi Grad bange for at give Forargelse eller vække Anstød saavel overfor Verden som overfor de Troende.
Derhos havde han en god Indsigt i og Forstaaelse af Guds Ord i Forening med en stor Rigdom af aandelig Erfaring.
Hans Besøg blev ogsaa til megen Veiledningog Bestyrkelse for dem, der var begyndt at søge Herren. Naar han skildrede Fristelserne og Farerne, der uundgaaelig mødte enhver, som for Alvor vilde følge Jesus, og naar han formanede de Vakte til at iføre sig de rette Vaaben, for at kunde staa som Seiervindere paa den onde Dag, da fik vi et levende Indtryk af, at han selv stod i Kampen, og at han talte til os som en øvet Stridsmand, der kjendte Sjælefiendens List og Rænker, men derhos kjendte Seiersfyrsten, som uafladelig kommer de Kjæmpende til Undsætning og tilraaber dem : “Frygt ikke, du lille Hjord, det er min Fader behageligt at give eder Riget”.
Jeg følte mig meget tiltalt af det Vidnesbyrd, han aflagde”.
Arnesen hadde ofte med sig yngre Guds Ords Bekjendere, som han just ikke tog paa med Silkehandsker, af kristelig Omsorg for dem og af Hensyn til deres sande Vel.
En af hans unge Ledsagere, den senere bekjendte Provst M.I. Wefring, skriver følgende om hans Raad ved Afskeden og hele Forhold som aandelig Opdrager : “Hvad jeg havde at gjøre, sagde han, var altid at holde mig til Herren i Bøn om hans naadige Bevarelse under alle Fristelser og mødende Farer og derhos bestandig at vogte mig for aandeligt Hovmod og Nyvaktes Ros og Ophøielse. Derhos formanede han mig til, at jeg bestandig maatte holde mig til de ældre og erfarne Venner og lægge Mærke til deres Raad og være villig til at rette mig derefter, om det end ikke skulde være efter min Smag.
Vi skiltes da ad, og jeg erindrer meget godt, hvor tung denne Afsked var for mig. Jeg stod saa lenge og saa efter ham, indtil han forsvandt for mit Øie. Daniel Arnesen revsede strængt, hvad han hos mig fandt at være urigtigt saavel i min Tale som i min Opførsel. De Taler, jeg holdt i Forsamlingerne, underkastede han ofte en stræng Kritik. Snart talte jeg for længe, snart lod jeg Følelserne spille en altfor stor Rolle, snart fattedes der en klar Vei i mit Vidnesbyrd, og snart var han bange for, at jeg lagde for stærk Vægt paa den Bevægelse, der frembragtes ved min Tale. Som ofteste følte jeg, at hans Kritik i denne Retning var berettiget og vel beføiet, og altid fik jeg det Indtryk, at den havde sit Udspring af Kjærlighed.
I én Henseende kunde jeg ikke godkjende hans Dom. Jeg havde af Naturen Øie for Naturens Storhed og Herlighed; men dette faldt ikke i hans Smag. Saa jeg en vakker Udsigt eller et storartet Fossefald eller et høit Fjeld, der vakte min Opmærksomhed eller Beundring, da udbrød han : “Nu lader du dig forlede af Sandsemennesket !”
Engang vi var kommet ind i en Stue, og jeg begyndte at betragte endel Billeder og Portræter, som hang paa Væggen, sagde han : “Nu er Sandsemennesket ude igjen !”
Hvad han forstod ved Sandsemennesket, var egentlig Tilbøieligheden til at fordybe sig i verdslige Ting, der kunde adsprede og føre Sind og Tanker bort fra Gud og fra det det ene Fornødne. Hans Opfattelse af Naturen og Kunsten kunde jeg ikke tilegne mig; thi jeg havde en dunkel om end uklar Følelse af, at Gud taler til os gjennem saadanne Frembringelser, at Naturen er en Virkning af Guds Skabermagt, hvori vi ser Skaberens Storhed, og at Kunsten, om den end kan misbruges, efter sit Væsen kan tages i Aandens og Guds Riges Tjeneste; men jeg forstod efterhaanden, at hin Opfattelse beroede paa en Ensidighed, der lidt efter lidt vilde fjernes, alt eftersom Retningen tilegnede sig en større Klarhed over Guds Husholdning ikke alene i Aandens, men ogsaa i Naturens Rige“.
