– hentet fra H.G. Heggtveit : «Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie». Chra. 1912-1920.
S. 158 – 159 :
En tredie af de unge Kristne i Christiania (dvs. i tillegg til Peder Hansen Nordlid og Christopher Grøndahl/red.) var Petter Meier, Søn af gamle Hjulmager Ole Meier.
Han blev vakt i 1799 ved Hauge, der giver ham saadant Vidnesbyrd : «Han førte et sædeligt Liv og havde et sagtmodigt Temperament, var tjenstvillig, flittig og gjorde mange Opofrelser for at udbrede Kundskab om Livets Vei. Med Taalmod overvandt han Verdens Spot og Møisommelighed» (H.N. Hauge : Livet i Døden. Christianssand 1818, s.17-18).
Efter at have virket en Tid som Lægprædikant med Nidkjærhed og Dygtighed kom han i 1804 i Hauges Tjeneste som en af de fire Mænd, der skulde bestyre dennes Handelsforretninger i Bergen, naar han selv var paa Reiser.
Meiers Levetid blev dog kort; han fik Tæring allerede 1805. Hauge skriver følgende om hans sidste Dage og Død :
«Omtrent et halvt Aar maatte han holde Sengen; men denne Sygdom var end mere Middel til at berede hans Sjæl til Salighed. Hengiven i Guds Vilje, taalmodig under Smærtnerne, havde han størst Omsorg for sin udødelige Sjæl, og hvorledes den kunde være beredt, naar Anskriget kom, og han skulde gaa Brudgommen imøde. Mange Bønner opsendte han til sin himmelske Fader og bad om Naade for Jesu Skyld. I de sidste Levetimer talte han med sine Medtroende om Evigheden og var fornøiet med at gaa herfra. Han sagde med et sikkert Haab, at «hans Navn var skrevet i Livsens Bog. Med denne Tro gik han af Tiden (1806) og hvem vil nægte, at saadant er over alt herligt for de Døende ?» (Livet i Døden, Hauge)