For at give et nogenlunde fyldigt Indtryk af Arnesens Virksomhed, vil vi paa Grundlag af Breve levere en Oversigt over hans Reiseliv.
Efterat han 1816 var hjemkommen fra den allerede omtalte Reise til Drammen, opholdt han sig en Tid i Romsdalen, hvor han talte Guds Ord og virkede til megen Velsignelse, især blandt den yngre Slægt. Henimod Slutningen af Aaret forlod han Hjemmet og reiste først til Trondhjem, hvor han tilbragte Julen, og derpaa til Røraas (Røros/red.).
“Gud give ham Naade til at drage en stor Fiskedræt”, skriver H.N. Hauge.
Herfra tog han efter Nytaar 1817 ind i Sverige, gjennem Herjedalen, Elvedalen og Dalerne lige ned til Rättvik ved Siljansjøen og saa hjem, uvist hvilken Vei. Hensigten med denne Reise var at opsøge troende Lægfolk og lære det kristelige Liv at kjende i Nabolandet. Arnesen fandt ogsaa Kristne hist og her, som han blev glad i og stemte godt overens med.
I Marts 1817 var han atter hjemme. Længere ud paa Aaret vandrede han sydover Østlandets Bygder, virkede 1818 mest i Romsdalen, besøgte Vinteren 1819 Christiansund, Opdal, Trondhjem og Røraas og var hjemme sidst i Mai.
1820 virkede han først paa Søndmøre, siden i Øier, hvor han opholdt sig i 9 Dage og mærkede der stor Begjærlighed efter at høre Guds Ord; “Husene var fulde af for det meste vakte Folk“; samme Gang holdt han Opbyggelser ogsaa i Gausdal om Lom.
Aar 1822 talte han Guds Ord i Trondhjem, Rennebu, Opdal og Lesjeskoegn. Paa næst sidste Sted optraadte ogsaa Presten Thomas Rønnau i en af Arnesens Forsamlinger.
Henimod Slutningen af Aaret (1822) holdt han Opbyggelser i Smaalenene; derfra drog han sammen med Haugianeren og Eidsvoldsmanden John Sørbrøden til Gøteborg, hvorfra han i Begyndelsen af 1823 vendte hjem igjen; i April var han i Romsdalen.
Ud paa sommeren samme Aar gjorde han paany en Reise til Sverige, denne Gang sammen med Lars Tjødlingen (Kyllingen/red.). I Slutningen af 1824 var han i Drammen, sidst i Februar 1825 paa Fredrikshald og reiste dengang tillige omkring i Egnen ved Gøteborg, besøgte 8 troende Prester, var i Borås, i og omkring hvilken By han traf flere alvorlige Kristne.
Fra Smaalenene reiste han til Christiania, Drammen og Thoten og derfra gjennem Gudbrandsdalen hjem.
I 1826 og 1827 synes han at have virket alene i Romsdalen og Omegn. Ud paa Vinteren 1828 var han i Christianssand, hvorfra han vandrede østover til Arendal og videre til Skien. Saa holdt han Opbyggelser i Gjerpen, tog derfra til Thelemarken, hvor han havde mange gudelige Sammenkomster; den ene af disse var tillige besøgt af 2 Prester og deres Hustruer.
Herfra drog han atter til Skien, tog gjennem Grevskaberne til Drammen og besøgte derpaa Eger Papirmølle.
Saa reiste han til Christiania, hvor han holdt flere Samlinger. Fra sidstvævnte By gik Reisen over Hadeland; i Midten af December (1828/red.) opholdt han sig i Bergen og var 17. Februar 1829 hjemme igjen.
Samme Høst (1829/red.) virkede han i Trondhjem; om hans Reiser de følgende Aar vides for Tiden intet sikkert; det er sandsynligt, at han mest arbeidede i Romsdalen. Ved denne Tid flyttede han fra Mjelva til Hole og kunde derfor vel neppe længere Tider ad Gangen være borte fra sin nye Eiendom.
I Begyndelsen af 1833 finder vi ham atter paa Østlandet, idet han besøgte Gudbrandsdalen, Biri, Thoten, Christiania og Omegn, hvor han holdt flere Opbyggelser sammen med den svenske Prest Ekdal, der i dette Aar opholdt sig i Norge og talte Guds Ord i Haugianernes Forsamlinger. Denne Mand holdtes imidlertid for at være en af Carl Johans Spioner i Norge, efter hvad afdøde Statsraad H. Riddervold har fortalt.
Fra Christiania tog Arnesen gjennem Smaalenene, hvor han holdt Opbyggelser flere Steder, saaledes ogsaa paa Fredrikshald. Sommeren 1834 virkede han i Søndfjord og foretog fra Julen samme Aar til ud paa Vinteren 1835 en Tur gjennem Lesje, Dovre, Vaage (Vågå/red.) og Lom sammen med den unge, begavede M. (Mads/red.) Wefring.
Om hans Reiser i de følgende Aar savned nøiere Efterretninger, uagtet det vides med Vished, at han ogsaa da, især i Vintertiden, holdt Opbyggelser rundt omkring som før.
Ved Begyndelsen af 1839 var han oppe i Gudbrandsdalen; her traf han sammen med den bekjendte Lægmand A. N. Haave (Anders Nielsen/red.); de reiste i følge gjennem Lom, Vaage, Fron, Øier, Gausdal og Faaberg. Saa skiltes de.
Haave tog paa Mjøsens Vestside, og Arnesen virkede i Bygderne ved dens østre Side.
Paa Hedemarken traf Arnesen igjen den tidligere omtalte M. Wefring; de reiste derpaa op til Trysil, hvor Lægmændene hos Sogneprest P.I. Dybdahl fik en hjertelig Modtagelse. Her arbeidede de en Tid sammen med denne i broderlig Enighed, under stor Tilslutning og til megen Velsignelse. Wefring blev tilbage, men Arnesen reiste nedover Smaalenene, derfra til Christiania og videre opover til Vardal. Her traf han atter sammen med Haave, der siden sidste Møde havde besøgt Biri, Valders, Land, Hadeland og Thoten.
Efter at have holdt Opbyggelser i Fællesskab her tog Haave over Hedemarken, medens Arnesen reiste nordover; i April var han atter hjemme.
I 1840 foretog Arnesen en ny Reise over Østlandet. Hans mangeaarige Nabo I. (Ingebrigt/red.) Kvam skriver : “Fra 1836 til 1850 gjorde han som Læprædikant hver Vinter en Reise, der varede fra 2 til 4 Maaneder. Et Aar drog han gjennem Bergens Stift og langs Kysten til Christianssand; to eller tre Gange reiste han i disse Aar til Østlandet, besøgte Christiania, Drammen og flere Bygder deromkring, ligesom han baade paa Nedturen og Hjemveien gjæstede Gudbrandsdalen, Hedemarken og Thoten.
Flere Gange var han i Trondhjem og besøgte da ogsaa Lesje, Opdal, Rennebu, Meldalen, Surendalen, Ørkedalen samt flere Bygder omkring Stiftsstaden og fortsatte lige til Levanger.
Paa sine Reiser saa han altid indom Vennerne og holdt Opbyggelser, naar og hvor det forlangtes. Han sagde, at han aldrig havde begjæret Hus til Opbyggelse. Hans Regel var at besøge Presterne, naar han virkede noget i et Sogn. Efter Aaret 1850 gjorde han ingen længere Reiser, men foretog efte mindre Udflugter til Naboprestegjældet Lesje samt besøgte flittig Heens og Kors Annekser til Grytten og holdt Opbyggelser, hvor Folket altid samlede sig om ham, og Vennerne var glade i hans Besøg”.
“Naar han var hjemme, havde han i Regelen Opbyggelse hver Søndag, saafremt ingen Gudstjeneste fandt sted i Sognets Kirke. Disse Sammenkomster holdt han enten i sit eget Hus eller hos andre i Grytten Sogn. I det Kirkesogn, hvor Presten havde Gudstjeneste, holdt han kun Opbyggelse om Ettermiddagen”.
I Slutningen af Femtiaarene og Begyndelsen af Sekstiaarene blev der en stor Vækkelse i Gryttens daværende 5 Kirkesogne samt i Nabobygden Lesje. Den var først og fremst en Frugt af Lars Tjødlingens, Daniel Arnesens og andre Haugianeres langvarige og dygtige Virksomhed. Da denne mægtige Bevægelse begyndte, glædede den gamle Arnesen sig meget og virkede med fornyet Iver; Oldingen blev som ung igjen blandt de Nyvakte og omgikkes dem kjærlig og visdomsfuldt; alt syntes at gaa godt og udvikle sig i sunde Spor. Men da kom nogle tilreisende Lægprædikanter, som ved sin Optræden gav Anledning til, at denne lovende Vækkelse tog en skjæv, eller rettere sagt mange skjæve Retninger.
Da Arnesen med den Visdoms og Sagtmodigheds Aand, som var ham egen, forgjæves søgte at vise dem tilrette med Guds Ord, blev han meget bange for at komme i Berørelse med dem. Han sagde en Gang til en Nabo : “Naar du ser nogen af dem komme til mig, maa du ogsaa straks komme. De har saa mange forunderlige Udtryk og Talemaader, og jeg har, som du ved, tabt saa meget af min Fatteevne, at jeg ikke forstaar dem; derfor kan jeg let, uden at mærke og vide det, bestyrke dem i deres Vildfarelse”.
Det var derfor en stor Glæde for den Gamle, da Professor Dr. theol. Gisle Johnson i 1859 tilbragte sin Ferie i Romsdalen for at læde Bevægelsen; han holdt mange Bibel-læsninger rundt omkring samt talte i alle Prestegjældets Kirker og ledede talrige mindre Sammenkomster. Professoren har selv fortalt, at han i denne Tid enkelte Gange holdt to Opbyggelser om Dagen sammen med Daniel Arnesen, hvem han gav et stærkt anerkjendende Vidnesbyrd baade som Kristen, Lægprædikant og aandelig Leder. Arnesen oplevede ogsaa inden sin Død, at Vildfarelsen idetheletaget veg for en sundere evangelisk Erkjendelse.
Efter at have boet paa Mjelva til henimod Slutningen af Tyveaarene, døde hans første Hustru, Sofie, den 20. Juli 1827 efter et børnløst Ægteskab; hun var da 70 Aar gammel. Derpaa solgte han sidstnævnte Eiendom og flyttede, sandsynlig 1829, til Gaarden Øvre Hole, der ligget tæt ved og paa samme Side som Romsdalshornet, i en storslagen Natur; her tilbragte han næsten Halvparten af sit lange og virksomme Liv.
Nogle Aar efter sin nysnævnte Hustrus Bortgang blev han gift igjen med en troende Kvinde fra Kvernæs ved Christianssund; hun hed Joraan Olsdatter og var født 1799. Hun omtales af alle, der kjendte hende, som “en sjelden Kvinde”; baade som Kristen og Menneske var hun “enestaaende” og desuden “mageløs dygtig i sit Hus”.
Et fremtrædende Træk i hendes Liv var en stærk Taknemmelighedsfølelse for Guds Godhed baade i det timelig og aandelige. Som Udtryk herfor sang hun meget ofte Johan Mentzers bekjendte Salme : “O at jeg havde tusind Munde”.
Hun døde imidlertid allerede 19. September 1834 i en Alder af 35 Aar efter at være bleven Moder til 2 dødfødte Børn; hendes Mand sørgede meget over hende.
I 1836 indtraadte Arnesen for 3die Gang i Ægteskab med Enken Randi Knutsdatter Vognill fra Opdal, født 1792. De fik i 1837 en Søn, som de kaldte Johan Arndt. Faderen, der var meget musikalsk og i sin Ungdom havde været en særdeles flink Spillemand, blev engang spurgt, om han vilde lade sin Søn lære at spille Violin. Hertil gav han følgende karakteristiske Svar : “Jeg vil heller, at han skal blive en Tyv end en Spillemand !”
Og da man bad ham at forklare dette nærmere, sagde han : “En Tyv ødelægger bare sig selv, men en Spillemand baade sig selv og andre !”
Under Sønnens Opdragelse vilde “Faderen tugte ham, men Moderen modsatte sig dette; derfor blev han altfor slapt opdraget, og de fik ingen videre Glæde af ham”.
Han fik Tæring og døde 1861; “det lod til, at han var bekymret for sin Sjæls Frelse paa det sidste, og vi faar haabe, at han tilslut fik tro sine Synders Forladelse og dø salig”.
Daniel Arnesen roses som en særdeles flink Gaardbruger, der drev sin Eiendom fortrinlig de Tider, har var hjemme, og sørgede for, at en dygtig Tjenestegut saavidt muligt fyldte hans Plads, naar han var paa Reiser.
“Han var ogsaa flink til at dyrke Frugttræer, saa hans Æblehave var den bedste i Romsdalen, ja i hele Amtet”.
I sine yngre Aar skal han tillige have gaaet paa Rensdyr- og Bjørnejagt. Ved Dygtighed og Vindskibelighed arbeidede han sig op til Velstand, saa han tilslut sad i meget gode Kaar. Hustruen gav altid Sandheden Bifald, levede et moralsk Liv og var vist en kristelig Kone, meget dygtig og driftig i det timelige. Baade Arnesen og Hustruen var ualmindelig gjæstfrie.
I deres Hus tog baade reisende Lægmænd og andre kristelige Venner fra nær og fjern ind og blev modtagne paa det bedste. Mod Fattige, som virkelig trang det, var de hjælpsomme og godgjørende, han især.
Hustruen Randi gik bort 9. Juni 1864 i en Alder af 72 aar. Efter hendes Død var den Gamle noksaa ensom; men han bar alle Trængsler med stille og gudhengiven Taalmodighed. Naar Troesbrødre besøgte ham, var han glad og talte livlig med dem om sin Ungdoms Venner og deres Samliv med H.N. Hauge, om deres Glæder, Sorger og Forfølgelser for Kristi Navns Skyld. Ofte dvælede han ved sin Vækkelse, sin Gjenstridighed og Guds store Langmodighed og Trofasthed, ja han kunde mangengang tale sig saa varm og løftet i Aanden, at han udbrød med Salmisten : “Min Sjæl, lov Herren, og alt, hvad i mig er, hans hellige Navn; min Sjæl, lov Herren og glem ikke alle hans Velgjerninger !” (Salm. 103,1.).
I sine sidste Leveaar plagedes han af Svimmelhed, saa han med et kunde falde om paa Gulvet; men det gik meget snart over. Med et saadant Anfald begyndte hans sidste Sygdom den 8. Mai 1866; denne varede i 15 Dage; de første 11 hengik med Hoste, Søvn og stor Mathed, saa man ikke fik høre mere fra ham end Svar paa Spørgsmaal om hans Forhold til Herren.
Da hørte man tydelig fra hans Mund : “Herren er god !”
De sidste Dage var Matheden mindre, Hosten mildere, Aandsevnerne friskere, Tankerne klarere. Da hans Opvarterske spurgte ham, hvad han havde at hjælpe sig med, naar han nu skulde møde Herren, svarede han : “Kristi Blod og Retfærdighed, min Æresklædning alene er; med den jeg kan for Gud bestaa og salig ind til Himlen gaa“.
Ofte bad han om, at man vilde læse og synge for ham og nævnte selv, hvad han ønskede læst og sunget; det var et eller andet Vers af de gamle Kjærnesalmer, som udtalte Syndserkjendelse, Bekjendelse og Tro paa Jesus og hans Fortjeneste. Engang sagde han : “Herren har ikke været saa god mod nogen, som mod mig ! Han rykkede mig som en Brand ud af Ilden i min Ungdom, og siden har jeg bestandig villet forlade ham; men han har i Kjærlighed og Barmhjertighed holdt mig fast, og nu vil han ikke forlade mig i Døden !”
Oftere nævnte han Dele af Davids 23. Salme, særlig dvælede han ved 4. Vers : “Om jeg end skal vandre i Dødsskyggens Dal, frygter jeg ikke for ondt; thi du er med mig; din Kjæp og din Stav, de trøster mig”.
Saa kom den 23. Mai; en af hans Medarbeidere og Naboer saa om Morgenen ind til ham og fandt ham kvik og glad i Herren; da denne straks vilde gaa, sagde han : “Nei, nu maa du ikke gaa; det er straks gjort med mig”.
Da Vennen ikke saa nogen Forandring hos ham, der tydede paa en nær Bortgang, gik han alligevel. Da Arnesen mærkede dette, gjentog han, hvad han nys havde sagt. Om 2 a 3 Minutter kom Naboen igjen og fandt ham livlig. Denne spurgte da : “Herren er vel fremdeles din Hyrde ?” Hvortil den Gamle svarede : “Ja, Herren er god !”
I det samme bad hans Pleierske Vennen hjælpe til med at give ham Drikke. Denne tog Thekoppen for hende, og hun løftede den Syge op paa Puden; idet Vennen hældede Koppen ind til hans Mund, søgte den Døende selv med skjælvende Haand at hælde passende til. Med det samme faldt Haanden ned, Øinene brast og Sjælen forlod den gamle Hytte. Arnesen opnaaede en Alder af lidt over 84 Aar og blev begravet under stor Deltagelse.
Han var utvilsomt en meget begavet Mand og berømmes, især i yngre Dage og Manddomsaarene, som en vældig Prædikant, livlig, ildfuld og indtrængende, med stor Evne baade til at vække, formane og veilede.
“Selv i Alderdommen, under den omtalte store Vækkelse, optraadte han, særlig en Gang de Unge havde gjort det floket, paa en mærkelig klar og overbevisende Maade, greiede Sandheden ud til alle Sider og satte enhver Ting paa sin rette Plads. Han læste meget i Bibelen samt Luthers, Arndts og Hauges Skrifter og havde selv en fuldt evangelisk Opfatning. Han vidste sig intet andet til Frelse og Salighed end Jesus Kristus og ham korsfæstet; dette kom mest frem i hans Samtaler. I sine Opbyggelser var han ræd for, at Tilhørerne skulde bruge Naaden til en Sovepude; men han lærte ingen anded Vei end Jesus.
Han pleiede ofte, mest i yngre Dage, at udlægge Guds Ord og holdt sig meget i Salmernes Bog. Derfor spurgte en af hans fjerntboende Venner engang spøgende en Romsdøl : “Huserer han Daniel endnu i Davids Salmer ?”
Den 119de var hans Yndlingssalme. Det var dog ikke sjelden, at han i Opbyggelserne læste en god Prædiken eller et passende Stykke af de lutherske Kirkefædres Skrifter, tog saa op enkelte Ting i det læste og knyttede sin Tale dertil.
Han gik meget grundig tilværks, men var ingen Følelsesprædikant. Det var Samvittigheden og Viljen, han vilde have fat i; “Viljen er Døren“, kunde han i denne Forbindelse sige. Han rettede stedse et passende Ord baade til Ubodfærdige, Vakte og Troende, eiede en sjelden rig Erfaring og havde altid meget interessant og fængslende at meddele baade i sine Taler og Samtaler.
Han pleiede ogsaa hyppig tilslut at tale privat med Folk og havde let for at gjøre det paa en god Maade, saa det kunde blive til Velsignelse. Han var heftig af Sind, stærk af Vilje og Karakter, med en skarp Forstand og en sund Dømmekraft; han kunde baade være mild og venlig, stræng og skarp i sine Opbyggelser.
“Han forkyndte Veien baade med Strænghed og Kjærlighed”. “Han vilde helst tænke vel om Folk og dømme mildt; men naar det var nødvendigt, sparede han ikke Saltet”.
Han var en høi, rank Mand, mindst 3 Alen, mager og tynd, rask, let og livlig i Bevægelse og Tale, med et kvikt Taleorgan og en klar Stemme. Hans Ansigt var langt, smalt og skarpt; Panden høi, men noget smal, Næsen temmelig ret; Øinene blaa og livlige; han havde mange fine Rynker. Udtrykket i hans Aasyn var i Almindelighed strængt og alvorligt, men blev ogsaa ofte mildt, venligt og indtagende; han var glad i Børn og talte kjærlig med dem.
Han havde langt, snehvidt, noget tyndt Haar, der til begge Sider faldt helt ned paa Skuldrene; han var i sin Alderdom lidt skaldet. Han barberede Ansigtet, men lod Skjægget vokse rundt omkring Hagen og Kjæverne; det var halvlangt og klippet. “Det var at se til, som om han havde en Prestekrave paa”.